42laps lukker, slukker og genopstår som Timing Made - TopicsExpress



          

42laps lukker, slukker og genopstår som Timing Made Simple 20.11.2013 Kære kunder, samarbejdspartnere og venner 42laps lukker med udgangen af året. Det er både med vemod og lettelse at vi har bestemt os for at trække stikket ud. Hvorfor lukker vi? For at gøre virksomheden sund og konkurrencedygtig vil det være nødvendigt for os at kanalisere vores fulde kræfter ind i projektet. Det vil kræve at vi alle tre partnere skulle prioritere 42laps på fuld tid. Egentlig har 42laps potentialet til at vokse sig større. Men vi vurderer også, at der er tale om en meget sammenlignelig vare/ydelse: det er nemt for en løbsarrangør at sammenligne forskellige tidtagningstilbud, og dermed er det et konkurrencepræget forretningsområde. Det betyder, at hvis man skal lave en sund forretning, skal man være stor og effektiv. Det vil kræve at vi fokuserer hårdt på at få virksomheden til at vækste. Med masser af andre spændende udfordringer: - Thomas som udviklingschef i en markedsledende teknologivirksomhed, - Bjørn med eget webbureau og - Albert som lige er flyttet til Holland, er vi ikke klar på at prioritere 42laps som mere end et hobbyprojekt. Og dermed kommer projektet ikke til for alvor at tage vinger. Men dele af virksomheden vil leve videre: Albert vil fortsætte som løbsarrangør i Holland. Thomas og Bjørn vil fortsat tilbyde web- og softwareløsninger til online tilmelding og tidtagning, men udelukkende skræddersyede løsninger. Vær med i projektet Timing Made Simple Den nuværende web- og softwareløsning lægger vi open source. Det betyder at du og andre frit vil kunne få glæde af den og være med til at forbedre den. Vi håber at den del vil tage vinger globalt, og at mange klubber og tidtagningsfirmaer vil være med i projektet og dermed i fællesskab løfte kvaliteten. Målet med projektet er at skabe verdens mest brugervenlige og sammenhængende tidtagningsløsning, både i forhold til web og computersoftware. Løsningen vil kunne virke sammen med forskellige typer af tidtagningsudstyr, i første omgang Ipico (der bl.a. anvendes af DGI) og 42laps hardware. Mange små tidtagningsfirmaer udvikler hver deres egen software, og vi tænker, at det var smartere at samle kræfterne og i fællesskab udvikle en gennemarbejdet løsning. Webdelen bygger på Drupal, som er et af verdens mest succesfulde systemer til at styre websites (et content management system, anvendes bl.a. af Berlingske, TV2, DR, CNN og mange andre). Det betyder, at det er meget nemmere at udbygge ens eget site med allerede eksisterende moduler - standard byggeklodser - frem for at bygge tingene fra bunden. Find softwaren fra 1. februar 2014 på: timingmadesimple.org Softwaren vil være fri. Thomas Lauridsen og Bjørn Axelsen vil tilbyde tilpasning og udbygning af softwaren på konsulentbasis. Har du lyst til at være med til at drive Timing Made Simple fremad, så hører vi gerne fra dig. Hvad med udstyret? I mindre omfang vil det fortsat være muligt at leje 42laps udstyret direkte fra Thomas Lauridsen (Slagelse) og Albert Rojas (Holland). Der vil ikke blive noget ophørsudsalg. Ønsker du efter 1. januar 2014 at købe nyt udstyr, kan du henvende dig til Thomas Lauridsen, som - afhængig af hvornår han har tid - kan fremstille komplet udstyr på bestilling. Kontaktoplysningerne finder du på: https://42laps/kontakt Tak for nu og god vintertræning! Venlig hilsen Albert Rojas, Thomas Lauridsen og Bjørn Axelsen
Posted on: Wed, 20 Nov 2013 21:49:54 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015