Apostel kaldet. Apostel = Udsending ( et sende bud). Romerbrevets budskab kapitel 1. Kapitlet har tre dele. Først en almindelig indledning. Der forklarer apostelen sit kald til at forkynde evangeliet, og taler om Guds Søn. At det er ham som er selve evangeliet, og det er ham evangeliet taler om. Videre finder vi her hvem han skriver til, og hilsener til dem (vers 1-15). Alene to vers, 16-17, udgør anden del. Der fortæller apostelen koncentreret hvad der er summen af alt det han vil forkynde i dette brev. I sidste del tager apostelen straks det op han vil forkynde i brevet. Han begynder med at fremstille menneskets fortabte tilstand, idet han henviser til hedningernes liv i synden og under Guds dom, vers 18-21. 1: Paulus, Jesu Kristi tjener, kaldet til apostel, udvalgt til at forkynde Guds evangelium, 2: det som han forud har givet løfte om ved sine profeter i hellige skrifter, 3: om hans Søn, han som efter kødet er kommet af Davids slægt, 4: og som efter helligheds Ånd er godtgjort at være Guds vældige Søn ved opstandelsen fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre. Med gentagne bibelske sandheder begynder apostelen straks at vække vor opmærksomhed for hvor stor, og hvor troværdig, det budskab er, som han forkynder. Den som skriver er ikke bare en Paulus, det er en Jesu Kristi tjener. Det er Herrens ærinde han går. Det er Herrens budskab han går med. Og han er en særlig Kristi tjener. Han er nemlig ”kaldet til apostel.” I et sådant kald ligger noget mere end det andre Kristi tjenere har fået. Det ”Guds evangelium” han var kaldet til at forkynde, var ikke et øjebliks tanke. Nej, gennem en hel, lang verdens-tidsalder var det bebudet af Guds profeter i de hellige skrifter. Altså er det et fast og urokkeligt Guds ord. Det evangeliet handler om er, hovedemnet og selve kærnen i det, er selve Guds Søn, Jesus Kristus, vor Herre. Før vi læser noget som helst mere, har vi altså allerede med dette, oplysninger som må vække store forventninger, og den største opmærksomhed hos os. Lad os nu se nærmere på teksten. Paulus. Som sædvanlig i breve på den tid, nævner apostelen først sit navn. Paulus betyder lille, og var det romerske navn han stod frem med efter sin omvendelse, som ”hedningernes apostel.” Blandt jøderne hed han tidligere Saulus. Jesu Kristi tjener, kaldet til apostel, eller apostel efter et kald. Det er den baggrund som gør at dette brev må tillægges så stor vægt og betydning. Når Paulus der er en Jesu Kristi apostel, står du ikke bare overfor en hellig og oplyst mands tanker. Da er det hans store Herres beslutning om hvordan han vil frelse menneskene, du læser om i brevet. Det er meget vigtig at tænke nærmere over hvad en apostel var og er. Ordet apostel betyder sendemand, delegeret, eller udsending. Det blev også brugt i andre forhold end når det gjaldt Kristi apostle. Men nu taler vi om den betydning det havde som Jesu Kristi udsending. Hvordan de havde fået Jesu eget kald om at gå ud til alle folkeslag i hele verden, og forkynde evangeliet, og kundgøre de love som gjaldt i Hans rige. Herren Kristus gav selv disse udsendinge navnet apostle (Luk. 6:13). Alt det du finder i Skriften om det høje kald, viser at apostelembedet var for en bestemt tid, var kendetegnet ved nogle bestemte egenskaber, og grundet på et kald som var givet dem direkte af Kristus selv. Derfor kunne der ikke tilsættes nogen efterfølger af en apostel. For det første måtte en apostel have set Jesus Kristus efter hans opstandelse. Når apostlene skulle vidne for hele verden om Jesus Kristus, var det nødvendigt at de kunne vidne om hans opstandelse, som en stadfæstelse på hele deres vidnesbyrd. Når Peter i Apg. 1:21-22 med få ord beskriver de egenskaber en apostel må have, er det denne han ser som mest væsentlig i dette embede. Mange andre steder i Skriften finder vi det samme, f. eks. Apg. 2:32, 3:15, 4:33, 5:30-32, 22:14-15, 26:13-14, 1. Kor. 9:1, 15:7-8. For det andet: En udpræget Åndens kraft, og lignende særlige tegn, kendetegnede apostlene. Tegn man aldrig senere så noget menneske udrustet med. Som nævnt havde de da også sit kald direkte fra Jesus Kristus selv, ikke meddelt dem af, eller gennem, noget menneske. De tjente med særlig kraft. Ved deres håndspålæggelse fik f.eks. også andre Den Hellige Ånds gaver, og alene ved et ord bragte de Guds retfærdige dom over mennesker. F.eks. Ananias og Safira (Apg. 5:1-11), blodskænderen i Korint (1. Kor. 5:1-5) m.fl. Og sluttelig var Kristi lære, hans vilje og mening, blevet åbenbaret for dem ved en direkte guddommelig meddelelse. For at dette skulle ske, fik de befaling om at blive i Jerusalem, og ”vente på det som Faderen havde lovet” - om at den Hellige Ånd skulle blive udgydt over dem (Luk. 24:48-49, Joh. 14:26, 15:26-27, Apg. 1:4 og kap. 2). For det tredje: Det embede (arbejde) som blev givet apostlene, bestod i at de skulle udbrede evangeliet over hele verden. Men de skulle ikke tage omsorgen for nogen bestemt forsamling på sig. Fuldmagten til deres embede havde denne ordlyd: ”Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen” (Mark. 16:15). De kunne nok være ”ældste” og ”hyrder”, men da i en særlig betydning. Hele Guds kirke, ja hele verden, var givet dem som arbejdsfelt. Nøglerne til himlenes rige var givet dem (Matt. 16:19 og Joh. 20:20-23). De skulle forkynde det ord som skal dømme menneskene på den yderste dag (Joh. 12:48), og den lov som gælder for himlenes rige. Sådan at det de bandt på jorden, skulle være bundet i himmelen, og det de løste på jorden, skulle være løst i himmelen. Og Ånden som var i dem, vejledte dem til hele sandheden (Joh. 16:13). Herren havde udtrykkelig lovet om Talsmanden, Den Hellige Ånd, at ”han skal lære jer alle ting, og minde jer om alt det som jeg har sagt jer” (Joh. 14:26). Men endnu havde de ”denne skat i lerkar, for at den rige kraft skal være af Gud og ikke fra os selv” (2. Kor. 4:7). Det var sådan Gud ville at alt skulle være indenfor hans nådepagt for vor jord. Også disse, hans forreste tjenere, skulle være belastet med syndefaldets fordærvelse, så de ikke skulle blive nye guder. Men den Ånd som talte i dem, og den lære de forkyndte, var fra Herren. Selv sagde han jo: ” det er ikke jer der taler, men jeres Fars ånd taler i jer” (Matt. 10:20). Alt det viser at det kald apostlene havde fået var helt specielt. Også når det gjaldt deres helt særlige udrustning, bl.a. den forudsætning at de måtte have set Kristus, så var det udelukket at nogen kunne blive en konkret efterfølger i samme slags aposteltjeneste som dem. At Mattias blev valgt i stedet for Judas, blev ikke nogen undtagelse fra reglen. Det skete jo ved begyndelsen af deres virksomhed, og Peters ord i den anledning bekræftede også at en apostel måtte være et sådant vidne om Kristus, som havde set ham efter hans opstandelse. Dette ville jo heller ikke kunne ske i senere tid. Det er nødvendigt at huske på dette, for at alle og enhver kan vide at al den kundskab som er nødvendig til vor frelse, allerede er givet os gennem apostlene. Om nogen lægger noget til det, eller trækker noget fra det vi har lært gennem disse, så forfalsker han Guds ord (Gal. 1:8). Helt klart står det dermed også at intet menneske, ingen kirke, og heller ikke nogen lovgivende myndighed, som vil have navn af at være kristne, kan forandre eller ophæve noget af det apostlene har lært eller foreskrevet for alle mennesker. Derfor formanes også alle kristne ”. til at stride for den tro som en gang for alle er blevet overgivet til de hellige” (Jud. vers 3). Navnene til Lammets apostle er indskrevet på grundvoldene til det nye Jerusalem (Åb. 21:14), og hele Guds menighed er ”opbygget på apostlenes og profeternes grundvold, og hjørnestenen er Kristus Jesus selv” (Ef. 2:20). Nu har du set hvad en apostel er. Og alle de tydelige kendetegn for det høje kald finder du særligt fremtrædende hos Paulus. Et vemodens suk hører du, idet han udtaler: ”Men sidst af alle blev han set af mig da jeg var som et ufuldbåret foster” (1. Kor. 15:8). Trods dette ser vi ham påberåbe sig også dette tegn når han siger: ”Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?” (1. Kor. 9:1). Men desto mere tydeligt finder du de andre kendetegn hos apostelen Paulus: Den måde han oplevede Kristi direkte kald til apostel, og de store tegn og mirakler som fulgte ham i hans tjeneste. Om det kunne han sige, jeg har arbejdet mere end de andre, det vil sige: Ikke jeg, men Guds nåde som er med mig” (1. Kor. 15:10). Den kundskab som åbenbarer den guddommelige sandhed, havde han fået, ”ikke af noget menneske, men ved Jesu Kristi åbenbaring” (Gal. 1:12). Han havde ”en apostels tegn og mirakler og kraftige gerninger” (2. Kor. 12:12). Men det som er det mest tydelige af det hele er, selve det kald og de ord han modtog af Herren Kristus. Det vigtigste af alt du bør lægge mærke til, er jo hvad Kristus selv udtalte om ham. Gennemtænk det som skete da Paulus blev kaldet til aposteltjenesten! Før det levede han i den opfattelse at loven blev tilintetgjort af ”nazaræerens sekt.” De lærte jo en ny salighedsvej ved troen på Jesus. I blind jødisk nidkærhed for loven, var Saulus den mest aktive af dem som ”troede det var deres pligt” at dræbe de hellige. Han var ”en spotter og forfølger og voldsmand” (Gal. 1:13), og kæmpede mod Jesu, nazaræerens navn (Apg. 26:9). Med denne holdning er han på vej til Damaskus for også der at gribe Guds hellige, og dræbe dem. Nu er tidspunktet kommet da Herren Jesus vil åbenbare sin nåde og magt over ham, og gøre sin bitreste fjende til sin mest trofaste tjener, skabe en Paulus ud af en Saulus. Du burde lovprise den Gud du har! Pludselig stråler et himmelsk lys over den nidkære farisæer, og kaster ham til jorden. Han bliver liggende ved Jesu fødder, og en stemme høres som siger: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden.” Meget bange spørger han: ”Hvem er du, Herre?” Da siger Herren: ”Jeg er Jesus, han som du forfølger.” Tre dage senere åbenbarer Herren sig for Ananias, og befaler ham at gå til den mand som nu sidder og sukker i et mørke. Ananias kender til Sauluss nidkære had, og har store betænkeligheder. Hvad er det nu Herren siger til ham? Jo, ”Gå af sted! Han er et udvalgt redskab for mig, til at bære mit navn frem, både for hedningefolk og for konger og for Israels børn. For jeg skal vise ham hvor meget han må lide for mit navns skyld” (Apg. 9). Det er altså Herren Jesu eget vidnesbyrd om sin tjener. En stemme fra himmelen vidnede over Jesu hoved: ”Det her er min Søn, den elskede! I ham har jeg velbehag. Hør ham!” (Matt. 17:5). Senere sagde Herren til sine apostle: ”Ligesom Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” (Apg. 20:21). På samme måde taler en himmelsk stemme nu over Paulus, og udråber ham til et udvalgt redskab, som skal bringe Herrens navn til alle folkeslag. Oh hvilket mirakel af Guds store, frie nåde! Et andet sted i Bibelen hører vi om en fisker fra Betsajda. Han ligger skælvende for Jesu fødder og råber: ”Herre, gå fra mig, for jeg er en syndig mand!” I den konkrete situation er det at han ikke kun får nåde, men også apostelkaldet. Jesus siger: ”Fra nu af skal du fange mennesker” (Luk. 5). Sådan ligger her den nu aller værste synder, en som myrder Jesu hellige. Han er slået ned og ligger for Jesu fødder hvor han hører disse ord: ”.rejs dig op og stå på dine fødder! For derfor åbenbarede jeg mig for dig: For at udvælge dig til tjener og vidne” (Apg. 26:16). Du har nu også set hvor meget der ligger i den korte betegnelse: ”Jesu Kristi tjener, kaldet til apostel.” Du har set Jesus selv udtrykkeligt udtale at Paulus er hans udvalgte redskab. Ved mange store tegn og mirakler, og gennem hans mange breve og missionsrejser, kommer det tydeligt frem at den apostel er den mest fremtrædende blandt alle Kristi apostle. Når du så ved at det er gennem sine apostle Kristus har givet verden den fulde og hele kundskab om sin lære, da må du alvorligt tage ind over dig, hvor stor betydning den apostels skrifter har for dig. Aftenen før han døde sagde Herren til sine disciple: ”Endnu har jeg meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han kommer, sandhedens Ånd, skal han vejlede jer til hele sandheden ...” (Joh. 16:12-13). Med disse ord har Herren Kristus udtrykkeligt forklaret at så længe han endnu ikke var død og opstået igen, kunne hans disciple ikke fuldt ud fatte en mere fuldstændig udlæggelse af hans lære om evangeliet, end den han nu havde givet dem. Men han føjer til at senere vil han give dem fuldt lys over det alt sammen, ved at Ånden skulle blive udgydt. Den jødiske forventning til en frelser som skulle redde dem fra ydre fjenders overmagt, lå så dybt hos alle i Juda land, at ikke en gang Jesu nærmeste tolv disciple helt kunne fri sig fra denne opfattelse så længe han endnu levede iblandt dem. De forstod ikke fuldt ud at det var en åndelig frelser han var, for deres sjæl. Derfor har Jesus selv bare givet dem selve hovedtrækkene i læren om evangeliet. Senere, når de havde set hans død, hans opstandelse og himmelfart, ville han gennem Den Hellige Ånd give dem det fulde lys over hans store gerning, og over alle Skriftens vidnesbyrd om dette. Derfor siger han: ”Det er til gavn for jer at jeg går bort. For hvis jeg ikke går bort, kommer talsmanden ikke til jer, når han kommer, skal han lære jer alle ting, og minde jer om alt det som jeg har sagt jer.” ”Han skal overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.” Det vil sige at Den Hellige Ånd skal give endnu større klarhed og kraft i forkyndelsen om synd og retfærdighed m.m. Derfor ser vi at denne vældige lære om vantroens synd, og retfærdigheden i Kristus, bliver forkyndt med flere ord, og mere udførlig efter Kristi død gennem hans apostle, end fra ham selv tidligere. ”For Ånden var endnu ikke givet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort” (Joh. 7:39). Derfor kunne Kristi forkyndelse gennem tre år, heller ikke vinde så mange mennesker som en eneste prædiken af Peter på pinsedagen. Da var Jesus opstået igen, og det måtte ske før han kunne forherliges. Ganske vist finder du ikke noget nyt i apostlenes skrifter, når det gælder læren. Der findes ikke noget som Jesus ikke allerede havde forkyndt. Ånden mindede om og åbenbarede bare det Jesus allerede havde talt til dem. Men denne lære, som Herren i store træk havde givet dem gennem sin forkyndelse, sine lignelser og domme, finder vi nu mere tydeligt udlagt. Når Paulus skriver at menneskene ”ikke bliver retfærdiggjort af lovgerninger, men ved tro på Jesus Kristus”, så havde Herren Jesus jo også selv tidligere vist at han fordømte de strengeste lovhelgener, mens han forkyndte nåde over alle syndere som kom til ham i tro. Fra hans mund hører vi altid sådanne ord: ”Din tro har frelst dig” ”den som tror” ”hvis du tror”, osv. Paulus skriver at ”den som har gerninger (svensk: som holder sig til gerninger), får ikke lønnen af nåde, men som noget han har fortjent”, men at den som ikke har gerninger, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige, han får sin tro tilregnet som retfærdighed” (Rom. 4:4-5). Det samme havde Kristus også forkyndt, ved hans tale om arbejderne i vingården som vurderede ud fra sine gerninger, som ”havde båret dagens byrde og hede.” De fik ingen nådegave, men bare hvad de havde fortjent, mens de stakkels syndere, som havde stået hele dagen forgæves på torvet, og med denne baggrund bare var afhængig af sin herres godhed, hvor meget han ville give dem for det, de fik som gave noget de ikke havde fortjent. Kort sagt: Alt det apostlene udførligt forkynder, det var noget Kristus havde lært, og som Ånden nu forklarede for dem. På det grundlag ser du hvilken ynkelig tåbelighed de er faldet i, de som, på trods af den udiskutable klarhed i Paulus’ skrifter, bare afviser disse, og giver indtryk af at de nok vil tro og følge Kristus, men ikke Paulus, som om han skulle forkynde en anden lære. Kristi lære og Pauli lære er den samme. Problemet er bare at menneskene får meget sværere ved at bortforklare eller omtolke den, når de står overfor en mere udførlig udlæggelse af den hos Paulus. Og det faktiske forhold er at i sit hjerte hader de selve læren. Måtte de i tide stoppe op for at Herren Jesus, som de altså vil bekende sig til, har givet Paulus dette vidnesbyrd: ”Et udvalgt redskab er han for mig”, og har sagt om apostlene at de gennem Ånden skulle modtage og videregive til hele verden, den fuldstændige udlæggelse af hans egen lære. Derfor siger apostelen Paulus også: ”Så er vi da sendebud i Kristi sted, som om Gud selv formaner ved os. Vi beder i Kristi sted ...” (2. Kor. 5:20). Og Kristus siger: ”Den som tager imod jer, tager imod mig” (Matt. 10:40). Fordi han var Kristi sendebud, skulle en apostel også modtages ”som en Guds engel, som Kristus Jesus selv” (Gal. 4:14). Nøjagtig som en jordisk konges budskab, båret frem af hans tjener, altid må modtages som kongens eget ord - som det jo også er. Derfor siger apostelen: ”Da I fik det ord som vi forkyndte, tog I imod det, ikke som et menneskeord, men som det i sandhed er, som Guds ord” (1. Tess. 2:13). Det er ikke uden grund der er brugt så mange ord på det punkt, for så højt som du agter Guds ord, så stærkt virker det på dig. Den som sover, så han ikke giver agt på den store sandhed: At det er Guds ord han læser eller hører fra de apostoliske skrifter, han vil heller ikke erfare nogen saliggørende virkning af budskabet. Apostelen siger videre om sig selv: Udvalgt til at forkynde Guds evangelium. Dette ord ”udvalgt” (svensk: udskilt), eller ”udset” kan henføres på at apostelen skriver i Gal. 1:15, at ”han udvalgte mig fra mors liv”, til apostelembedet, på samme måde som Herren taler til profeten Jeremias: ”Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, og før du kom ud af mors skød, helligede jeg dig. Jeg gjorde dig til en profet for folkene” (Jer. 1:5). Men det kan også have sin baggrund i det som skete da Jesus Kristus åbenbarede sig for Paulus og kaldte ham til apostel. Ellers kan det se ud som om apostelen lægger meningen ”udskilt” i det, og lader det henvise lidt til sit gamle liv, da han var en farisæer som også betyder ”udskilt.” Også nu var han en udskilt, men på en helt anden måde. Tidligere var han blandt de ”udskilte” i stolthed og indbildt selvretfærdighed. Nu udskilt gennem Guds nåde. Tidligere til at stride for menneskebud. Nu til at forkynde Guds evangelium. Der ligger i ordet Evangelium. Det kommer du til i vers 16 og 17. Men når apostelen her kalder det ”Guds evangelium”, er det fordi han på ny vil minde dig om hvem der er den højhellige kilde for den forkyndelse han skal bære frem. Må du altid være vågne for at det er Guds evangelium du skal modtage her! Det er Guds evangelium, fordi det er Gud selv som er dets ophav eller bagmand, og den som først forkyndte det. Gud er dets ophav fordi han i sit evige råd først af alle ting besluttede at frelse os gennem sin Søn ”For i ham har han udvalgt dig før verdens grundvold blev lagt” (Ef. 1:4). Gud er også den første som forkyndte evangeliet. Det var Gud selv som på syndefaldets dag for første gang forkyndte evangeliet. Derfor må det være helt rigtigt at kalde det for ”Guds evangelium.” Ellers bliver det også betegnet som ”Kristi evangelium” (Rom. 15:19), ”Guds nådes evangelium” (Apg. 20:24), ”fredens evangelium” (Ef. 6:15), ”evangeliet om deres frelse” (Ef. 1:13) og ”et evigt evangelium” (Åb. 14:6). Men endvidere at Paulus med udtrykket ”Guds evangelium” vil understrege dets evige oprindelse og uforanderlighed, så kommer han med endnu en vigtig tilføjelse med samme hensigt, og siger: Det som han forud har givet løfte om ved sine profeter i de hellige skrifter. Med de ord imødegår apostelen den anklage at evangeliet er en ny lære. Jøderne var stolte af at eje de hellige skrifter, Moses og profeterne. I særdeleshed når det gjaldt jøderne, så var den eneste tænkelige holdning hos dem: At foragte forkyndelsen til Kristus og hans apostle. De anså det som noget nyt. Da er det apostelen her klart udtaler at just disse hellige skrifter og profeterne som jøderne trøstede sig til, netop bar vidnesbyrd om Kristus og hans evangelium. Den forsoning som skete i Kristus, og som er evangeliets budskab, var bare opfyldelsen af det løfte Gud gav Adam allerede på syndefaldets dag. Det er en god trøst og styrke for en svag tro, at Gud helt fra verdens begyndelse, og under løfternes og forbilledernes lange tidsalder, med utallige forudsigelser gav løfter om den Frelser som skulle komme. Hele Det gamle testamente er jo fuldt af hemmelighedsfulde antydninger, eller også udtrykkelige ord, om en mand som skulle komme i tidens fylde, kvindens sæd, Abrahams velsignelse, Davids slægt, Forløseren, Herren i Israel, Sions konge, den store profet, et skud, en kvist af Isajs stub, alle hedningers trøst, folkenes fyrste og lovgiver, Herrens salvede, redningsmanden, osv. Og han er beskrevet til den mindste detalje. Ikke bare er det sted han skal fødes forudsagt, men til og med at han skulle blive forrådt for tredive sølvpenge, og at disse til sidst skulle blive givet til en pottemager (Zak. 11:12-13). Videre forkyndte profeterne også, at en ny og velsignet tid med et nådefuldt budskab, skulle blive givet verden. En ”ny pagt”, ikke som den første pagt, den som Gud stiftede med Israels folk ved Sinai (Jer. 31:31flg.), men en ”fredspagt” (Ezek. 34:25), når ”retfærdighedens sol”, efter en lang, dunkel dæmringstid ”skulle gå op med lægedom under sine vinger” (Mal. 4:2). En tid da forkyndelsen skulle være denne: ”Trøst, trøst mit folk! Tal venligt til Jerusalem” (Esajas 40:1-2). Da skulle han komme, Den Salvede, som var sendt ”til at forkynde et godt budskab for de sagtmodige, til at forbinde dem som har et sønderknust hjerte, til at udråbe frihed for de fangne og frigørelse for de bundne, til at udråbe et nådens år fra Herren” (Esajas 61:1-2). Bare det at sådanne løfter er givet af Gud helt fra verdens begyndelse, burde det ikke få dig til at tænke efter, om det ikke skulle være Guds alvorlige mening at du virkelig skal frelses ved hans Søn, af bare nåde? En hel lang tidsalder fuld af guddommelige løfter og forbilleder på en frelser! Det vejer vist tungere, end alle dine tanker, og meninger. Så meget trøst ligger der altså i de ord om at Gud forud har givet løfte om evangeliet ved sine profeter i hellige skrifter. Apostelen kalder Skriften, eller skrifterne, ”hellige” Fordi det er Gud som har indgydt profeterne det de har skrevet. Det var Den Hellige Gud som talte i dem, sådan som apostelen udtrykker det: ”For aldrig er noget profetord bragt frem ved menneskers vilje, men de hellige Guds mænd talte, drevet af Den Hellige Ånd” (2. Pet. 1:21). Og nu fortæller apostelen hvad der var selve det hellige formål med Guds evangelium, hvad der var kærnen og indholdet i det. Han siger at de løfter Gud har givet, handler om et godt budskab: Om hans Søn. Hele Guds evangelium handler om hans Søn. Han er Alfa og Omega, begyndelsen og enden, i Guds råd til vor frelse. ”For således har Gud elsket verden at han gav sin Søn, den enbårne.” Det er denne store gave som er midtpunkt, kærne og hovedsag, i den himmelske Fars nådesbudskab til de fortabte børn. ”Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den som har Sønnen, har livet. Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet” (1. Joh. 5:11-12). ”Og der er ikke frelse i nogen anden. For der findes ikke noget andet navn under himmelen, givet blandt mennesker, som vi kan blive frelst ved” (Apg. 4:12). Derfor sagde Herren Kristus også: ”Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh. 14:6). Men Kristus er ikke bare givet os til vor benådning og retfærdighed, men også til vor helliggørelse, til genoprettelse af Guds billede i os. Derfor ser vi også at dette er det andet store hovedpunkt hvor apostlene fremholder Kristus som den som er alt sammen. Enten det er spørgsmål om hvad der er kaldet til et helligt liv og drivkraften i dette, eller det gælder måden, formen og rettesnoren for helliggørelsen, altid er det Kristus som forkyndes. Han er hovedet, og fra ham går kraften og ledelsen til alle lemmerne. Han er roden, og fra ham strømmer al kraft og saft til grenene, og virker god frugt. Han er forbilledet for vor lydighed, ”for at Faderen skal blive herliggjort i Sønnen.” Hele Skriften vidner altså om at både begyndelsen og fortsættelsen i det kristne liv, kommer til os fra Kristus. De kristne skildres som ”indpodet i ham”, ”begravet og opstået med ham”, som dem som ”vandrer i ham”, og ”levende og døde med ham.” Over alt i Bibelen fremstilles Guds kærlighed i Kristus som den kilde som kan bevæge vore hjerter til at elske ham og hele hans vilje. Også når det gælder at elske vor næste. Når Ordet formaner sådan: ”Ingen må søge sit eget, men hellere det som er til gavn for næsten”, så er det for at vi skal have samme sind som Jesus Kristus selv, ”han som da han var i Guds skikkelse, gav afkald på det og tog en tjeners skikkelse på sig” (Fil. 2:6-7). Formanes vi til at give til de fattige, så ser vi apostelen, som baggrund for dette, siger: ”I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for deres skyld blev fattig da han var rig” (2. Kor. 8:9). Formanes vi, af hensyn til de som er svage i troen, at afstå fra en frihed som ellers kunne være uskyldig, så siger apostelen: ”Du må ikke med din mad føre den i fortabelse som Kristus er død for” (Rom. 14:15). Vi formanes til ikke at blive trælle for menneskene. Som grund nok siger apostelen at vi er ”dyrt købt” (1. Kor. 7:23). Vi formanes til at tilgive dem som har gjort os uret. Som grund siger apostelen: ”Ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus” (Ef. 4:32). Vi formanes til et rent liv i vore legemer. Apostelen fortsætter: ”Ved I ikke at jeres legemer er Kristi lemmer?” (1. Kor. 6:15). Kort sagt: I alle de formaninger hvor Guds Ord taler om hvordan du skal leve som kristen, så er mønsteret altid det samme: Grunden, drivkraften er Kristus som blev givet for dine overtrædelser. Kristus, alt i alle! Dette er den rette forkyndelse af evangeliet. Det handler om Guds Søn, Han som efter kødet er kommet af Davids slægt. Mange profetier havde forudsagt at Kristus skulle fødes af Davids slægt. Efter Guds visdom gennem hele hans frelsesplan, skulle det på forhånd være kendt: Først indenfor hvilke folk, og senere også indenfor hvilken stamme i dette folk, hans Søn skulle blive født som menneske. Først fik Abraham løftet om at ”I dig (svensk: i din sæd) skal alle jordens slægter velsignes.” Gud åbenbarede til og med hvem af de tolv sønner til Jakob som skulle blive stamfar og arving til løftet: ”Juda, dine brødre skal prise dig!” (1. Mos. 49:8-10). Så kommer budskabet endnu klarere: En bestemt slægt indenfor Juda udpeges. Her skal der ske, det løfterne taler om. Herren talte til David og sagde: ”Når dine dages tal bliver fuldt, og du hviler hos dine fædre, da vil jeg efter dig oprejse en søn.” Gud sagde han ville grundfæste kongedømmet til den søn til evig tid. ”Jeg vil være hans far, og han skal være min søn” (2. Sam. 7). Dette løfte om at Guds Søn skulle fødes af Davids hus, finder du også gentaget i profetisk billedsprog, f.eks. i ordene fra Esajas 11:1-2: ”En kvist skal skyde frem af Isajs stub, og et skud fra hans rødder skal bære frugt. Og Herrens Ånd skal hvile over ham.” Isaj var Davids far. Videre hedder det samme sted i vers 10: ”På den tid skal hedningefolkene søge til Isajs rodskud, som står som et banner for folkeslagene.” At Gud havde bestemt at Kristus skulle fødes af Davids hus, var alment kendt blandt jøderne. Af den grund var det også naturligt for dem at kalde Kristus for Davids søn. Alligevel ville de vantro ikke erkende at Jesus af Nazaret var denne de havde ventet. Men Herren havde igen givet nye kendetegn på den rette Messias, til styrke for de troende, og til en ny dom over de vantro jøder, som forkastede ham og ville vente en anden Kristus. Denne holdning sad de altså fast i, på trods af at de ikke længere havde sine egne slægtsregistre i behold, så disse kunne have bevist nogen afstamning fra David. Og nogen Davids slægtslinje findes heller ikke længere på jorden. Men af dette kan vi også opfatte hensigten med apostelens tilføjelse: ”Efter kødet er kommet af Davids slægt.” Det var for at styrke de troende, og til en advarsel for de vantro. Og nu ser du hele grunden til at der netop måtte ”udgå et bud fra kejser Augustus at al verden skulle skrives i mandtal” - nøjagtig på den tid Jesus skulle fødes. Alene for at den fattige ukendte jomfru i Nazaret skulle blive nødt til at rejse til ”Davids by som hedder Betlehem”, så det kunne blive kendt og bekræftet at Jesus var født af Davids hus. Åh, hvilken almægtig Gud! Og engelen som forkyndte Kristi fødsel for hyrderne på marken: ”I dag er der født jer en frelser, som er Messias, Herren”, måtte også føje til: ”I Davids by.” Så fortsætter apostlen sådan: Og som efter helligheds Ånd er godtgjort at være Guds vældige Søn ved opstandelsen fra de døde, Jesus Kristus vor Herre. Det ord som er oversat med godtgjort, har betydningen af at det er bestemt, afgjort, bekræftet, eller fastslået, at Jesus er Guds Søn. At han ”efter helligheds Ånd”, eller den guddommelige natur, er Guds Søn, det bekræftes ved hans opstandelse fra de døde. Den samme som ”efter kødet er kommet af Davids slægt”, dvs. har fået menneskelig natur, er altså samtidig ”efter helligheds Ånd” Guds vældige Søn. Og denne sandhed er en klippe som alle vantroens bølger både før og nu bryder mod - men som de også til alle tider selv har knust sig på. Der var ting som ikke var helt klart, selv for dem som troede på ham, så længe Kristus gik her i sin fornedrelse. Men det blev åbenbaret for dem da han stod op fra de døde. Fra da af blev også apostlenes hjerter fyldt med en sådan himmelsk kraft og frimodighed at de nu løb med fryd, selv om de vidste at det mest grusomme martyrium ventede dem. Og de løb med dette vidnesbyrd, at ”Gud har gjort ham både til Herre og til Messias, denne Jesus som I korsfæstede” (Apg. 2:36). På trods af Pilatus segl, og bestikkelsen de forskræmte vagter ved graven fik, blev nyheden om Kristi opstandelse kendt for alle. Og det var den store menneskelige årsag til at den ene prædiken af Peter gav det vældige stik i så mange hjerter. ” Glæd og fryd dig, giv ham æren”, han som så overbevisende er godtgjort at være Guds Søn! Du tvivler i grunden ikke på det. Alligevel indser du at din tro på den store sandhed ofte er svag. Men ved at høre Ordet fra de mange vidner, kan troen vækkes og styrkes. Derfor skal du høre nogen af de stærkeste vidnesbyrd, som Herrens apostle har givet dig om det, at han selv var og er den evige og sande Gud. Paulus. Paulus bygger alle de store og vigtige sandheder han vil forkynde i sit brev, på den store hovedsandhed at Gud har sendt sin egen, evige Søn til verden, født efter kødet af Davids slægt. På samme måde finder du også andre steder i brevet at Paulus bruger denne dokumentation, f.eks. i kap. 9 vers 5: ”Dem tilhører fædrene, og fra dem er Kristus kommet efter kødet, han som er Gud over alle ting, velsignet i evighed. Amen.” Mattæus. Mattæus begynder sit evangelium på samme måde. Først giver han dig Jesu Kristi slægtsregister som menneske. Umiddelbart derefter henviser han til hans guddommelige væsen, ved at minde om profetens ord om det tegn og under som skulle ske: ”Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel - det betyder: Gud med os” (Matt. 1:23). Markus evangeliet indledes med disse ord: ”Begyndelsen til Jesu Kristi, Guds Søns evangelium”, og fastslår dermed straks at denne er Guds Søn. Men umiddelbart derefter tilføjes: ”Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min budbærer foran dig, han skal rydde din vej. Der er en røst af en som råber i ørkenen: Ryd Herrens vej, gør hans stier rette.” Og dette udlægger han på denne måde: ”Sådan stod døberen Johannes frem i ørkenlandet og forkyndte omvendelses dåb til syndernes forladelse.” Læg mærke til dette enkle, men stærke bevis på at Jesus var Jehova, eller Gud selv, den evige. Profetien om døberen Johannes var tydelig og udiskutabel. Men hvem var det han skulle berede vej for? Profeten siger ”Herrens vej.” Altså var Jesus Herren. Lukas. I indledningen til evangeliet henviser han straks til både Jesu guddommelige og hans menneskelige natur, ved at minde om englens ord da døberen Johannes skulle blive født: ”Mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Han (altså Johannes) skal gå foran ham.” Johannes skulle stå frem før Jesus, som altså er Herren, deres Gud (Luk. 1:16-17 og Esajas 40:3). Apostelen Johannes begynder sit evangelium med sin mægtige tolkning om Ordet som i begyndelsen var hos Gud, som var Gud, og ved hvem alt er blevet til. Dermed har han både skildret de to personer (Faderen og Sønnen), og deres enhed i guddommen. Da har han samtidig sagt at Messias i sin guddommelige natur var Herren selv. Og han som i begyndelsen skabte alting, og som var Gud, - det var ham som blev kød og tog bolig iblandt os, siger han her udtrykkeligt. ”Og”, lægger han til, ”vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne Søn har fra sin far.” Apostlenes gerning. I Apostlenes gerninger henvender Paulus sig til forstanderne for forsamlingen i Efesos, og formaner dem sådan: ”Så giv da akt på jer selv og på hele hjorden, som Den Hellige Ånd har sat jer som tilsynsmænd for, for at I skulle vogte Guds menighed, som han vandt sig med sit eget blod” (Apg. 20:28). Her benyttes ikke Jesus-navnet, men ”Guds menighed, som han (Gud) vandt sig med sit eget blod.” Dermed siger apostelen at Gud vandt den med sit eget blod. Vi ved at løsepenge for vore sjæle er Jesu dyre blod. Her bliver det altså kaldt Guds blod. Ja, det er netop denne dybe, hemmelighedsfulde forening mellem hans menneskelige og guddommelige natur, som giver dette blod dets evige værdi. Hebræerbrevet. Alt det apostelen lærer i Hebræerbrevet om den nye pagts fuldkommenhed - i forhold til den gamle - bygger han på Jesu guddommelige væsen, ”han som er troens ophavsmand og fuldender.” Først forklarer han at Jesus er Guds Søn. Derefter beviser han dette ved at citere et ord fra Skriften som sigter på Kristus, og som tilegner ham den evige Guds navn, hans trone, rige, magt og tilbedelse: ”Men om Sønnen siger han: Din trone, Gud, står i al evighed, og retfærds stav er dit riges kongestav.” Og: ”Du, Herre lagde i begyndelsen jordens grundvold, og himlene er dine hænders værk” (Heb. 1:8,10). Lige derefter imødegår han den indvending som nu kunne have sneget sig ind, at Jesus bare var et menneske, men kaldte sig Menneskesønnen. Apostelen siger: ”En kort tid stillede du ham lavere end englene.” Men hvorfor? ”Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på samme vis del i det, for at han ved døden skulle gøre den til intet som havde dødens vælde. Derfor måtte han i alle ting blive sine brødre lig, for at han kunne blive en miskundelig og trofast ypperstepræst for Gud til at sone folkets synder” (Heb. 2). Jesu ypperstepræstelige bøn I sin ypperstepræstelige bøn (Joh. 17) siger Herren Jesus til sin himmelske Far: ”Og nu, herliggør du mig, Far, hos dig selv med den herlighed jeg havde hos dig før verden blev til.” Så er der nogen som påstår de tror på Jesus, men de er alligevel ikke sikre på at han var den evige Gud - og det på trods af at han altså selv har udtalt at han er det. Hvad skal vi sige om en sådan tro? I Åb. 1 viser Jesus sig for sin discipel Johannes og siger: ”Jeg er Alfa og Omega ... han som er og som var og som kommer, Den Almægtige” (vers 8). Det er den samme som i Åb. 5:5 kaldes ”Løven af Juda stamme” og ”Davids rodskud.” Igen stadfæstelse på hvordan guddommen og mennesket er forenet. Hvorfor er alt det så underligt og svært at tro? Tænk, Den Almægtige, som har skabt alle verdener, vor jord, vor menneskehed, solen, månen og stjernerne, hvis det behagede ham at blive menneske, og se millioner af menneskehjerter i tid og evighed smeltes ned overfor hans kærlighed, og fylde himmelen i evighed med jubel og lovsang over hvordan han frelste dem. Hvad var lettere for ham som skabte universet, end at lade dette ske? Herrens Ånd har forklaret nådeunderet for apostelen Paulus, som siger at Herren Gud har gjort alt dette ”efter sin viljes frie råd, til pris for sin nådes herlighed.” Og det er sket ”efter hans fortsæt som sætter alt i værk efter sin viljes råd, for at vi skulle være til pris for hans herlighed” (Ef. 1). Men han, som altså ”efter kødet er kommet af Davids slægt, og ”som efter helligheds Ånd er godtgjort at være Guds vældige Søn ved opstandelsen fra de døde”, han har også af Gud fået det navn som er over alle navne (Fil. 2:9). Allerede fra himmelen, ”før han blev undfanget i moders liv”, var det bestemt at dette skulle være Guds Søns navn. Herren sendte sin engel og talte til Josef: ”Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra dets synder” (Matt. 1:21). Åh, hvilken frelse og trøst som dermed ligger i dette navn! Det er noget for alle kristne hjerter at være optaget med så længe de lever, og derefter i al evighed. Bare tænk på den store omsorg Herren Gud havde ved at give englebud til Josef om det rette navn: Jesus, og selv forklarede: ”For han skal frelse sit folk fra dets synder!” Går det ikke op for os alle hvor stor en trøst der ligger i det? Kristus, Messias (den salvede, et navn som Gud også selv bruger om Sønnen. Se Heb. 1:8-9, Salme 2:2, 45:8). Det siger os at han var af Faderen, udvalgt og indviet til sit trefoldige embede: At være den store profet, ypperstepræst og konge. Indvielse til disse tre embeder i Israel foregik ved salvelse med den hellige olie. Denne vellugtende olie var lavet af skønne krydderier, og forestillede Den Hellige Ånd som Kristus var salvet med ”frem for sine medbrødre” (Heb. 1:9). Det navn (det som ligger i dette navn) er, kort sagt, det segl Herren Gud har ladet præge/gennemsyre/kendetegne alle hans elskede Søns gerninger for os. ”Kristus gav ikke sig selv den ære at blive ypperstepræst, men han som sagde til ham: Du er min Søn, jeg har født dig i dag. Ligeså siger han også på et andet sted: Du er præst til evig tid på Melkisedeks vis” (Heb. 5:5-6). Dette er det Kristus betyder. Og om Ånden får lov at åbenbare det, så vi fornemmer den himmelske vellugt i dette navn, så vil vi sikkert sige med Salomos Højsang: ”Dit navn er en udgydt salve” (Højs. 1:3). Apostelen bruger betegnelsen: Jesus, Kristus vor Herre. Han er vor herre. Det betyder at vi ikke er vore egne, men tilhører Kristus. ”Dyrt købt” (1. Kor. 7:23), ”ikke med sølv eller guld, men med hans dyrebare blod” (1. Pet. 1:18-19). Derfor skal vi også være hans egne, og leve under ham som vor rette konge. Ordet for Herre (Kyrios) har en dyb betydning. De halvfjers oversættere som oversatte Det gamle testamente fra hebræisk til græsk, oversatte altid med dette ord. Men da nu Herren selv, blev et menneske som dig, og blev din frelse, så er det som trøst for dig, du kan sige ”din Herre.” Han er din, givet dig som din egen, og din Herre i alle ting som møder dig. Jesu er din Herre, som skal forsvare dig mod alle dine fjender, lede dig, regere over dig efter sine egne love, og selv sørge for dig i alle ting. Vor Herre er den evige, uforanderlige, og dermed altid den samme. Han er hos dig alle dage og tider. Hvor som helst og når som helst kan du tale med ham, råbe til ham og modtage hans hjælp i alle forhold. Må du få nåde til virkelig at tro det, og benytte dig rigeligt af det! Ved ham har du fået nåde og apostelembede for at virke troens lydighed blandt alle hedningefolkene, til ære for hans navn.
Posted on: Tue, 12 Nov 2013 12:27:06 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015