Arbejdet med at inkludere svage elever i undervisningen går godt, - TopicsExpress



          

Arbejdet med at inkludere svage elever i undervisningen går godt, konkluderer ny rapport. Det går godt med at få skoleelever med særlige behov til at deltage i klasseundervisningen i skolerne. Det konkluderer en ny rapport, som Aarhus Universitet og SFI har lavet for Ministeriet for Børn og Undervisning. -Det ser ganske positivt ud, konstaterer professor Niels Egelund fra Aarhus Universitet, der er blandt de forskere, som står bag rapporten. Sidste sommer trådte en ny lov i kraft, som pålægger skolerne at inkludere flere af de børn, der tidligere har modtaget specialundervisning i den almindelige undervisning. Rapporten samler de foreløbige resultater fra 12 udvalgte kommuner, og her er andelen af elever, der er inkluderet i klasseundervisningen, er steget fra 93,1 procent i 2010 til 94,9 procent i år. - Det er lykkedes at vende den tendens til eksklusion, som vi har set med stigende styrke siden 2000. Det var en uheldig udvikling, fordi al forskning tyder på, at der er bedst for eleverne at være inkluderede, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, konstaterer Niels Egelund. Hovedkulds ud i det Hos Danmarks Lærerforening har man en noget mere kaotisk oplevelse af den nye lov. - Vi er kommet skidt fra start. Man har kastet sig hovedkulds ud i projektet uden at sikre, at de nødvendige forudsætninger er til stede, siger formand Anders Bondo Christensen. Han hæfter sig ved, at det er under 10 procent af lærerne, der føler sig rustet til at håndtere de nye elever i klasserne. - Mange har kun fået et helt sporadisk endagskursus, og der skal meget mere til at give de her elever en kvalificeret undervisning. Der skal nærmest specifik efteruddannelse til for at håndtere den enkelte elev, påpeger lærerformanden. - Det kan godt ske, at der er flere, der er inkluderet i undervisningen, men for os er det kun en målsætning i det omfang, de får et kvalificeret tilbud, pointerer han. Blandede resultater Danske Skoleelever oplever, at inklusionen har haft voldsomt svingende resultater fra kommune til kommune: - Der er steder, hvor eleverne ikke får ekstra hjælp, selv om de har særlige behov, og det gør det svært for lærerne at håndtere, når de ud over en klasse med 25 elever også får et barn med særlige behov, fortæller formand Agnete Vienberg Hansen og tilføjer: - De steder, hvor der er hjælpelærere, og hvor eleverne har mulighed for at komme ud og få luft, hvis der er brug for det, får du en meget mere mangfoldig skole, hvor børnene kan lære af hinanden på tværs af behov. Niels Egelund medgiver, at der fortsat er en udfordring med at få efteruddannet lærerne til at håndtere de nye børn i klassen. - Den største er at få lærerne klædt ordentlig på til opgaven, og det er den svære del af det, siger professoren. Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) understreger, at efteruddannelse af lærerne er en nødvendighed for, at inklusions-indsatsen bliver en succes. - Vi følger det tæt, og vi kan se, at kommunerne er i gang. Derfor håber jeg også, at lærerne får de nødvendige kompetencer, for det er en forudsætning for, at det lykkes, siger hun.
Posted on: Thu, 20 Jun 2013 19:04:54 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015