“As far as I know, I havn’t killed anyone.” Det var Bobby. Jeg mødte Bobby på en bænk i Santa Barbara. Fra min USdyssé 5 Jeg havde glædet mig til at komme til Santa Barbara. Ikke fordi jeg kendte noget til Santa Barbara, men bare navnet kunne kun kalde på glæde og forventning. Fem ”a-er”, _a_a _a_ _a_a, fyld selv konsonanter ind. Kan det blive smukkere. Vi var kommet til Santa Barbara dagen før og havde fået et af de sparsomme amerikanske plastikmorgenmåltider og havde nu en hel dag for os i denne subtropiske stillehavsperle. Cabrillo Inn at the Beach, hvor vi boede, lå 1-2 km ude ad ”strandboulevarden” fra byens hoved- og indkøbsstrøg, State Street. Jeg besluttede at være mig selv denne formiddag og at gå ind til byen igennem det parklignende bælte der løb langs East Cabrillo Blvd. med stillehavsstranden på den anden side. Gule, blå og røde blomster i alle mulige former satte kulør på turen og de høje viftepalmer langs vejen gav en fornemmelse af afkøling fra den begyndende varme. Da jeg var nået ind til State Street og var drejet op ad den ind mod byen så jeg en bænk lidt længere fremme med et dejligt skyggende halvtag over, og på mærkelig vis kunne jeg straks mærke en vis træthed i benene. Derfor satte jeg mig på bænken i den ene ende fordi den anden var optaget af en mand med en flettet cowboyhat. Det var Bobby. Bobby var ikke klædt i laser, men hans tøj var slidt og det var samtidig på en gang forvasket og en lille smule nusset sådan at det hele nærmest var forskellige nuancer af gråt. Det passede så ganske godt til hans 14-dages-skæg der gik lidt over i det hvidlige ligesom hans hår under hatten. ”Nå, hvordan står det til i Liechtenstein,” sagde han så pludselig henvendt til mig, mens et par ensomme tænder åbenbarede sig i hans mund og en ganske svag lugt af spiritus nåede mig. ”Jeg er nu ikke fra Liechtenstein,” svarede jeg ham, ”jeg er fra Danmark”. ”Nåh, der nord for Tyskland,” sagde han så, og dermed var kontakten skabt. Vi blev hurtigt enige om at Liechtenstein var en snylterstat, selvom jeg egentlig ikke kender meget til Liechtenstein. Men det førte os videre ind i filosofiens kringelkroge der på bænken i Santa Barbara. Bobby mente at de fleste mennesker var unopolære, hvilket jeg var tilbøjelig til at give ham ret i. Han mente dog samtidig at han selv var bipolær, hvilket jeg også ville give ham ret i som vores samtale havde udviklet sig. Dels for at udvikle samtalen yderligere og dels i spøg bemærkede jeg at jeg anså mig selv for at være tripolær. Det var han straks med på. Som I vil kunne forstå kom vi vidt omkring der på bænken, og Bobby indviede mig i sit livs skatkiste. Han var veteran fra Vietnamkrigen. Efter dennne havde hans liv bestået af en række forskellige tilværelsesformer, nogle der gav penge til livets opretholdelse og nogle der blot var væren og livsindtagelse. En lang periode i firserne havde han boet i en autocamper i Mexico. For at vise mig billeder af autocamperen tog han et vred papirer, hvor billederne var iblandt, op fra sin lille rygsæk. Dette vred papirer skulle senere vise sig at være hans medbragte værdigenstande. På billederne sad han i høj sol og med et stort rødbrunt skæg foran sin blå autocamper. Flot mand. På andre af hans billeder var hans kone Cynthia med, hyldet i et langt spraglet skørt. Slank og smuk. Han fik fisket en lap papir ud af bunken med et lille digt på. ”Det skrev jeg til Cynthia i Mexico,” sagde han, ”jeg har gemt det lige siden,” og så læste han det for mig. Jeg kan ikke huske den nøjagtige ordlyd og jeg er ikke engang i stand til at bedømme om det var et godt digt, men hele situationen og den ærlighed der var i det gjorde mig næsten forelsket i Cynthia; eller i Bobby og Cynthia, tror jeg. Blandt billederne dukkede også et billede af en stor hovercraft op. Bobby havde været hovercraft-fører eller hovercraft-styrmand, eller hvad det nu hedder på sådan en, og han havde stadigvæk certifikat på det. Han havde lært at føre hovercraft i Vietnam. ”Vores opgave var at sejle op ad floderne og gøre klar når der skulle sættes angreb ind, og så trække os tilbage så den rigtige angrebsstyrke kunne komme til.” Selvom Bobby ikke var en del af den egentlige kampstyrke havde han og hans besætning naturligvis bevæbning med til at forsvare sig, og de havde da også været i træfninger. ”But as far as I know I havn’t killed anyone,” forsikrede han mig. Det var som om en lille bid af verdenshistorien havde sat mig stævne der på bænken, og jeg glemte alt om tid og behov. Det var igen Bobby der vækkede mig: ”Vil du med ned på veterancentret og have et måltid, der er gratis mad for alle der trænger til det, og jeg skal møde Cynthia der.” ”Jamen tror du ikke bare de synes at sådan en turist som mig nasser på stedet,” svarede jeg undvigende selvom nysgerrigheden kilrede i min mave. ”Nej, nej bare du kommer med mig er der ikke noget problem. Jeg er frivillig hjælper dernede, og det er som sagt frit for alle.” Bobby havde fejet min tvivl til side og jeg fulgte efter ham langs den støvede jernbane for at skyde genvej til centret. I centrets solsvedne gårdhave sad flere grupper af folk og spiste, alle med en tydelig patina af et hårdt liv. Bobby viste mig hen til serveringsskranken hvor der blev rørt godt i bund i den gigantiske gryde med pasta og brun kødsovs. Jeg fik serveret med et smil i en dyb paptallerken. I mellemtiden var Bobby forsvundet. Jeg hørte ham have en ordveksling med forstanderen nede af gangen, og så var han væk. Jeg gik ud i gårdhaven for at indtage min pastaret med den medfølgende plastikgaffel. Jeg havde ikke siddet længe før en slank kvinde i en diskret spraglet kjole, der sad stramt om hende og nåede ned til anklerne, kom hen og hilste på mig. ”Velkommen,” sagde hun, ”Jeg håber maden smager dig, mit navn er Cynthia.” Jeg var overrasket . Jeg kunne regne ud at hun måtte være omkring 71 og alligevel så hun forbløffende godt ud. Et par rynker omkring munden og øjnene og så var det det. Jeg fortalte hende om mit møde med Bobby og at han måtte være der et sted. Ja, hun skulle jo også møde ham, men hun ville da ønske mig god tur i USA og også ønske mig tillykke med mit dejlige lille land, og jeg udtrykte til gengæld min glæde over at møde hende. Hun gik for at finde Bobby. Mens jeg sugede til mig af at sidde der midt i veteranernes sted, spiste jeg det måltid færdigt som jeg så uventet var budt på. Kødsovsen var kraftig og pastaen krøllede op i nogle tørre hjørner ind imellem, men det var det bedste måltid jeg fik på hele min USA-tur. Jeg så ikke mere til Bobby. ”As far as I know he hasn’t killed anyone.”
Posted on: Fri, 23 Aug 2013 16:31:32 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015