Brudgommen er her. Ove Falg Vi nærmer os det 20. århundredes afslutning, og ligesom ved det 10. århundredes udløb vil en spekulativ»profetisme« også nu forsøge sig med forudsigelser om Herrens genkomst. De falske messias’er og selvudnævnte »profeter« går løs på Guds folk for at samle naive, ubefæstede sjæle omkring deres person for at drive de stakkels, fanatiserede mennesker ud i en eller anden ødemark eller op på et eller andet bjerg, som får et bibelsk navn, og derfra venter man så, at »messias« skal åbenbare sig for sin »lille flok«. Denne skammelige udnyttelse af uvidenhed, overtro og godtroenhed i spørgsmålet om Jesu genkomst er oprørende og overmodig. Jesus siger: »Våg derfor, thi I kender hverken dagen eller timen« og i en anden tekst er tilføjet: »kun Faderen kender tid og time«. Naturligvis er disse tekster givet os, for at vi skal undgå at falde som ofre for dette meningsløse »profetgætteri«omkring den bibelske sandhed om Jesu genkomst. Ingen har beføjelse til at forudsige hverken år, måned, dag eller time. I Ef. 1,17 benævnes Helligånden med udtrykket»åbenbarings Ånd«, og i 1. Kor. 12, hvor vi undervises om de åndelige nådegaver, hedder det i vers 7, at »Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn«. Det vil ganske sikkert være mere gavnligt for vort kristne fællesskab, at netop Åbenbaringens bog studeres hellere end åbenbaringens Ånd i blot og bar nysgerrig spekulation. Her får vi den vidunderskønne oplysning, at »Den store hvide flok« er, som der står i Brorsons salme »som tusind bjerge fuld af sne«, ja, så overvældende stor, at ingen kunne tælle den. De to kapitler, Åb. 7 og 14, kompletterer hinanden i den jublende sejrssang for Guds trone og for offerlammet midt for tronen. Hærskarernes Herre, vor almægtige, evige Gud og Fader, har gennem de skiftende tider givet sin marchordre til sine hærafdelinger ud over jorden, såvel som til de enkelte troende. »Gå ud fra dit land, fra dit folk til det land, jeg vil vise dig«, lød marchordren til Abraham, de troendes fader. Til hans nevø, Lot, kom befalingen: Øjeblikkelig evakuering, en domskatastrofe kommer over de fordærvede byer, Sodoma og Gomorra, skynd dig, Lot, med din familie at komme ud, inden det er for sent! Det ord, som kom til Jeremias fra Herren, lød: »Gå ned til pottemagerens hus, der skal du få mine ord at høre«. Der skal jeg give dig en lærdom, som intet teologisk fakultet, ingen bibelskole kan meddele dig – en belæring fra det dagligdags arbejde i et pottemagerværksted. Og endnu denne marchordre fra Det Gamle Testamente til profeten Jonas: »Herrens ord kom til Jonas, Amittajs søn: »stå op og gå til Nineve, den store stad, og udråb over den, at deres ondskab er kommet op for mit åsyn«. Men Jonas syntes ikke om denne befaling fra Herren og flyttede bort fra Herrens ansigt, forsynet med en »billet« til Tarsis. Men han kom ikke til Tarsis, søfolkene kastede ham i havet, da de forstod, at det var den ulydige profet, der var årsagen til, at skibet truedes af forlis. Og Jonas blev opslugt af den store fisk og kom tre dage og tre nætter i et bælgsort mørke, hvor han var omgivet af dødsrigets angst og gru. Dér råbte Jonas i sin nød, dér skreg han i dødsangst til Herren sin Gud, og den Almægtiges hånd udfriede ham, »satte ham i land« og gentog ordren om at gå til Nineve. Og den profetiske advarsel fik en anden virkning, end den Jonas havde tænkt sig. I stedet for at glæde sig over, at Nineves konge og befolkning omvendte sig og blev frelst fra den truende dom, reagerede han helt negativt og gik ud i ørkenen, hvor han mismodig satte sig i skyggen af en olieplante og demonstrerede sin utilfredshed med, at hans»profet-anseelse« var blevet »krænket«, fordi Gud ophævede et domsdekret, da folket ydmygede sig, angrede og omvendte sig. Guds strenge advarsler til nationerne skyldes jo ikke, at Han finder behag i at udføre sine straffedomme over menneskers ondskab, men i første række vil han kalde syndere til eftertanke og til ydmygt at omvende sig til en nådig og barmhjertig Gud, som frelser enhver, der råber til Ham i sin nød. Dette havde Jonas ikke forstået. Den romerske officer, i tidligere oversættelser kaldet høvedsmanden, havde noget af den tro, som kan opleve undere. Da Jesus gav ham løfte om at komme og helbrede den dødssyge tjener, udbryder han: Det er ikke nødvendigt, at du ulejliger dig ud til mig! Sig bare et ord, så bliver min tjener rask! Og så tilføjer han disse velkendte ord, fulde af tro og forvisning om, at et ord af Jesu mund har kraft og myndighed til at helbrede: »Jeg er jo selv en mand, som står under kommando og har soldater under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han; og til den anden: Kom! så kommer han«. Vi kender Jesu svar på officerens trosbekendelse: »Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel... Og tjeneren blev rask i samme stund.« Tro og lydighed hører sammen, om Gud skal udrette undere iblandt os og føre sin kæmpende skare frem til den endelige sejr. Og for at blive i billedet med officeren og hans soldater, så går mine tanker tilbage til min soldatertid først i 1920’erne. Sammen med uniform og udrustning fik en hver rekrut udleveret et lille hefte med titlen »Lærebog for hærens menige«.Den første sætning i denne lille håndbog om hærens opgaver og om disciplinen i hæren var et ganske enkelt spørgsmål til hver eneste værnepligtig: »Hvad er din første pligt som soldat?« Og så fulgte svaret: »Villigt og lydigt at adlyde enhver befaling, givet af hans overordnede.« Også Herrens hær, den levende Guds menighed, har sin»lærebog« i, hvad menigheden er, hvorledes man »indrulleres«,hvordan Guds riges hær opøves, ledes og kæmper, veldisciplineret under kommando af sin øverste chef, som, når Han adlydes, altid giver os sejr over de fjendtlige magter. Men hvor ofte har de kristne dog været træge og uvillige til at adlyde Hærskarers Herre. Han gav sine befalinger, og man ændrede dem til anbefalinger, som man ikke behøvede at efterkomme, hvis de ikke passede ind i vore meninger, vore ideer om den øverste »hærførers« ordre. Men lydighedsnægtelse i en hær, det vi også kalder mytteri, medfører, at hæren opløses i smågrupper og større eller mindre afdelinger, som indbyrdes bekæmper hinanden, og alle besejres af den egentlige, store ærkefjende, satan, fyrsten over mørkets hær. Til de kristne, som er lydhøre over for den ordre, som nu udgår fra det himmelske »hovedkvarter«, er der tre befalinger, som jeg anser for at måtte adlydes til punkt og prikke: 1. »Saml mig mine hellige, som har sluttet pagt med mig ved offer« (Sl. 50,5, ældre overs.). 2»Drag ud fra hende, mit folk!« – ud fra det store Babylon! (Ab. 18,4). 3. »Se, brudgommen er der, gå Ham i møde!« (Matt. 25,6). Saml mig mine hellige Den 50. Salme er et flammende opråb fra Gud Herren, en vækkende opfordring til alle jordens troende. Gud – ja, det er Gud Herren, som taler til os »og kalder sammen til« et stort stævne (vers 1). Fortærende ild gik foran Ham, og storm omringede Ham. Ligner det ikke det første pinseunder i begyndelsen, »en susen som af et vældigt åndepust fra Himmelen« (ældre overs. »et fremfarende vældigt vejr«) med den hellige, rensende ild: Nu skal der komme orden i geledderne – nu tager Hærskarers Herre, den almægtige sejrherre fra Golgata, kommandoen og ophæver alle»dagsbefalinger« og »kundgørelser«, som er i strid med Gud Herrens befalinger og anordninger. Atter vil det mægtige åndesus fra Himlen gøre den samlede discipelskare til ét hjerte, én sjæl i én og samme tro, det ene legeme, som er menigheden – kirken. Ikke en jordisk, menneskelig organisation, men en Helligåndens organisme, hvori vi indbyrdes udgør de »lemmer, hvis hoved har Himlen i vælde« (Ef. 1,20-23), som det siges i den prægtige, gamle vækkelsessalme i Den danske Salmebog (529). Ja! »Saml mig mine hellige, mine fromme, mine trofaste (de tre adjektiver bruges i forsk. overs.), som har sluttet pagt med mig ved soneofret!« – Men, kære læser af disse linjer, er du ikke sikker på, at du er indgået i denne Guds frelsespagt ved det store soneoffer på Golgatas kors, så skynd dig at gøre det; endnu er det nådens og frelsens dag, endnu er Gud at finde, men det haster, snart kan det blive for sent. Den alvorlige krise for nærværende ryster ikke blot de evangeliske vækkelseskirker ud over hele jorden, men gør sig også gældende i de gamle, traditionelle kirkesamfund og i alle frikirkekredse. Den er ikke, som det hævdes, bare et mere tilspidset udslag af den stadige modsætningskonflikt mellem de yngre og ældre generationer. Dette argument anvendes flittigt for at gøre problemet betydningsløst, men det er langt mere alvorligt. Nok er de unges holdning overfor de ældre en medvirkende årsag til uenighed og det, skriften kalder »sønderskærelse« (Fil. 3,2), men den voldsomhed og uforsonlighed, der er tale om, og konfliktens verdensomspændende omfang, burde gøre de kristnes åndelige ledere eftertænksomme. Vi står overfor en nær opfyldelse af Bibelens profetier om Jesu Kristi genkomst. Naturkatastrofer følger slag i slag, på alle områder i nationernes tilværelse øges forvirring, usikkerhed og dyb bekymring for, hvad fremtiden vil bringe. Tegnene, på at Menneskesønnens andet komme nærmer sig hastigt, opfyldes for vore øjne. Korintermenigheden var rigt udrustet med de åndelige nådegaver, det understreges, at der manglede ingen af dem (1. Kor. 1,5-7), og dog var det en kødelig, altså uåndelig menighed. Møderne var støjende, uordentlige, ja, endog usømmelige, og desuden var der partistrid og tilfælde af grov umoral. Paulus stiller det spørgsmål til menigheden i Korint, et spørgsmål, der også gælder mange af vore frikirkelige vækkelsesmenigheder i dag: Hvordan kan I dog mene, at retfærdighed og lovløshed kan trives sammen, og er I så forvirrede i jeres sind, så I tror, man kan blande lys sammen med mørke eller have både Kristus og Belial iblandt jer, og hvordan kan der være fællesskab mellem troende og vantro – blandede ægteskaber? (se 1. Kor. 1,7; 3,1-6; 2. Kor. 6,14-17). Og her kommer så befalingen om at gå ud fra »verden«,den samme vi hører i Åb. 18,4: »Derfor: ‘Drag ud fra hende og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.’« Drag ud fra hende, mit folk! Ja, dette er den Almægtiges ordre til os kristne i dag: Flygt fra den kommende vrede; jorden er moden for den frygtelige dom. Guds ideligt gentagne kærlighedsbud om frelse, fred og ubeskrivelig glæde og lykke er blevet forkastet med hån og spot, og dermed har menneskerne selv beredt den store trængsel snart, som meget snart vil bryde ind over jorden. Mange, sandsynligvis de fleste, vil nok reagere på denne bibelordets advarende tale, ligesom Israels folk ved foden af Sinajbjerget, da de hørte Guds lov blive forkyndt af Moses under buldrende torden og knitren af lynild: »Moses! få den røst til at tie, vi kan ikke udholde at høre den!« Men røsten med dens drønede torden og blinkende lynild lod sig høre igen over Golgata høj, da synden blev domfældt i kødet; vor dyrebare frelser Jesus Kristus tog vor tunge syndebyrde på sig og naglede den til korset. Og om du i ydmyg tro modtager denne Guds kærlighedsgave til os, fortabte syndere, som vi er af naturen, oplever også du genfødelsens store under, og Guds lov drøner ikke mere med frygtelige tordendrøn og forfærdende lynild, men bringer en usigelig glæde til hjertet, for loven opfyldes helt enkelt og naturligt i alle, som modtager Kristuslivet i sig og ikke mere vandrer i kødet, men efter Ånden. Allerede i den grundtvigske folkevækkelse fik vi nogle glimt af det profetiske lys vedrørende Herrens genkomst. Den store salmedigter så ind i den himmelske verdens stråleglans, opfyldelsen af de profetiske løfter om brudens møde med brudgommen i skyen, og gav os de velkendte strofer i salmen »Rejs op dit hoved, al kristenhed«, med den klare Ja-tone i det 8. vers: »Ja, bed for Babel, til grant du ser, at bøn og sukke ej båder mere mod undergangens bølge! Da råber Herren: Jeg kommer snart! og bruden svarer: Med lynets fart i sky jeg dig skal følge!« Det er nævnt i det foregående, at Helligåndens ni nådegaver er givet til menighederne for at tilkendegive ved åbenbarelse, hvad der er Guds vilje, Hans vejledende råd og Hans forudseende indgreb for at sikre menigheden en sund åndelig trivsel og fremgang og at afværge farerne, som truer fra de falske profeter og lærere, ulvene i fåreklæder, ja, at en fremmed ild fortrænger ilden fra himlen. Korintermenigheden stod i fare for at komme på afveje med dens støjende, uordentlige og usømmelige adfærd, hvor man går amok i kødelige, sjælelige følelsesstemninger. Korinterne behøvede den vise apostel Paulus til at irettesætte dem, undervise og advare dem, de var jo »børn i Kristus« og opførte sig som uopdragne børn. – Vi trænger til at høre tilrettevisningerne og belæringen i de to breve til de kristne i Korint. Alt for mange af vækkelseskristendommens menigheder er slået ind på Korintermenighedens farlige veje. Taler Gud til sit folk i dag ved Åndens åbenbarelser gennem de ni nådegaver? Lad os ikke glemme denne advarsel fra samme Korinterbrev, som siger, at selv de åndelige nådegaver ved misbrug mister deres betydning som opbyggende og forebyggende realiteter i Guds værk med menigheden. Det kan være og er i reglen ubehageligt for kødet, når Gud begynder at tage sig af vore uvaner og selvlivets forvildelser. »Hellighed sømmer sig Herrens hus!«udråber salmisten. Og bør vi ikke bøje os ydmygt under Herrens tugtende hånd, når Han ser sig nødsaget til at revse os for vore vildfarelser og rense os fra alt det, som er kødeligt? Natten mellem søndag den 21. og mandag den 22. februar i år vågnede jeg, og efter min sædvane, når det hænder, hengav jeg mig i bøn. Jeg havde talt en lille stund med Herren og blev så afbrudt af Hans røst i mit hjerte. I min bøn havde jeg også, med en vis ængstelse, talt om den nuværende tilstand i vore vækkelsesmenigheder herhjemme i Danmark og ude omkring i den øvrige verden. Så mindede Herren mig om en oplevelse under sidste verdenskrig. Det var under de afsluttende, frygtelige kampe for Frankrigs befrielse fra det grusomme herredømme under det hedenske svastikabanner (hagekors) – den røde fane med et andet kors end Kristi kors, korset med de knækkede arme. En påstået uindtagelig mur var blevet bygget langs den franske atlanterhavskyst og op til Den engelske Kanal. Men muren faldt. Havnebyen Le Havre ved Seineflodens udmunding var vistnok den sidste modstandsrede i muren. Min hustru og jeg var blevet i byen, hvor jeg var hyrde for en lille flok af de få familier, som nødvendigvis måtte blive der af hensyn til deres arbejde. Byen var omringet, ingen kunne komme hverken ud eller ind, og al fødevareforsyning var stoppet under hele belejringen. Byens kommandant, en fanatisk SS-oberst, måtte omsider kapitulere, da hans egne soldater krævede det. Så sagde Herren til mig i den omtalte nat: Husker du den unge mand, en kadet fra »The Royal Navy« (Den eng. Flåde), som jeg sendte til dig i flere dage efter byens befrielse? Hans navn huskede jeg ikke, men Gud mindede mig om det – han hed Frank Smith og var fra Sheffield. I over en uge blev vi rigeligt forsynet med madvarer, vi ikke havde kunnet få i Frankrig under hele besættelsestiden. Da jeg spurgte ham om, hvilken kirke han tilhørte, svarede han blot: »Jeg er bare et lem på Kristi legeme og bor i Sheffield«. Den sidste dag han kom med sin topfyldte køjesæk, tog han afsked med os med denne enkle hilsen: »Mission accomplished, God bless you!« (Missionen er fuldført, Gud velsigne jer). Den unge englænder kendte hverken mit navn eller adresse eller navn og adresse på vor kirkebygning. Gud ledte ham på en overnaturlig måde til kirken, hvor han skulle træffe mig. Han forklarede i alle enkeltheder, hvilken vidunderlig, sikker »guide«,Herren havde været for ham, lige fra han gik fra borde og til han nåede frem til vor kirke i Avenue Rouget de l’Isle, hvor jeg ligeledes var blevet ledet af Herren til at være for at modtage vor engelske broder og ven. Og Herren sagde til mig i det budskab, jeg fik om natten: Ungdommen i min menighed skal af Frank Smith’s eksempel lære at lade sig lede af mig og afstå fra egenviljen, som fører vild, og ydmygt underordne sig mit Ord, for ellers kan jeg ikke bruge den i min tjeneste. Og så fortsatte Herren med at tale til mig: Men der var en anden mur, som delte et folk i to riger; den mur, man på den ene side kaldte skændselsmuren, og på den anden side frihedens fæstningsmur. Den skændselsmur har jeg ladet falde. Det var den såkaldte Berlinmur. En lignende skammens skillemur har fjenden bygget op midt iblandt mit folk. Den har forårsaget splid og uenighed og hindrer min Ånd i at fuldføre mit værk for og med menigheden. Den mur vil jeg, at I bryder ned. I fællesskab skal I ufortøvet gå i gang med hakker og hamre for at få muren fjernet hurtigst muligt, der skal ikke efterlades det mindste brudstykke af den på hellig grund. Hellighed: »Dine vidnesbyrd er fuldt at lide på, hellighed tilkommer dit hus, Herre, så længe dagene varer!«udbryder salmisten (Sl. 93,5). Dette lod Gud Herren mig forstå, da Han til slut mindede mig om endnu en person i forbindelse med befalingen om, at skillemurene i vore vækkelsesmenigheder ryddes af vejen. Jeg var på Madagaskar i Herrens tjeneste, da Berlinmuren blev væltet af kraftige bulldozere. Kort tid efter fik vi besøg af en amerikansk missionær, en påskønnet bibellærer. Han kom netop fra Tyskland og medbragte som souvenir et lille brudstykke af den nedbrudte skændselsmur i Berlin. Den gik på tur blandt alle vore bibelskoleelever, som vejede klumpen i deres hænder. Der er selvfølgelig ikke noget forkert i at have en sådan lille klump murværk som en påmindelse om, hvor skrøbelige alle de menneskelige stormagters fæstninger er, og i dette tilfælde fik vi en praktisk bekræftelse på de bibelske tekster i 2. Kor. 10,45 og Ef. 2,14: »Vore stridsvåben er nemlig ikke kødelige (verdslige), men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig mod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus.« »For Han er vor fred, Han, som gjorde begge parter til eet og nedrev det gærde, som skiller, nemlig fjendskabet«. Men den mur, som Gud nu giver os ordre til at nedrive, af den skal vi ikke beholde en eneste stump, end ikke som erindring. I Guds ledelse kommer alting på rette plads i rette tid, ligesom da Frank Smith fik ordre til at begive sig til Eglise Evangelique (Evangelisk Kirke) i Le Havre, og jeg samtidig fik ordre til at gå hen i kirken for der at træffe ham. Gå Ham i møde! Ja, I elskede brødre ,og søstre i Herren, vi ser, at brudgommen kommer! Vi gør os rede! Lad os gå Ham i møde! »Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!« Amen. Kom Herre Jesus
Posted on: Thu, 21 Nov 2013 12:25:06 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015