DHF: Vi har gode kandidater til at fylde Wilbeks sko DHF-boss ser - TopicsExpress



          

DHF: Vi har gode kandidater til at fylde Wilbeks sko DHF-boss ser et stort udvalg af kandidater, der kan afløse Ulrik Wilbek, når han stopper som landstræner. Når Ulrik Wilbek takker af som landstræner for de danske håndboldherrer næste sommer, er der et stort udvalg af kvalificerede kandidater til at overtage posten. Det mener generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Morten Stig Christensen, som er enig i, at det er et par store sko, der skal fyldes ud efter Wilbek. - Ja, det er klart, siger han. - Vi er heldigvis begunstiget af, at vi har en lang række af sindssygt dygtige trænere herhjemme. - Det er jeg rigtig glad for, fordi det gør, at vi har flere muligheder at vælge imellem, siger generalsekretæren, der dog ikke vil diskutere navne. Ulrik Wilbek har de seneste otte år været cheftræner for det danske herrelandshold, som han har vundet to gange EM-guld og to gange VM-sølv med. Før engagementet med herrerne gik han fra 1991 til 1998 hele vejen med damerne, med hvem han vandt både VM-guld, OL-guld og to europamesterskaber til Danmark. Der er derfor ingen tvivl om, at der er en del at leve op til, når Wilbek forlader trænerposten. - Det er klart, at vi gerne vil fortsætte med den store talentmasse og de resultater, vi har skabt i den seneste periode på herrelandsholdet, fordi vi mener, at vi hører til i toppen af international håndbold. - Derfor er det også vigtigt at finde en træner, der ikke blot træder ind i Ulriks skygge, men træder ind som sig selv, siger Morten Stig Christensen. Generalsekretæren fortæller, at DHF allerede er fuld i gang med jagten på den næste landstræner. Han vil dog ikke udtale sig om, hvem der kunne være den optimale afløser, før herrelandsholdet har spillet EM 2014, der afholdes i Danmark i januar. - Vi har gjort os rigtig mange tanker i lang tid. Men vi koncentrerer os først og fremmest om EM 2014, som er en unik begivenhed for Danmark. - Så foregår der selvfølgelig noget arbejde i kulisserne, og vi gør os nogle overvejelser. Men vores kontrakt med Ulrik løber til sommeren 2014, så vi har god tid til at se på det efter EM, siger generalsekretæren. En oplagt kandidat kunne være den tidligere landsholdsspiller Nikolaj Jacobsen, der som cheftræner for Aalborg Håndbold sikrede sig dette års DM-guld til det nordjyske. - Jeg kan sagtens se mig selv som landstræner. At sige noget andet vil være at lyve. For det vil da være en kæmpe ære at blive udpeget som landstræner, har Jacobsen tidligere udtalt. Også landsholdets tidligere assistenttræner, Peter Bredsdorff-Larsen, som mandag stoppede som træner i KIF Kolding København, samt den tidligere landsholdsspiller og nuværende træner i Team Tvis Holstebro, Klavs Bruun Jørgensen, ligner gode bud.
Posted on: Wed, 05 Jun 2013 10:22:18 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015