Da Søren Sætter-Lassen i går trådte ind i Skuespilhuset på Kvæsthusmolen for at begynde prøverne på Strindbergs familiedrama, »Faderen«, var det nøjagtig ét år – og to dage – siden den skæbnesvangre 7. september 2012, hvor en scenevæg under generalprøven på forestillingen »Lulu« faldt ned over den 58-årige skuespiller og kvæstede ham alvorligt. Flængen i hovedet, som måtte sys med 16 sting, var næsten for en bagatel at regne sammenlignet med de fire brud på ryggen og det brækkede skinneben, som var nogle af de fysiske konsekvenser af mødet med den 450 kilo tunge scenevæg. I flere uger vidste Søren Sætter-Lassen ikke, om han overhovedet ville få sin førlighed igen, eller om han resten af livet skulle være lænket til en kørestol. Og først her i sommer, næsten et år efter ulyken, har lægerne raskmeldt ham og givet grønt lys til, at han igen kan gå på scenen. Det sker 23. oktober, når Det Kongelige Teater har premiere på »Faderen« med Søren Sætter-Lassen i den mandlige og Bodil Jørgensen i den kvindelige hovedrolle. »Jeg glæder mig jo afsindigt til at komme i gang. Det har været et år, hvor jeg faktisk ikke har lavet ret meget – jo, jeg har lavet virkelig meget med min krop, jeg har trænet og trænet og trænet,« siger han, da vi besøger ham én af de sidste varme augustdage i hans hyggelige villa i Lyngby tæt på Dyrehaven. »Det er en mærkelig tid lige nu, hvor jeg kan mærke, at lyset er, ligesom det var på det tidspunkt sidste år, skyggerne bliver lange, træerne har en anden farve, og der er den der dug på græsset om morgenen,« siger han. »Det er nok lidt ligesom med et dødsfald, at når man nærmer sig årsdagen og det tidspunkt, man forbinder med det, så gør man sig nogle tanker og kan godt blive lidt berørt af det. Men jeg er jo også glad, selvfølgelig,« skynder han sig at tilføje. »Glad og taknemmelig. Jeg siger tak til Vorherre for, at jeg stod på det rigtige sted på det tidspunkt. Havde jeg stået fem centimeter den anden vej, så var jeg formodentlig død eller havde brækket halsen og siddet i rullestol nu. Jeg er også taknemmelig for, at jeg ikke opdagede, hvad der var ved at ske. Selvfølgelig kunne jeg måske have nået at løbe væk, men hvis jeg bare lige havde vendt hovedet for at se, hvad der skete, så var jeg jo blevet smadret i hele ansigtet.« Det, Søren Sætter-Lassen husker bedst fra minutterne og timerne efter, at ragnarok indfandt sig på Skuespilhusets Store Scene, er hverken smerte eller angst, men en altopslugende vrede over, at sådan noget kunne ske. »Jeg var fuldstændig frådende rasende, og så stod Emmet (Feigenberg, teaterchef, red.) pludselig der og kiggede ned på mig, og jeg sagde til ham: »Jeg kan godt sige dig, Emmet, jeg spiller ikke med i denne her forestilling mere!« Og det var jo fuldstændig klart for enhver, alle andre end mig selv, at det ville jeg heller ikke komme til,« siger han og ler en smule forlegent. Heldigvis så han ikke alt blodet, der pulsede ud fra såret i hans hoved. Eller det højre skinneben, der var brækket helt over, så knoglen stak ud gennem huden. »Lægerne på Rigshospitalet skar hul ind ved knæet og bankede en titaniumskinne ind i knoglemarven helt ned til ankelen, for at det kunne blive til ben igen,« siger han. Han fik også et korset, som han skulle have på døgnet rundt, mens knoglerne i ryggen groede sammen igen. »Da jeg fik det af igen fire måneder senere, var jeg blevet helt slatten og havde næsten ingen muskler tilbage. De skulle trænes op igen.« Heldigvis kunne lægerne ret hurtigt love ham, at han nok skulle komme til at fungere igen. »Det var dejligt. Men det var også dejligt, at de ikke sagde, at det ville tage et helt år,« smiler han. På genoptræningscentret begyndte den lange rejse tilbage mod førligheden. Fuld af frustrationer over alt det, han ikke kunne, over at skulle bades som et lille barn og have hjælp til alting. Men også med mange små sejre og glimt af lykkefølelse. »Bare det at kunne rejse sig fra kørestolen – altså den fornemmelse at være tvunget til at sidde i kørestol, man bliver jo lillebitte, fordi alting foregår oppe i ståhøjde. Så det er virkelig en sejr den dag, man kan rejse sig fra kørestolen – og den dag, man får sine krykker og ikke længere behøver gå med rollator, og en dag kan man også klare sig uden dem.« En stor glæde var også den opbakning, han fik fra alle sider, familie, venner og kolleger. »Der var en lind strøm af gæster på min stue, også folk, jeg ikke havde set i årevis. Til sidst spurgte oversygeplejersken, om jeg ikke troede, jeg snart skulle have lidt ro.« Det var Søren Sætter-Lassens oldefar, der i 1919 byggede det sorte træhus med hvide sprossevinduer, hvor han selv nu har boet i snart 17 år. »Min oldefars yngste datter boede her og blev en meget gammel dame, og da hun døde, købte jeg huset. Så jeg er kommet her som barn, men har aldrig selv boet her før nu,« fortæller han. Vi tager kaffen med ud i haven og sætter os under det store kvædetræ. Omkring os vokser en overdådighed af rosenbuske, der lige nu er ved at kaste de sidste blomster. »Jeg er vild med roser, men det har nok taget lidt overhånd i år,« siger Søren Sætter-Lassen og peger på en gigantisk klatrerose, der helt har overgroet et gammelt udgået fyrretræ. »Det er en Paul’s Himalayan Musk, den kan blive over 20 meter høj og får tusindvis af sart lyserøde roser omkring Sankt Hans. Den skulle nok beskæres lidt, men sådan noget med at klatre på stiger gør jeg ikke i mere,« siger han med beklagelse i stemmen. I stedet har han tilbragt en stor del af sommeren på en bænk i haven med at skabe sig overblik over rollen som Ritmester Adolf i »Faderen«. Selv om han glæder sig til at komme i gang, har han også været nervøs, fordi der er gået så lang tid. »Jeg havde jo troet, at jeg skulle spille »Vildanden« i februar, men det nedlagde lægerne forbud mod. Så der er gået et helt år, og det er altså lang tid, når man ellers i 30 år aldrig har bestilt andet end at gå til prøve og spille forestilling år ud og år ind,« siger han. »Arbejdet med Ritmesteren er sådan en øvelse for at komme i gang igen, så jeg ikke bliver taget med bukserne nede. Selvfølgelig har jeg ikke glemt at spille skuespil – det håber jeg i hvert fald ikke – men man kan godt føle sig lidt rusten og begynde at tvivle på sig selv efter så lang tid. Jeg har altid været god til at tvivle, men efter ulykken synes jeg, det er blevet lidt værre.« Heldigvis har han haft mulighed for at tyvstarte med et par andre mindre opgaver – noget radioteater i forbindelse med Søren Kierkegaard-jubilæet og en lille, men vigtig rolle i Ole Bornedals store TV-projekt om 1864, hvor han spiller general de Meza, som var øverstkommanderende for den danske hær. »Allerede før jeg fik manuskriptet, kendte jeg ham virkelig godt, for min far var vild med general de Meza og fortalte historier om ham. Han var en mærkelig mand, eksentrisk og en lille smule sær – for ikke at sige meget sær. Han var hypokonder og rædselsslagen for at blive forkølet, men samtidig en meget modig officer og en stor strategisk begavelse. Han var en glimrende pianist og komponerede også. Med andre ord et meget sammensat og kompliceret menneske.« Nu sidder Søren Sætter-Lassen i haven og prøver at komme ind under huden på en anden, ikke mindre kompliceret og sammensat mand. »Ritmesteren er også officer, men derudover ligner de to ikke hinanden,« siger han. »Frem for alt er Ritmesteren naturvidenskabsmand og egentlig placeret helt forkert karrieremæssigt. Han er et passioneret menneske, men man kan også mærke, at han ikke længere er den supermand, han måske engang har været. Han er omgivet af kvinder, der alle er religiøse på hver sin måde, og han kæmper en desperat kamp for at få sin datter ud af det religiøse miljø, samtidig med at han holder fast i en dagsorden, hvor det selvfølgelig er far, der bestemmer. Men kampen er dømt til at blive tabt, han bliver langsomt kastreret.« »Faderen« er ofte blevet tolket som et skilsmissedrama, men det er at putte stykket ned i en tændstikæske, hvis man tror, det kun handler om det, understreger Søren Sætter-Lassen. »Det bliver næsten hitchcock’sk uhyggeligt, efterhånden som lagene skrælles af. Men det er også smukt, som da Ritmesteren til sidst siger: »Hvorfor blev det sådan her? Jeg ønskede ikke, at det skulle blive sådan her, du ønskede det heller ikke. Alligevel blev det sådan her.« Første gang, Søren Sætter-Lassen besøgte Skuespilhuset efter ulykken, var, da han i februar gik ind for at se Henrik Ibsens »Vildanden«. »Det var meget mærkeligt at sidde og kigge på den scene, hvor det var sket – og se det stykke, som jeg havde glædet mig til selv at være med i,« siger han. »Før jeg tog derind, var jeg meget nervøs og vidste ikke, hvordan jeg ville reagere. Ville jeg blive bange? Ville jeg begynde at græde, når jeg så stedet igen? Men jeg blev simpelthen modtaget så fantastisk derinde – også af publikum, hvor mange kom hen og spurgte til mig, det var virkelig rørende. Og jeg så forestillingen, som jeg var glad for. Det var en stor oplevelse, og jeg blev hverken bange eller ked af det.« Senere tog han ind på teatret igen en almindelig eftermiddag og mødte kolleger og folk fra værkstederne. »De var så søde og kærlige alle sammen, så det har været to gode oplevelser. Nu må vi se, hvordan det går, når jeg rigtig skal derind, det er lidt spændende, på mange måder,« siger han. »Jeg kan mærke på mig selv, at nu trænger jeg virkelig til at komme i gang. Det er også derfor, jeg har været så manisk med at sætte mig ind i stoffet, jeg har næsten lært det hele udenad allerede, selv om det jo er alt for tidligt. Prøverne er først lige begyndt, og alt skal først til at opstå og opdages i de næste syv uger i samarbejde med mine medspillere og instruktøren. Jeg kan være bange for, at jeg er ligesom galophesten, der står og sparker i boksen og er så ivrig efter at komme af sted, at når de endelig åbner de der låger, er den så udmattet, at den ingen vegne kommer.« Et halvt år inden ulykken var der en clairvoyant, der sagde til Søren Sætter-Lassen: »Du går på en bred og lys vej, men på et tidspunkt kommer der et bump. Men du skal vide, at efter det bump skal du fortsætte ad vejen, for den er stadig lys og bred.« »Det forstod jeg jo ikke, og det var først, da jeg kom hjem efter tre måneder på hospitalet, at jeg kom i tanker om det. Det er en lille smule spooky,« siger han. »Det var vel et varsel.« Selvfølgelig har han ikke kunnet lade være med at spørge sig selv, hvad han egentlig skal bruge hele det forløbne år og alt, hvad der er sket, til. »Man kunne måske have forventet en eller anden åbenbaring, når man han været så tæt på at dø. Men den er altså ikke kommet,« siger han. »Men selvfølgelig har jeg lært noget, man reflekterer anderledes over tingene, når man har været gennem sådan en omgang. Jeg er godt klar over, at jeg i det her hårde år har været utroligt privilegeret. Dels fordi jeg overlevede og fik førligheden igen, men også fordi jeg har et job, som jeg vidste, jeg kunne vende tilbage til, når jeg var klar. På Rigshospitalet havde jeg en sidekammerat, en håndværker, som var faldet ned fra et tag og havde knust begge sine hæle. Nu er han fyret. Det gjorde et stort indtryk på mig. Tænk både at blive invalideret og miste sit job. På den baggrund må man sige, at jeg slap meget heldigt.« Til gengæld har Søren Sætter-Lassen svært ved at forstå, hvad folk mener, når de siger, at nu har han jo fået en chance til. »Hvad fanden mener de egentlig med det? Hvorfor skulle jeg have en chance til? Min først chance var da OK. Jeg var glad for det liv, jeg havde før ulykken, og mit største ønske er sådan set, at mit liv kan fortsætte på samme måde efter ulykken,« siger han. »Så det bare var et underligt hul, der pludselig kom i mit liv.«
Posted on: Wed, 11 Sep 2013 14:58:48 +0000
Recently Viewed Topics
© 2015