Dagens nytteløse fact, diktator-uge: Da Sovjetunionen - TopicsExpress



          

Dagens nytteløse fact, diktator-uge: Da Sovjetunionen kollapsede overtog Saparmurat Niyazov magten i den gamle sovjetrepublik Turkmenistan, og etablerede sig lynhurtigt som diktator. I modsætning til mange andre af det 20. århundredes (og det tidlige 21. århundredes) diktatorer var hans regime forholdsvist ublodigt: Hans første handling som diktator var faktisk at afskaffe dødsstraffen. Selvom han ikke myrdede sin befolkning etablerede Niyazov en grad af persondyrkelse omkring sig, som ville få selv Stalin og Mao til at blegne: Han omnavngav årets måneder til navnene på sine familiemedlemmer, ændrede det turkmenske ord for brød til sin mors navn, og krævede at alle turkmenske borgere læste hans værk Sjælens Bog - faktisk kunne turkmenere ikke få udstedt kørekort med mindre de kunne demonstrere at de havde memoreret bogen. Ligeledes afskaffede han for turkmenske læger den hippokratiske ed, og indførte istedet en ed til sig selv. Han var generelt berygtet for mildest talt excentrisk lovgivning: Han forbød lipsyncing ved koncerter, forbød hunde at opholde sig i hovedstaden fordi han ikke brød sig om deres lugt, forbød rygning umiddelbart efter han selv var stoppet med at ryge, forbød opera, forbød skæg, forbød langt hår på mænd, og forbød brug af sminke på nyhedsværter. Han anbefalede iøvrigt sin befolkning at gnave på knogler for at styrke deres tænder - men det gjorde han trods alt ikke til lov. Han befalede iøvrigt også at der udenfor hovedstaden skulle opføres et permanent palads af is, der skulle være stort nok til at huse 1000 mennesker. Temperaturen i Turkmenistan kommer op over 45 grader om sommeren.
Posted on: Wed, 20 Nov 2013 11:47:58 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015