Debatindlæg af Lene Witte, direktør, - TopicsExpress



          

Debatindlæg af Lene Witte, direktør, Gigtforeningen Forhandlingerne om en sygedagpengereform er endelig i gang igen efter en sommerpause. Desværre har den milde sommer ikke afspejlet sig i forhandlingsklimaet. Fronterne er åbenbart de samme. Ifølge JP (3/9) vil oppositionen fastholde en eller anden form for varighedsbegrænsning på den ydelse, som langtidssyge kan få. Allerede før sommerferien begrundede Venstre holdningen med, at man »ikke synes om at ophæve varighedsbegrænsningen og indføre en borgerlønslignende ydelse, som man i teorien kan have helt frem til, at man skal på pension.« Det er en ærgerlig skævvridning af debatten. Der er ikke tale om borgerløn. Allerede efter et halvt år skal de sygemeldte ud i et ressourceforløb med en ydelse svarende til kontanthjælp, hvor de får individuelt tilrettelagt støtte og hjælp til at komme tættere på et job eller en uddannelse. De mest alvorligt syge kan efter lægefaglig vurdering fortsætte på sygedagpenge. Denne tostrengede model er en opstramning, men også en forbedring i forhold til det eksisterende system. Argumentet for en reform af sygedagpengemodellen er, at vi – modsat i dag – skal sikre et solidt sikkerhedsnet, der kan bære, mens man er syg, og mens man venter på en diagnose, på effekten af behandling og på en afklaring i forhold til arbejdsmarkedet. I Gigtforeningen vil vi gerne understrege, at det ikke er en svir at være både langtidssyg og på en ydelse, der svarer til kontanthjælp. Der er ingen, der helst vil undgå at blive velbehandlet for dermed at undgå at komme tilbage til et aktivt liv og en velfungerende hverdag. Vi er i tæt dialog med mange mennesker med kroniske sygdomme, og vores erfaring er, at de ønsker hurtig hjælp, så de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, når de har fået deres ofte smertefulde og funktionshæmmende sygdomme under kontrol. Man kan undre sig over, at oppositionen så rigidt ønsker at holde fast i det sygedagpengesystem, vi kender. Hvorfor denne systembevarende tilgang på et område, hvor behovet for en reform er massiv? Det kan godt være, at regeringens udspil til en sygedagpengereform ikke er perfekt, men der er lagt op til væsentlige forbedringer i forhold til de nuværende regler. Og behovet for forbedringer er akut.
Posted on: Mon, 09 Sep 2013 07:38:54 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015