Debatindlæg af af Lene Witte, direktør i Gigtforeningen Det - TopicsExpress



          

Debatindlæg af af Lene Witte, direktør i Gigtforeningen Det kan undre, at Venstre og Konservative så rigidt ønsker at holde fast i det sygedagpengesystem, vi kender. Forhandlingerne om en sygedagpengereform er udsat til efter sommerferien. Venstre og Konservative har allerede meldt ud, at de vil fastholde en eller anden form for varighedsbegrænsning på den ydelse, som langtidssyge kan få. En trist mistro til syge mennesker: Din sygdom er ikke værre, end at du kan arbejde, hvis du bliver tvunget til det. Venstre begrunder partiets holdning med, at man ”ikke synes om at ophæve varighedsbegrænsningen og indføre en borgerlønslignende ydelse, som man i teorien kan have helt frem til, at man skal på pension.” I Gigtforeningen vil vi gerne understrege, at det ikke er en svir at være både langtidssyg og på en ydelse, der svarer til kontanthjælp. Der er ingen, der helst vil undgå at blive velbehandlet, for dermed at undgå at komme tilbage til et aktivt liv og en velfungerende hverdag. Det andet krav, som de to partier fører foran sig, er, at sygemeldte skal have hurtig hjælp til at komme tilbage i arbejde. Det er vi i Gigtforeningen helt enige i. Vi er i tæt dialog med mange mennesker med kroniske sygdomme, og vores erfaring er, at de gerne vil tilbage på arbejdsmarkedet, når de har fået deres ofte smertefulde og funktionshæmmende sygdomme under kontrol. Og heldigvis så fremgår netop den hurtige tilbagevenden til arbejdet allerede af regeringsudspillet. Der er lagt op til, at vejene skiller efter seks måneder: De mest syge kan – efter en lægefaglig vurdering – fortsætte på sygedagpenge. Alle andre skal tilbydes et ressourceforløb, hvor de får individuelt tilrettelagt støtte og hjælp til at komme tættere på et job eller en uddannelse. Dette er faktisk en klar forbedring i forhold til det eksisterende system, som den tidligere regering stod fadder til. Tilbage står en undren over, at Venstre og Konservative så rigidt ønsker at holde fast i det sygedagpengesystem, vi kender. Hvorfor denne systembevarende tilgang på et område, hvor behovet for en reform er massiv? I Gigtforeningen håber vi, at de to partier har brugt sommeren til at tænke sig om og derefter vil gå positivt ind i forhandlingerne. Det kan godt være, at regeringens udspil til en sygedagpengereform ikke er perfekt, men der er lagt op til væsentlige forbedringer i forhold til de nuværende regler. Og behovet for forbedringer er både massivt og akut!
Posted on: Tue, 13 Aug 2013 20:38:14 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015