Der tales meget om det liberalistiske ungdomsoprør. At de smarte unge stemmer blåt, dropper fagforeningen og vælger deres uddannelse efter fremtidigt lønniveau. At de ikke melder sig til Operation Dagsværk. At de blærer sig med at snyde i skat. At de benytter sig af underbetalte østarbejdere, og mener DR bør afskaffes sammen med licensen. Unge som aldrig kunne drømme om at bo til leje. Som mener de fattige er enten dumme eller dovne. Unge liberalister der hylder folk i skattely. Unge der ikke bare er modstandere af velfærdsstaten - de foragter den. De får det nærmest fysisk dårligt, hvis nogen argumenterer for solidaritet. Jeg møder disse unge - i stor stil endda. Både når jeg besøger skoler. Når jeg holder foredrag. Blandt venners venner. Og i offentligheden. De opfører sig som oprørere. Folk der tager kampen op mod overmagten. De mener selv, at de plyndres og svindles: af de arbejdsløse, af bureaukrater, af pædagoger og alle andre socialdemokrater. De sidder med deres tynde 19-årige arme i et ejendomsmægler-jakkesæt og fnyser, når en fyret arbejder med to børn fortæller TV-nyhederne, hvor meget han har tilbage af sin dagpengeperiode. De nikker anerkendende fra deres forældrekøbslejlighed når politikere foreslår at fjerne ulandshjælpen, fordi det er jo bedst for de fattige at skulle klare sig selv. De finansieres selv af Saxo Bank, men har kun hån og latter til overs for deres jævnaldrendes møjsommelige slid med at videreføre foreningsdanmarks tradition for frivillighed og sparsommelighed. Kalder I virkelig det et ungdomsoprør? Det er sgu da bare dårlig opdragelse!
Posted on: Sat, 02 Nov 2013 13:39:09 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015