Det, jeg prøvede at skrive forleden om min fødselsdag den 22. november, inden det hele druknede i fordrukne journalistkollegers munterhed, var følgende: Mine storebrødre havde - som fødselsdagsgave - inviteret lille mig i biffen til helaftensfilmen Den længste dag om D-dagen i 2. verdenskrig. Med stjerner som Sean Connery, Richard Burton, Robert Mitchum, Henry Fonda og John Wayne. I pausen gik biografdirektøren på scenen for at fortælle, hvad der var sket, og at der ikke ville blive vist mere film den aften af respekt for John. F. Kennedy. Og måske - ikke mindst - hvad der ville ske i forhold til den ellers overståede Cuba-krise, der kunne have kastet verden ud i en atomkrig, hvis John F. Kennedy ikke havde vist mandsmod over for sovjetkommunisterne. Nu var han dræbt. Alle forlod stille og chokerede biografen. Det blev i den grad den længste dag. Måske svært at forstå i dag, men under Cuba-krisen i 62 blev vi skolebørn faktisk sendt hjem fra skolen uden et på gensyn i morgen. Og da Kennedy var væk, forsvandt optimismen. Hans bror Robert blev myrdet i 1968. Og mordet på John Lennon senere satte et endeligt punktum for det sidste håb om en bedre verden end den Hitler og Stalin havde efterladt efter 2. verdenskrig. Nu behøver jeg så ikke fortælle den historie til mine døtre på fredag. De er de nok ret tilfredse med. For det er jo bare en historie fra gamle dage.
Posted on: Wed, 20 Nov 2013 20:45:34 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015