Det var ikke skolelæreren, der lærte mig at skrive. Jeg måtte selv slide med bogstaverne. Det var ikke træneren, der lærte mig at spille fodbold. Jeg måtte selv træne i årevis. Det var ikke Den Danske Model, der tjente min lærlingeløn. Den arbejdede jeg selv for på stilladset. Folkeskolen. Idrætsforeningen. Fagforeningen. De kan ikke få dine talenter til at blomstre. Det kan du kun selv! Men uden de stærke fællesskaber, havde jeg aldrig fået chancen. De stillede en dygtig lærer til rådighed, som jeg valgte at lytte til. Og et idrætsanlæg, som jeg valgte at øve mig på. Og en overenskomst der gav mig rettigheder, fordi jeg også levede op til mine pligter. Men fællesskaberne forærede mig intet - andet end muligheder. Jeg tror på, at vi mennesker er grundlæggende drevet af et dybfølt ønske om at udfolde vores talenter - uanset hvad de består af. Jeg måler derfor et samfund på, om det giver alle borgere denne mulighed. Både for bogligt og praktisk begavede. For mindrebemidlede og velhavende. For børn fra stærke familier, og dem der har oplevet svigt. Alle har talenter, som de bør få mulighed for at bringe i spil. Fordi det er deres ret som mennesker, men også fordi samfundet vil få gavn af, at alle talenter blomstrer. Det er de stærke fællesskaber, der har bevist, at de giver flest af os denne mulighed i praksis. Derfor er jeg tilhænger af den kommunale velfærd. Stærke frivillige foreninger. Og faglig organisering. Og derfor er jeg modstander af den blå fortælling om, at individet står stærkere, hvis fællesskabet står svagere. Velfærdssamfundet er egentlig et upræcist begreb. Ingen er garanteret velfærd. Mulighedssamfundet er måske mere præcist. Muligheden for at forfølge egen lykke, talenter og frihed.
Posted on: Wed, 06 Nov 2013 17:43:59 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015