Egyptens demokrati Ved Samih Charabi Demokratiet er i fare, og de demokratiske spilleregler er sat ud af spillet af det egyptiske militær. I europæiske og amerikanske politiske og folkelige kredse er der stigende bekymring for, at det egyptiske militær har sat en stopper for det nyfødte demokrati i Egypten ved at afsætte en demokratisk valgt præsident. I et forsøg på kortlægning af den politiske situation i Egypten bør der ses nærmere på de agerende kræfters baggrund og historie. Hverken det muslimske broderskab og deres parti eller de religiøst orienterede partier, der er stiftet efter den fhv. egyptiske præsident Hosni Mubarak i februar 2011, havde demokratiske rødder. Det, der kendetegner det muslimske broderskabs historie siden dets oprettelse i byen Ismailia i 1920 ved Hassan al-Banna, er vold. I 1940erne dræbte de deres politiske modstandere, ministre i den daværende regering i Kong Farouks tid. I 1950erne forsøgte de at dræbe præsident Gamal Abdel Nasser, da han holdt tale i byen Alexandria. I 1980erne lykkedes det dem at dræbe præsident Anwar El Sadat under en militærparade i Cairo. I 1990erne forsøgte de at dræbe fhv. præsident Hosni Mubarak i Etiopien. Vi har altså at gøre med en organisation, der har dræbt eller forsøgt at dræbe egyptiske ministre og tre præsidenter for at opnå magten. Mere udemokratisk og blodig en fortid kan man nok ikke finde i Egyptens historie. Men i mangel på et alternativ og i et valg mellem pest eller kolera stemte lidt over halvdelen af de egyptiske vælgere på det muslimske broderskabs kandidat til præsidentposten, dr. Mohamed Morsi, mens Ahned Shafik, generalen fra Mubaraks tid, tabte. De, der stemte på dr. Mohamed Morsi, var ikke kun tilhængere af det muslimske broderskab men også egyptere, der var godt trætte af Mubaraks regime og havde håb om, at landet under den nyvalgte præsident ville opleve bedre tider sammenlignet med de seneste år under Mubarak. Her bør det også huskes, at de, der startede oprøret (revolutionen) i januar 2011 mod Mubaraks regime, var en gruppe unge egyptere fra samfundets elite, der senere fik tilslutning fra alle samfundsgrupper. Formålet med revolutionen var på ingen måde af religiøs karakter eller for indførelse af Sharia eller lignende islamiske regler. Sloganet var brød, frihed og social retfærdighed og lighed for alle. Tilhængere af det muslimske broderskab forholdt sig afventende og deltog ikke i den initiale fase af revolutionen. Egypten har ikke tidligere oplevet større nedgang på det politiske, økonomiske, sikkerhedspolitiske, sociale eller kulturelle område som den nedgang, der er set og sket under broderskabets ledelse. Politiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske aspekter vil jeg overlade til andre at vurdere. Men som en ganske almindelig egypter, der på trods af dansk statsborgskab og mangeårigt ophold i Danmark ikke har tabt interessen for det gamle hjemland, vil jeg fokusere på de sociale og kulturelle aspekter. Samfundet under broderskabets ledelse blev sekterisk. Den sociale homogenitet blev brudt og afløst af opsplitning: koptere, muslimer, Sunnimuslimer, shiamuslimer, salafister, liberale, socialister mm. Alle hader alle, og alle bruger religiøse skrifter til at retfærdiggøre deres holdninger. Ildspåsættelse til kirker og moskeer, tvangsforflytning af koptere fra landbyer og drab på shiamuslimer blev efterhånden daglige overskrifter i de egyptiske medier. Kidnapning af systemets modstandere var blevet hverdagskost. Den smule rettigheder for kvinder, der var opnået gennem kvindernes kamp i de sidste 50 år og specielt under Mubaraks regime, blev annulleret og erstattet af et stærkt kvindeundertrykkende religiøst styre. Kunsten og kunstværker blev bandlyst, selv monumenter fra Det gamle Egypten såsom pyramider betragtedes som symboler fra de vantros tid, og flere røster krævede deres ødelæggelse i lighed med Buddhastatuer i Afghanistan. En re-islamisering eller afghanisering af det egyptiske samfund var godt i gang. Hvilket demokrati var der tale om?? Katastrofalt er også en dommerundersøgelse fra Ismailia, der dokumenterer, at det muslimske broderskab har arbejdet sammen med og fået assistance fra Hamas og Hizbollah for at åbne de egyptiske fængsler og ødelægge og brænde samtlige politistationer i landet under januar 2001 optøjerne. En ret alvorlig sag, der næppe kan kaldes andet end landsforræderi. Når over 30 millioner egyptere demonstrerer mod et sådant system og beder deres militær indtrængende om hjælp, kan man næppe kalde det for et militærkup. Militæret har ofret deres øverste chef (præsident Mubarak) og holdt med befolkningen, og militæret har forsøgt – uden held - at få de stridende parter til at lytte til folkets nødråb og ikke vende det døve øre til!
Posted on: Wed, 10 Jul 2013 15:17:47 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015