En befaling. Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – »om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.« Mens de nu var sammen, spurgte de ham: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« Han svarede: »Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.«Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. (Apostlenes gerninger 1:3-9) Ordet pinse bliver ikke brugt i det Gamle Testamente, men kommer fra det græske, pentekoste hemera, som betyder den 50. dag efter påske. Den referer til højtiden, Ugefesten, som er en af 3 højtider hvor alle mænd er forpligtet til at møde op og vise sig frem ind for YHWH, og som kaldes Shavuot. Pinsen er den 2. af disse og falder 7 hele uger efter påsken. Pinsen ender og afslutter den tid, som er mellem påsken og Ugefesten, der påbegyndes med en præsentation af første frugten. Første frugten markerer afslutningen på korn høsten, og involverede en rituel ofring af nyt korn. To surdejsbrød og frivillige ofre bliver præsenteret som et udtryk for taknemmelighed, og med speciel fokus på at bruge begivenheden til at udtrykke taknemmelighed og hengivenhed overfor åbenbaringen af de pagter som Gud har givet. Så hele opmærksomheden omkring pinsen ligger i taknemmeligheden overfor YHWHs trofasthed for at have givet endnu en høst, som vil opretholde og bevare Guds ejendomsfolk igennem endnu et år, og så er det også en bekræftelse af pagtens bånd mellem Gud og hans folk med fokus på hans åbenbaret vilje, pagten, Loven, som er de guidelines han har givet ved Skriften. Den Rabbinske tradition har det med, at de 10 bud og Toraen, dvs de 5 Mosebøger, blev givet på Sinai bjerg på netop denne dag. Det er en dag hvor man læser i Ruths bog, og lægger vægt på Ruths anmodning og længsel efter at blive en del af Toraens folk, Hebræerne, et folk som ud fra pagten fornyes og forventer velsignelser fra Guds side af. Ruths bog angiver Kong David som Ruths sønnesøn, som ifølge traditionen både blev født og døde på Shavuot, altså i pinsen. I påsken blev det Hebraiske folk frigivet fra deres slaveri under farao i Ægypten og på Shavuot blev de konstitueret som nation ved Loven, der blev givet til dem som en fri nation hengivet til at skulle tjene Gud. Alt dette peger ned i det Nye Testamente hvor Jesus dør stedfortrædende for at frigive den troende fra slaveriet og fangenskabet under synden, hvor han opstod fra de døde på tredje dagen for at bekræfte sin guddommelighed, og derved stiftede den Nye Pagt. I sin undervisning havde han igennem de sidste 2 år efter at han fremstod i forbindelse med at Johannes døbte på den anden side af Jordan, givet spillereglerne til den Nye Pagt som afspejler hvad Gud indeholder og er, og til hvad som definerer hvad en troende indeholder og er. Han steg derefter til himmels op til Faderens højre hånd efter 40 dage som en første frugt, og lovede at sende Faderens løfte, Helligånden, til dem. Og så på pinsedag helt på linje med formålet med dagen og løftet, sendte Faderen Helligånden til forsegling af et nyt ejendomsfolk, og de to surdejsbrød i Guds nærhed, et fra under Hebræerne og et fra under alle nationerne, som symbolisere den samlede fuldkommenhed af Guds ejendomsfolk, Kirken, fuldentedes begivenhederne i og omkring påske til pinse. Det er en dag, som er lagt over til taknemmelighed for den nye pagts guidelines, der fokusere på en fornyet hengivenhed overfor Jesu person og hans undervisning. Det er en dag i taknemmelighed overfor længslen og ønsket om at være en del af Guds ejendomsfolk, Kirken, og om en forventning om Guds egen tilstedeværelse ved løftet, ved Helligånden, at blive forseglet som en del af pagtens ejendomsfolk. Og det er den dag hvor Kristus, den Evige Davids Konge som en del af sit værk samler kronen på sit Værk, Kirken, der er Guds store tanke fra al evighed af. Det er i allerhøjeste grad en dag med fokus på taknemmelighed hvor der høstes med fokus på første frugten, og med fokus på erkendelsen i og omkring Jesus undervisning. Vigtigheden af denne dag ses i Apostlenes liv, som pludseligt blev mænd med en enorm overbevisning og med et enormt mod og handlekraft. Der kom et voldsomt åndeligt afsæt over dem. Dagen betød med ankomsten af Ånden, at de blev deltagende på et helt nyt niveau i Jesu liv, og erkendelsesmæssigt tog et kvantespring i hans undervisning. Det blev til et absolut fuldtids kald til at betjene ved at facilitere mennesker hen imod at forstå hvad Gud, Kristus og Kirken er for en størrelse. Det blev til et dynamisk liv i Åndens tilstedeværelse. Dette nye folk ville blive bemærket for deres selv-opofrende og selv-disciplinerende kærlighed. For deres accept, barmhjertighed, og uselvisk deltagelse ind i andre. Et folk hengivet i at både se og ville det bedste for alle, og hengivet til personen Jesus som gjorde alt dette muligt. Den altoverskyggende opgave som Jesus giver i denne kontekst er forpligtigelsen til at være et troværdigt vidne til alt dette, med fokus på troværdig. Og troværdighed er noget der kommer ved autentisk hengivenhed overfor spillereglerne, og kun ved autentisk hengivenhed. Du kan tale og synge for din syge moster fra Herodes til Pilatus, men troværdighed udspringer af din hengivenhed og i hvilken grad den fremstår autentisk. Så det Gamle Testamente er slut, og en Ny Pagt i et Nyt Testamente er i Guds fokus. Helligåndens tilstedeværelse og den troendes autentiske hengivenhed giver troværdighed, en troværdighed som er altafgørende for at lykkes i at indgå i et samarbejde med Ånden i selve invitationen af nationerne. Omdrejningspunktet i Kirken ligger i undervisningen, i at tale det som Jesus gav videre til os. Hans befaling, og ja, der står faktisk befaling, en meget politisk ukorrekt talemåde til folk som ligger i selvforherligelsens selvrealiserings sving, men det var altså hans ord. At fremstår troværdige overfor det liv og den undervisning han gav til os ligger som en befaling og ikke som en mulighed.
Posted on: Wed, 16 Oct 2013 10:47:57 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015