Flot anmeldelse af Nana Rømer Dorph-Petersens digtsamling En perlemuslings bedrag på baunblaek.blogspot.dk: Et værk er også ekstremt produktive Nana Rømer Dorph-Petersens seneste – og til dato mest ambitiøse – opus: En perlemuslings bedrag. Med sine 88 sider er det en ganske massiv digtsamling, selvom den er delt op i en lang række afsnit, der tilsammen tegner en kurve fra langsomt forfald over undergang til genfødsel: Også helt bogstaveligt på den måde, at digtene efterhånden bliver kortere og kortere, knappere og knappere, til de igen vokser i ”Jeg elsker begyndelser”, bogens sidste del. Hvor Dorph-Petersens digtsamling ofte har taget udgangspunkt i tab, sorg og tro på en måde, som har fået flere af dem til at virke lidt forknytte, er det dog – selvom skyggerne stadig i dén grad er til stede – en fornøjelse denne gang at se hende sprudle. For sprudle, det gør hun på siderne. Mere end nogensinde skriver hun i sandt stream of consciousness-gear, så de flotte sprogbilleder vælter ud i øjnene på læseren. Som nu her: Angstpile længselshoteller et gadespejl vifter om hjørner gravpalæer og videoskærme tagpap klistrer til kroppen Fra et personligt perspektiv er dét virkelig dejligt at se. Og langt hen ad vejen også fra et digterisk. Der er dog den hage ved skrivemåden, at den ganske vist sætter underbevidstheden fri, så de utroligste billeder kommer ned på papiret, men omvendt kommer meget – med mindre man senere udsætter det, man har skrevet, for en meget stram redigering – nemt til at virke lige lovlig hermetisk. Som skrifttegn i sandet, man ikke helt kan tyde: En ru længsel i havsnød sporskifte backup tidsrondeller Og den slags forekommer der desværre en del af i En perlemuslings bedrag. Omvendt må jeg så fremhæve afsnittet ”Alt har en ende” som noget af det på én gang flotteste og mest overrumplende danske poesi, jeg har læst i år. Her er formen netop hermetisk meget af tiden, men også meget stram og ladet. Skriften fortættes til små bomber, der går af i underbevidstheden og måske snarere gør noget ved én, snarere end de i egentlig forstand udsiger noget. For bare at citere nogle stykker: Lommer af hvidt metal. Vi trækker tordenen hen over himlen. Uskyldige *** Lapper af tid. Fuglen falder på ryggen. Vi broderer pauseskærme. *** Begraver mig i dit skød. Duften af dig, en duft af sand. Af hvid regns hvisken. En perlemuslings bedrag er således en bog, som med fordel kunne have været strammet op hist og her. Men det er også en meget rig og livsbekræftende bog med mange, som det ovenstående illustrerer, endda meget oplagte indslag undervejs. Dertil et glimrende sted for nye læsere at starte bekendtskabet med denne altid intense og vedkommede digter.
Posted on: Mon, 28 Oct 2013 09:13:08 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015