Fra barndom til faktura I de seneste ti år er selv helt små børn blevet mødt af firkantede læringskrav og måletyranni. Kammerater er blevet konkurrenter. Leg opfattes som spild af tid. Det er som om, alt handler om banal forberedelse til et voksenliv i bruttonationalproduktets tjeneste. Det er på tide at finde tilbage til en børnepolitik i børnehøjde 5. september 2011 Udgivelsesdata [X] Online: 4. sep 2011 kl. 19:40. Senest opdateret: 5. september 2011 kl. 09:17. Version i den trykte udgave: 5. sep 2011 Barndommen er blevet en lang test, hvor det gælder om at svarer rigtigt Foto: Kristine Kiilerich Debat Af • Per Schultz Jørgensen, Dion Sommer, Pernille Hviid, John Aasted Halse, Margrethe Brun Hansen, Erik Sigsgaard, Jesper Juul, Klaus Nielsen, Thomas Ellegaard, Ditte Alexandra Winter-Lindqvist, Marianne Hedegaard, Charlotte Højholt og Jytte Bang • Anbefal artikel • Printervenlig version • Send artiklen til en ven • Twitter • Google+ • Facebook børn og ungefaglighedundervisning Dine venner på Facebook Børn er tilsyneladende omgivet af megen bekymring for deres udvikling. De skal, siger Socialministeren, lære noget mere, de skal lære det tidligere og allerede i første klasse have en karakter, så de med samme ved, hvor gode de er eller hvor dårlige. Og i vuggestuen skal de have gang i en mere struktureret hverdag, så vi er sikre på, at de er på rette spor. Op igennem barndommen og ind i skolen: Det handler stort set altid om det samme. Børn skal træne, og de skal trænes, de skal vurderes og måles og vi skal sammenligne dem med hinanden, vi skal sammenligne skoler på samme måde som vi allerede sammenligner os med andre lande på områder som f.eks. læsefærdigheder. Træning, testning, måling sat i system. Konstant benchmarking. For måske at blive verdensmester på et eller andet felt, som statsministeren på et tidspunkt udtrykte det i fuldt alvor eller i det mindste skal vi ende blandt de ti øverst placerede lande. Der er protester fra forældre og fagfolk, men lige meget hjælper det tilsyneladende. I morgen eller i næste uge kommer et nyt forslag fra politikere, der skal profilere sig. Og med valgkamp på højtryk kan vi forvente alt i den retning. Det skråsikre målingshysteri fortsætter ufortrødent. Spørgsmålet er, om vi nærmer os det punkt, hvor perspektivet tabes af syne. Hvor vi mister opfattelsen af, hvad børnene egentlig er her for, og hvad vi som samfund vil med børn ud over at de en dag skal være arbejdskraft. Vi er efter vores mening tæt på det punkt, derfor er vi gået sammen om dette wake-up call. Værdiløs leg Som vi hører den aktuelle debat om indhold i skole og dagtilbud, bygger den ikke på den tilgængelige viden om børns udvikling, men snarere på antikverede fornemmelsen for, hvad læring er. Der er ingen dyberegående perspektiver på, hvordan samfundet har udviklet sig, og dermed på, hvad børn reelt har brug for. Man mener i fuldt alvor, at daginstitutionens egentlige opgave enten er at undervise børn eller i det mindste forberede dem på at modtage undervisning. Alt sammen helt ude af trit med den sensationelle Santiago Declaration et manifest, hvor 93 førende internationale udviklingspsykologiske forskere netop advarer mod en stigende tendens til at udsætte små børn for undervisning uden hensyn til den eksisterende viden om børns udvikling og læring. Den siddende regerings opfattelse er uden tvivl, at børn skal have faglige færdigheder indlært så tidligt og så sikkert, at de bliver nyttige samfundsborgere og kan bidrage til væksten. Det giver en vis om end begrænset mening. Det samme kan siges om den konkurrence, der hævdes at drive hele dette værk af påvirkning og træning. For konkurrence er vel ikke i sig selv skadelig, især ikke hvis den holdes inden for rimelige rammer? Og vi ser jo, at børn på mange måder også godt kan lide konkurrence. Jo, konkurrence kan være fornuftig, men hvis den fylder hele motivationsrummet ud, så er vi der, hvor det er sammenligningen i sig selv, der giver mening ikke indholdet. Det bliver helt og aldeles udvendigt og fører til ren instrumentalisering af børnekulturen og af skolen. Det viser sig ved, at legen i børns liv er diskrediteret, den opfattes i stigende grad som tidsspilde og noget, der i bedste fald skal overstås. Og de sociale relationer venner og kammerater har ikke værdi i sig selv. De andre er konkurrenter eller omkostningsfaktorer i et regneark. Voksenlivsforberedelse Synet på børn er i dag så snævert og overfladisk, at man spørger sig selv, om der overhovedet er tale om andet end en regulær og ganske banal forberedelse til et voksenliv i bruttonationalproduktets tjeneste? Har børn værdi? Har barndommen værdi? Har fællesskabet med børn værdi? Vi er dybt pessimistiske over de svar, der serveres i dag. Vi tror, at børn og barndom er i overhængende risiko for at ende som faktorer i en markedsanalyse. Vi er da godt klar over, at alt ikke er, som det var, og at ikke alle værdier bare kan fremskrives. Det gør vi heller ikke. Vi gør status og forsøger at se fremad. Her ligger udfordringen. Og her ser vi den nuværende katastrofekurs. Verden er forandret, ja, vi lever i en radikaliseret modernitet med nye krav til os som individer. Vi skal kunne forholde os kritisk og reflekteret, vi skal kunne relatere os meningsfuldt, og vi skal kunne forhandle os frem til en forståelse af os selv som mennesker. Det er ganske enkelt nye og meget omfattende sociale og kognitive kompetencer af psykologer og filosoffer kaldt mentalisering. Konkurrencens trussel De nødvendige forudsætninger herfor kommer ikke af sig selv, og heller ikke fra eksisterende traditioner. De skal læres gennem barndommen i daginstitutionen og skolen. Med den moderne families dramatiske ændring lægges der i dag et langt større ansvar på vores institutioner. Det er her karakterdannelsen finder sted, uden den indsats står vi ikke alene med et samfund, hvor flere og flere falder fra, går til i sociale patologier eller regulært presses ud af rammerne. Det er den trussel, der hænger over hovedet på os, det er her, vi ser den endimensionale konkurrences primitivisering af vores børnekultur. Det er i det lys forslagene om at måle og veje selv små børn bliver totalt proportionsløse. Vi mister nemlig afgørende skridt i det, der kan opfattes som en nødvendig styrkelse af karakterudviklingen af de nye generationer. Men hvor vil et egentligt børneperspektiv føre os hen? Det vil give plads til legen og de sociale relationer. Det vil give muligheder for, at børn udvikles i deres eget tempo, hvor alle ikke skal presses ind i en standardiseret måling af færdigheder. Det vil give plads til en varieret forståelse af talent, der ikke kun handler om høj IK, men også om socialitet, kreativitet og evne til musisk udfoldelse. Det vil give plads til fællesskab, men også prioritere både læring, fordybelse og refleksion. For selvfølgelig skal børn lære noget i børnehaven. Bæredygtig vision Den danske skole er i dag udsat for et veritabelt angreb på næsten alle sine værdier. Lige nu står vi med en sammenligning skolerne imellem. Den yder sit eget bidrag til at sætte enhedsskolen under pres. Vi er ikke i tvivl om, at skolen i dag skal definere sig i forhold til enorme udfordringer, der bl.a. hænger sammen med innovation i en global konkurrence. Det er netop her, vi ser kravene til en ny faglighed, nye læringsprocesser og vægtning af sociale relationer i hele læringsmiljøet. Men den primitive målingskultur fører os bort fra den udfordring. Vi er overbevist om, at vi har brug for en vision, der bygger på et børneperspektiv på baggrund af et samfund i opbrud. Det er den debat, vi efterlyser. I dag står vi med oplevelsen af at have tabt mindst et årti på gulvet. Skal det indhentes og det skal det skal det ske under en bæredygtig vision. Vi skal genskabe projektet om en barndom, der forener en tro på børns indbyggede potentialer med et samfundsansvar for deres opvækst, udvikling og læring. Her skal børn have en solid bagage med sig af værdier og faglige forudsætninger for at kunne navigere i en uoverskuelig verden. Derfor er det på høje tid at skifte spor. Kim Larsen sang engang: »Har du mistet dit gyldne håb som du fik i gave ved din barnedåb, og går du tomgang i en lukket ring, og er du blevet til ingenting Så kom og dans ...«. Det gælder i dag mere end nogensinde. Derfor opfordrer vi til dans, der kan vende udviklingen og bringe det gyldne håb tilbage. Per Schultz Jørgensen er professor emeritus i socialpsykologi, Dion Sommer er professor i udviklingspsykologi, Aalborg Universitet, Pernille Hviid er lektor i udviklingspsykologi ved Københavns Universitet, John Aasted Halse er autoriseret psykolog, Margrethe Brun Hansen er børnepsykolog, Erik Sigsgaard er cand.pæd. og børneforsker, Jesper Juul er familieterapeut, Klaus Nielsen er professor i pædagogisk psykologi, Aalborg Universitet, Thomas Ellegaard er lektor i pædagogisk psykologi ved Roskilde Universitet, Ditte Alexandra Winter-Lindqvist er adjunkt i læringsteori, Aalborg Universitet, Marianne Hedegaard er professor i udviklingspsykologi ved Københavns Universitet, Charlotte Højholt er lektor i socialpsykologi ved Roskilde Universitet og Jytte Bang er lektor i udviklingspsykologi ved Københavns Universitet
Posted on: Mon, 23 Sep 2013 05:53:29 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015