Fra min USdyssé 10 Hvori jeg fortæller om det mest mærkelige jeg oplevede på min USdyssé Når man er på en spændende rejse langt væk hjemmefra så vil de fleste godt tage fotografier for senere at kunne hjælpe hukommelsen lidt på vej og måske også for at sprede en lille smule misundelse. Således havde alle os der var afsted med Knud Knudsens Rejser 2013 til det vestlige USA, kameraer med af alle slags størrelser og kvaliteter. Det gjaldt også for Jens og Michelle, jeg husker ikke om deres navne er helt korrekte da det nu er et stykke tid siden jeg kom hjem, og min hukommelsesspændvidde ikke rækker så langt. Men Jens og Michelle, som jeg husker dem, havde også et lille kamera med. Et digitalt et af slagsen, som det er mest udbredt nu om dage, men et forholdsvis lille fladt et der skød en beskeden zoom ud når de skulle tage et billede. Vi var alle meget fascineret af alt det velkendte fra film og billeder vi nu så på egen hånd og som vi derfor nu ville have vores egne billeder af, således også Jens og Michelle. Ind imellem skete det dog, tror jeg for de fleste af os, at vi blev trætte af at se alting gennem et kamera og derfor lagde det til side for en stund. Det skete dog ikke for Jens og Michelle. De blev mere og mere betaget af alle de spændende motiver der var at knipse ind i deres lille kamera, og man kunne mærke en let rastløshed hos dem hvis der var noget der gik deres kamera forbi. Det betød naturligvis at de måtte dreje sig jævnligt for at se om et motiv kunne tages fra en anden vinkel, og så klik ind i kameraet med det også fra den vinkel. Når Jens og Michelle kom hjem til hotel eller gæstehus om aftenen gik de straks igang med at lægge billeder over på deres I-pad og beundre hvad de havde indfanget i løbet af dagen, og så kunne man indimellem høre et lille gnæk fra dem når de syntes der var noget særlig godt. Jens og Michelles opslugthed af at tage billeder blev stærkere og stærkere dag for dag. Når de var ude omkring gik deres hoveder i den grad fra side til side for at se efter motiver som de ikke ville gå glip af, at vi andre begyndte at blive nervøse for at de skulle få ondt i nakken af alt den drejen med hovedet. Efter nogle dage begyndte der at ske noget som vi andre kun kunne se på med undren og forbløffelse. Det var ligesom om de mange billeder Jens og Michelle tog ikke kunne rummes i deres lille kamera. Det skete langsomt fra dag til dag. Først begyndte zoomen på kameraet at vokse ganske lidt af gangen. Men efter nogle dage var den tydeligvis større end den var fra starten, og efter endnu et par dage var den betydeligt større. Som zoomen voksede kunne det lille kamera ikke magte at have så stor en zoom, men så begyndte det bare at vokse tilsvarende, så at sige lige i hænderne på Jens og Michelle. Det var de ikke kede af, tværtimod, de blev bare mere og mere ivrige og når de kom hjem om aftenen og lagde deres billeder over på I-padden så kune de opdage billeder de slet ikke vidste de havde taget, og så kunne de sidde og sige til hinanden: ”Nej se her Jens, hvad vi også har taget,” eller, ”se her Michelle, hvor vi også har været.” Som dagene gik og deres fotoiver tog stadig mere til og deres hoveder uafladeligt fløj fra side til side efter motiver, så voksede deres kamera mere og mere for at følge med. Og Jens og Michelle var så begejstret for alt det deres kamera kunne at de døbte det Karlo. Bare for det sjove ved det, naturligvis. Da var det imidlertid efter fjorten-dage-tre-uger at kameraet, eller Karlo som det nu hed, tog over. Imens Jens og Michelle gik rundt med ”Karlo” naglede han så at sige deres hænder fast til sig. Nu kunne de ikke slippe ham; og nu var det ikke bare dem der vendte og drejede sig rundt for at tage billeder, men også Karlo der hev og sled i dem for at de skulle trykke på udløserknappen for ham. De måtte naturligvis også sove med ham i hænderne imellem sig. Og han blev på sin side ved med at vokse. Efterhånden var hans krop, altså kamerahuset, så stort som en skotøjsæske og zoomen som en en lille kanon. Han var ved at blive temmelig tung at bære rundt på, men de kunne ikke bare slippe ham, for de var jo naglet fast til ham, så det var ved at blive lidt hårdt for dem selvom de stadig elskede at knipse billeder til ham i en ubrudt strøm. Karlo fortsatte ufortrødent med at vokse, men kom dog på forunderlig vis Jens og Michelle til en slags undsætning, med os andre som måbende og vantro tilskuere. Karlo lod lige så stille ben vokse ud på sin efterhånden mellemstore krop således at han kunne bære sig selv. Folk der ikke havde fulgt hele udviklingsforløbet ville nok bare have kaldt det et kamerastativ, men for os der havde fulgt forløbet var det helt klart benene på en kæmpe edderkop eller bille; med Jens og Michelle hægtet fast bagpå. Og ja det var måske alligevel ikke den store hjælp for Jens og Michelle, for nu tog Karlo helt over. Det var nu ham der bestemte hvad der skulle fotograferes og han kastede rundt med dem uafladeligt. På den anden side virkede de begge til at være ganske lykkelige og tilfredse bare de kunne få lov at trykke på udløserknappen for Karlo, selvom han kastede rundt med dem. Karlo overtog mere og mere af Jens og Michelles identitet, og de blev på deres side et fast vedhæng til ham. Efterhånden som vi andre var vidne til hele dette scenarie blev vi mere og mere nervøse for hvordan det skulle gå med Jens og Michelle, og Karlo, i lufthavnen på hjemrejsedagen. Vi kunne ikke forestille os at Jens og Michelle kunne komme igennem chek-in og sikkerhedskontrol med Karlo, men igen blev vi dybt forbløffede. Karlo gik resolut op til chek-in, identificerede sig og skrev Jens og Michelle ind som håndbagage uden problemer og i sikkerhedskontrollen slap han dem for en stund så de kunne køre igennem den store scanner. Han kunne naturligvis ikke bare efterlade dem på transportbåndet så han tog dem hurtigt til sig da de kom ud på den anden side, så de kunne komme sikkert med ham og flyet hjem. Dette var så min sidste beretning fra min store USdyssé 2013 med Knud Knudsens Rejser. Simon Vincent
Posted on: Fri, 20 Sep 2013 14:52:45 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015