Her følger en optakt til weekendens Continental Cup. - TopicsExpress



          

Her følger en optakt til weekendens Continental Cup. SønderjyskE, Dunaujvaros, Stavanger og Grodno spiller alle mod alle, og vinderen af gruppen i Vojens går videre til finalerunden i januar i Frankrig. Fredag går det løs i SE Arena. Kl. 15.30 møder Stavanger i det første opgør Grodno, mens SønderjyskE kl. 19.30 åbner turneringen med en kamp mod Dunaujvaros. Der er også to kampe lørdag og to kampe søndag, og til den tid kender vi alle vinderen, som indløser billet til finalerunden. SønderjyskE har fordel af hjemmebane, og forhåbentligt kan et medlevende publikum hjemme i SE Arena være med til at bære holdet frem til gruppesejr og dermed adgang til finalestævnet. SønderjyskE spillede sig i sæsonen 2010-11 som det første danske hold frem til en finalerunde i Continental Cup. I Asiago blev det til tre sejre i semifinalerunden. Den afgørende kamp mod de italienske værter blev vundet på straffeslag. Finalerunden blev dengang afviklet hos hviderussiske Yonost Minsk. SønderjyskE tabte 1-2 til de hviderussiske værter, som vandt turneringen. Det blev også til et nederlag på 2-3 til Salzburg, men i den direkte kamp om tredjepladsen vandt SønderjyskE 3-2 over franske Rouen. SønderjyskE deltog også i Continental Cup i sæsonen 2006-07, hvor et nederlag i straffeslag mod Salzburg akkurat sendte SønderjyskE ud af turneringen. Holdet vandt dengang flotte sejre mod engelske Nottingham og værterne Rouen, som også er værter ved finalestævnet senere på sæsonen. Ser frem til hjemmebane-fordelen To spillere har været med i alle ni Continental Cup-kampe. Det er kaptajn Kim Lykkeskov (6 point) og backen Daryl Andrews (2 point). - Jeg husker selvfølgelig finalerunden i Hviderusland, men også runden inden, hvor vi vandt den afgørende kamp i straffeslag over Asiago. Dengang slog vi værterne ud i en heksekeddel. Nu er det vores tur til at have hjemmebanefordelen, og det ser jeg virkelig frem til, siger Daryl Andrews. Topscorer denne sæson er Cory Quirk, som med 28 point har tre flere end Brent Walton. Steffen Frank og Thomas Spelling følger med hver 20 point. Spændende bliver det også at følge backen Pauli Levokari, der forstærker holdet på en korttidskontrakt. Her en præsentation af de tre modstandere: Dunaujvaros Acelbikak Ungarske Dunaujvaros har tilnavnet Acelbikak, hvilket på engelsk betyder ”Steel Bulls” - eller på dansk ”Ståltyrene”. Klubben har vundet mesterskabet de to seneste sæsoner i MOL Ligaen, der er en østeuropæisk liga med fire ungarske, to rumænske og et slovakisk hold. Sideløbende spilles også om det ungarske mesterskab, og her vandt Dunaujvaros sidste sæson også titlen. I alt har klubben fem ungarske mesterskaber, og det første blev vundet tilbage i 1996. Den suveræne topscorer er 37-årige Balazs Ladanyi. Den rutinerede ungarer har i 19 kampe lavet 27 point. Landsmanden Nikandrosz Galanisz var holdets topscorer sidste sæson, men denne sæson har han grundet skader spillet 15 kampe og ”kun” lavet 15 point. Bemærkelsesværdigt har målmand Peter Sevela flere sæsoner i træk rundet 93 i redningsprocent. For to år siden var Dunaujvaros også med i Continental Cup på dansk jord. Her overraskede de mange ved at besejre værterne, Herning Blue Fox, med 3-1. Dunaujvaros tabte dog den afgørende kamp mod Asiago med snævre 2-3, og så gik italienerne i stedet videre. Denne sæson har Dunaujvaros allerede spillet en kvalifikationsrunde i Continental Cup. På hjemmebane vandt ungarerne 3-2 over rumænske Csikszereda, 3-0 over slovenske Ljubljana og 5-3 over polske Krakow. Stavanger Oilers De norske mestre fra Stavanger Oilers er det store lokomotiv i norsk ishockey. Klubben er ellers kun 12 år gammel. Tilbage i 2001 startede klubben ud i den norske 2. division, og efter to oprykninger i træk bed man sig hurtigt fast i den norske liga, der siden 2007 har haft navnet GET-Ligaen. Tilbage i 2010 kom det første Oilers-mesterskab i hus, og efter finalen i 2011 blev tabt til Sparta Warriors, er det blevet til guld i både 2012 og 2013. Tre mesterskaber på fire år taler sit tydelige sprog om et succesrigt mandskab. Sidste år blev en ny hjemmearena indviet i kølvandet på de gode resultater. Denne sæson indtager Stavanger en tredjeplads, efter det sidste weekend blev til et nederlag på 1-3 i topopgøret mod Vålerenga. Tre nordamerikanske spillere skiller sig ud hos nordmændene. Kurt Davis er back, men det forhindrer ham ikke i at være Stavangers målfarligste spiller denne sæson med ti mål. Han har lavet 25 point, og det er akkurat overgået af Dan Kissen, som står på 26 point. En anden angriber, Jean-Michel Daoust, står noteret for 23 point. Otte udlændinge er der hos Stavanger, og svenske Martin Strandfeldt kender også vejen til nettet med ni scoringer. Strandfeldt har markeret sig stærkt de seneste tre sæsoner i Norge, hvor han hvert år har rundet 30 mål i grundspillet. Neman Grodno Grodno er en hviderussisk by beliggende tæt på den polske og litauiske grænse. Floden Neman, som på dansk hedder Nemunas og Memel på tysk, løber gennem byen, og det har været med til at navngive ishockeyklubben. En klub, der blev dannet tilbage i 1988 kort før Sovjetunionens sammenbrud. Dermed startede man ud i den sovjettiske 2. division, og siden 1993 har man været repræsenteret i den hviderussiske liga. På 20 sæsoner er det blevet til 14 medaljer. Efter 12 års titeltørke kom det femte mesterskab sidste sæson i hus. I løbet af klubbens 25-årige historie har kun tre forskellige trænere stået i spidsen for holdet. Siden 2008 har træneren været Dmitry Kraychenko. Den 37-årige træner måtte i en alder af bare 21 år stoppe en lovende karriere grundet en skulderskade. Udenlandske spillere som Aliaksandr Materuhin (Ukraine) og Yaroslav Kristek (Tjekkiet) er lederne på holdet. Viacheslav Lisichkin har i 15 sæsoner optrådt med succes for Grodno, og næsten lige så længe har backen Andrei Korshunov været en nøglespiller. Brødrene Aliaksandr og Andrei Usenko er også profiler ligesom målmand Igor Brikun. Billetter Køb Continental Cup Tourpas (alle seks kampe), og oplev til ishockey i særklasse fra kun 250 kr.! Tourpass Siddeplads kr. 300,- (uanset alder) Tourpass Ståplads kr. 250,- (uanset alder) Et Continental Cup Tourpas giver adgang til alle turneringens seks kampe! Køb billet her:: https://soenderjyske2.www2.dk/index.php?cat=8&ivt=full Program for Continental Cup 22. – 24. november 2013 Fredag den 22. november kl. 15:30: Stavanger Oilers – Neman Grodno Fredag den 22. november kl. 19:30: SønderjyskE – Dunaujvaros Nigel Ray Beck & The Low High Fives spiller og underholder i SE Foyeren mellem kampene og i periodepauserne. Lørdag den 23. november kl. 16:30: Stavanger Oilers – Dunaujvaros Lørdag den 23. november kl. 19:30: Neman Grodno – SønderjyskE UnderCover spiller og underholder i SE Foyeren mellem kampene og i periodepauserne. Søndag den 24. november kl. 15.00: Neman Grodno – Dunaujvaros Søndag den 24. november kl. 19:00: SønderjyskE - Stavanger Oilers (Homepage)
Posted on: Thu, 21 Nov 2013 16:09:01 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015