Herbert Pundik: Er Netanyahu stadig en ideologisk fantast? Dette er sidste udkald. Efter seks måneders forhandlinger lykkedes det USA’s udenrigsminister, John Kerry, at sparke et sidste forsøg på at forlige israelerne og palæstinenserne i gang. Den palæstinensiske og israelske hovedforhandler skal, hvis alt går vel, mødes i Washington i denne uge for at forberede forhandlingerne. »Der er ingen aftale«, skrev en af Israels førende kommentatorer, »men en aftale om langvarige forhandlinger«. Hvis forhandlingerne igen bryder sammen, som det var tilfældet for tre år siden, efter tre uger, må man antage, at præsident Obama som sine forgængere opgiver ævred. I så fald vil det vindue, som endnu står lidt på klem, smække i. Den israelske kolonisering af de besatte palæstinensiske områder vil tage så stort et omfang, at det ikke vil være muligt at dele landet og oprette en palæstinensisk stat. Pessimister på både palæstinensisk og israelsk side mener, at det allerede er for sent, og at den eneste farbare løsning nu er at indstille sig på en binational stat. John Kerry er tilsyneladende af en anden opfattelse. Om Abbas og Netanyahu deler den, eller om de blot manøvrerer for at undgå at blive beskyldt for at være den, der er skyld i at forhandlingerne ikke kom i stand, vil snart blive afsløret. Begge parter har demonstreret imødekommenhed. Netanyahu har udskudt en række boligprojekter i de besatte områder for at imødekomme palæstinenserne, og Abbas har til gengæld udskudt den diplomatiske kampagne mod Israel i forbindelse med åbningen af FN’s generalforsamling til september. Ikke store indrømmelser, men på nuværende tidspunkt må både Abbas og Netanyahu økonomisere med deres goodwill af frygt for deres bagland. Netanyahu har mistet kontrollen med sit Likudparti, der er blevet hijacket af bosætterbevægelsen og den mest rabiate højrefløj. Det rygtes, at hvis der kommer skred i forhandlingerne i Washington, vil han splitte partiet ligesom sin forgænger Ariel Sharon i forbindelse med beslutningen om at rømme Gazaområdet i 2005. Det er som sagt sidste udkald både for Netanyahu og for Israel som en jødisk demokratisk stat. Det er ikke den palæstinensiske stat, der er på spil, men Israel. Enten vælger han fred og en deling af det historiske Palæstina i to stater eller også at fortsætte besættelsen og koloniseringen af de palæstinensiske områder. I sidste tilfælde vil den demografiske udvikling medføre, at et jødisk mindretal vil regere over et arabisk flertal – med andre ord apartheid. Det internationale samfund vil isolere Israel og behandle den som en pariastat. USA vil ikke fortsat kunne optræde som garant for dets sikkerhed, og Europa, der er Israels største handelspartner, vil vende Israel ryggen. Den demografiske udvikling vil medføre, at et jødisk mindretal vil regere over et arabisk flertal - med andre ord apartheid I dag opfattes Israel som en vestlig, demokratisk forpost i Mellemøsten. Til den tid vil landet være reduceret til en belejret bunker. Et alternativ er, at Palæstina bliver en binational stat, som meget hurtigt vil have en arabisk, muslimsk majoritet. Mange i den israelske befolkning har forstået det. De nyeste opinionsundersøgelser viser, at to tredjedele af befolkningen støtter en fredsaftale, der giver palæstinenserne 100 procent af de besatte områder og en hovedstad i Østjerusalem. Mange palæstinensere er af den opfattelse, at tiden vil arbejde for dem. Hvis de ikke kan forhandle sig til en stat, skal de blot væbne sig med tålmodighed. Hvis de blot giver tid, vil de få deres stat i form af den binationale stat, der vil opstå i hele Palæstina, langt at foretrække frem for de 22 procent af Palæstina, som der nu er tale om. Det er Israels fremtid, Netanyahu i dag jonglerer med. Palæstinensernes er, paradoksalt nok, mere sikker. Spørgsmålet er, hvad der foregår i Netanyahus sind. Har han forstået, at dette er sidste udkald? Er det Israels sikkerhed, der i dag er hans hovedbekymring, eller hører han stadig ideologisk hjemme i bosætterbevægelsen? Forstår han ikke, at hans beslutninger i disse uger og måneder vil afgøre, om han vil blive placeret i rækken af landets statsmænd på linje med David ben Gurion, der var Israels grundlægger, og Menachem Begin, der sluttede den historiske fred med Egypten efter fire krige? Er det sikkerhedspolitikeren Netanyahu, der i disse dage overvejer sit næste skridt, eller er det Storisrael-fantasten? Hvis det er den første, er der håb forude, fordi Israels sikkerhed er afhængig af Washington. John Kerry og hans præsident har satset stormagtens prestige på denne konfliktløsning. Fred er i USA’s strategiske interesse. Netanyahu må kende prisen.
Posted on: Sun, 28 Jul 2013 19:05:48 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015