HØSTEN Er man fra landet, især landbruget, så kender man høsten temmelig godt. Så kender man den på den uafbrudte kamp med vejret, så kornet kan høstes tørt. Ellers er det i fare for at rådne. Man kender også høsten på de lange arbejdsdage og med at få bjerget halmen, medmindre den snittes. Og endeligt kan man vel også sige, at høsten kendes som et højdepunkt, frugten af det arbejde, der blev påbegyndt i foråret og vedligeholdt henover sommeren. Det være sig i form af vanding, lugning eller kontrolleret sprøjtning. En økonomisk frugt, ja, kornet afvejes og sælges til møllen, hvis ikke det indgår som foder til svinene, men kanske også en frugt i form af halm til strøelse for køerne. Ligesåvel gælder frugten dog, som først sagt, frugten af hele arbejdet. Fornøjelsen. Og så er der måske høstfest i forsamlingshuset, så man kan få danset sveden af sig og givet naboen eller karlene et par omgange som tak for den hjælpende hånd i forbindelse med arbejdet under høsten. Og konen en kærlig svingom. Som bygningsmaler indtræder frugten af arbejdet tilsvarende, når sidste hånd lægges på værket, stuerne f.eks., og man kan se, at der ikke er blevet snydt i form at dækket over noget, der skulle have været bygget ordentligt op fra start. Et stykke succesfuldt malerarbejde begynder med klargøring af væggene, loft, paneler og døre; aftagning af tapet eller lignende og slibning og spartling. Dernæst lægges lag på lag med fintfølene omhu, og mellemslibninger, for tilsidst at lægge lakken, sidste omgang, på de oparbejdede flader. Og nu, hermed, er jeg, Jens Haarup Mortensen, så kommet til spørgsmålet: Hvordan og hvornår falder høsten, hvad det oplysningsmæssige arbejde med befolkningen, vort samfund, vort land, Danmark, angår? Hvornår bliver det indrømmet og hvad er der på tale? - Har alle skolelærerne og højskolelærerne, og præsterne og underviserne på de videregående uddannelse, tillige folkevalgte og omsorgsarbejdere, journalister, forfattere, kunstnere, kulturskribenter med flere, intet arbejde bygget op, der skal eller kan høstes? Eller hvori består deres høst? Har det, deres indsats, overhovedet noget somhelst med vort land og befolkning at gøre eller hvad? Hvordan? Hwa nøt eret te? ---- SVAR: A. Hele den tunge dyne af skoler og åndskulturer, jeg tænker her blandt andet på fagene, men også på dét, vi dels lærer i forbindelse dermed, dels senerehen trækkes med - og universitetet og kirken og folketinget og staten og diverse foreninger, der vil tage vare på det ene og det andet, snart det tredje - og kunsten og muséerne og arkiverne. Alt dét står og foregår i forbindelse med vort liv som danske mennesker, vort samfund, vort land, vor befolkning. Der er naturligvis en hel masse mennesker beskæftiget med det og de fleste får vel også en løn for det. Men det forhold, at vi alle er nødsaget til at skaffe os de fornødne penge, for at kunne stifte hus og hjem eller bare overleve, kan vel ikke alene begrunde eller indfange eller redegøre for den udvikling, som disse mange afdelinger af vor samfundskulturelle virksomhed forestår. Eller afstedkommer og forårsager. Og mange af dem, de ovenfor nævnte virksomheder, er jo afhængige af den skattemæssige indbetaling, der vel at mærke sig ikke kan opretholdes uden produktion og handel med primære varer i forbindelse med vor fornødenhed. Mad, tøj, bolig, arbejdsredskaber og ting. Vi kan jo ikke alle sammen leve af en pose penge, vi deler, for dernæst at skulle betale halvdelen tilbage, for dernæst at dele den igen og betale halvdelen tilbage, for dernæst... Der er stadigvæk forskel på at betale skat af en indtægt, der er indtjent ved oparbejdelse, bearbejdning af og salg af en fornøden vare, og så at betale skat af en løn, der er financieret over skatten. Vi lægger altså penge i en kasse, for at kunne yde omsorg for syge og svage, men i allerhøjeste grad også for at kunne sikre en oplysende og bæredygtig udvikling af først og fremmest den danske befolkning, Danmark. Jo vi gør. - Jeg gentager: En skattemæssig indbetaling, der dog ejheller kan opretholdes uden indsigt i, hvordan vi så at sige undgår at forfalde til egen vinding på bekostning af vort liv og ægteskabende samfunds samlede, altså også fælles udvikling i og med Danmark. Og det sidste her betyder, at det såkaldt private erhvervsliv og det offentliges virksomheder ikke må afstedkomme to forskellige samfund med hver sit sprog og sindelag og hver sin befolkningsgruppe. Eller med andre ord, at man ikke kan udvikle et samfund eller oplyse en befolkning ved i for høj grad at gøre brug af kapital-logiske, økonomiske styringsredskaber, eftersom sådanne er baseret på matematik og ikke ordet, vort oplysende kød, vor ånd og arbejdsomme velbefindende dermed. Vi vil alle sammen gerne leve godt. Og det skal vi naturligvis fortsat forsøge at gøre. Men vil vi ikke også gerne blive mere afklaret om, hvordan det lader sig gøre, så vi så at sige ikke skal slås om brødet, dog ejheller om retten til dit og dat i tide og utide? Eller for den sags skyld begrave os i dårlige undskyldninger og ineffektive eller forførende beskæftigelser, såsom for eksempel religioner eller studier eller forskning eller arbejde eller teknologi eller institutioner? Men, hvad gør vi dernæst, når et sådan spørgsmål, om høsten, rejser sig? Jo, vi bliver direkte eller indirekte bedt om at forholde os til det konkrete og således, dermed sagt, tage udgangspunkt i det etablerede samfund, for eksempel Kirken. Det betyder imidlertid, at ledetråden allerede ligger fast, at rammen er sat eller, med andre ord, at det, der i tidligere tider er blevet grundlagt skal forblive som det er. Og således fortsætte med at holde os nede, kanske ligefrem trække os ned. - Og det er ikke særligt smart, særligt givtigt! B. 1850. Omkring det årstal blev Folketinget etableret. Der kom mere til sidenhen, men det er ikke relevant i den her forbindelse, ikke udover det forhold, at Folketingets etablering ligesåvel er udtryk for den danske befolknings oplysende og reformerende og helligåndsbringende dagsorden med at bygge og bo og leve i vort eget land som ligeværdigt stillet danske mennesker. Folketinget skal først og fremmest ses og opfattes på baggrund af fortiders åg, ikke mindst det åg, som landets myndigheder med sin ledelsesmæssige top omkring Kirken og Kongen havde plantet på skulderen og i hjertet på enhver dansker, i jødepavens skolastiske Guds navn, gennem omtrent 900 år. Og akademierne og godset og virksomhederne hos folk og fæ. 2013. I dag har Folketinget eksisteret i omkring 160 år. - Så hvad er der foregået i ,ved, med og omkring den danske befolkning, vort folks ting og vort land, Danmark, de sidste 160 år? Har vi nået det vi i sin tid ville? Har vi fået reformeret Danmark og oplyst den danske befolkning som ligeværdigt stillede mennesker, der er i stand til at klare sig på selvstændig oplysende, glad og ansvarlig vis, uden dog derved at glemme sigtet med vort liv i al evighed, forsynet og dermed vort samfunds videre udvikling gennem vore efterkommere? Dansken som både kan lide at tage fat og lære at mestre det, når kriserne kradser? - Hvordan går det med Kirken? Og med Staten? Og med Universitetet? Og med Kongehuset? Hvad er frugten af det reformerende og oplysningsmæssige arbejde, der er foregået omkring skolerne? Hvad er frugten af ligeværdigt stillede, selvstændige erhvervsdrivende? Hvad er frugten af ændringerne i forbindelse med forvaltningen? Og de retslige myndigheder, retsvæsenet? Eller de har måske ikke ændret sig? - Hvad er frugten af det forhold, at mange flere har fået flere penge mellem hænderne end tidligere? KøbsFriheder? Hvor bliver høsten af? C. I mine øjne er Danmark og den danske befolkning blevet forstyrret kraftigt af to verdenskrige. Sidenhen Den Kolde Krig og EU. Og med EU - hørende under det internationale samfunds udvikling - også flygtningehjælp og indvandring. Desuden mener jeg, at de gamle myndighedskulturer i særlig høj grad har forsømt at tage den folkeoplysende eller bedre menneskelivsoplysende dagsorden i forbindelse med befolkningen alvorligt. Jeg har for eksempel vanskeligt ved at se, at man har ændret på særligt meget indenfor Kirken. Man har ganske vist omdøbt den til Folkekirken, men de jøde-kristelige har jo intet ændret på, både deres kød og kirkens indhold er det samme som det har været i hundredvis af år. De mange fraktioner indbefattet. Det vil sige jødepavens tankegods og åndsmæssige styringsredskab i Guds navnløse og homoseksuelle hjerte, tillige omskårne forstand. Og treenigheden har de jo heller aldrig fattet som værende et oplysende sigte med at gøre sande indrømmelser omkring livets natur på jord, og som personligt menneske, der lever i samfund af mennesker omkring næringsdrivende forhold. Og Kongehuset? Og Universitetet? Og Staten, nej den er jo ny!!! også indført i forbindelse med Folketingets tilblivelse, så hvad har den på samvittigheden? - Kan vi overhovedet komme til vort sande kød og gøre indrømmelser af det, på et folkeligt, mellemmenneskeligt dansk plan, for dernæst at udfolde det til gavn for vort, ikke mindste vore børn og efterkommere. Kan vi overhovedet komme til det, når der fortsat findes gamle myndighedskulturer, der så at sige binder os til gamle åndsbygninger og skyldsregnskaber. Ikke desto mindre, på trods af vanskelighederne, så mener jeg fortsat, at vi er nødt til at få samlet op på alt det gode, eller sande og ærelige danske, der kan siges at være sket eller foregået i kraft af de mange tiltag, der er gjort i forbindelse med den reformerende, oplysende og folketingsmæssige udvikling. Jeg kalder mit ærinde: Indrømmelsesarbejde. Jeg mener, at vi skal organisere eller indstille og dermed i nogen grad indrette vort samfund efter vort besyv, men herunder også renselsesforetagendet omkring det, set i et længere perspektiv. Det er et samhørighedsmæssigt dansk anliggende. Jeg vil gerne have åbnet vort danske kød på skrift og sikret at det ikke optager os mere end godt er. Det er sådan set dét, som fællesbladet, Danmark, som jeg har udtænkt, skitseret og lagt frem, handler om. Og det skal opfattes sådan, at bladets omstændighed, udbringning og brug bliver et kontinuerligt renselsesorgan for vort danske liv og samfund, Danmark. Ellers kan vor danske hørelse og forstand ikke fremmes omkring det i sandhed oplysende, vikongstrolige hjertegods på tale og i skrift, og da vil vi heller aldrig ret kunne tage et æreligt og solidt menneskedansk ansvar for menneskelivets åbenbarne udvikling. Ejheller for alvor kunne forsvare vort land, Danmark mod såvel indre som ydre trusler af denne, en sådan udvikling. Og mennesker af ikke-dansk herkomst kan jo ikke ret komme til at yde til en sådan bestemt dansk udvikling. Så måske det var bedre om de tog hjem og reformerede deres egne lande, så vi kan komme videre med vort. - Hvor længe skal oplysende dansk menneskeliv syltes på grund af fejltagelser fra gamle dage af, men nu også på grund af andres, udlændiges fejltagelser fra gamle dage af, fra og med deres hjemlande? De og de internationale forhold stjæler opmærksomheden og dermed høsten, der specifikt angår befolkningens danske slægter og dermed vore efterkommeres land på danske hænder, Danmark. Og jeg har sendt dagsordenen til myndighederne, med beskrivelse af, hvordan det vil kunne undgåes. Tak for Ordet Vort Vikongelige Kød Hjerterkongstrolig Hilsen Danske Jens Haarup Mortensen BEMÆRK VEL følgende reformerende dagsorden og målsætning for vort land, Danmark: Dette er i al evighed VORT vikongelige-hjertetrolige-oplysningssigtende DANSKE kød, blod og ånd i treenighedens åbenbarne forstand af vort, på og med vore egne, med vort skrivemål i sigte af vort hjertemål, i og med hovedformålet med vor næringsdrivende overlevelse og vort velbefindende: DANMARKs Kirke: Livet-Mennesket-&-Samfundets NAVN DANMARKs Kongehus: Hjertegodset-Slægten-Ansvaret DANMARKs Folketing: Landet-Befolkningen-Virksomheden Ærbødigst Jens af Danmark >>>>>>>>>>>>>>>> VEL BEMÆRKET!
Posted on: Wed, 28 Aug 2013 03:02:46 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015