I BAGKLOGSKABENS ULIDELIGT KLARE LYS - 1991 Dette bliver en kontroversiel draft, for jeg ved, at der sidder en masse fans derude og vil være uenig med mig i prioriteringen denne gang, men det må jo bare blive smag og behag, hvad man er mest til. Draften blev en af de mest omtalte drafts nogensinde på grund af Eric Lindros.... et af de tre største draftnavne nogensinde, sammen med Mario Lemieux i 1984 og Sidney Crosby i 2005. At det blev den mest omtalte draft nogensinde var dog mere, fordi Lindros allerede inden draften meldte ud, at han nægtede at spille for Quebec Nordiques, som stod med førstevalget. Gudskelov en sjældent forekommende melding i NHL-draften, for ellers kunne man jo slet ikke operere med den slags. Lindros holdt ud og vendte tilbage til sin juniorklub og året efter blev Lindros så tradet til Philadelphia Flyers - iøvrigt efter en ny omgang spektakel, for han blev nemlig samme dag tradet til New York Rangers også, men det endte altså med at det blev Flyers-handlen, der blev gyldig efter en voldgiftssag. Både Rangers og Flyers havde tilbudt helt ekstraordinært store pakker, som begge involverede store penge (måtte man godt dengang), draftvalg og masser af spillere. I sidste ende fik Quebec Peter Forsberg, stjernekeeperen Ron Hextall, goon Chris Simon, stortalentet Mike Ricci, den habile defensive back Kerry Huffman, den offensivt stærke back Steve Duchesne, to førsterundes draftvalg samt $15 millioner. Diskussionen om, hvem der vandt tradet gik hurtigt hen og blev tam, for det gjorde Quebec/Colorado selvfølgelig i den direkte forstand, men man kan måske påstå, at Flyers ikke samtidig tabte tradet, for de gik nemlig også hen og blev en force de kommende år med Legion of Doom, kæden med Lindros, Mikael Renberg og John LeClair. Der er ingen garanti for, at de havde gjort det så godt med de brikker, de gav væk... men et mesterskab fik de dog ikke... det gjorde Colorado.... Diskussionen blev dog i stedet, hvem der egentlig havde fået den bedste spiller i dette trade, fordi Forsberg alene jo gjorde det så flot. Den diskussion kører stadig den dag i dag, og der kan argumenteres begge veje. Jeg giver min argumentation længere nede - og man skal altså være velkommen til at være uenig, det rokker ikke ved min mening :-) Jeg har iøvrigt vendt draften rundt denne gang for argumentationens skyld, så scroll langsomt ned, og bliv forarget, når du kommer til klimakset ;-) 1991-DRAFTENS UDFALD: 1. Québec Nordiques - Eric Lindros (F) 2. San Jose Sharks - Pat Falloon (F) 3. New Jersey Devils - Scott Niedermayer (D) 4. New York Islanders - Scott Lachance (D) 5. Winnipeg Jets - Aaron Ward (D) 6. Philadelphia Flyers - Peter Forsberg (F) 7. Vancouver Canucks - Alek Stojanov (F) 8. Minnesota North Stars - Richard Matvichuk (D) 9. Hartford Whalers - Patrick Poulin (F) 10. Detroit Red Wings - Martin Lapointe (F) RETROSPEKT-DRAFT: 10. Chris Osgood (54. valg) Ozzie var førstekeeper i Detroit Red Wings i en årrække og var bl.a. med til at vinde to Stanley Cups, selvom han faktisk blev henvist til bænken af Mike Vernon det ene år. Strengt taget havde han ikke helt niveauet til denne plads som nummer 10 på listen, men jeg tager ham med, fordi 744 kampe som målmand er et rigtigt højt tal, så spillere som Sean ODonnell, Alexei Zhitnik, Mike Knuble, Yanic Perreault, Martin Rucinsky, Glen Murray og Michael Nylander må se til udefra. 9. Jozef Stümpel (40. valg) Det er ikke umuligt, at vi får 41-årige Jozef Stümpel at se senere i denne sæson ved OL for Slovakiet. Faktisk er det vel næsten at forvente, for han var med til at sikre kvalifikationen og var også med på VM-holdet i foråret. Han holder også over et point i snit i den slovakiske liga i år. Dertil kommer 677 NHL-point i 957 kampe. Det er således især udholdenheden, der akkurat gør, at jeg vælger Stümpel over de førnævnte spillere, for fysisk var han jo ikke just et pragteksemplar i NHL. 8. Sandis Ozolinsh (30. valg) Den elegante lette, The Wizard of Oz rykker en på niendepladsen i retrospekt, og det kan jo være, at vi ikke har set det sidste til ham, for han er med i den lettiske bruttotrup frem mod OL til februar i Sochi. 564 point samlede han i 875 kampe i NHL, som han forlod helt tilbage i 2008. 7. Brian Rolston (11. valg) 342 mål og 761 point i 1.256 kampe samlede Brian Rolston, men hvor der er nogle spillere, der får et fint skulderklap herfra for deres udholdendenhed og styrke de sidste år af karrieren, så er det helt klart, at Rolston endte som et ringvrag. Den sidste tur på 21 kampe med Boston Bruins i 2012 var ganske vist rigtigt fin, men inden da var han helt i bund hos New York Islanders og New Jersey. Men 342 mål er altså en rigtig flot samlet produktion for en spiller, der også stod for et stort arbejde for holdet i sin bedste tid hos Devils og Bruins i 90erne og første halvdel af 00erne. 6. Zigmund Palffy (26. valg) Ziggy stoppede karrieren i sommer efter en stribe produktive sæsoner hjemme i Slovakiet. Så sent som i sidste sæson lavede han 81 point i 46 kampe, hvilket både er imponerende, men selvfølgelig også en melding om, at den slovakiske liga er en god bid under den tjekkiske i niveau. 329 mål og 713 point lavede Palffy i NHL, som han dog allerede forlod i 2006, så holdbarheden - eller rettere, manglen på holdbarhed - trækker ned. I første omgang stoppede han karrieren allerede som 33-årig, men efter et år var det, han vendte tilbage i den hjemlige liga. 5. Alexei Kovalev (15. valg) Skal man hædre ham for hans evner på isen eller skælde ud for hans primadonnanykker? Vi tager hæderen i dag :-) 430 mål og 1.029 point i 1.316 kampe. Et teknisk talent helt ud over det sædvanlige. Absolut en magiker med staven, men alligevel vildt at ende NHL-karrieren på -31. Ja, rygter vil jo vide, at han faktisk forsøger at komme tilbage i NHL. Spiller i Schweiz i denne sæson. Han kan jo i princippet godt hentes tilbage allerede i denne sæson. Det kræver bare, at man henter ham over waiveren, men det skulle vel også være muligt, hvis en klub har lyst til det. Det blev ikke med mig som GM ;-) 4. Markus Näslund (16. valg) Näslund nåede ikke helt så mange kampe og point som Kovalev, men han havde større personlig indflydelse på Vancouver Canucks, end Kovalev nogensinde havde nogen steder, så han kommer først her. Näslund var alt hvad Kovalev ikke var som leder og var fx Canucks-kaptajn gennem ni år. Tiden med Todd Bertuzzi og Brendan Morrison var decideret magisk. De supplerede hinanden perfekt helt frem til den frygtelige Moore-Bertuzzi sag stoppede det hele og pillede Bertuzzi helt ned. Näslund nåede 1.117 NHL-kampe, 395 mål og 869 point, selvom han først rigtigt fik fat i flammerne, da han blev 25 år. 3. Peter Forsberg (6. valg) Let the rage begin... jep, jeg har kun Forsberg som treer på listen, da han jo desværre viste sig at gå i stykker rigtigt tit i sin NHL-karriere. Et hav af forskellige skader i foden, milten, skulderen, ja, der var vel ikke den kropsdel, han ikke var skadet med, og det trækker altså ned, når vi snakker en retrospekt-draft. Få spillere i historien har haft så fantastisk en puckkontrol og har leveret så mange highlight-pasninger, men han havde også utroligt mange pucktab frem mod disse highlights og det skal vel trods alt også med, selvom det ikke kom med i highlight-blokkene efter kampene. Endelig skal man bemærke, at de to gange Colorado vandt mesterskabet med Forsberg i truppen var det ikke svenskeren, der førte an. Første gang var det Joe Sakic, der nærmest vandt cuppen egenhændigt og anden gang blev Forsberg skadet (milten) halvvejs i slutspillet. Alt dette blot for at forklare, hvorfor han kun er treer på denne liste, når mange af jer ham ham som etter - for ingen tvivl om, at han var en fantastisk ishockeyspiller. Helt fantastisk.... 249 mål og 885 point i 708 NHL-kampe var fantastisk og han tog også et MVP-trofæ undervejs. 2. Eric Lindros (1. valg) What? Hverken Lindros eller Forsberg som etter? Nope, for Lindros var jo heller ikke udholdende. I dette tilfælde var det bare primært en enkelt kropsdel, der ikke holdt til mosten. De mest kendte hjernerystelser i NHL-historien, kan vi vel slå fast - og så endte han på ikke mindre end otte hjernerystelser i den sidste ende. Og noget af det, jeg har valgt at lægge vægt på her er, at efter alt at dømme havde dette ikke behøvet at slå Lindros ud af kurs. Det var simpelthen lægerne og general manager Bobby Clarke, der sendte Eric Lindros alt for hurtigt i kamp igen efter den første hjernerystelse i 1998, så han fik en ny tur af Scott Stevens hurtigt efter. Denne beslutning kom til at afslutte en ellers fantastisk NHL-spillers karriere i mine øjne, for pludselig blev skænderiet med Bobby Clarke centrum for al opmærksomhed hos både pressen og Lindros selv. Blandt andet fratog Clarke pludselig Lindros hvervet som kaptajn. Al balladen ødelagde ham simpelthen, og min påstand er, at havde han spillet i en klub med en knap så sindssyg - jep, sindssyg - general manager, så havde han haft en langt mere holdbar karriere også efter 1998. For faktum er, at Eric Lindros i version før-hjernerystelserne og Eric Lindros i version efter hjernerystelserne, er to helt forskellige spillere. Før hjernerystelserne var Lindros helt oppe i The Next One skylaget med MVP-titlerne i 1995 som cremen. Han havde efter 1998/99 600 point i 431 kampe. Et snit på 1,39 point pr. kamp. Resten af tiden lavede han 365 point i 329 kampe = 0,81 point pr. kamp. Så for at runde op, hvorfor jeg lægger Lindros foran Forsberg, så er det både, 1) fordi han stadig scorede 50% flere mål end Forsberg, selvom han faktisk endte med 60 kampe færre, 2) han havde større personlig impact på Flyers end Forsberg havde i Colorado, der trods alt havde en hel parade af stjerner som Patrick Roy, Adam Foote, Milan Hejduk og ikke mindst Joe Sakic i de fleste år Forsberg spillede der samt spillere, der kom og gik som Teemu Selänne, Paul Kariya, Ray Bourque, Rob Blake, Alex Tanguay. Som regel var det Sakic, der oplærte unge winger som Hejduk og Tanguay, og når de så var slået igennem og klar, så fik Forsberg dem. Så den der personlige impact mener jeg var større hos Lindros - primært i forhold til Renberg og LeClair, der jo ingen ting var sammen med andre spillere end Lindros og 3) Lindros var trods alt en større fysisk tilstedeværelse end Foppa. Selvom Forsberg på ingen måde var fysisk svag på isen - tværtimod - så er der vel næppe en angriber - eller spiller i det hele taget - gennem NHL-karrieren med større fysik end Lindros? Så skal det måske være Zdeno Chara, men selv slovakken mener jeg må nøjes med en andenplads i forhold til Lindros. Men ok, Lindros kunne jo så heller ikke holde til det... det kan Chara.... sååeehh... 1) Scott Niedermayer (3. valg) For at gøre hele Forsberg vs. Lindros-diskussionen endnu mere kontroversiel, så har jeg simpelthen taget Scott Niedermayer op på førstepladsen her. For han kunne godt tåle mosten, og har iøvrigt været ret undervurderet i rigtigt meget af sin karriere. Han synede ikke af så meget, men havde et enestående skøjteløb og et fremragende pasningsspil. Han vandt Norris trophy i 2004, og blev efter min klare mening decideret snydt for det året før, hvor han iøvrigt førte Anaheim til en overraskende Stanley Cup-triumf. Lige som Nicklas Lidström sad Niedermayer som en overfrakke på modstanderne i egen zone. Ikke med jernhård fysik, men via det sublime skøjteløb, og så kunne Niedermayer med sin speed og elegance føre spillet op af isen i stil med Erik Karlsson nu om dage. 740 point i 1.263 kampe samlede Niedermayer, der ikke mistede mange kampe med langvarige skader i karrieren. Kun to gange havde han lidt længere skader og i de fleste sæsoner mistede han max to-tre kampe. DE ANDRE TOP-10 SPILLERE: #2 Pat Falloon havde også rigtigt store forventninger på sig, men efter en god start på NHL-karrieren hos Sharks gik det op i hat og briller. Han havde en kort opblomstring nogle år senere, da han blev forenet med Lindros i Flyers, men det gik hurtigt over. 575 NHL-kampe med 143 mål og 322 point. #4 Scott Lachance fik en habil karriere med over 800 kampe, men en all star blev han ikke. Primært en defensiv kæmpe. #5 Aaron Ward samme historie som med Lachance... #7 Alek Stojanov fik kun 107 NHL-kampe og endte helt nede i WPHL og CHL, der dengang i starten af 00erne var det laveste pro-niveau i Nordamerika. #8 Richard Matvicuk samme historie som med Lachance og Ward, dog manglede han lige akkurat fire kampe i at runde 800 kampe :-) #9 Patrick Poulin spillede over 600 kampe, og ligesom Falloon fik han en fornuftig start uden at kunne holde det oppe. De større talenter blev nok kastet for hurtigt ud i store ansvarsmængder dengang. #10 Martin Lapointe spillede næste 1.000 kampe i NHL og fik en stor rolle som grinder i Detroit. Ikke den vilde pointsluger (381 point), men vigtig for den måde Detroit spillede på gennem 90erne og 00erne.
Posted on: Fri, 08 Nov 2013 11:01:41 +0000
Trending Topics
© 2015