Irakisk Kurdistan bliver det nye Dubai Irakisk Kurdistan oplever et forrygende olie- og vækstboom med årlige vækstrater på 12 procent – en skærende kontrast til det øvrige Irak, hvor sekteriske spændinger og bilbomber hører til dagens orden 28. januar 2013 Erbil kan i dag tilbyde alle de attraktioner, der kendetegner en moderne storby – blandt andet indkøbscentre, skyskrabere, et bredt udvalg af restauranter, imponerende hoteller og forhandlere af en række luksusbilmærker. Foto: Matilde Gattoni Af Matteo Fagotto I Kurdistan kan vi på fem år nå, hvad Dubai var 20 år om. Det her sted bliver slet ikke til at kende igen.« Vi står på øverste etage af det 23-etagers-hotel og beundrer udsigten til et landskab, som er domineret af byggekraner og nyopførte boligkomplekser, og Cem Saffari lægger ikke skjul på sin stolthed over sit nye liv, imens han forklarer, hvorfor han valgte at opgive sit bekvemme liv i London for i stedet at begynde på en helt ny karriere i Kurdistan, den nordøstlige autonome region af Irak. »Det er et udfordrende miljø, som er i rivende vækst. Det kan jeg godt lide. Og pionerer vinder altid,« siger han og tilføjer: »Der er en vis risiko forbundet med at investere her, men vi mener, at vi kan skabe meget høje afkast.« Saffari – en midaldrende mand af tyrkisk oprindelse, iklædt et ulasteligt mørkt jakkesæt – er business development manager på det femstjernede, luksuriøse Divan Hotel i Erbil, hovedstaden i Irakisk Kurdistan. Det kostede anslået 80 millioner dollar at opføre hotellet, der er holdt i en smagfuld blanding af orientalsk og vestlig stil. For bygherrerne – en ambitiøs tyrkisk investorgruppe, der i forvejen driver ni hoteller i Tyrkiet – er dette det første investeringsprojekt i udlandet. Med 228 værelser, hvis priser spænder fra 500 til 15.000 dollar for en overnatning, er målet med hotellet at tiltrække den strøm af forretningsfolk, der kommer til Erbil, ivrige efter at investere i en region, der aktuelt oplever en af verdens hurtigste økonomiske vækstrater. Mens det meste af verden sad fast i den globale økonomiske krise, kunne Kurdistan i 2011 notere en vækstrate på otte procent. En vækst, der først og fremmest drives frem af udvindingen af regionens gas- og oliereserver, der anslås at omfatte 45 milliarder tønder. Vækstraten for 2012 forventes at nå op på 12 procent, hvilket ifølge IMF vil gøre Kurdistan til den næsthurtigst voksende økonomi i verden efter Mongoliet. Et godt tilflugtssted Som regionens hovedstad er det især Erbil, der nyder godt af boomet, som også har fået priserne på byens byggegrunde til at stige markant. Boligkomplekser og indkøbscentre skyder op i byens udkant, og luksusbilmærker som Porsche har for længst åbnet butikker i byen. Erbils fondsbørs, som har været under opførelse i en årrække, åbner i løbet af foråret. Det samme gør en ny kommerciel skyskraber og flere nye store hoteller. Byens hurtige vækst har givet Erbil det overraskende tilnavn ’det nye Dubai’, mens de lokale myndigheder foretrækker at definere Kurdistan som ’Det Andet Irak’ – for at fremhæve de stabile og fredelige forhold i regionen i stærk kontrast til de sekteriske drab og daglige bombninger, som stadig hærger resten af landet. Den sikkerhed, som den kurdiske regionalregering (KRG) har været i stand til at tilvejebringe, er en af de vigtigste årsager til det økonomiske boom. Det etniske homogene Kurdistans sikkerhed varetages af dets egne væbnede styrker, og dette er en af de afgørende årsager til, at regionen er blevet et tilflugtssted for mange forfulgte irakere og minoritetsgrupper (frem for alt kristne), der flygter fra volden i Mosul og Bagdad. Selv om regionens politiske og militære autonomi går tilbage til slutningen af den første Golfkrig i 1991, da britiske og amerikanske fly på FN’s vegne håndhævede en flyveforbudszone for at beskytte kurderne imod militære straffeforanstaltninger fra Saddam Husseins regime, var det først med invasionen i 2003 og afslutningen på de internationale økonomiske sanktioner mod Irak, at Kurdistan fik mulighed for at blomstre op. »I 1991 var Kurdistan som en stor landsby,« fortæller Fatih Ali Almudaris, økonomisk rådgiver i regionalstyrets handels- og industriministerium. »Vi havde hverken telekommunikation eller motorveje og blot et par hospitaler.« Som et klart tegn på Kurdistans voksende økonomiske betydning kan regionen nu prale af at have 17 konsulater og udenlandske repræsentationer, syv universiteter og to internationale lufthavne med direkte forbindelser til bl.a. Wien, Frankfurt og Stockholm. Samtidig er en ny motorvej under opførelse mellem de to største byer, Erbil og Sulaymaniyah. I dag kan Erbil tilbyde de attraktioner, der kendetegner en moderne storby. Dens indkøbscentre huser filialer af store mærkevareproducenter som Rolex og Emporio Armani. Restaurantscenen byder både på italienske pizzeriaer og kinesiske restauranter, og til maj åbner byens første sushibar. Fartelskere kan slå sig løs på byens gokartbane til den absurd høje pris af 20 dollar pr. omgang, mens romantisk anlagte par kan kigge hinanden dybt i øjnene over en kop te på bakkerne i Shanidar, en af byens tre gigantiske parker. Koncertsalen Saad al-Abdullah Music Hall tiltrækker stjerneensembler – for nylig en optræden af oud-virtuosen Naseer Shamma, en af den arabiske verdens mest berømte musikere (en oud er et strengeinstrument, der kan minde om en lut, red.). I erkendelse af, at olien ikke kan blive ved med at finansiere den lokale udvikling, har KRG besluttet også at investere i turisme. Derfor har man igangsat en omfattende restaurering af byens hovedattraktion, det massive citadel, som er den ældste kontinuerligt beboede bebyggelse, og hvorfra der er udsigt over byens basar og centrum. Det 10 hektar store område har angiveligt været beboet siden 2300 f.v.t. og er på vej til at blive genskabt i sin fordums herlighed, samtidig med at butikker, restauranter og kunstgallerier flytter ind i dets smuldrende huse. Udviklingen i fokus Skønt kurderne stadig ser tilbage på den amerikanske invasion af Irak i 2003, der befriede dem fra Saddam Husseins åg, med taknemmelighed, har andre lande været hurtigere til at udnytte regionens økonomiske muligheder, især Tyrkiet og Iran: Ifølge oplysninger fra regionalstyrets ministerium for handel og industri er der registreret 1.170 udenlandske selskaber i regionen – heraf er over halvdelen tyrkiske. Tyrkisk kapital er med til at finansiere alt fra byggeindustri til olieinstallationer, fra smykkebutikker til fødevarekæder. »Irak var underlagt økonomisk embargo i årtier. Da vi åbnede op, havde vi brug for alt, og Tyrkiet stod klar med en ekspertise og kvalitet, som er bedre end kinesernes,« forklarer Almudaris. Skønt Tyrkiet længe var modstander af en uafhængig kurdisk stat i Irak af frygt for, at denne skulle få dets hjemlige kurdiske befolkning til at kræve det samme, har tyrkerne siden 1996 været villige til at investere i irakisk Kurdistan. Det betyder, at de i dag er et godt stykke foran selv de nærmeste konkurrenter. For mens mange vestlige investorer stadig forbinder Kurdistan med farerne ved Irak, høster Tyrkiet frugterne af sin fremsynethed. Og selv om partnerskabet primært er økonomisk, kan det også tjene politiske interesser, hvis irakisk Kurdistan en dag skulle finde på at rive sig løs som selvstændig nation og tillige kræve selvbestemmelse for de 28 millioner kurdere, der bor i nabolandene Tyrkiet, Iran og Syrien. »Den tyrkiske plan var meget kløgtig: at gøre regionen økonomisk afhængig for herigennem at stække dens politiske vinger«, forklarer en udenlandsk forretningskvinde, der bor i Erbil, men ikke ønsker at få sit navn forbundet med dette kontroversielle synspunkt. Indtil videre har opbygningen af en decideret kurdisk stat ikke været blandt de vigtigste prioriteter for de lokale myndigheder. Vigtigere er bestræbelsen på at holde gang i den økonomiske udvikling på længere sigt. Mangel på lokal ekspertise har i nogen grad bremset væksten og tvunget KRG til at tiltrække flere udenlandske spillere med en vifte af erhvervsvenlige incitamenter: tiårig skattefritagelse, fuldt ejerskab af virksomheder og hjemtagning af profit til udlandet, rabatpriser ved arealtildeling til investeringsprojekter og et økonomisk klima, der fuldstændig har brudt med det tidligere regimes filosofi. »I 1970’erne og 1980’erne tilhørte alt staten,« forklarer Dara al Khayat, formand for Kurdistans Handelskammer. »Nu er alle statslige virksomheder privatiseret, og vores økonomi er absolut orienteret mod frie markedsmekanismer.« Al Khayat, den kurdiske ejer af et imperium, der har udviklet sig fra en skrædderfamilievirksomhed til et selskab, der administrerer byggefirmaer, udenlandske mærkevare-detailhandlere og landbrugsbedrifter, er blandt de rigeste mænd i Irak og et eksempel på, hvilke økonomiske muligheder denne region kan tilbyde. Bagdad, Erbil og olien Men trods alle disse tillokkende muligheder er der stadig faktorer, der afskrækker udenlandske aktører fra at investere i Kurdistan. Byggematerialer og flere basisvarer, herunder forarbejdede fødevarer, er næsten alle importerede og dyre på grund af manglende lokale industrier; vand- og elforsyningen er forbedret i de seneste år, men Erbils kommune er stadig kun i stand til at levere 17 timers elektricitet om dagen, mens mange landsbyer helt må undvære. Mange forretningsfolk henviser desuden til korruption som det største problem. Og fremfor alt lurer oliestriden mellem Kurdistan og Iraks centralregering over regionens fremtid som en truende sky. Skønt forfatningen giver den kurdiske region ret til at modtage 17 procent af Iraks samlede olieindtægter (i 2011 alene nåede disse op på næsten 83 milliarder dollar), skændes Erbil og Bagdad fortsat om, hvem der har bemyndigelse til at indgå olieboringskontrakter med udenlandske partnere, mens Iraks centralregering systematisk forsøger at annullere de aftaler, som KRG har indgået uden dens billigelse. De seneste aftaler indgået mellem KRG og Exxon Mobil og Chevron blev således dømt ulovlige af Bagdad, og de to amerikanske oliegiganter blev slettet fra listen over tilbudsgivere, der kunne deltage i de kommende runder for udlicitering af olieefterforskningsrettigheder. »Den irakiske regering er for svag til at håndhæve sine beslutninger over for KRG, så olieudvindingen i Kurdistan fortsætter. Men Bagdad sortlister konsekvent de olieselskaber, der driver virksomhed her, ved at udelukke dem fra Iraks øvrige regioner,« bekræfter en diplomatisk kilde i Erbil, som ønsker at være anonym på grund af spørgsmålets følsomhed. Mens Kurdistan i de senere år har måttet udsmugle en betydelig mænde af den olie, det i princippet skulle have eksporteret gennem centralregeringen, har KRG fra i år gjort denne praksis officiel. Nu eksporterer man olien direkte via tankbiler og udskibning fra den tyrkiske havn Mersin – et skridt, der kun har forstærket Bagdads vrede. Hertil kommer, at status for den olierige region Kirkuk, der engang var beboet af et kurdisk flertal, men på nuværende tidspunkt administreres i fællesskab af både irakiske og kurdiske styrker, stadig er omstridt – efter planen skal tilhørsforholdet afklares ved en folkeafstemning, som dog konsekvent er blevet udskudt siden november 2007. Jomfrueligt territorium Men selv om sådanne politiske stridigheder hidtil har afskrækket udlændinge fra at drive forretninger i regionen, er de kurdiske myndigheder overbeviste om, at det stabile miljø, som Kurdistan tilbyder, på sigt vil tiltrække flere investorer. »Her kan alle, der har en idé, blive de første til at omsætte den i praksis. Det er et jomfrueligt territorium, ikke som Europa,« forklarer den 30-årige iværksætter Jamal Penjweny. Han var oprindeligt fårehyrde i bjerglandsbyen Penjwen, men for 10 år siden besluttede han sig for at flytte til Sulaymaniyah. I dag spænder hans firmas aktiviteter fra konsulentbistand til olieselskaber til at drive en lille café i byens centrum. »Dette sted har ændret sig meget de seneste 10 år. Før var vi ikke vant til at tænke ud over disse bjerge,« forklarer han, imens vi sidder i gårdhaven ud for hans café og kigger på bjergene omkring Sulaymaniyah. »Økonomien er vokset hurtigt, men folkets mentalitet har også forandret sig på kort tid. Vi er nu langt mere globaliserede end før.« Hvis Erbil er Kurdistans økonomiske hovedstad, kan Sulaymaniyah også gøre krav på en rolle i regionens udvikling. Byen er hjemsted for hovedkvarteret for Asiacell, en kurdisk virksomhed, der er blevet en telefoni-gigant i hele Irak, og også Sulaymaniyah oplever et byggeboom. Dens skyline er domineret af omridset af Grand Millennium Hotel, en skyskraber i Dubai-stil, der opføres i byens centrum. Lokale kurdiske politikere taler gerne om, at prisen på byggegrunde pr. kvadratmeter i byens centrum er højere end i New York. Men uanset den hektiske byudvikling er Sulaymaniyah fortsat bedst kendt som regionens kulturelle centrum og en vugge for den kurdiske identitet, der så mange gange blev truet på sin eksisten under det tidligere regime. Amna Suraka (’Det Røde Fængsel’ på kurdisk, red.) er et dystert bygningskompleks i byens centrum, hvor Saddams sikkerhedsstyrker internerede og torterede lokale politiske fanger – et synligt eksempel på, hvad kurdere måtte udholde for at blive, hvad de er i dag. Fængslet, der blev stormet i 1991 af lokale partisaner, er nu indrettet som museum, hvor plancher anskueliggør torturbødlernes ’arbejde’, og hvilke teknikker de brugte. I kælderen vises en fotoudstilling af ofrene for al-Anfal, den treårige militærkampagne, som Saddam iværksatte i 1986, og som førte til 182.000 kurderes død og ødelæggelsen af over 4.000 landsbyer. Fængslet, der besøges af snesevis af skolebørn, ligger ved siden af en tidligere militærbase, der nu er omdannet til en park ved navn Azadi (’frihed’ på kurdisk) og symboliserer den nye æra, regionen oplever, og betydningen af frihedskampens succes, som ingen økonomisk udvikling nogensinde kan hamle op med. »At arbejde her er meget specielt. Dette var et af de steder, hvor de værste overgreb blev begået i bestræbelserne på at udslette den kurdiske identitet,« forklarer museumsdirektør Ako Ghareeb Maroof, der tilbragte syv år i bjergene som lokal frihedskæmper. »Den udvikling, som nu er i gang, er fantastisk, men den virkelige drøm for mig gik ud på, at vi blev i stand til at leve i et frit land. Vi har altid forsvaret vores rødder og kultur, og det vil vi altid gøre.« © Matteo Fagotto og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen Prøv information gratis i 4 uger - helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »
Posted on: Mon, 05 Aug 2013 09:59:10 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015