Ja, jeg ved godt at følgende er en lang tekst at læse, men jeg - TopicsExpress



          

Ja, jeg ved godt at følgende er en lang tekst at læse, men jeg garanterer at den er tiden værd! Lars Peter Andersen Petersen ----> GENSIDIG FORSØRGELSESPLIGT - NEJ TAK: Statusopdatering Af Birger Sørensen Til folketinget, dets medlemmer, regeringen og dens ministre. § 75. Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder. Grundlaget for den danske velfærdsstat. I 2002 blev den brugt af bl.a. socialdemokratiet, til at forhindre vedtagelse af en lov om gensidig forsørgerpligt for papirløse samboende. I 2013, bliver den samme lov så foreslået og vedtaget af det samme socialdemokrati. Der er ikke lavet ændringer i grundloven siden, så den må vel stadig være grundlovsstridig? Ud over §75 er gensidig forsørgerpligt en overtrædelse af grundlovens §73 om ejendomsret og ekspropriation. Natten mellem den 31. december 2013 og den 1. januar 2014, fratages alle kontanthjælpsmodtageres papirløse partnere deres formuer, der fra at være partneres egen, med et trylleslag bliver fælleseje - og skal bruges til at forsørge en kontanthjælpsmodtager. Det er ekspropriation, og i strid med grundlovens §73. Der skal nok være nogen kloge DJØFer, der kan sætte nogle ord på, så det bliver spiseligt for samvittigheden. Det vil ikke ændre det der sker, og det vil aldrig gøre det rimeligt. Jeg ved godt at regeringen har fået genfortolket grundloven, så §75 nu betyder noget andet end den altid har gjort. Jeg - og rigtig mange med mig - syntes det er meget uheldigt og forkert at grundlovens betydning bare kan ændres, når regeringen har brug for at grundloven betyder noget andet end det der står. Hvad skal vi med grundloven, hvis den bare kan ændre betydning, når dens beskyttelse af det danske folk, er i vejen for skrupelløs vandalisering af den danske velfærd? Samme lov - den der kaldes kontanthjælpsreformen - overtræder Lissabon-Traktaten; EUs charter om grundlæggende rettigheder, i hvert fald på følgende områder: artikel 6 om Ret til frihed og sikkerhed, artikel 17 om Ejendomsret, artikel 21 om Ikke-forskelsbehandling, artikel 24 om Børns rettigheder, artikel 25 om Ældres rettigheder og artikel 33 om Familieliv og arbejdsliv Desuden fører konsekvenserne af indførelse af loven til overtrædelse af FNs menneskerettigheder, FNs handikapkonvention og FNs børnekonvention. Er det muligt at få at vide, hvem der er ansvarlig for, at nye love overholder grundloven og andre - evt. internationale - love, aftaler og regler, som Danmark er forpligtet til at overholde, inden de bliver vedtaget og stadfæstet? Det kunne også være interessant at vide hvem der er ansvarlig for at undersøge og informere om konsekvenserne af indførelse af en ny lov? Evt. hvilket procedurer der følges, for at sikre at det danske folks rettigheder ikke trædes under fode? Gensidig forsørgelse for papirløse, er klart nok designet til at tage op til en trediedel af bruttoindkomsten fra de fattigste og svageste familier i landet. Er der nogen der har undersøgt og/eller interesserer sig for hvilke konsekvenser, denne fjernelse af eksistensgrundlaget har, for de familier der skal betale for at fylde andres sparegrise? Jeg har set i dagspressen, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som er lovens ophavsmand og forslagsstiller, ikke helt havde forventet, at det ville splitte familier, og/eller få folk til at flytte fra hinanden. Lidt overraskende, eftersom der er temmelig mange, der både på hendes væg på Facebook og i email til beskæftigelsesministeriet, har gjort opmærksom på, at lige præcis det ville blive en af konsekvenserne af loven. Regeringen råber på demokrati og dialog - men den har ingen respekt for demokratiet, og hører ikke efter hvad der bliver sagt. Det kunne være spændende at vide, hvad beskæftigelsesministeren så havde forestillet sig, de berørte familier skulle gøre, når man tager en trediedel af deres bruttoindkomst fra dem. Loven er trods alt målrettet og rammer helt præcist samfundets fattigste og svageste. De vil efter 1/1-2014 ikke have penge til både huslejen, mad og tøj på kroppen. Ingen penge betyder i denne forbindelse ingen penge. Som i 0 Kr; tegnebogen og pungen er helt tom, kontokortet er spærret og saldoen på den obligatoriske Nem-konto (som mange lige så gerne var fri for - den koster bare) er 0 kr. Hvilken af delene - husleje mad og tøj, var det, det handlede om - foretrækker beskæftigelsesministeren at de lader være med at betale, når man fjerner deres eksistensgrundlag? Det må jo på en eller anden måde betyde, at konsekvenserne af loven ikke er blevet undersøgt, eller at der i hvert fald ikke er informeret om dem. På en lidt anden, og emm. meget mere alvorlig led, betyder undladelsen af undersøgelse og information om disse konsekvenser, at folketing og regering, er ganske ligeglade med den danske befolkning - det handler udelukkende om penge. Der er meget større bekymring om hvad der foregår i Syrien med det syriske folk, selvom det samme er ved at ske i Danmark - der anvendes bare nogle andre våben herhjemme. Beskæftigelsesministeren siger målet med loven er modernisering og ligestilling mellem ægteviede og papirløse. Loven er fra dengang, der skulle gå mænd med rødt flag foran motorkøretøjer, for at advare de øvrige trafikanter (i udlandet godt nok, men det sætter da tingene lidt i relief? Kunne det foregå på motorvejene i dag?). Så hvordan det bliver modernisering, at tage en 88 år gammel lov og udvide den til at gælde nogen flere mennesker, er vi rigtig mange der gerne vil have forklaret. Samfundets udvikling er siden 1926, da loven blev taget i anvendelse første gang, gået fra at have et familiemønster, hvor een indkomst kunne dække udgifterne, til et hvor der skal to indtægter til at give et tilstrækkeligt eksistensgrundlag, der findes andre samlivsformer end det traditionelle familiemønster, og samtidig går udviklingen mod mere individualisme, mere selvstændighed og mere selvbestemmelse for det enkelte individ. Kvinderne havde kun lige fået stemmeret i 1915, og det er samtidig med den første kvindelige minister. Dengang var familiemønsteret at kvinderne var hjemme bag kødgryderne, når de ikke passede børn eller gjorde rent. Er det der, de hører til i dag? (Her svarer the Terror Sisters - regeringen - Nej i kor, forestiller jeg mig.) Hvorfor skal andre dele af samfundet og dets funktioner så føres tilbage til det moderne samfund fra 1926? Vi tager det, der rammer andre, men ikke os selv. Det er i sig vældig moderne, specielt når det handler om politikere - men det får ikke gensidig forsørgelse til at passe til vort moderne samfund. Der implementeres en moderne lov, der imod enhver form for anstændighed, flytter statens ansvar til privatpersoners skuldre, gør et menneske økonomisk afhængigt af et andet - og tvinger mennesker til at påtage sig et økonomisk ansvar for en anden person, uden at tage hensyn til om det vil, kan og har midlerne til at løfte dette ansvar. Det er det stik modsatte af den udvikling der er, og har været lige siden 1926. Ved beskæftigelsesministeren hvad ordet moderne betyder - eller er det det samfund, hun er blevet valgt til at være med til at styre, hun ikke ved hvordan ser ud og fungerer? Med hensyn til sidestilling af ægteviede og papirløse, så er der absolut intet skrevet i loven, for at opfylde den del af begrundelsen. Tværtimod diskriminerer loven papirløse i forhold til ægteviede, i skattemæssig henseende, i arvesager, og der er en hel stribe problemer med de folk der pludselig pålægges et ansvar de ikke har bedt om (mange har faktisk undladt at blive gift, fordi de ikke vil påtage sig det), og nu pludselig får ikke blot deres arbejdsindtægt beskåret, men også frataget (eksproprieret) deres formue. Skatteministeriet mener i øvrigt, at det vil være for dyrt at finde de mennesker det handler om, så den tilsigtede ligestilling kunne opnås - i det mindste i skattemæssig henseende. Kommunerne kan godt finde de mennesker det handler om, men det er for dyrt for skattevæsenet at finde de samme mennesker, og beskatte dem efter samme regler, som dem de med vold og magt skal sidestilles med - så sidestillelsen bliver ikke til noget; hvilket herefter gør, at loven er en overtrædelse af EUs charter om grundlæggende rettigheder, artikel 21 om Ikke-forskelsbehandling. Det eneste loven sigter mod, er en definering af hvem der skal betale for hvem. Altså penge - der tages overhovedet ingen hensyn til de mennesker, det handler om. Og der er ingen af de problemer som loven er årsag til, der adresseres. Jeg kender nogen ord, der meget præcist kan beskrive hvad beskæftigelsesministerens ord om modernisering og sidestilling i forbindelse med gensidig forsørgerpligt for papirløse er for nogen størrelser. Det er nogenlunde de samme ord, der bruges om det valgflæsk regeringen blev valgt på. Ikke at det gør nogen af delene rigtige - men man kan da så sige, at regeringen er konsekvent, hvis man bliver bedt om at sige noget pænt om den... Der findes jo en enkel løsning på både moderniserings- og sidestillingsproblematikken - for jeg kan godt se det er problematisk at gifte og pensionister forskelsbehandles i forhold til papirløse. Og løsningen er lige for. Afskaf gensidig forsørgelsespligt helt. Både for ægtefæller, for pensionister og den nye for papirløse. Det er moderne, og passer til det samfund vi lever i, og der er ingen diskriminering indbygget. Det koster. Tja - er der noget der ikke koster? En time kortere transporttid mellem Kbh og Århus koster 28 milliarder. 14 gange så meget som man regner med at spare ved at splitte 40.000 danske familier. Og det kan være, det faktisk bliver billigere i den sidste ende. Der bliver ingen besparelse ved den nye lov. Uanset beskæftigelsesministerens reelle hensigt med at spare 2 milliarder på kontanthjælpen, vil loven tvinge familier til opløsning, hvilket vil betyde flere udgifter for kommunerne, end de har nu. Så den spareøvelse dumper regeringen i. Dobbelt så mange boligtilskud, dobbelt så mange børnebidrag, dobbelt så mange forsørgerfradrag (fortsæt selv) - og ingen nedgang i kontanthjælpsudgifterne... Hvis man nu fjernede gensidig forsørgelsespligt, ville mange mennesker og familier få flere penge mellem hænderne - og de der ville være blevet splittet af den ny lov, kan blive sammen. Flere penge til fattige og middelklassen, vil betyde mere forbrug - hvilket er det der er brug for, for at få hjulene i gang igen i Danmark, så der kan blive skabt flere arbejdspladser - for det er jo i virkeligheden der skoen trykker i øjeblikket. Beskæftigelsesministeren har haft så travlt med at føre kommunal valgkamp for borgernes penge, og tage på virksomhedsbesøg, at hun ikke har haft tid til at passe sit job. Det kan godt være jeg har misforstået noget - men beskæftigelsesministerens opgave, må vel være at sørge for at der er beskæftigelse til de mennesker der har brug for et arbejde - jfr. grundlovens §75 stk 1? Den opgave går det ikke så godt med at få løst. Heller, fristes man til at tilføje, men det skal man nok lade være med. Regeringen giver skattelettelser, der ikke øger forbruget - til de rige, til erhvervslivet, der ikke vil investere, fordi der ikke er behov for vækst, så længe der ikke er noget forbrug. Så i virkeligheden, er den her ny lov om gensidig forsørgelsespligt, at regeringen skyder sig selv i foden, og Danmark går i stå. Der vil om en måned være 40.000 familier, der har væsentligt mindre til forbrug, end de plejer at have. Det vil med garanti ikke skabe nogen vækst nogen steder. Tværtimod - dem der ved at den kommer, er allerede ved at flytte fra hinanden, og har aflyst julen i år! Dem der ikke ved det, ender formentlig på gaden i løbet af første kvartal 2014. Hvorfor vedtager man ikke bare, at al indtægt over en vis grænse er til staten? Gensidig forsørgelsespligt betyder at for almindelige mennesker uden børn, der arbejder og bor sammen med en kontanthjælpsmodtager, er indtjening mellem 10.500 og 21.000 brutto om måneden direkte til staten. Hvorfor ikke bare sige, at al indtægt over 50.000 brutto om måneden er til staten? Det vil helt sikkert give mere udbytte og forvolde mindre skade. Det vil sikkert også være godt for beskæftigelsen. Men det vil ramme dem selv. Og uha, det kan vi ikke ha. Så hellere tage fra nogen der ikke har råd til at undvære. Ud over den faktiske lov, er der alvorlige mangler ved informationer om den. Regeringen har været tavs, medierne ligeså (og vi betaler ellers licens til Danmarks Radio for at blive informeret - men de har såmænd ikke engang opdaget loven og dens konsekvenser endnu...), folketingsmedlemmer giver ikke svar eller undlader helt at svare, kommunale sagsbehandlere ved - eller lader som om - ingenting. Så de familier der bliver berørt af denne nedskæring og forringelse (ordet reform, virker ligesom ikke rigtigt, selvom det er det ord, der bliver brugt af regeringen), ved det ikke, før deres ejendom bliver eksproprieret, og deres kontanthjælp taget fra dem. Personligt har vi har 3 måneders opsigelse her hvor vi bor. Vi har ingen information fået overhovedet. Hvem skal betale huslejen i opsigelsesperioden? Hvem skal betale flytning og indskud? Er det ud over at fjerne eksistensgrundlaget for de fattigste og svageste, også meningen - bevidst og med vilje - at sætte dem alle i en gæld, de aldrig vil have mulighed for at betale? Eller er det også en konsekvens, man havde glemt at tage med i overvejelserne før loven blev vedtaget? Meningen må så være at de aldrig får mulighed for at rejse sig, og blive en accepteret del af det danske samfund igen. Hvorfor? Vi kan vende tilbage til Lissabon-Traktaten - EUs charter om grundlæggende rettigheder -, og konstatere, at den måde, hvorpå der bliver undladt at informere mennesker om deres egen fremtid, er i strid med artikel 1 om Den menneskelige værdighed, artikel 3 om Ret til respekt for menneskets integritet og artikel 6 om Ret til frihed og sikkerhed (igen). Det er også i strid med FNs menneskerettigheder. Det er så synd, for det Danmark jeg engang var både glad for at kunne kalde mit fædreland og stolt af. Jeg har betalt til velfærdsstaten i 50 år. Knoklet og ydet det jeg kunne for opbygning, vedligeholdelse og fornyelse. Nu er jeg slidt ned og syg. Lidt før tid. Selvom - jeg er kun 61, så hvis jeg havde valgt at blive politiker, ville jeg kunne få pension nu... Men der er nogle år endnu. Så beslutter regeringen, at den velfærdsstat jeg har betalt til, ikke længere eksisterer? At det offentlige pludselig lægger forsørgerpligten på min kæreste - som ikke har hverken lyst, mulighed for eller råd til det. Så får jeg vel mine indbetalinger igen? Eller er det alt sammen bare svindel og bedrag? Jeg har betalt i 50 år, mod en forsikring om, at staten ville tage sig af mig, når/hvis jeg fik brug for det. Det er så (også) løgn. Og hold da op, hvor har jeg være dum, alle de gange jeg har undladt at arbejde sort. For det ville da have været småpenge, i forhold til hvad det her bedrag kommer til at koste både mig om min kæreste - og 40.000 andre familier: dvs. 80.000 mennesker, og en hel masse børn. Undskyld. Det er lidt svært at håndtere, og meget svært ikke at bruge upassende ord... Jeg er godt klar over, at både Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen har udtalt at de er stolte af deres resultater. Der er da sikkert også noget godt. I øjeblikket overskygges det så af en nedlæggelse af Danmark som velfærdsstat, en smadring af demokratiet i det danske folkestyre, en total ødelæggelse af venstrefløjen i dansk politik, en fremmedgørelse og fjernelse af enhver form for troværdighed fra politikere, og splittelse af (hvad jeg tror bliver i nærheden af) 40.000 af de fattigste og svageste danske familier, der i forvejen har svært ved at få tingene til at fungere. Jeg kan ikke se noget at være stolt af. Men sådan er vi - heldigvis - så forskellige! Vi er nogle stykker - mange faktisk -, der har forsøgt at få bare en eller anden politiker i tale, siden den her lov blev vedtaget d. 28/6. Men det kan ikke lade sig gøre. Hensigten selvfølgelig at informere om lovens katastrofale konsekvenser, som ingen af politikerne ser ud til at have gjort sig klart - eller i givet fald holder for sig selv, eller er ligeglad med. Og det sidste er selvfølgelig en mulighed. En meget skræmmende mulighed. Man siger 12.000 familier vil blive berørt. Det er ikke muligt (for mig i det mindste) at finde tallet i Danmarks Statistik. Iflg. Danmarks Statistik er der 300.000 papirløse parforhold og 190.000 kontanthjælpsmodtagere i juni måned. Politiken og en kommunalarbejder i København, har tidligere anslået at 8.000 ville blive berørt i København - og det var før der faldt 30.000 ud af dagpenge kaosset. Ca 20% eller 1/5 af den danske befolkning bor i Københavns kommune. Hvorfor man så mener at 1/3 af de papirløse par der bliver ramt, bor i København, er lidt en gåde - der er ingen forklaring på, hvor tallet 12.000 kommer fra. Hvis man regner med, at en kommunalarbejder, der arbejder med de her mennesker i København, ved omtrentlig hvor mange det handler om, og at fordelingen er lige så ens som befolkningen, bliver det til 8.000 x 5 = 40.000 familier. 40.000 familier - det er 80.000 mennesker og et ikke defineret antal børn, der om en måned tvinges til at flytte fra hinanden. Jeg har været socialdemokrat. Det er efter min bedste overbevisning ikke socialdemokratisk politik der føres af den socialdemokratiske regering - meget langt fra, faktisk. Jeg har slet ikke samvittighed til at støtte politikere, der gør den her slags ting ved andre mennesker. Tager eksistensgrundlaget fra 40.000 familier. Og jeg er temmelig sikker på, at der er mange rigtige socialdemokrater rundt omkring, der mener det samme. Forstår ikke at politikerne kan være så hjerte- og samvittighedsløse. Man kan sige at meningsmålingerne ikke støtter den vurdering. Så vent til januar/februar, når konsekvenserne af det her overgreb bliver kendt, af alle dem det berører, og forhåbentlig resten af befolkningen, så de kan begynde at fundere over hvad demokratiet har i vente til dem selv. Socialdemokrat er jeg ikke længere. Og jeg skammer mig over at være dansker. Jeg vil gerne have min indbetaling til den velfærdsforsikring, man har solgt mig som en del af skattepakken, tilbage. Hvordan bærer jeg mig ad med det? Jeg vil så immigrere til et land man kan være bekendt at være borger i. Det er Danmark ikke længere. Grundloven. § 14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. ... Kan man appellere til dronningen - Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark -, om at fyre statsministeren? Det kan man vel. Men man skal jo nok ikke forvente noget resultat. Men en opsang i ministerrådet så? Regeringen ter sig som en børnehaveklasse uden opsyn. Den siddende regering, har visse vanskeligheder med at forholde sig realistisk til virkeligheden. Enten er de ligeglade med det danske folk, eller de har ingen forståelse for hvordan det danske samfund ser ud og fungerer. Lige i de her dage, benytter man sig af smædekampagner, i form af reklamer i medierne, der i hvert fald ikke reflekterer virkeligheden, og hvis formål er at placere et ansvar et sted hvor det ikke hører til - reelt faktisk at svine andre politikere til med løgne. Jeg mener at det danske folk, godt kan forlange at folkevalgte politikere og ministre opfører sig anstændigt og holder sig til sandheden, og at de sætter sig ind i de konsekvensen de love de vedtager har for dem der bliver berørt af dem - i særdeleshed, når det handler om andre samfundsgrupper end dem politikerne selv tilhører. Den ligegyldighed, intolerance, fordømmelse og hetz imod de fattigste og svageste i Danmark, vi oplever og har oplevet fra vore politikere de sidste to år, er helt enkelt ikke Danmark værdigt. Ikke noget demokratisk land værdigt. Grundloven kan kun ændres ved folkeafstemning. Når den så er i vejen for at man kan udnytte de fattige, vedtager man bare at den betyder noget andet end der står i loven. Det er ikke acceptabelt at grundloven ikke overholdes. Det er ikke acceptabelt, at den danske regering overtræder internationale love og regler om beskyttelse af mennesker i sit eget land, samtidig med at der protesteres over de samme uretfærdigheder i andre lande.
Posted on: Wed, 04 Dec 2013 16:23:57 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015