Jeg undres så såre. Hvorfor skulle der gå over 20 år, før nogen begyndte ar råbe op om plejehjems brug af bleer? Jeg var i 1994 ansat som medhjælper på Karup plejehjem, og der oplevede jeg mange kritisable ting. Allerede dengang. Da de pågældende ældre er døde forlængst, finder jeg det ok at skrive det her. Der havde været forsøg på indbrud, og nattevagten (ja der var kun én) følte sig utryg ved at være alene. Jeg skulle så være der fem nætter, bare for at være der.Dagen før min første nat, var en pæn respekteret frue i borgerskabet, fået værelse på plejehjemmet. Hun kaldte så at hun skulle på toilet, hvortil nattevagten svarede at det kunne hun ikke komme, og at hun bare kunne tisse i den ble hun havde fået på. Jeg var dybt rystet og spurgte nattevagten, hvorfor hun ikke kunne komme på toilet? Hun svarede at det var fordi der skulle være to, til hjælpe hende, jeg sagde så at jeg da var der og kunne hjælpe. Svaret var: Nej det hjælper ikke, for du er her jo ikke hver nat, så hun kan lige så godt vende sig til det. Damen led overhovedet ikke af inkontinens, så selv den dag i dag er jeg lige rystet. Tænk hvor nedværdigende det var. Og denne dame var bestemt ikke alene med sit problem. Var også ferieafløser i dementafd. og der var der mange fejl og mangler. Egentligt var der personale nok, men de havde travlt med at diskuttere arbejdsplaner, i stedet for at koncentrere sig om det de var ansat til. Det betød så en dag, at en fik både sine egen og en andens medicin. Sådan noget synes jeg er en skandale. En anden person, som selv havde siddet i byrådet i mange år, blev ramt af en hjerneblødning, og kom efterfølgende på plejehjemmet. Han havde mistet sin tale, men forstod ganske udmærket hvad der ellers sket omkring ham. En dag overværede jeg at plejehjemslederen, talte til ham som om han var et lille barn. Jeg blev igen igen dybt rystet. Talte sågar med den daværende borgmester om alle problemerne, men intet skete. Han ville kigge på det. Men der sker ikke noget ved at man kigger på det, når der ikke følger handling. Jeg indrømmer blankt, at jeg oplevede utallige svigt og mangler, fra personalets og ledelsens side. Føj. Og nej jeg underskrev aldrig nogen tavshedserklæring, så jeg kan ikke retsforfølges for mine udtalelser. Jeg tror at det dengang som nu,halter gevaldigt med det man kalder empati og manglende evner. Prøv at forestille dig, at du bliver syg, gammel, dement eller andet, og det så er din sidste oplevelse her i livet at få sådan en behandling. Jeg havde et håb om, at det var altsammen blevet bedre, men det er der jo ikke meget der tyder på, når man følger med i dagens debat.
Posted on: Thu, 14 Nov 2013 18:44:27 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015