Jeg ved det er langt, men jeg håber, at nogle af jer vil tage jer - TopicsExpress



          

Jeg ved det er langt, men jeg håber, at nogle af jer vil tage jer tid til at læse tilbagevisningen af Mikkel Warmings (socialborgmester i Kbh, Ø) forsøg på hændervasken ift. hans ekstreme svigt af de handicappede i Kbh. Det hele kan læses i sammenhæng på Modkraft. ------------------------------------------------------------------------------- Som svar på Jan Hobys indlæg om det Københavnske svigt af de handicappede børn, kommer Mikkel Warming med en række forklaringer. Vi mener ikke disse forklaringer holder til et nærmere eftersyn. Tilbage står, at Københavns Kommune med Mikkel Warming som socialborgmester har gennemført store nedskæringer på handicapområdet. Først efter at forældrene har samlet sig og fortalt om forholdene, og efter området har været eksponeret i medierne, er der indledt en genopretning. I det følgende kommenterer vi på Mikkel Warmings svar, afsnit for afsnit. Mikkel Warming: Jeg vil godt bruge lidt tid på at fortælle om baggrunden for de problemer som der er på Handicpacenter København. For 4 år siden blev sagsbehandlingen i København – og i særdeleshed handicapcenteret kritiseret sønder og sammen for at have fejl i op mod to-tredjedele af alle sager. Fejlene var i høj grad manglende dokumentation for at man kunne give de ydelser der blev givet – men en række af dem handlede også om ydelser som der ikke var belæg i loven for at give. Svar: Vi har via aktindsigt set gennemgangen af sagsbehandlingen. Der er tale om meget små stikprøver. I ét tilfælde var der tale om for stor ydelse. I de øvrige tilfælde var der tale om små formelle fejl. Mikkel Warming: Revisionen meget skarpe kritik gav anledning til at socialministeriet kritiserede forvaltningen, og krævede op mod 80 mio. kr som var givet i statsrefusion til ydelser til mennesker med handicap betalt tilbage. Ligesom ministeriet har krævet at tusinder af gamle sager skal gennemgåes for at se om de er behandlet korrekt – med rigtig dokumentation og rigtigt niveau for ydelsen. Svar: Det er klart, at kommunen skal kunne dokumentere, at ydelser med statsrefusion er udbetalt efter reglerne, således at grundlaget for at modtage ydelserne er til stede. På trods af gentagne ansøgninger om aktindsiger er det ikke lykkedes os at finde et brev, hvor socialministeriet har krævet 80 mio. kr. betalt tilbage. Det er voldsomt tendentiøst, at det kun var gamle sager med tilsagn, der blev taget op igen. Det trækker klart i retning af nedskæring af de tildelte ydelser. Det er i modstrid med påstanden om, at det alene var kvaliteten af sagsbehandlingen, der var problemet. I så fald burde man da også have gennemgået sagerne, hvor HCK tidligere havde givet afslag, for man må da formode, at der var ligeså mange fejl i disse afgørelser. Mikkel Warmings beslutning om alene at gennemgå de givne tilsagn tyder således på et bagvedliggende ønske om at gennemføre nedskæringer. Mikkel Warming: På den baggrund besluttede enige socialudvalg og økonomiudvalg at lave en handleplan for genopretning af kvaliteten af sagerne. Revisionsfirmaet Deloitte blev knyttet til handleplanen. For at rette op på de mangler som revisionsfirmaet havde påpeget, blev der dels strammet voldsomt op på dokumerationskravene, dels blev handicapcenteret omorganiseret så sagsbehandlerne i langt højere grad skal arbejde med enkelte paragraffer – for at sikre faglighed omkring paragraffen. Svar: Det har været klart længe, at HCK har stillet alt, alt for vidtgående dokumentationskrav. De mange vanvittige historier på vores facebookside ”Børn med handicap i København” taler deres tydelige sprog, om hvilket dokumentationshelvede mange forældre har været presset ud i. Det har været så svært at dokumentere, at det i sig selv har ført til et stort fald i ydelserne. Her burde alle alarmklokker have ringet hos Mikkel Warming. Med mindre intentionen reelt var at, at skære i ydelserne….? Omorganiseringen af HCK har været en katastrofe, hvilket også har været klart længe. Personaleomsætningen har været enorm. Meget faglighed, herunder indsigt i de enkelte handicap, er forsvundet. Siloopdelingen har medført, at ingen i HCK har overblik over de enkelte sager, og HCK har således været helt ude af stand til at udføre sin vejledningsforpligtigelse, hvilket er i klar modstrid med Serviceloven. Familierne har været fortabt i et system, hvor ingenting hang sammen. Mikkel Warming: Handleplanen har nu kørt i et par år – og der er i øvrigt tilført mange millioner til flere sagsbehandlere i Handicapcentret Svar: Det er svært at glædes over, at der kommer flere penge til sagsbehandlere, når ydelserne er skåret ned eller helt fjernet og kvaliteten i sagsbehandlingen er så ringe. Mikkel Warming: I løbet af årene er der ifølge revision (og ministeriet) sket betydelige fremskridt i kvaliteten af sagsbehandlingen. Forstået således at der i dag er markant færre fejl i sagerne end før. København får i øvrigt omstødt FÆRRE sager i Ankestyrelsen end landsgennemsnittet. Også på handicpaområdet. Svar: Her skal man være opmærksom på, hvad der skal til for at Ankestyrelsen omstøder en afgørelse. Ankestyrelsen kontrollerer, om afgørelserne følger lovgivningen. De lægger til grund, at de oplysninger kommunen afgiver, faktisk er rigtige. Men det er de ofte ikke. Et gennemgående eksempel er, når loven kræver, at kommunen foretager en vurdering. HCK har nu lært, at så skal de skrive i sagen, at de har foretaget en vurdering. Denne formulering betyder, at Ankestyrelsen må lægge til grund, at kommunen faktisk har foretaget en vurdering. Men det har de i mange tilfælde ikke. Vi har mange eksempler på, at HCK kan foretage ”vurderinger”, som går stik imod alle eksperterklæringer i en given sag. Det fremgår ikke af sagerne, at HCK har noget som helt grundlag for sin egen ”vurdering”. Men alene det, at de skriver, at de har foretaget en vurdering, er nok for Ankestyrelsen. Man kan altså ikke bruge antallet af omstødte afgørelser til at vurdere andet end HCK’s evne til at håndtere formalia. Kvaliteten af sagsbehandlingen, for så vidt angår det substantielle, er stadig i mange tilfælde elendig. Mikkel Warming: Konsekvenserne af denne opstramning har derudover været rigtig skidte ; - Ventetiderne har steget voldsomt, fordi HCK udover de almindelige sager også har skullet gennem tusinder af gamle sager. - Mange har fået afslag på, nedsat eller stoppet deres ydelser, fordi de strammere dokumentationskrav ikke opfyldes – uanset om det i øvrigt er fornuftigt at give støtten. - Det har været meget svært at finde rundt, idet opdelingen af sagsbehandling på de enkelte paragraffer gjorde det meget uoverskueligt for den enkelte at vide hvor man skulle henvende sig. Det har betydet at en række forældre er kede af det og utilfredse med handicapcenteret. Svar: Forældrene er ikke bare kede af det og utilfredse, her snakker Mikkel Warming uden om. Forældrene er desperate og ofte på sammenbruddets rand - eller rent faktisk brudt sammen. At bryde sammen vil sige fx indlæggelse på psykiatrisk skadestue, tab af job, eller skilsmisse. Man skal huske på, at Serviceloven har som grundlæggende intention at gøre familierne i stand til selv at tage sig af deres handicappede børn, således at børnene i højere grad kan blive selvhjulpne og ikke, som tidligere, for en stor dels vedkommende, ende på en institution. Her har HCK svigtet mange børn og deres familier. Mikkel Warming: Det har ført til en række klager og medieomtale i foråret, og en samling af forældrene på facebook. Svar: Ja, og nu holder vi sammen! Især for nybagte handicapfamilier har det været et markant tillidstab at opleve, at velfærdssamfundet i praksis fungerer så elendigt og at afstanden mellem lovgivning og praksis er så stor. Som familie alene mod Københavns Kommune er man prisgivet. Nu er vi flere end 340 handicapforældre, der hjælper hinanden. Mikkel Warming: På baggrund af klagerne vedtog socialudvalget i foråret en handleplan for handicapcenteret, som kører i øjeblikket.. Svar: Mikkel Warming kunne have reageret længe, længe før. Han har modtaget utallige klager fra forældre, som han ikke har ageret på – endsige svaret på. Hvorfor greb han ikke ind før? Hvorfor skulle det vente på, at der kom medieomtale? Mikkel Warming: Det er vigtigt at sige at lovgivningen er meget kompliceret. Det konkluderede rigsrevisionen i januar 2013, da de undersøgte 8 kommuner, inkl Københavns administration af lovgivningen vedr. familier med børn med handicap. 6 af kommunerne – inkl København havde haft mange fejl deres sager – og København var langt fra den værste. Svar: Lovgivningen er ikke kompleks. Det er ganske få paragraffer. Det bliver først komplekst, når kommunen forsøger at gå lige til kanten med hensyn til, hvor lidt de kan yde. Mikkel Warming: Rigsrevisionen opfordrede kraftigt ministeriet til at forenkle lovgivningen – for borgernes og sagsbehandlernes skyld. Det er dog ikke sket noget endnu fra ministeriets side. PÅ trods af at kommunen har henvendt sig flere gange til ministeriet og kommet med konkrete forslag til mindskede dokumentationskrav på handicapområdet. Velvidende at det vil føre til flere bevillinger. Svar: Vi har mildest talt meget lidt tillid til at kommunens udfordringer af Serviceloven vil føre til forbedringer for de handicappede. Ministeriet har afvist kommunens forslag med henvisning til at forslagene ville bringe borgernes retssikkerhed i fare. Mikkel Warming: Hvad sker der lige nu : På baggrund af forårets plan for Handicapcentret er der bevilget penge til at ansætte Koordinerende sagsbehandlere. Alle familier vil derfor inden udgangen af året have en fast sagsbehandler som kan hjælpe dem rundt – så man ikke selv skal gøre det. Svar: Det vil være godt, hvis det virker. Vi frygter dog, at de koordinerende sagsbehandlere bliver et fordyrende og forsinkende mellemled, der er smurt oven på et system, der grundlæggende ikke fungerer. Der er ikke gjort op med siloopdelingen af HCK. Mikkel Warming: Der er oprettet forældreråd – for at få ordentlig dialog – og for at handicapcentret kan få ”hjælp” til at vide hvad der er for informationer som forældrerne vil have når de henvender sig. I det hele taget inddrages forældrene meget i udviklingen af centret. Svar: Vi er meget glade for forældrerådet. Vi vil bruge forældrerådet til meget mere, end til blot at fortælle HCK, hvilke informationer forældrene vil have. Ofte ved HCKs ledelse tilsyneladende ikke, hvad praksis i HCK faktisk er. I forældrerådet kan vi fortælle HCK, hvad forældrene faktisk bliver udsat for, og når først det står på papir, er HCK anderledes forpligtet til at rette op. Mikkel Warming: Der sker kompetenceudvikling af medarbejderne – for at få den socialfagligheden, dialogen og juraen til at spille bedre sammen. Svar: Vi er glade for kompetenceudvikling, men det er en del af Mikkel Warmings spin, at stille det op som om socialfaglighed, dialog og jura er modsætninger. Det socialfaglige går jo netop ud på at udmønte lovgivningen i praksis. Mikkel Warming: Det meget kritiserede telefonsystem er blevet rettet for tekniske fejl Svar: Det har været et overordentligt stort problem, at det ikke har været muligt at komme i kontakt med HCK, at de ikke svarer på henvendelser, men henviser til, at man kan ringe, hvorefter man kan tilbringe dag efter dag (bogstaveligt talt) i en telefonkø, uden faktisk at komme igennem til en relevant person. Det er pinligt, at Mikkel Warming skyder skylden for HCKs kommunikationsvanskeligheder på telefonsystemet. Har telefonsystemet været i stykker i fire år, uden at HCK har opdaget det?! I Arbejdsmiljørapporten om HCK kan man læse, at medarbejderne bevidst undgik at tage telefonerne. Det var nok ikke fordi, de var i stykker. Mikkel Warming: Kommunen har henvendt sig gentagne gange til ministeriet for at få færre dokumentationskrav Svar: Socialministeriet har gang på gang afvist, at dokumentationskravene skulle være så omfattende og besværlige som påstået af kommunen. Socialministeren har bl.a. forklaret i folketinget, hvad forskellen er på at sandsynliggøre (hvilket er, hvad lovgivningen kræver) og dokumentere. Mikkel Warming: Hver gang der kommer nye principafgørelser fra Ankestyrelsen har jeg bedt om at det undersøges om en evt lettelse kan bredes ud på andre områder end det snævre område en afgørelse typisk indeholder. Svar: Københavns Kommune har, som forventet, tabt en principiel sag om dokumentationskrav i Ankestyrelsen. Københavns Kommune havde stillet vidtgående bagudrettede dokumentationskrav overfor en borger. Ankestyrelsens afgørelse siger det samme, som der står i Serviceloven, nemlig at borgeren skal kunne sandsynliggøre sine udgifter fremadrettet, men ikke dokumentere bagudrettet. Dette er en vigtig afgørelse, som klart fjerner grundlaget for en stor del af HCKs ændrede praksis gennem de seneste år. Hvorfor nævner Mikkel Warming ikke denne afgørelse? Mikkel Warming: Skolegang for børn med handicap er et ansvar for kommunens børneforvaltning. Men vi arbejder hele tiden med at forbedre koordinationen og samabejdet mellem socialforvaltningen og børneforvaltningen. Svar: Socialforvaltningen har i høj grad også ansvar for skolegangen for børn med handicap og det er for billigt blot at skyde skylden på Børneforvaltningen. Socialforvaltningen betaler en del af omkostningen til behandlingsskoler, ligesom de betaler for andre udgifter i forbindelse med skolegangen. Socialforvaltningen har således afgørende indflydelse i forhold til skole. En stor del af problemerne som har ramt specielt børn med psykiatriske diagnoser skyldes HCK og dermed Mikkel Warmings forvaltning. Mikkel Warming: Det er noget rigtig lort at folk har så dårlige oplevelser med kommunens handicapcenter. For de er der for at hjælpe – og det er derfor at folk arbejder der. Situationen er i høj grad en konsekvens af det alt for store fokus på dokumentation for at pengene bruges rigtigt, og at folk ikke ”snyder” systemet. En reel tillidsreform af statens bekendtgørelser ville både gavne kommunen – og familierne voldsomt. Kommunen ville kunne undgå en række dokumentationskrav og indvikledede procedurer., og familierne ville undgå dokumentationskravene, og formetlig få flere ydelser. .. Svar: Det er en selvvalgt plage. Der er ikke belæg i lovgivningen for den voldsomme dokumentation, som Mikkel Warmings forvaltning har krævet. Kommunen har senest tabt en principiel sag i Ankestyrelsen, hvor kommunen har ønsket mere vidtgående dokumentation, end lovgivningen kræver. Det ville klæde Mikkel Warming at forholde sig til denne principielle afgørelse! Mikkel Warming: Og så fik socialforvaltningen gjort organiseringen på handicapcentret for opsplittet. Derfor evalueres den også nu. Svar: Det var på tide. Mikkel Warming: Det er vigtigt at sige, at hverken opstramningen og handleplanerne er en spareøvelse. De ydelser der primært er tale om handicapområdet er nemlig hverken service eller anlæg, men overførsler, som der ikke er loft på, og som ”tages op” af kommunekassen hvis der er mangel på midler, ligesom udgifter til kontanthjælp der heller ikke er underlagt serviceloftet. Derfor handler det simpelthen ikke om at spare penge, men om at give folk det de har krav på ifølge loven. Svar: Ikke desto mindre er det svært at forstå kommunens indsats som andet end en spareøvelse. For eksempel har HCK en periode haft stort set lukket for forældrekurser for nybagte handicapforældre. Der findes en række gode kurser (flere er tidligere udviklet af Københavns Kommune selv), som sigter på at ruste forældrene til bedre at håndtere deres barns handicap. Pludselig skiftede kommunens ”vurdering” til at disse kurser ikke længere var nødvendige og det har absolut intet med dokumentationskrav at gøre. Sådanne eksempler viser, at der har været en underliggende sparedagsorden, i modstrid med hvad Mikkel Warming siger. Mikkel Warming: Ingen på rådhuset – og slet ikke jeg, forsvarer de oplevelser som en række forældre har haft. Og fejl er begået. Derfor ligger rigtig mange sig i selen for at gøre det bedre, så hurtigt som muligt Men det handler ikke bare om bevidst ”markedsgørelse” af socialpolitikken.Jeg vil næsten sige gid det var så vel. For så ville det have været lettere og hurtigere at rette op på. Svar: Den store fejl er den kultur, der har udviklet sig i socialforvaltningen under Mikkel Warmings ledelse. Borgerne ses af forvaltningen som snydere og bedragere, der forsøger at pumpe systemet for penge. Men man glemmer, at ingen får et handicappet barn for at malke systemet…. Mikkel Warming har kunnet læse artikler i Socialforvaltningens personaleblad, hvor unge dynamiske jurister jagter socialbedragere og taler om at ”paragraf synd-for er afskaffet”, hvor succeskriteriet er, hvor lidt støtte, de kan slippe af sted med at tildele, når bare de dynamiske jurister er usentimentale nok. Og Mikkel Warmings socialforvaltning har lavet resultatkontrakter med HCK med entydigt fokus på drift og økonomi, ikke på betjening af borgerne i henhold til Serviceloven. Resultatkontrakterne er et af de vigtigste ledelsesinstrumenter, som forvaltningen har. Problemerne i Mikkel Warmings Socialforvaltning er ikke skabt af lovgivningen. Den skal bare følges, i ånd og bogstav. Problemerne er politiske og ledelsesmæssige. Mogens Fosgerau På vegne af ”Forældre med handicappede børn i København”. Gruppen har i dette øjeblik 343 handicapforældre som medlemmer.
Posted on: Sat, 19 Oct 2013 10:09:37 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015