KÆRELIGHEDEN og PSYKEN - fortællingen om Amor og Psyche. Følgende er skrevet af Leo Hjortsø, i bogen: Græske Guder og Helte. Jeg har tilføjet et par enkelte forklaringer i parentes, for den, der ikke kender til oldtidsarven, oldtidens samfund og åndelige vilkår. Man kalder ofte oldtidens fortællinger, både dem fra den klassiske periode i Grækenland og dem, der derfra blev overtaget af romerne, romerriget, for myter. Der er dog ikke tale om stort andet end overleverede fortællinger, som er udtryk for oldtidens menneskelige oplevelser. De skal måske så bare fortolkes på dansk, for at man ret kan forstå deres almindeligmenneskelige indhold. - Man siger gerne, at romerne tog på dannelsesrejse til det gamle Grækenland og deri ligger forklaringen på, hvorfor at de gamle græske guder går igen i de romantiske guder og helte. Det vil imidlertid føre for vidt at komme nærmere ind på de historiske omstændigheder, såsom handlen i middelhavsområdet og erobringstogterne mellem de daværende landområder. Jeg påpeger det dog af den grund, at jeg opfatter Amor, kærelighedens/lykkens gud, som en romantisk gud, mens Psyche klart nok er græsk . Førend jeg skriver af fra Leo Hjortsøs tekst, skal jeg på forhånd kort skitsere lidt om Olympens Guder og menneskene i fortællingen. Det vil sige hvem der er hvem eller hvad og hvordan. For det tror jeg vil gøre opfattelsen af skæbnefortællingens indhold i sit spil mellem modstridende kræfter og prøvelser lettere for min læser. “Olympen” er gudernes bolig. Og vi kalder dem guder, fordi at de er givet guddommelige kræfter - både iform af prøvelser, der skal adlydes, det vil sige modgang og iform af befrielse og endegyldig udfrielse, det vil sige medgang. I dag vil vi nok sige, at der ret beset er tale om naturlige kræfter og drifter, der giver anledning til begreber og generelle fortællinger om menneskelivets forestillinger, oplevelser og sådan set åndelige livsvilkår. Der var flere guder, og ikke kun én, og det skyldes, at lovgivningen og ordenssamfundet endnu ikke var underlagt den jødiske Gud, som jo desværre er dén, som det vesterlandske menneske, vor samfundskulturelle kreds, ikke mindst det danske, har ladet sig ødelægge af. I fortællingen indgår følgende guder eller guddommelige kræfter: Venus, Amor og Jupiter, som hører hjemme på Olympen, samt Proserpina, Charon og Kerberos, der hører hjemme i Hades. Hades betyder dødsriget. Menneskene i fortællingen er Psyche og hendes søstre samt mor og far,som er konge og dronning. Og prins Paris. Og spåkonen Pythia. LEO HJORTSØ: Der var engang en konge og en dronning. De havde tre døtre, der alle var smukke, men den yngste var mer end det, hun var dejlig, ja dejligere end Venus, syntes folk; de flokkedes om hende, strøede blomster for hendes fødder, snakkede ikke om andet end den dejlige Psyche, det var hendes navn. Hendes smukke søstre blev snart gift. Den vidunderskønne Psyche sad alene tilbage, ingen friere meldte sig, hun var så smuk, at ingen mand vovede at anholde om hendes hånd. Kongen og dronningen var fortvivlede over, at ingen ville bejle til Psyche. Hvad kunne det så nytte, at hun var så dejlig og at folk ligefrem dyrkede hende som en gudinde? - Men oppe fra Olympen fulgte Venus skinsygt (jalou) den hyldest, Psyche var genstand for. Hvad kunne det nytte, at hun selv i sin tid af prins Paris, var blevet erklæret for den smukkeste af alle gudinder, når en dødelig kvinde nu overstrålede hende. Hun, Venus, skulle vide at hævne sig. Medens Venus lagde skumle planer, gik Psyches forældre endelig til Oraklet i Delfi og fik det svar, at de ikke skulle glæde sig til hendes bryllup. (Overskriften over grotten, Oraklet i Delfi lød: Kend dig selv. I denne grotte sad en spåkone ved navn Pythia. Her gik man hen, når man ønskede svar på, hvad der dog var galt med ens liv eller land. Oraklet skal derfor også forståes som et bindeled mellem gudernes vilje og menneskenes lod). De skulle ikke glæde sig til Psyches bryllup, thi, sagde Pythia: “Konge, som dødens brud din datter skal smykkes derpå hun bringes af dig op på det bratteste fjeld. Tro ej hendes mand er skud af dødelig stamme; nej et uhyre er han, en slange, grusom og vild. Skælve for ham må Jupiter selv, og guderne ræddes, floderne dybt under gyser i mørket af skræk”. Forældrene var sønderknuste ved dette svar, men der var intet andet for dem at gøre end at adlyde oraklet. De klædte hende som brud, og Psyche vandrede af sted som til sin begravelse. Man bragte hende til den af oraklet nævnte klippe, medens Psyche tørrede sine tårer i brudesløret. Nu sad hun alene på klippetoppen, brudefølget havde forladt hende. Pludselig følte hun en mild vind svæve omkring sig, blidt tog den hende og førte hende ned i en blomsterklædt dal. Foran hende lå en lund med en rislende kilde, og ved siden af rejste sig et palads, der var så strålende, at det ikke kunne være bygget af menneskehænder. Psyche trådte ind og beundrede de kostbare gemakker, der var indlagt med guld og sølv, de fine mosaikgulve og de knejsende marmorsøjler. Ingen syntes at vogte over al denne pragt, men pludselig hørte hun en stemme, der sagde: “Alt dette er dit. Vi er dine tjenere, sæt dig blot til bords”. Og Psyche fik de herligste retter, men alt blev serveret usynligt som af et vindpust. Da natten kom, gik Psyche til ro i en pragtfuld elfenbensseng. Den blev hendes brudeseng, thi om natten kom - som et vindpust - hendes brudgom til hende. Men hun hørte kun hans stemme og fandt behag i hans favntag. Om morgenen vågnede hun alene. Dette gentog sig flere nætter, Psyche tænkte ikke nærmere over alt dette forunderlige, hun blev opvartet om dagen af usynlige tjenende ånder, om natten kom hendes elsker og ægtemand, som hun kom til at holde mere og mere af. Men der var andre, der spekulerede over Psyches mærkelige tilværelse. Da rygtet bredte sig om Psyches lykke, blev hendes søstre misundelige; hvorfor skulle de selv være gift med halvgamle mænd, selv om disse var konger? Psyche kunne sagtens, hun havde alt. I mellemtiden begyndte også Psyche at længes efter sine søstre. Hendes lykke var ganske vist fuldkommen, hun elskede sin mand, der stadig kom til hende hver nat og var væk inden daggry, hun havde aldrig set ham med sine øjne; hun havde en ønsketilværelse om dagen. Men - denne fuldkomne lykke var ikke til at bære; ikke alene, hun savnede nogen at dele den med. En nat bad hun sin mand om at måtte få lov til at se sine søstre. Hendes mand, der elskede hende højt, advarede hende. Men der var intet at stille op. Psyche græd og havde næsten glemt al sin lykke. Til sidst gav manden efter. Men han tilføjede:”Lad dig ikke lokke af dine søstre til at undersøge med dine egne øjne, hvem jeg er. Gør du det,vil vor lykke være forbi”. - Psyche lovede ham det:”Jeg elsker dig jo, som var du gud Amor selv”. Søstrene kom. De stod og skreg på Psyche oppe fra klippetoppen, og inden de vidste et ord af det, kom et vindpust og bar dem lige ned til Psyche. De gjorde store øjne, da de så alle herlighederne, ja de blev gule af misundelse. “Men hvor er din ægtemand henne?” spurgte de til sidst. Det kunne Psyche ikke svare på. Da det gik op for søstrene, at hun aldrig havde set sin mand med egne øjne, hyklede de af forfærdelse: “Ja, men lille søster, det er sikkert et uhyre, der kommer til dig, hver nat. Det må du undersøge! Du kan slet ikke forsvare andet. Stil lampen på natbordet ved siden af sengen, og når han er faldet i søvn af lutter kærelighed, tag så lampen og lad den lyse over ham, så du i det mindste ved, hvordan din mand ser ud. Han er nok det uhyre, måske en slange, som oraklet talte om, lille søster”. Psyche græd, fo hun elskede sin mand, men hun holdt også af sine søstre. Og en lille dråbe usikkerhed var der måske i hendes sjæl. Den følgende nat kom hendes ægtemand som sædvanlig. “Nu har du vel ikke lovet dine søstre noget? For det vil blive til ulykke for os alle tre”. “Tre?” sagde Psyche forundret. “Ja for du skal have et barn” sagde ægtemanden. Psyche blev glad, både fordi hun skulle have et barn, og fordi hun skulle have det med den mand, hun elskede så højt. Men i hendes sjæl sad stadig søstrenes giftige ord, at hun levede i hemmelig elskov med en slange. Og selv i sin største kærlighed kunne hun ikke forstå, at hendes mand var så lyssky. Måske vár han en rædselsfuld slange? I nattens mørke står hun op alene, tager en dolk frem, som søstrene havde givet hende og løfter lampen, som hun havde tændt, over sengen. Og dér lå den skønneste yngling man kunne forestille sig, med sorte lokker og marmorhvid hud, og på skuldrene glitrende blanke vinger. Foran sengen lå bue og pil. Psyche kom til at skævle ved synet. Det var altså hendes ægtemand. GUD AMOR SELV! Hun tabte dolken på gulvet, og samlede i stedet for en af pilene op, lod sin finger glide prøvende over dens spids og skar sig, så en dråbe blod piblede frem. Så bøjede hun sig over sengen med den sovende Amor og holdt lampen ned for at kunne beundre hans skønhed; sagte trykkede hun et kys på hans mund - men kom til at spilde en dråbe af den brændende olie på hans skulder. Guden for op ved smerten, men da han så Psyche med lampen, rejste han sig, foldede sine vinger ud og var væk uden et ord. Grædende sad Psyche tilbage på sengen; hun forstod nu, at hun var ført bag lyset af sine søstre og besluttede at hævne sig. Hun forlod paladset, for hun var fast besluttet på at finde sin Amor igen, men først gik hun til sin ældste søster og sagde, hvordan det var gået, dog tilføjede hun, at Amor havde sagt, at han ville have hendes ældste søster til hustru i stedet for. Søsteren trøstede Psyche, men næppe var denne ude af huset, før søsteren ilede op på klippetoppen og kaldte på vindenes gud til at bære sig til Psyches palads, og i samme nu styrtede hun sig ud fra den faste jord; men denne gang kom der bare intet blidt vindpust. En stormvind fejede hende ned i afgrunden. Den anden søster gik det på samme måde. Psyche havde nu fået hævn, men sin elskede Amor søgte hun stadig. Hun vandrede fra sted til sted uden at vide, at bag al hendes ulykke stod Amors moder, den mægtige Venus, som ikke undte hende Amors kærlighed. Denne lå i al den tid hjemme hos sin moder for at glemme både såret og smerten, som Psyche havde tilføjet ham. Psyche vandrede fra tempel til tempel og bønfaldt Olympens gudinder om at hjælpe sig, men ingen af dem turde af hensyn til Venus. Til sidst så hun ingen anden udvej end at gå til Venus selv og bede hende om tilgivelse, skønt hun ikke kunne indse, hvad hun havde gjort. Ikke andet end at hun elskede Amor. Venus modtog hende med iskoldt smil: “Du tror måske, jeg har ondt af dig, fordi du venter et barn, og at jeg glæder mig til at blive bedstemoder. Nej se her, min dukke, her har du en bunke frø og korn, sortér dem og lad os se, omdu egner dig til husmoder!”. Venus pegede på en dynge frø af hvede, byg og valmue, ærter, bønner og mange andre plantefrø. Hun befalede den stakkels Psyche at sortere alle disse frø inden aften. Grædende satte Psyche sig ned foran den store bunke - hvordan skulle hun overkomme det? Men hun havde ikke fældet mange tårer, før myren kom og sagde: “Nu skal jeg hjælpe dig”. Den kaldte på de andre myrer, og i løbet af kort tid havde myrerne sorteret hver frøart for sig i nydelige bunker. Da Venus kom hjem henad midnat og så det færdige arbejde, skjulte hun sin skuffelse og sagde til Psyche: “I morgen ved solens opgang skal du gå ned til floden. Der græsser får med gylden uld. Bring mig noget af den”. Da solen stod op, gik Psyche ned til floden. Som hun gik der, begyndte en dunhammer blandt sivene at tale til hende: “Gå ikke hen til fårene, de er vilde, men vent til i eftermiddag, da kommer de ned til floden for at drikke, og noget af deres gyldne uld bliver hængende i totter på rosenbuskene”. Psyche gjorde som dunhammeren sagde, og da aftenen kom, vendte hun tilbage til Venus med forklædet fuldt af gyldent uld. Men Venus var stadig ikke tilfreds.”Ser du den skyhøje klippe der?” sagde hun, “derfra styrter en kilde helt ned til Underverdenen og Styx. Bring mig en kande vand fra den kilde øverst oppe”. (JHM: Underverdenen kaldes også Hades. Men der skelnes mellem Underverdenen, fordi, at der godt kan være levende ånder i underverdenen. Styx er en flod, der adskiller underverdenen i det hele taget fra afdelingen, dødsriget, Hades. Der er med andre ord forskel på dødbringende ånder i underverden og så døden og de døde. Guderne i underverdenen varetager de dødes eftermæle og grunden til at levende mennesker bliver indblandet i det, skyldes historiens gang, herunder overleveringerne og fortællingerne, som jo er udtryk for livserfaringer). Med kanden i hånden begyndte Psyche at stige op ad det stejle bjerg, hvis top ragede op til skyerne. Vejen ville ingen ende tage, og højere oppe hørte hun en drage hvisle, og nu så hun også dens ildspyende gab. Hun kunne også høre kilden risle, og det var, som om den sagde: “Gå din vej, gå din vej”, hele tiden. Det var umuligt at komme videre, Psyche satte sig ned og græd .Men da svævede en ørn ned fra himlen, det var Jupiter selv, der havde sendt den. Den tog kanden i sine klør, fløj op på toppen af bjerget, fyldte den og bragte den tibage til Psyche. Men heller ikke denne gang var Venus tilfreds, men måske var hun imponeret, for hendes tone var venlig: “Hør, min skat”, sagde hun, “tag lige og gå ned til Hades med denne æske og spørg Underverdenens dronning, Proserpina, om hun ikke kan låne mig lidt af sin skønhed, bare til en enkelt dag”. Denne gang mente Psyche, at hun lige så godt kunne tage livet af sig med det samme som at lægge vejen om ad Hades; derfra kom hun jo alligevel ikke tilbage. Psyche besteg derfor et gammelt tårn for at styrte sig ud fra toppen af det. Mens hun stod der, fik tårnet mæle og sagde: “Lad være med det, tag hellere til Lakedaimon, der er nedgangen til Hades på Tainaron. Og ad den vej kommer du lige til Hades. Men du må ikke komme tomhændet. I hver hånd skal du holde en kage, Og i munden skal du have to mønter. Når du kommer til Styx, skal du give Charon (færgemanden over Styx) den ene af de mønter, du har i munden, men han skal selv tage den ud af munden på dig. Når du er kommet over på den anden side, skal du ved indgangen til Hades’ palads give Kerberos (en vagthund) den ene kage, så vil den slikke din hånd og lade dig komme ind til Proserpina. Hun vil bede dig tage plads på en trone og invitere dig til et dækket bord, men sæt dig på gulvet og forlang kun en skorpe. Kom så frem med dit ærinde og vend øjeblikkelig om, gå samme vej tilbage, giv hunden den anden kage og færgemanden den anden mønt, så er du snart tilbage igen. Men husk én ting: Lad endelig være med at kigge i den æske, du har med”. Psyche gjorde, hvad det talende tårn sagde. Men da hun så denne verdens dejlige lys igen, efter at have været i Underverdenens mørke, meldte hendes gamle nysgerrighed sig. Hun kunne simpelthen ikke lade ikke lade være med at kigge i æsken. Forsigtigt lettede hun låget, mere og mere - der var ikke det fjerneste i æsken, som man kunne se med det blotte øje, men kun Dødens søvn. Psyche faldt om og lå uden at røre sig. Oppe fra Olympen havde Jupiter (Guden over alle guder; den alfaderlige, det kongeligt guddommelige) fulgt Psyches lidelser. Han syntes nu, at målet var fuldt. Han befalede sin datter Venus at holde inde med sin forfølgelse af Psyche og hentede hende op til Olympen, gav hende en skål med ambrosia og sagde: “FRA NU AF ER DU UDØDELIG OG SKAL ALDRIG FORLADE AMOR”. Tak til Leo Hjortsø for opslagsværket, Græske Guder og Helte. Med tak for Ordet Vort Vikongelige Kød Hjerterkongstrolig Hilsen Danske Jens Haarup Mortensen BEMÆRK VEL reformerende dagsorden og målsætning for vort land, Danmark: Dette er i al evighed VORT vikongelige-hjertetrolige-oplysningssigtende DANSKE kød, blod og ånd i treenighedens åbenbarne forstand af vort, på og med vore egne, med vort skrivemål i sigte af vort hjertemål, i og med hovedformålet med vor næringsdrivende overlevelse og vort velbefindende: DANMARKs Kirke: Livet-Mennesket-&-Samfundets NAVN DANMARKs Kongehus: Hjertegodset-Slægten-Ansvaret DANMARKs Folketing: Landet-Befolkningen-Virksomheden Ærbødigst, Jens >>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>> VEL BEMÆRKET!
Posted on: Fri, 26 Jul 2013 14:50:45 +0000