Kære venner. Vil I hjælpe mig? Dette er Bubacar Jatta. Og han smiler på dette billede. Han smiler til mig, fordi jeg er blevet hans mummi. Det er ganske nyt og overvældende, også for mig. Hvordan har jeg gjort mig fortjent til dét? Det vil jeg gerne fortælle jer. For det lidt jeg i virkeligheden har gjort, er for ham af så stor betydning for udsigten til en fremtid, at hans glæde kom skyllende som en brusende strøm imod mig som sendt ham fra Gud, hans nye mum. Bubacarr bor i Gambia i en landsby ved navn Nema Su i Brikama Town. De er 8 søskende, han er den tredieældste, men han den eneste, der har gået i skole. Skolen begyndte igen efter ferien forrige mandag men uden ham. Der var ikke til penge til skolepengene. Før havde de hugget brænde i skoven og solgt det og tjent penge på den måde. Nu er det blevet forbudt af hensyn til skoven. De har bare ikke andet at sætte istedet. Han manglede to klasser i High School og er den, der har ansvaret for familien. Og de har ingenting at leve af nu. Den sidste måned har de fået meget lidt mad. Da jeg fik venneanmodningen fra Bubacar for nogle dage siden på facebook, blev jeg forbavset og først lidt skeptisk, kiggede ind på hans meget spartanske side, men så tænkte jeg: Ja hvorfor ikke og bekræftede. Bød ham velkommen i min kreds og spurgte, hvordan han havde fundet mig? Det havde han via Red Barnet. Så gav jeg mig til at "snakke" med ham. Mærkede mig, at han ikke gik i skole mere og var "not happy just sad of a few reasons". Jeg forstod, han var ked af ikke at gå i skole mere. Skrev det. Og det var det. Forsigtigt spurgte han mig, om han måtte have lov at oplyse mig om, hvad skolen kostede, det var ikke ret meget for et helt år, og det var med bøger og uniform, det hele. Og også om jeg måske ville kunne hjælpe ham, så han kunne gå i skole og komme videre med sin uddannelse. Jeg ville gerne oplyses. Men ikke love noget. Og den indbyggede vagtsomhed når penge nu kom på tale ulmede kraftigt, mens jeg ventede på svaret. 200 euro. Ja, 200 euro i skolepenge for et helt år, med bøger og uniform. Det var, hvad der havde væltet læsset, så han ikke kunne komme videre. Det var jo til at tude over. Nej, det er ikke noget stort beløb, svarede jeg, og jeg tror på dig. Jeg vil gerne hjælpe dig. Reaktionen var fuldstændig ubeskrivelig, det reneste lykkevæld, som jeg skrev ovenfor. Og så fik jeg mere at vide om de planer, han havde haft. Han manglede to år i High School som sagt. Derefter ville han studere til Medicinsk Doctor. Han ville gerne oprette et gratis apotek og behandlingssted for de fattige, der var meget stor lidelse hos de fattige, det ville han gerne gøre noget for at forbedre. Har I ingen forældre? Nej, faren havde han mistet for mange år siden, moren var død sidste år. Han selv var nøglen for familien til et liv og en fremtid. Nu velsignes jeg af ham og dem alle, så jeg er helt skamfuld. Vi taler om dig, hele familien taler om dig og takker dig og velsigner dig. Jeg er hans ny mum. Og han skal arbejde så hårdt, og jeg skal blive så stolt af ham. Det tvivler jeg ikke på. Mandag overførte jeg beløbet via Western Union. Sendte sms med de 10 tal han skulle oplyse for at få pengene udbetalt, plus spørgsmålet, han ville blive stillet, som han godt kendte svaret på. For det var min datters navn, som jeg havde fortalt ham, da jeg opdagede, de havde fødselsdag på samme dag, det optog ham meget. Også jeg syntes jo det var et sjovt sammenfald. Og så kom den lykkelige sms fra ham om, at nu havde skolen fået pengene, han fik sine skolesager fredag og kunne begynde på mandag. Og om kammeraternes glæde over at han vendte tilbage. Men de mangler stadig i fatal grad mad. Jeg har lagt hovedet i blød og bedt dem om det samme. Ideer til, hvad der kan gøres, og hvad de har brug for, så de kan komme til at hjælpe sig selv. De har intet, derfor heller ingenting at investere i selvhjælp. Nogle høns, noget de kan sætte i jorden og dyrke osv. Altsammen noget der kunne styrke deres daglige liv. Igår på sin fødselsdag jagtede han rundt for at prøve at skaffe sin familie noget at spise, og lidt blev det til men ikke nok. De sulter. Det er svært at sove på en tom mave, skrev han. I skolen er der heller ikke mad, det fik de før men ikke længere. Busser gik der også før fra landsbyen ind til byen, det gør der heller ikke mere. Han må gå hele vejen, hvis han ikke kan få et lift. Det er en halv times kørsel i bil. Måske kunne han bruge en cykel? Nu håber han med min hjælp, at deres liv kan komme til at bevæge sig fra hunger til noget bedre. En af ideerne til selvhjælp foreslog han kunne være en Taxi, nu hvor der ikke går busser, det ville være en måde at tjene daglige penge på. Der var behov for det. Og en af hans brødre kunne betjene den, og han selv ind imellem. Han anslog at en god brugt en kunne anskaffes for, hvad der svarer til ca 24-25.ooo kr. Det syntes jeg var en god idé. Men pengene til den? Men det vigtigste nu, før noget andet, skrev han, er at de kan få noget at spise i familien. Efter næsten ingenting at have fået i en måned. De har meget brug for mad. En sæk ris, skrev han, den kan række i lang tid. Og så kan de selv måske begynde at tilberede f.eks. ris, og sælge. Og begynde med ideerne til selvhjælp. Kære venner. Det kan godt være, det er en dråbe i havet, når man ser det oppefra. Men hver dråbe er en hel verden i sig selv. Og livet skal ikke ses oppefra. Det skal ses der, hvor det er, hos den enkelte, indefra, dér er verden. I sig selv et helt univers. Vil I hjælpe? Læg en besked ind hos mig. Eller hos ham. Der behøver ikke at skulle så meget til.
Posted on: Wed, 07 Aug 2013 00:48:21 +0000
Recently Viewed Topics
© 2015