Lukning truer Kyllingens hold Christina Watches-Onfone lukker, - TopicsExpress



          

Lukning truer Kyllingens hold Christina Watches-Onfone lukker, hvis ikke Jesper Worre udtager holdet til Post Danmark Rundt på onsdag, siger Claus Hembo Onsdag kl. 11.00 bliver et skæbnesvangert tidspunkt for Danmarks næststørste cykelhold, Christina Watches-Onfone. Her afslører Post Danmark Rundt, hvilke danske cykelhold der får et wildcard til det danske etapeløb senere på sommeren. Hvis ikke Christina Watches-Onfones navn bliver råbt op af løbsdirektør Jesper Worre, trækker cykelholdet stikket. Så kontant er meldingen fra cykelholdets direktør, Claus Hembo, som åbnede muligheden i Herning Folkeblad forleden. - Hvis ikke vi får et wildcard, bliver konsekvensen, at vi lukker Christina Watches-Onfone. Vi kører selvfølgelig sæsonen færdig, men jeg kan ikke se en fremtid, hvor vi ikke kan køre Post Danmark Rundt, slår Claus Hembo fast over for BT. Post Danmark Rundt er det mest attraktive løb for Christina Watches-Onfones sponsorer, og derfor det nærmest et krav, at holdet er med for at tilfredsstille sponsorerne. Hembo er frustreret over, at holdet ikke automatisk er kvalificeret, når holdet har vundet otte UCI-løb i udlandet i denne sæson og er det hold, som har det største budget. Et af de vigtige kriterier for at blive udtaget er at køre og vinde løb i Danmark. Christina Watches-Onfone foretrækker ofte at køre i udlandet, og det tæller ikke i samme omfang. Christina Watches-Onfone må i stedet for vente på svar fra Post Danmark Rundt, ligesom de seks andre kontinentalhold, der er i Danmark. Post Danmark Rundt uddeler formentlig wildcard til fire ud af de syv hold. Christina Watches-Onfone har de seneste to år fået adgang til løbet. Hembos udtalelser kan ligne et forsøg på at lægge pres på arrangørerne bag Post Danmark Rundt. Forholdet mellem Hembo og Danmarks Cykle Union er i forvejen belastet, og Hembo har tidligere truet med lignende drastiske handlinger, hvis beslutninger gik imod ham og holdet. Blandt andet da BT i slutningen af 2012 afslørede, at Christina Watches-Onfone var i overhængende fare for at miste licensen, fordi DCU ikke kunne godkende regnskabet. - Hvis den her helt urimelige behandling fra DCU ender med, at de nægter at give os licens, står jeg med to muligheder, hvor den første er at lukke holdet, og den anden er at køre på en udenlandsk licens. Og så vælger jeg den sidste løsning. Men det burde være helt og aldeles unødvendigt, sagde Hembo dengang til BT. Christina Watches-Onfone endte med at få licensen, så det blev ved advarslen. Claus Hembo afviser, at han forsøger at presse eller true sig adgang til Post Danmark Rundt: - Det er ikke en trussel, men en kold konstatering. Det er da højst en trussel imod os selv. Direktør i DCU og løbsdirektør for Post Danmark Rundt, Jesper Worre, ønsker ikke at kommentere på Hembos udtalelse om at lukke sit hold ved et afslag: - Jeg kan ikke sige andet, end at vi udtager de sidste hold på onsdag kl. 11.
Posted on: Fri, 21 Jun 2013 06:24:04 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015