Med iPad som arbejdsredskab har der gennem længere tid stået - TopicsExpress



          

Med iPad som arbejdsredskab har der gennem længere tid stået matematik i hovederne på eleverne på mellemtrinet på Kulsbjerg skoles Mern-afdeling. Mandag den 28. oktober kan eleverne nu se frem til at få besøg af deres ”matematikhelt” Matematikfessor, som udover matematikaktiviteter også vil afholde en officiel ceremoni med diplomoverrækkelse. Undervisningssitet Matematikfessor.dk bruges af halvdelen af alle danske skoler og giver både elever, lærere og forældre mulighed for på alle tider af døgnet at løse matematikopgaver og få hjælp og forklaring på opgaver, som man har svært ved at løse. En adaptiv læringsalgoritme sørger for forskellige sværhedsgrader tilpasset den enkelte elev. For eleverne fungerer det lidt ligesom et PC-spil, hvor eleverne skifter level - niveau - hver gang de har løst et vist antal opgaver. På initiativ af lærerteamet på mellemtrinnet blev de 53 elever udfordret til at løse 100.000 opgaver. En stor del af eleverne har allerede opnået titlen ”Matematikfessor”, hvilket kræver, at de har svaret mere end 2.000 matematikopgaver korrekt. Elevernes gejst og fart har gjort, at virksomheden har været nødt til at indføre titler som Bronzefessor, Sølvfessor og Guldfessor før planlagt. Seks elever har allerede opnået status af Bronzefessor, hvilket kræver, at de har løst 5.000 opgaver. ”Jeg er meget stolt af både elever og lærere over det engagement, glæde og motivation de har udvist. Det er noget, der giver eleverne selvtillid,” siger skoleleder på Kulsbjerg skole Anne-Marie Jacobsen. Hun er heller ikke i tvivl om, at det at alle elever har fået en iPad og dermed nemt har kunnet tilgå undervisningsprogrammet har gjort det interessant at arbejde så meget med matematikopgaverne. ”De har arbejdet med dem, ikke kun på skolen, men i alle mulige situationer hjemme og ude. Før var en stor del af lektiehjælpen afhængig af forældrenes pædagogiske egenskaber og faglige kundskaber. En internetforbindelse og en iPad kan ofte fjerne denne barriere” siger hun.
Posted on: Thu, 24 Oct 2013 12:29:20 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015