Når et menneske dør, bliver vi andre tilbage; så er det en dyb tilfredsstillelse at der var en nær ven, der virkelig så manden, og som kan udtrykke afmagten så smukt som Per Arnoldi gjorde det i dag ved Peter Hiorts begravelse. "Siden Peters død tirsdag sidste uge har vi alle gen-oplevet, gen-oplivet, gen-erindret og gen-fortalt de mange historier om Peters liv og færden. Nogle har været frit opfundne, nogle pudset op i dagens anledning, nogle har været hjemløse vandre-anekdoter, som nu er blevet tillagt Peter og således har fundet et troværdigt hjem, og de fleste har været sande, men så fantasifuldt og energisk anderledes, at man tror det er løgn. Vi behøver ikke stimulere mytologien omkring Peter ... den har altid været i fin form. Vi er heller ikke vemodigt forsamlede her omkring hans kiste, for at gennemgå, verificere , bekræfte eller afkræfte noget som helst. Men for at sige ordentlig farvel. Jeg har de sidste dage drømt om et puslespil uden grænser. Et kaos af brikker, der aldrig vil blive lagt færdigt, indrammet og afsluttet. Et så facetteret billede, med tusinder og atter tusinder af enkeltheder, at det måske aldrig KAN blive færdigt og vi færdige med det. Et sådan puslespil var Peters liv og ikke mindst hans voldsomme virke. Jeg vil forsøge, ganske kort, at samle et par brikker op fra bordet, holde dem op, vise dem frem, vende og dreje dem , artikulere dem, rentegne og spatiere dem så godt jeg kan. Det er Halfdan Rasmussen, der som overskrift over mange af sine fabulerende digte og rim har brugt vendingen: NOGET OM...! Han angiver hermed, allerede i overskriften, at her er tale om: NOGET OM, en brik i det store billede, og netop ikke: ALT OM. NOGET OM STARTEN PÅ DET HELE. Peter kom fra et hjem med både klaver og strandgrund, god smag, resourcestærke forældre, barskab og begavede bekendte og gjorde voldsomt oprør. Hans far Esbjørn var direktør for den Permanente men Peter var ikke til permanens. Han var til forandring og ville væk. Utilpasset omkringfarende, rastløst talentfuld og med en robust appetit på livet. Det kunne kun gå galt, og gjorde det ikke. NOGET OM PARADOKSER OG DÆMONER. For den unge frembusende Peter kastede sig dæmonernes favn. Den gode smag smagte ham ikke. Og alligevel viste det sig, som vi alle ved, at hans egentlige brændstof til både oprør, fornægtelse , fravalg og tumultuøs fremfærd, var netop det modsatte: En søgen efter noget endnu bedre end den gode smag, noget endnu klarere og mere velartikuleret end det vedtagne, noget smukkere end den blåstemplede æstetik. Peter ville tvinge fortællingens inderste kerne frem i lyset selvom om vejen ad hvilken tit kunne se lidt mørk ud en sen svimmel nat på Vesterbro. Han var ikke Afsporet, som en film fra den tid hed, han var PÅ sporet. Ikke af den tabte, men af den kommende tid. NOGET OM FORMAT. Peter lagde tidligt stilen an: Han så , så vidt jeg kunne afkode hans spankulerende selvopfattelse, sig selv som 50% John Wayne, 50% Yves Montand, 50% Frank Sinatra, 50% John Houston, 50% Orson Welles, 50% Gary Cooper , Mogens Fog og en masse flere forbilleder i samme vægtklasse. Det er stort, Eller det bliver i hvert tilfælde meget stort hvis man begynder at lægge de mange gange 50% sammen. Jeg ved godt at ” puddelhundene med deres gnidrede regneark ”, som Peter kaldte dem, mener at der kun kan findes 100 % af noget som helst. Nonsens. Peter beviste det modsatte. Hvis man lever så intenst med så mange procenter i bagagen fylder man i landskabet. Peters format , ambitioner og store armbevægelser skabte og svarer til det tomrum han efterlader, og som vi idag, sammen lidt fortabte forsøger at fylde og forstå. NOGET OM TID OG STED. Om ørerne på os og lige for vores øjne forvandler København sig disse år. Eller rettere vi har måske ikke kunne se det før nu. Vores by og Peters by kommer aldrig igen. Tabet er meget stort. For Peter var også mange procent Københavner. Han boede her, han arbejdede her, han drak og teede sig her. Tom Kristensens mesterværk Hærværk falder her naturligt i tasterne. Og nævnede man den roman, der så uafrysteligt afstikker og beskriver vores fælles første terrain, trumfede Peter selvfølgelig med fortællingen om da han drak med Tom Kristensen på Hotel Kong Frederiks : ” Bar des Artistes” .. og forøvrigt hang på regningen. Vi andre havde kun læst bogen. Men Peter bed til benet og gik til sagens kerne, når han fik chancen. Tænk hvormange vidunderlige steder i København jeg her , som et digt kunne remse op, som ved navnene alene ville fremmane det stadig fjernere univers hvor Peter var en af de strålende stjerner. Adlon og Bellevue strandhotel og Loppestikket og d´Angleterres bar og Cosmopolite. de fire årstider og Nordland, arbejdere på B&W, piger på kajen, sømænd i Nyhavn, sporvogne på sporet og mange aviser, BT hjørnet og DSB Kino, hovedbanegårdens restaurant og så videre. Det var vores by og det var hans by. Det VAR hans by ... og måske bliver han nu, hvor den mister sin personlighed og identitet skånet for det værste. NOGET OM KAOS. Tom Kristensen skildrede bedre end mange det kaos ud af hvilket både skønhed og orden kan vokse. Hans store utopiske revolutionsdigt: Atlantis, slutter med linierne: ” i kaos jeg løfter min bøsse mod skønhedens stjerne og sigter”. Den eksplosive revolutionsromantik var ikke Peter fremmed – og han havde samme sigte. Den geniale franske maler Edgar Degas har engang sagt: ” J´ai soif a l´ordre! ” Jeg tørster efter orden. Det kunne ellers se ud som om han opløste sine billeder af verden? Men så har man ikke set ordentlig efter... Det med tørsten lader vi ligge men det med orden er meget relevant her idag. For hele Peters indædte virke handlede om at skabe skønhed, orden og klarhed. Han blev ved og han blev ved og han fortvivlede og forsvandt et stykke tid, men kun for at dukke op og sætte endnu mere tryk på sine ideelle bestræbelser. Han gennemlevede perfektionistens mareridt og martyrium: At det aldrig er godt nok, og den sjældne belønning, at det en gang imellem alligevel lykkes. Det er det hårde liv! Og til sidst: NOGET OM AT VENDE HJEM. Jeg indledte med at sige, at Peter gjorde voldsomt oprør mod sin dannede og pæne baggrund. Og endte med at vende hjem. De sidste par år, hvor vi mest talte sammen i telefonen, skulle der ikke mange stikord til, før han fortalte fra sit barndomshjem og sin fars univers. Det var ikke sentimentalitet. Det var en mild kærlighedserklæring til de værdier, han var vokset op med. Måske mere permanente end han som ung havde forstået. Lykkelig den der vender hjem. Et stort ord i min ordbog er BRUGSKUNST. Kunst der bliver brugt. Kunstneriske evner og energi, der vælger at virke og medvirke i det virkelig liv, som det leves her og nu på godt og på ondt. Peter var et voldsomt kunstnerisk talent. Han valgte at udfolde sig hvor livet blev levet. Han bidrog med sine kompromisløse angreb på det grimme og det dumme. Han ville det bedste. også for de mange. Han delte ikke kun forbogstaver med PH. Også farve. Jeg slutter med NOGET OM LIVET EFTER DØDEN Hvor ville idag være meget lettere, hvis man troede på den enkle fortælling om livet efter døden som mange rådvildt har godtaget. Så ville vi nu alle , med trøst og fred i sindet kunne forestille os hvordan Peter lige som enhver hverdagseftermiddag kl.17 i Drop Inn, ville ankomme til himmerigets kro, aflevere sin Burbury til Sorte Annie i garderoben og tage plads ved stambordet sammen med Arne Olsen, Arne Forchhammer, Plastic Ole, Willy Perletand, Porter Harrry, Jesper Porsing, Spræng Schmidt, Jørgen Roos, Anker, lille Henry Anton Sjuske, Bamse, Erik Sommer , Georggjedde og Jørgen Ryg. Og blive siddende , godt bænket, i al evighed. Det lyder virkelig godt! Men så enkelt er det formentlig ikke. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Nu er Peter død. Men hans værk, eller rettere hans værk og virke, hans frygtløse, temperamentsfulde og nådesløse kamp for artikulation, anstændig kommunikation , grafisk præcision og klar tale vil altid leve og blive husket. Ikke blot af os, der har været hans venner ,har levet med ham og nydt godt af hans indsats. Men også, ubevidst , af den kultur, til hvis meget store puslespil han har føjet et par dybt originale brikker. Jeg faldt i forleden i første bind af Hans Bendix erindringer: ”Troskyldigt forår ” over et citat af Anatole France: ” Stygt råber synder du har bedrevet. men værre vånder sig liv ulevet”. Vi tager idag en vemodig afsked med en ven. En godt brugt ven. En voldsom ven! Meget kan man sige om Peter og hans liv ... men ” ULEVET” - det var det ikke! Tak!"
Posted on: Tue, 20 Aug 2013 21:04:20 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015