Omtale af Anne Marie Eriksens "Hvis du vil se mig i himmelen" i Århus Stiftstidende (15.09.2013): "»Jeg fatter ikke, hvad jeg har gjort« Tragedie. Som 19-årig slog Anne Marie Eriksen i en psykose sin spæde søn ihjel. Nu har hun skrevet en bog om den begivenhed, der har mærket hendes liv. Nikolas var knap et halvt år gammel, da hans mor om natten 29. november 1992 pakkede ham ind i en flyverdragt, kravlede ud af vinduet med ham og gik til en nærliggende skov, hvor hun kvalte ham og derefter forsøgte at skære sine egne pulsårer over med en medbragt kniv. Der er gået 21 år, men tragedien bærer Anne Marie med sig hvert sekund på dagen, og nu har hun formuleret mange års tanker og dagbogsnotater til bogen »Hvis du vil se mig i himmelen«. »Jeg ville have skåret ham i halsen. Men kniven var så sløv, så det lykkedes ikke. Jeg prøvede at skære mig selv i halsen, og det lykkedes mig heller ikke. Jeg kvalte ham da og skar mig selv i håndleddene. Det var for koldt, så blodet flød ikke. Måske skulle jeg også have skåret på den anden led ( har jeg senere fået fortalt). Jeg ville, at vi skulle dø på samme måde,« skriver Anne Marie i sin bog. Det var slet ikke meningen, at hun skulle have været gravid. Hun var »ung og uprøvet,« som hun siger, og forholdet til kæresten var vaklende og destruktivt. Hun blev anbefalet abort, men på sin 19-års fødselsdag, 20. november 1991, besluttede hun sig for at gennemføre graviditeten. »Det var helt mit eget valg, men i dag er det meget uklart for mig, hvorfor jeg tog den beslutning,« fortæller Anne Marie. Nu bor hun i Højbjerg med sin kæreste igennem knap fire år, den teologi-uddannede underviser Lars. Hun er førtidspensionist og tager både antidepressiv og antipsykotisk medicin. Den psykose, der ramte hende dengang, og den tragedie, som fulgte med, har hun aldrig forvundet. Man kan håbe, men ikke forvente, at hun en dag føler sig helt rask. Hans sjæl har været her »Jeg kunne godt have ønsket mig en mere blid overgang til voksenlivet, og at jeg havde taget begivenhederne trinvist og i den rigtige rækkefølge -uddannelse, mand, børn,« siger hun og fortsætter: »Jeg har frataget mig selv muligheden for at opleve moderskab og familieliv, og jeg er plaget af tanken om, hvad jeg gjorde ved alle de mennesker, der stod mig nær, og først og fremmest af tanken om, hvad jeg gjorde ved mit barn. Men jeg er taknemmelig for, at Nikolas kom, og at hans sjæl har været her.« Allerede under graviditeten var Anne Marie depressiv. Efter fødslen flyttede hun ind hos sine forældre i Gram. Nikolas udviklede sig, som han skulle, men Anne Marie havde det skidt. Hun gik med selvmordstanker, og forældrene kontaktede en psykolog, der ikke formåede at hjælpe. Anne Marie besluttede sig for at bortadoptere sin søn, men det blev forhindret af samme psykolog. »Jeg var helt uformelig og havde skiftende sindsstemninger, nogle gange fra minut til minut. Det værste var, at det var så uforudsigeligt. At jeg ikke kunne styre disse skift.. Mine grænser opløstes,« tænker Anne Marie tilbage i sin bog. Det kulminerede den vinternat, da hun besluttede, at den bedste løsning var døden. »Det virker helt uhyrligt her at se tilbage på. Men det var status. Fra mit formørkede, psykotiske sind virkede det rigtigst. Ja, helt logisk.« Hun opsøgte selv hjælp den vinternat, da selvmordsforsøget mislykkedes, og hun blev omgående indlagt på psykiatrisk afdeling. Man vågner.. »Det var mareridtsagtigt at vågne op på en psykiatrisk afdeling og komme i tanke om, at man har slået sit barn ihjel. Og forsøgt selvmord. Man vågner, tror, dagen er åben, og man skal noget, man har lyst til. Men nej, man er fængslet. Ikke i et fængsel, men i sit hjerte. Det åbner sig aldrig op igen, man er forstenet. Jeg må bøde for dette resten af mit liv.« Anne Marie har i årene derefter vandret igennem det psykiatriske behandlingssystem, og hun har med tiden fundet sin plads i tilværelsen efter de første år, hvor »min dag ikke bestod af andet end at finde mig i livet.« I dag skriver hun meget. Ud over sin nye erindringsbog og en omfattende hjemmeside har hun skrevet digte, og hun komponerer musik til de salmer, som Lars forfatter. Hun har også malet og udstillet bunker af billeder, godt hjulpet af en uddannelse på Århus Kunstakademi. »Det er et held, at jeg har kunsten,« mener hun. Hun er opvokset i et hjem med klaver, og det er kommet hende til usigelig nytte. Klaverspil og sang har givet hende mening i tilværelsen. Drømmen om en plads på musikkonservatoriet og en fremtid som operasanger måtte hun opgive på grund af sin sygdom, men sangen folder hun ud både derhjemme ved klaveret og hver søndag i Møllevangs kirken som kirkesanger. »Når jeg øver på en motet til næste søndag, giver det pludselig god mening for mig, at mine forældre insisterede på, at vi børn fik en opvækst med musik og sang,« smiler hun. Sine egne sange tager hun også med sig ud, når hun holder foredrag -om sindslidende og tro, om kunst på baggrund af traumer, om sange fra hjertet. De små fingre og tæer »Det er nemmest for mig at holde foredrag, hvis jeg må få lov til at være ærlig og fortælle min historie,« siger hun, der i reglen bliver mødt med »mildhed og opbakning.« Men der findes mennesker, som mener, at hun skal lægge Nikolas og hans død bag sig. »Nogle synes, at jeg skal komme videre i mit liv, og at jeg skal lade hændelsen ligge. Men den er blevet et grundvilkår; den har dannet mig og er blevet min klangbund.« Hun har haft kærester siden dengang og har leget med tanken om at få et nyt familieliv. Men hun har indset, at det ikke kan lykkes. »Når jeg ser et barn i en barnevogn, de små fingre og små tæer, fatter jeg ikke, at jeg kunne gøre sådan noget -jeg fatter det ikke. Men jeg ved også, at jeg, som det er nu, ikke egner mig til at skulle være ansvarlig for et lille væsen. Vi har haft en forhutlet kat her, og jeg havde stort behov for at tage mig af den, men samtidig kræver sådan en omsorg utroligt meget af min opmærksomhed, og det stresser mig.« Medicinen påvirker hende. Hun føler sig lukket, koblet af. »Jeg bliver hurtigt træt og må tage et hvil; jeg er ikke helt så livsduelig som andre og har ikke så mange kræfter. Jeg er på et kæmpearbejde, når jeg sidder over for mennesker. Gør jeg det godt nok? Siger jeg nogle åndssvage ting? Jeg har haft to perioder uden medicin, og da fattede jeg meget mere af verden og forstod flere sammenhænge, end jeg gør, når jeg er medicineret. Min korttidshukommelse var også meget bedre. Men jeg blev manisk uden medicinen. Det var fedt den første måned, men så gik det virkelig ned ad bakke.«. Skyld og skam Som hun har det nu, ved hun, at hun ikke vil undvære medicinen. At det trods alt er bedre med end uden. Og hun opsøger også af egen drift både psykolog og psykiater med jævne mellemrum for at holde sindet renset. Hun tænker tit på Nikolas. Men tænker ikke for inderligt. »Der ligger en kerne af noget dybt, dybt tragisk langt inde i mig, og jeg passer på ikke at komme i kontakt med den kerne særlig tit. Det kan jeg ikke tåle. Sorg og savn gemmer jeg bag et smil. Det er svært at tilgive mig selv for det, jeg gjorde ved mit barn. Det kan jeg ikke. Der er en følelse af skyld og skam. Men jeg kunne nok ikke have handlet anderledes dengang. Der var ikke andre veje. Det var skæbnen,« siger hun. Eller som hun skriver i sin bog: »Jeg må tage det på mig, at jeg førte kniven. Men bare også vide med mig selv, at det ikke var med vilje -det var med modvilje. Noget i mig reagerede -heldigvis -så ( u) gerningen føltes helt forkert.« Anne Marie mærker, at sønnen er med hende. »Jeg elsker mit barn, men har først fået følelsesmæssig kontakt med ham i årene efter hans død. Det er svært for mig at genkalde mig de moderfølelser, jeg havde, da han levede. Og i dag tør jeg ikke fuldt ud mærke efter de følelser af forbundethed og længsel, som jeg har efter ham,« forklarer hun. Anne Marie har fra begyndelsen haft stort behov for at fortælle verden sin historie. Gud har en plan »Jeg føler, at Gud har en plan med mig. At der er en mening og en retning. Og et arbejde at gøre,« siger hun. Hun skriver i sin bog: »Det ville være mærkeligt, om et menneske slet ikke har følelser og kvaler over at have slået et andet menneske ihjel. De mennesker findes selvfølgelig, som ikke angrer eller har samvittighed. Men jeg har ikke mødt nogen. For en del år siden fik jeg kontakt til en kvinde, der havde været ude for det samme som jeg. Hun har slået sin datter ihjel. Hun og jeg mødes stadig jævnligt og udveksler tanker og problemstillinger, som vi ikke kan dele med så mange andre. Der findes måske mange i Danmark, der bare ikke er stået frem. Jeg stod frem. Når jeg skal være hård ved mig selv, forklarer jeg det med, at jeg bare gerne ville have opmærksomhed eller blive set. Men når jeg møder hjertesagen brænde i min krop, behovet for måske at hjælpe andre kvinder i lignende situation, dømmer jeg mig med mildhed.« Det seneste par år har hun mærket livsglæden boble. For første gang siden den pure ungdom er hun indimellem vågnet med lysten til en ny dag. Hun tror selv, at mødet med Lars har været vigtigt. »Vi fungerer så godt, har så god en balance, Lars og jeg. På de dage, hvor jeg føler mig modløs, og Lars er på arbejde, sender jeg ham en sms, og så svarer han straks og giver mig ny kraft,« siger hun, der ser sundere ud end nogensinde før. Sommergløden sidder stadig i kinderne efter varme dage i kolonihaven, og håret er groet ud til langt og blankt. Hun har liv i øjnene og kan smile. »Jeg har tålt mig selv« Efter 21 års sorg og sygdom bevæger hun sig stille mod lyset. »Jeg har sværtet alle mulige mennesker til, også nogle, som slet ikke kender til mine ord. Men jeg har mest af alt tålt mig selv. At skyde skyts efter andre og klandre andre for noget fører på et tidspunkt anklagen tilbage mod dig selv. Enkelte gange har jeg tænkt, at det var bedre, om også jeg var død 29. november 1992. Så kunne vi have ligget i graven sammen og udholdt savnet sammen,« skriver Anne Marie i sin bog, men konkluderer også: »At der var et liv til mig efter 1992, at jeg overhovedet overlevede det selvmordsforsøg, var mere en opgave end en gave. Men efterhånden som jeg pakker opgaven ud, ser jeg det som en gave.« Trods de nye glæder, der pibler frem i hendes nu 40 år lange liv, bærer hun stadig tragedien med sig. Og sin undren over den. »Alt ledte mig til denne ekstreme handling. Som ingen bagefter forstår. Som jeg selv prøver at forstå hver eneste dag. Jeg må en dag spørge mit barn, hvor ondt det gjorde. Hvis han vil se mig i himmelen...«."
Posted on: Mon, 16 Sep 2013 07:10:00 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015