Omtale af Jacob Kokkedals bog "Det de ikke snakkede om" i - TopicsExpress



          

Omtale af Jacob Kokkedals bog "Det de ikke snakkede om" i Nørresundby Avis (11.09.2013): "Kritiske øjne på skolen Nordjysk lærer tegner et deprimerende billede af folkeskolen anno 2013 DER ER lige så mange holdninger til folkeskolen, som der er forældre og elever. Og i løbet af de sidste måneder er der sagt og skrevet rigtig meget om den, dens problemer, dens udfordringer, dens muligheder, dens styrker og svagheder, dens lærere, eleverne etc. Nu vil en af lærerne også give sit besyv med -derfor har 36-årige Jacob Kokkedal fra Skansevejens Skole i Nørresundby skrevet en satirisk bog om alt det, der ikke blev fortalt under forårets lockout. " Det de ikke snakkede om" tager udgangspunkt i den fiktive skole " Almueskolen", hvor læserne stifter bekendtskab med blandt andre den kriminelle elev, den uduelige vikar, IT der ikke virker efter hensigten, fejlslagen inklusion, eleven der kalder læreren for en møgluder og bliver sendt uden for døren, hvilket medfører forældreklager osv. -Jeg har forsøgt at beskrive, hvorfor vi er verdens dyreste men ikke verdens bedste folkeskole, som kan holde trit med kinesiske elever, siger Jacob Kokkedal, der til daglig underviser i dansk, engelsk, historie, idræt og IT på Skansevejens Skole. Og det er netop på hans arbejdsplads, at vi mødes til en snak. Klokken har passeret 16, da jeg møder op denne onsdag. I lærerværelset sidder flere lærere og arbejder -blandt andre Jacob Kokkedal. Han foretrækker at blive på skolen og forberede sig, men til gengæld holder han fri, når han kommer hjem, og det er helt i tråd med den omdiskuterede skolereform, der skal realiseres fra august 2014. Det er nu ikke derfor, han gør det. For ønsket om en reform af folkeskolen med længere skoledage til følge er ikke groet i hans baghave. Og han mener bestemt ikke, det er løsningen på problemet med at 15-17 procent af eleverne forlader folkeskolen uden basale færdigheder i matematik og dansk. I stedet peger pilen på de folkevalgte politikere, mener Jacob Kokkedal. -Folkeskolen er underlagt dårlig politisk ledelse og politikerne gør ikke noget for at tale skolen op -tværtimod det er forårets lockout, hvor politikerne knuste en hel personalegruppe, et tydeligt eksempel på, siger Jacob Kokkedal. Hvis nu bare I bogen møder vi møder den hårdt prøvede lærer Margit, der nogle dage overvejer at få gemalen Frede til at påkøre hende, så hun kan få en førtidspension. Andre dage håber hun på at pådrage sig en sygdom for at undgå at møde op på sit arbejde som lærer, hvor eleverne for længst har mistet respekten for hende, og hvor hun i stedet er blevet mål for deres drillerier. -Materialet til bogen er almene problemstillinger og frustrationer, jeg har taget med undervejs, siger Jacob Kokkedal, der ved siden af lærergerningen har taget en akademisk uddannelse i pædagogik og derfor har været i kontakt med lærere fra hele landet. -" Margit" stødte jeg på for flere år siden. Hun var en kvinde, der ikke kunne sætte sig igennem over for eleverne, mens det med at finde grunde til ikke at gå på arbejde, er noget jeg selv har oplevet. -For flere år siden havde jeg en vanskelig klasse, og da jeg skulle begynde efter juleferien, tænkte jeg, måske kunne jeg brække et ben. -Jeg synes, det er vildt, at man kan blive presset ud i en situation, hvor man kan have sådanne overvejelser, siger Jacob Kokkedal. Provokation Det var oprindelig en provokation, der fik Jacob Kokkedal til at skrive bogen. I en blog på berlingske. dk sidste år kritiserede debattør Anne Sophia Hermansen lærerstanden for at gå mere op i at tælle timer frem for undervisning. -Godt nok er jeg borgerlig orienteret, men det irriterede mig, at hun talte om lærerne som en gruppe, der er optaget af at arbejde så lidt som muligt. Vi er for længst holdt op med at tale om arbejdstid, vi arbejder igennem, og vi arbejder stærkt, siger Jacob Kokkedal. Skolens autoritet er lige så stille forsvundet over tid -derfor opstår problemstillinger, som dem bogen belyser, mener Jacob Kokkedal. Det er der flere grunde til, påpeger han. -Der er blevet for meget blødsødenhed, vi tør ikke slå ned på problemerne, for gør vi det, kan vi af og til opleve, at skolen får klager. Og skolelederne tør ikke bakke op, fordi de reelt ikke har nogen magt -efterfølgende skal de stå til regnskab over for politikerne og den offentlige mening. Dermed mister skolen sin autoritet og er ikke længere et sted med forankrede værdier men i stedet reduceret til et sted, hvor " forbrugerne" bare kan plukke det, man har lyst til, siger Jacob Kokkedal, der i dag oplever, at der bliver alt for meget tid på at drøfte hvem, der har " magten" i stedet for at bruge tiden på værdifuld undervisning. Børn er mere værd Endnu har ingen af kollegaerne kommenteret bogen, dog med undtagelse af skolens pedel, som mener, at bogen afspejler en hvilken som helst offentlig arbejdsplads. Selv om bogen viser et meget lidt flatterende billede af folkeskolen, afviser Jacob Kokkedal, at han, som, han kritiserer politikerne for, er med til tale skolen ned. -Mit mål har været at lave en bog, som alle skoler kan genkende sig i, og det skal betragtes som et argument i debatten om folkeskolen. Bogen skal vise, at virkeligheden er en anden end den politikerne beskriver, og jeg vil gerne vise, at folks børn er bedre værd end det, politikerne byder dem lige nu, siger Jacob Kokkedal og påpeger, at skal folkeskolen på rette kurs igen, skal der ske en holdningsændring til det at tage en uddannelse. -Det er ikke bare noget man gør ind imellem turene i Jomfru Ane Gade. Det er vigtigt og skal sidestilles med et arbejde. Og politikerne har ikke gjort noget for at tale skolen op og sætte de nødvendige rammer for skolen, påpeger forfatteren."
Posted on: Thu, 12 Sep 2013 06:40:15 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015