Pillen er hvid og vejer 20 milligram. Den ligger på øverste skabshylde i hendes køkken i en rød plastikkasse, og den har fulgt hende siden 2000, hvor hun som 24-årig tog den første gang. Når Signe Kierkegaard Cain tager pillen om morgenen i de perioder, hun bruger medicinen, er det som at sluge en hel samfundsdebat. For den antidepressive medicin er populær og udskældt som aldrig før. »Amerikaneren Elizabeth Wurtzel, der skrev Prozac Nation, sagde allerede i 90’erne, at det var blevet trendy at have en depression. Man kan ikke bevise, om vi har fået flere diagnoser, fordi den antidepressive medicin udskrives så bredt, som man har gjort. Men medicinen har været med til at gøre det mere almindeligt at være deprimeret,« siger Signe Kierkegaard Cain, der er forfatter til en ny bog om den antidepressive medicin, der kom på markedet i slutningen af 1980’erne, og som er blevet stadigt mere omdiskuteret i takt med, at flere og flere tager den mod depression. Fra 2001 til 2012 steg antallet af danskere, der tager antidepressiv medicin, fra 290.000 til 450.000. Signe Kierkegaard Cain er delvist enig med filosof Rasmus Johnsen, der i fredagens Information sagde, at psykiatriske diagnoser er blevet hvermandseje: at travlhed bliver til stress, utilpassede børn bliver til ADHD-børn, og livskriser udløser depressionsmedicin. »I alle årene har jeg har haft den diskussion med mig selv, skulle jeg tage medicin eller ej, og jeg har talt med mange andre depressionsramte i forbindelse med min bog, der siger, at diskussionen bliver ved med at køre i dem. Man tvivler meget på sig selv: Hvad er det normale, og hvad er det unormale, skal jeg blive ved med at tage medicin, når jeg har fået det godt igen? Denne her diskussion bliver internaliseret.« Debatten om medicinen, psykiatriens ressourcer og det moderne menneskes krav om, at psykiatrien skal kunne ordinere det gode liv er vigtig, mener Signe Kierkegaard Cain. Men samtidig efterlader den også den enkelte med et kæmpe ansvar, og man risikerer at udstille antidepressiv medicin som noget, folk kaster sig over for sjov: »Det er klart, at når alle lige pludselig siger, ’jeg har også en depression’ eller ’jeg tager også medicin’, så kan man føle: ’er det så også berettiget, at jeg er syg. Er jeg bare en pivskid?’ Den slags er jo simpelthen gift for folk med depression, der i forvejen tvivler meget på sig selv. Samtidig er det afgørende at få en oplevelse af, at man kan gøre en masse selv for at komme ud af sin depression. Det skal bare ikke blive til, at hvis du har en depression, så er det din egen skyld.« Retfærdiggøre sygdom Signe Kierkegaard Cain er træt af, at hun som et menneske, der i perioder er så syg, at hun ikke kan fungere i en hverdag med børn, mand og arbejde som journalist, skal retfærdiggøre, at hun rent faktisk er syg. »Der er også rigtig mange mennesker, der får kræft eller bliver overvægtige, og så diskuterer vi selvfølgelig, hvilke samfundsmæssige strukturer, der er medvirkende årsager. Men der er bare ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, om folk virkelig har kræft eller er overvægtige. Det sker med depressioner. Vi skal finde en måde at forholde os til de samfundsstrukturer, der spiller ind på psykisk lidelse, uden at det kun handler om, at folk keder sig, eller at folk er overbebyrdede.« Signe Kierkegaard Cain har ingen problemer med at kende forskel på livskrisen og depressionen hos sig selv og andre. Grænsen kan virke meget flydende, men over tid er der kæmpe forskel på en depression og en livskrise, pointerer hun. Men selvfølgelig er man nødt til at kigge på, om der er noget i ens liv, der kan laves om, siger hun ligesom flere af de depressionsramte, hun interviewer i bogen. Quick fix »Når man diagnosticerer en depression, så isolerer man også problemet hos den person, der har depressionen. Det kan godt være, at man ser på livsomstændigheder, men man ser ikke nødvendigvis på, hvad det er, der har gjort personen deprimeret. Erfaringen hos mig selv og de mennesker, jeg interviewer i bogen, er, at medicinen ikke skal stå alene. Det kan godt være, at medicin fjerner de umiddelbare depressionssymptomer, men til gengæld skaber medicin så mange andre problemer som f.eks. bivirkninger.« Signe Kierkegaard Cain mener imidlertid, at nogle praktiserende læger udskriver medicin for nemt og for hurtigt – blandt andet fordi det langt fra altid er muligt at tilbyde alternativer. En tendens der bekræftes af tidligere formand for de praktiserende læger, Henrik Dibbern, der i bogen siger: »Vi overbehandler i så høj grad, at der ikke er nogen som helt fare for underbehandling. Behandlingen med antidepressiv medicin har sin berettigelse, men generelt er vi alt for ivrige efter at behandle med medicin.« Signe Kierkegaard Cain har selv oplevet, at flere i vennekredsen har fået tilbudt antidepressiv medicin hos deres praktiserende læge, efter at de har været sygemeldt i 14 dage med stress og har sagt nej: »Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at man udskriver medicin mod mild depression. Men lægen har ikke altid tiden, kompetencerne eller muligheden for at gøre andet end at udskrive medicin. Derfor er det også lidt let at sige, at vi bare skal tale om det, eller at fællesskabet skal sørge for, at man ikke når helt ud i diagnosen, som Rasmus Johnsen gør. For er det overhovedet realistisk at tage det skridt tilbage i behandlingen af den enkelte patient? Medicinen er jo i første omgang langt den billigste løsning.«
Posted on: Mon, 04 Nov 2013 16:22:45 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015