SKRIFTEN - helhedsøvelse A. Forleden skrev jeg, Jens Haarup Mortensen, en artikel under overskriften: HUSET. Det var også en såkaldt helhedsøvelse. Med helhedsøvelse, på skrift som udtryksmiddel for sin tænkning, det vil sige at tænke højt, mener jeg koncentration af et givent emne. Eller fænomen eller en genstand eller en ting, der kan være flere ting forbundet med eller flere udgaver af ved samme navn. Og i dag skal vi, mine læsere og jeg, så se på, hvad vi kan få ud af emnet: SKRIFTEN. “Skriften” kalder vi dét, der står skrevet på papiret, i en bog eller som indskrift på en bygning eller en væg. Den består af tegn, vi også kalder bogstaver. Disse bogstaver til brug for skrivning, der, når den er nedfældet som skrift skrevet står, er hver især små lydtegn. De har udviklet sig over mange år og gennem flere standardiserende ombæringer. Oprindeligt kommer bogstaver eller tegn fra tegninger eller udsmykninger, der således vidner om menneskets udtryksfulde aktivitet. Det er derigennem, at vi har lært at se, høre eller mærke, hvad der er tegnet eller hvad der skrevet står. Vi lærte det gennem konfrontationer med vor egen sandsning, sandselige erfaringer, hvorfor der er et spejlingsmæssigt aspekt forbundet med tegninger, udsmykninger, kunst og lignende, såsom skriften. Med tiden har stort set alle befolkninger, jorden rundt, fået et indgående kendskab til skriften, henholdsvis skrivningen og læsningen. Det vil sige, det er først indenfor de sidste 200 år, at man for alvor, her i Danmark og i vor samfundskulturhistoriske kreds, Europa, har fået oplært befolkningerne til selv at skrive og læse. Tidligere var den slags forbeholdt de kloge, henholdsvis skriftskloge og lovkyndige, det vil sige de indbildske og deres slaveholdere. Således sagt, da der går en lang skriftsudvikling forud for, som vi endnu ikke ret kender omfanget af; for eksempel, hvordan den har påvirket vore samfunds udvikling, vort menneskeliv, vor ånd, hørelse, forstand og adfærd. Det er en helt grundlæggende sandsning for os, i dag, at kalde tegn eller bogstaver, der gengiver lyd, altså tale eller tænkning, for skrift. “Skriften” kan derfor være genstand for vor betragtning; en ting, man kan have sit mellemværende med. Hvad står der? kan vi finde på at spørge, når vi opdager, at der står noget skrevet et sted, på en ting eller lignende. Og da har vi med andre ord opdaget, at der er et stykke skrift, der formentlig kan oversættes, tydes, fortolkes eller bare høres. Det sidste er centralt, altså vigtigt at forstå i forbindelse med skrift. Efterhånden som vi lærte at bruge hænderne til at tegne, male, udfærdige potter, krukker, glasting, skulpturer og lignende, lærte vi også at opdele sådanne kunstprodukter i sine forskelle mærkbare, altså også kropsnære kategorier. Og det førte os til en voksende opmærksomhed i forbindelse med omsættelsen af vort indre liv, vore forestillinger, til ydre ting, herunder omsætningen af talen eller vor hørelse, og senere tænkning, til skrift. Tænkningen er således blevet den disciplin, der ved brug af skrift, målrettet siger eller gengiver vor forstand eller opfattelse af det vi taler om, eller dét, der er på tale og som vi således hører. Det er af samme grund værd at bide mærke i, at jeg indleder mine artikler med en overskrift, det vil sige, derudfra tænker og koncentrerer jeg min hørelse for emnet og udskriver den, så rent eller forstandigt klart og sandt, som jeg kan. Man kan til forskel derfrá med andre ord også skrive ud i det blå, frihåndstænkning eller “brainstorm” eller digte, for dernæst at knytte en overskrift til udgydelsen. B. Går vi et skridt tilbage, det vil sige fra en tid, en udviklingsmæssig omstændighed forbundet med brug af skrift, så blev skriften hørt som værende langt nærmere forbundet med vor oprindelige eller mere menneskenaturlige, tredimensionelle, hørelse. Det er imidlertid sidenhen gået galt, eftersom skriften er blevet brugt til, altså uvilkårligt bliver forbundet med alt for mange hårde ting i livet, for ikke at sige brugt til at tørre røv i, skyde med skylden og lignende. Det var og er dog tildels fortsat nærligggende at høre, hvad skrevet står, eftersom bogstaverne består af henholdsvis åbnende lyde og lukkende lyde; også kaldet vokaler og konsonanter. De åbnende lyde, vokalerne er: A E I O U Y Æ Ø Å, for vort danske, tildels dansk-nordiske vedkommende. De lukkende lyde, konsonanterne, der ved kombination med vokalerne kan bruges til at korte ordene af eller lægge trykket, så vi derved kan høre, hvad der tales om eller hentydes til, er: B C D F G H J K L M N P Q R S T V W X Z. Man kalder dette, alfabetet, for et latinsk alfabet. Og det betyder noget i retningen af, at det ikke er kinesisk, derimod et alfabet, der per lyd og hørelse stammer fra en forvandling gennem den mellemmenneskelige kommunikation her i Danmark og den samfundskulturelle kreds vi bærer præg af, desuden verdensdel, vi har nærkontakt med, Europa. At det kaldes latinsk skyldes nok især, at den nye skriftskultur, der kom til Danmark omkring år 900-1200, stammer fra Rom. Og videre, dermed sagt, på grund af den ret- og lærdomskultur, der finder sin oprindelse i det romantiske område eller rettere sagt i den sydlandske oldtidsarv, herunder de gamle romere og grækeres indsigter samt jødernes; således også udbredt med Jesu budskab, biblen og senere kirken. Vort danske alfabet er derfor stort set det samme som det tyske og det engelske, hvorimod ordlyden og brugen dog er markant anerledes. Desuden har vi færdige bogstaver for lydene: Æ Ø Å, hvorimod man må kombinere sig frem med vokalerne, for at gøre sådanne lyde, på for eksempel engelsk og fransk. Det er temmeligt svært for udlændinge at sige disse, velsagtens inderligt dybsindige, kropsnære eller hjertenære lyde: æ ø å. Tidligere talte vi jydsk, her i hovedlandet, Jylland, Danmark. Og det minder mere om det oprindelige danske, hvad måden at sætte ord sammen på og forstå sig sprogligt angår; og det har vel at mærke sig haft temmelig stor indflydelse på vor hørelse og vor oplysende forstand, vore åndsegenskaber, logiske evner og mere til. Jeg opdagede også en dag, at Guldhornenes indskrift, der vist nok er fundet ved Møgeltønder i SønderJylland, til forveksling minder om islandsk. C. “Skriften” er ved sin hele benævnelse alt, hvad der er skrevet gennem tiderne på jord. Og da det kun er mennesket, der skriver, kan vi roligt udelukke dyrene og aberne for den sags skyld. Vi kan til gengæld ikke udelukke alle de gamle skrifter, når talen er om skriften. Ejheller indskrifter på vægge eller templer, ruiner, der vidner om gamle dage, fortiden. Ret hurtigt kommer vi derfor i den situation, at vi må identificere, hvad der er hvad, hvor det pågældende stykke skrift står skrevet eller er taget fra, udgivet og gengivet i bøger, samt hvem, der efter sigende skulle have forfattet stykket. Det ærinde bliver med andre ord hurtigt til følgende kategoriske opdelinger til specificering af oprindelse: STED MENNESKE TID Et stykke skrift er skrevet af et menneske. Og det er sket et bestemt sted, således i forbindelse med en samfundsmæssig omgivelse med sine omstændigheder. Og endeligt kan vi således datere det, følgeligt også danne os et historisk eller udviklingsmæssigt perspektiv, set i forhold vor samtids gængse måder at se, tænke og føle på. På den måde kan man, ved brug af skrifter fra forskellige tider, menneskealdre eller samfund, dels høre, dels aflæse en udvikling. Det kræver dog også en sandfærdig og god forstand, så fortiders levn ikke, som man siger, bliver læst, det vil sige hørt ind i vor samtid på forvrængende vis. Man skal så at sige først være velbevandret i menneskelivets egen forstand, altså være bekendt med livet på jord, herunder i særlig grad vor ahistoriske omstændighed, såsom vor åndskropslige menneskelighed, der jo i al evighed lever i livets samfund og således påvirkes af vore respektive lande eller folkeslag, førend man ret kan håndtere fortiden på oplysende vis. Jeg skal derfor advare imod at gøre dette, jeg mener sådan uden videre blande, læse og høre forskellige skrifter fra forskellige tider, samfund og menneskealdre, på tværs af vore nuværende, respektive lande og deres befolkninger, eftersom hørelsen for fortidens hændelser, ikke mindst mennesker, der skrev af nød, kan få katastrofale følger for de pågældende, der måtte komme til hørelse for eller forståelse af, hvad der er foregået i disse afdøde menneskers indre liv. Det gælder ikke mindst Jesus’. Skriften afslører med andre ord, til tider, eller under visse åndspåvirkelige omstændigheder, mere end, hvad godt er set i forhold til vor medmenneskelige og landsmæssige samfundsomgivelse med sine udviklingsæssige dagsordner i livets eget oplysende navn. Ovennævnte er skrevet: STED: i Brande, Jylland, Danmark MENNESKE: af Jens Haarup Mortensen TID: den 11/11 år 2013 Véd man endvidere, at jeg er født i 1974, så kan man regne ud, at jeg snart er 40 år gammel. Desuden kan man indse, at jeg fortsat er i live, eftersom Vor Tidsregning afslører, hvor vi er henne, sådan mere historisk set. Og endeligt fremgår det også, at der skrives på det sprog, vi kalder dansk, nærmere betegnet, en skriftlig udgave af det, hvilket betyder at forfatteren, jeg, Jens Haarup Mortensen, er bekendt med det danske skrivemål. Kanske skulle jeg også, overfor min læser, nævne, at der i Danmark findes mennesker, der kan aflæse flere ting, omkring mig eller vor samtid, ved den måde, jeg skriver på. Eller generelt set, den måde, der skrives på. Og det er langt fra dem alle sammen, af den slags, der har rent mel i posen, som man siger. Jeg mener, der findes desværre mennesker, der i forbindelse med skrift og fortolkningsarbejde i den forbindelse, opøver en meget grim, endda er givet en ondskabende, ikke-indrømmende holdning til såvel sandhed, ærelighed, tænksom forstand som til stemmeretten, ytringsfriheden og ytringspligten eller nødråb i vort danske samfund. D. Grundbogen i Kirken er Biblen. ‘Biblen’ kommer af det latinske, ‘biblio’, der går igen i ‘bibliotek’, og som betyder bog eller bøger. Og således også skriften. Indholdet i Biblen, bogen, er imidlertid ikke latinsk, hvorfor vi her har et eksempel på en ganske forførende omstændighed. Den ene ting er, at Biblen er blevet brugt som hovedbetegnelse eller grundbog for ‘Bogen’. “Det er gjort ifølge bogen”, findes der et udtryk, der lyder. Og det skyldes Biblen og følgeligt den lov-&-retslige kultur, som udbredelsen af Biblen og dens ord, har afstedkommet. Den anden ting er, at den latinske indgang til bogen, overskriften til denne, en sådan, gjort kendt med Biblen, dækker over et jødisk indhold og således en skriftskultur, der stammer fra jøderne. Det kan også siges på en anden, mere klar måde. Jødernes lovsamling er Det Gamle Testamente og således oprindeligt eller originalt nedskrevet på jødisk, der vist nok kaldes for hebræisk. Med JesusKristus’ velfærdsfart, der jo som bekendt sluttede med, at han kom galt afsted på korset, får vi efterfølgende apostle eller forfattere, der nedfældede, hvad de mente eller så han gjorde; Det Nye Testamente. Hvorvidt jøderne selv skrev dette, altså på hebræisk, eller om de første og tidlige kristne skrev det på latin, véd jeg ikke. Men faktum er dog, at PetersKirken i Rom blev etableret på foranledning af JesusKristus, hvorfor det ikke er utænkeligt, at romerne var helt vilde med ham. Så vilde, at de fandt det nødvendigt at ødelægge Europas forskellige folkestammer, med utallige krige og sindelags-undertrykkende latinskole tilfølge, gennem, hvad skriver vi, 2013 år. Det UniversitærStatsKirkeborgerlige, teologiske svin, det vil sige præsterne og tildels også deres akademiserede, statsborgerlige menigheder, har nemlig ikke ændret sig. Det elsker at have magt over skriften, så det kan få ret over ordet, vort kød. Det, der ellers efter sigende skal lyde vel, pragtfuldt, vældigt, kæreligt, sandt og dejligt og således, på mangfoldiggørende vis verden over, bringe os livets nye vidnesbyrd, budskabet til menneskene, der er blevet underlagt Gud. Altså jødernes, senere romernes, desuden grækernes, dog på anden vis, og, gennem pression og indkodning af børn i opvæksten, en stor del af Europas befolkninger, som sagt. Samt endvidere, i børnenes åndsmæssigt afstumpede hjerteblodspor, desværre også spildt ud over store dele af resten af verdens lande og befolkninger. Vi lider alle sammen, pånær de Gudsmagtsliderlige kristne og hævngerrige jøder, under dette forhold, her i Danmark. Og lidelsen består, sagt med andre ord, i en absolut livsfornægtelse og dermed sagt, en fuldstændig tilintetgørelse af sandheden i menneskelivets åbenbarne, tillige oplysende danske forstand. Biblen, Det Gamle Testamente er skrevet: STED: i Israel. MENNESKE: Guds præstestyre af den, i al uendelighed afstumpede jødiske gudeslægt. TID: Før år Nul, ifølge Vor Tidsregning. Biblen, Det Nye Testamente er skrevet: STED: omkring Rom. MENNESKE: af Jesu lidelsesfæller, disciple, apostle, evangelister - hans efterfølgere. TID: Under romantiske kejsere, senere, ifølge Vor Tidsregning, det første århundrede. I Danmark blev kristendommen og dermed oldtidsarven indført fra og med omkring år 1000 ifølge Vor Tidsregning. Indholdet i de kristne børns blodspor er imidlertid fortsat 2013 år gammelt og det gælder derfor også den ånd, der udgår fra deres slægter - og fra jøderne, og katolikkerne, der jo overhovedet ikke har noget at gøre her i Danmark. Og da slet ikke længere, efter alt det svineri, de har på samvittigheden med vort menneskelivs sande danske kød. Det betyder med andre ord, at de kristne, der har ladet sig indkode eller på anden dum vis betage af kristendommen, kirken og hvad dertil hører, ikke er givet deres egen åndrige forstand i livet eller med andre ord for samme, ikke er til i livets egen, personlig ansvarlige menneskeforstand af vort vikongelige danske kød og samfundet deromkring, Danmark. Hørelsen for livets budskab, i sin sande, oplysende og erfaringsgivende forstand i og med opvæksten, er, for at sige det på en helt tredje måde: Udrenset af GudKirkeKristendommen og dens håndlangere. Det kaldes også for Guds, lovens, skriftens eller jødernes drab på sandheden og kæreligheden i livet. Og vupti, så hører de kristne lige Jesus; og alt, hvad han har lidt. Det tager de følgeligt med, det vil sige det bærer de følgeligt med videre i og med den forkyndelsesmæssige, arbejdsomt formidlende, forplejningsmæssige og ikke mindst forplantningsmæssige omstændighed, nedarvet fra jøderne: Jesus-Op-I-Maria-Kristikussen i Guds EUstatslige navn og med GuUds-ord-ind-huset, FolkeKirken! Hvilket er ensbetydende med: HjerteHjerneDøden og ÅndslivsMenneskelivets død; især, hvad vort vikongelige danske, livsoplysende samfund, Danmark, angår og især, dog i forbindelse derméd, altså med andre ord, hvad hele den skriftlige og talemæssige omstændighed på dansk: vort tungemål og skrivemål i sigte af vort hjertemål, i og med hovedformålet med danske slægters liv og næringsdrivende overlevelse, agtelsen for vor forstand, vor stemmeret, ytringsfrihed eller -pligt med mere, såsom reformerende samfundsudvikling, angår. Læg derfor mærke til, hvordan de kristne taler og skriver, desuden lugter i deres gamle, rådne logosånd: Det er nemlig ikke livets sande eller oplysende danske menneskeånd, ejheller er det helbredende eller forløsende, det, de formidler eller forkynder! E. Nu kunne man brede emnet, ‘skriften’, ud over hele verden og tage alle typer skrift i betragtning. Det gider jeg imidlertid ikke. Der er dog også en anden grund til, at jeg ikke gør det. Og det er den, at “skriften” efterhånden er blevet et almenmenneskeligt bevendt redskab til at kommunikere med eller tale igennem og derfor også tale om, når nedfældet er blevet på f.eks. et stykke papir, i en bog eller på en blog. I det mindste i Danmark, Europa, USA, Rusland og Kina på trods af forskellene. For det betyder nemlig, at skriften bliver stillet anerledes, jeg mener, i højere grad end tidligere bliver identificeret, følgeligt placeret ud fra vore respektive lande og deres befolkninger. Det skrivemål, jeg her gør brug af kaldes for dansk og tilhører følgeligt det danske samfund af hovedsageligt danske slægter, Danmark. Den udvikling handler med andre ord i lige så høj grad om, at vi har været i krig med hinanden, gentagne gange, op gennem historien, som man siger. Altså, at det nu, efterhånden, er blevet klart, at vi er livet givet i og med hver vore respektive befolkninger og således har hver vort landsmæssige sprog nødigt, for at kunne leve sammen og orientere os omkring det samfundne samt oplyse og bekræfte det. Og man kunne vel nærmere bestemt tilføje: Indlandet. Et land er aldrig på absolut vis lukket af for omverden, udlandet, omend der findes forskellige grader af den påstand. Tilsvarende gælder det vort sprog, herunder skriften, og åndslivet omkring det. Sproget bliver altså præget af de sammenstød, der sker mellem os, men også af den handel og kommunikation, der foregår mellem os. Dog kun til en vis grænse, eftersom vi ikke kan høre eller forstå hinanden, orientere os og lade nyt opstå i samfundet, såfremt vi tillader alskens sammenblanderi af forskellige sprog; både hvad det indlandsmæssige, herunder vore respektive aldre i livet, og, fagsprogene i landet samt, hvad det udlandsmæssige, de respektive lande og deres befolkningers sprog, angår. Vi kan ikke bære det åndsmæssigt, det er for anstrengende at skulle tale flere sprog på samme tid eller skiftevis med for høj en frekvens. Eller man kan, måske rettere sagt, sige: Det kræver i det mindste, at der også er en hjemvant, desuden oplysende eller opladende sproglig midte, man kan snakke i eller slappe af med. Det kaldes også for samhørighed i og med befolkningen, i dette tilfælde, det danske folks. Forsvinder samhørigheden i samfundet med andre ord, eller bliver den presset eller trykket i stykker, så er der for det første noget galt og for det andet opstår der da pligt til at bekræfte vort, en menneskeværdig udgave af vor hørelse, følgeligt vor gode eller sandfærdige og ærelige forstand af vort liv- og slægtsbårne kød. Talen og skriften er i dag to sider af samme sag. Men sådan var det ikke tidligere. Og dog kan man stadigvæk mærke den åndsmæssige forskel på enten at tale eller at sige tingene på skrift. Skriften indeholder eller indbefatter som regel en distance. Man kan også sige, at den flytter det talte eller tænkte fra sin, menneskeligt set nærværende, omgivelse; det er ikke muligt for min læser ret at afgøre, hvorvidt det rent faktisk er mig, Jens Haarup Mortensen, der skriver disse ord. Men det er det!!! - Dét, man imidlertid kan sige med forholdsvis stor sikkerhed er, hvorvidt det er volapyk, hvad skrevet står. Det har læseren og dennes forstand, læse- eller fortolkningsmæssige erfaring, nemlig altid også selv indflydelse på. Og dertil kan man joså tilføje: Hvor vigtigt er det i første ombæring at vide, hvem, der har skrevet ordene, når de sådan, almenmenneskeligt set giver god mening, følgeligt bekræfter vort, en menneskeværdig udgave af vor hørelse og videre dermed vor gode eller sandfærdige og ærelige forstand af vort liv- og slægtsbårne kød, for nu at gentage. Misforstår man alt eller endnu værre, misbruger man alt, så har man intet menneskeæreligt fattet. (Og det er der svin, der gør. Så kraftigt, frastødende udtrykt, da de gør det bevidst; ganske enkelt ikke tør stå ved landets samfundsorden og vor ellers oplysende måde at udvikle os på. Eller ikke er fra landet, Danmark, og intet æreligt mellemværende har med det, tværtimod?). Kort sagt, for hermed at samle op: Skriften skrives af mennesker, der kommer af en slægtsmæssig baggrund og således er givet et oprindelsesmæssigt hjemland, kanske fortsat bor i det. Da det er skriften, som øjet møder, kommer den første identifikation til at handle om at få placeret pågældende stykke skrift på nærmere bestemt vis, som skitseret under punkt C. Og nu, med dette afsnit, tilmed med en nærmere hørelse for emnet i lyset af sit landsmæssige samfund, vort nærværende livs omgivelse, hvilket betyder, at vi dykker ned i kødet og forsøger at skelne mellem, hvorvidt skribenten ér af pågældende skrivemåls landsmæssige slægt, hvorvidt vedkommende befinder sig i landet og, dernæst, hvad vedkommende har på hjertet. Og endeligt, hvad der dermed er på bedding, kanske mere til for den enkelte person, der læser og aflæser det. Internet-omstændigheden har naturligvis, ved sin opbygning, gjort det hele vanskeligere. På den anden side giver den os en vis frihed til at sætte sandheden på plads, så skyldnere, også landsmæssigt og befolkningsmæssigt set kan sone og bære deres egen gode skyld, fremfor at føre et glemslens tæppe af projicerende teknologier og dårlige undskyldninger i form af magt og penge indover, dermed også henover historien, som løsningen på et i forvejen samfundet folk eller gammelt lands grundproblemer. Problemer, der ikke mindst af agtelse for blandt andet fredens dagsorden mellem os, gerne skulle holdes fri af nabolande og øvrige landes tilsvarende. F. Da vi nu har placeret ‘skriften’ i forhold til Danmark og mig, Jens Haarup Mortensen, der er dansker, tillige fortalt, hvad der er involveret, herunder, hvordan ‘skriften’ udvikler sig med livet, ja måske, men jeg mener snarere med historien og vort lands samfundsmæssige, ikke mindst sproglige udvikling i forhold til nabolande, kan vi måske trænge længere ind i åndslivet omkring skriften. Med andre ord begynde at se på, hvordan forskellige måder at skrive på kan have eller komme til deres gode ret. Vi så som konkret eksempel, hvordan jeg identificerede Kirken og de kristnes sprog eller ånd. Den er kirkelig skikket, bibelsk eller bibelfikseret, med hele Gud-jøde-kristendoms-historien i Europa, derfor også i Danmark, indbefattet. Og gør følgeligt ofte gældende, at vi alle sammen er det og at hele samfundet, for ikke at sige hele verden, hvilket i det mindste har været tilfældet, derfor skal indrette sig derefter. Sprog og ånd er tæt forbundet, eftersom vort tungemål eller skrivemål udtrykker eller afspejler, hvordan vi har det. Og ‘hvordan vi har det’ handler som bekendt om vort følelsesliv eller vor ånd under forskellige påvirkninger, såsom under opvæksten, arbejdssituationen, kæresteforhold, ægteskab, børn og lignende almindeligheder. Det kan dog også handle om noget andet og mere end blot sådanne ting, uden at jeg dog dermed vil nedgøre disse. Sprog bliver ofte brugt i flæng. Betegnelsen dækker dog først og fremmest over vor talefærdighed og skrivekundskab, ifølge min mening. Dernæst over de forskellige sprog, såsom fagsprog eller mere subkulturelle sprog, såsom politiske sprog, religiøse sprog eller akademiske sprog. Det er de fire store sproglige grupperinger, der kan relateres til, altså, gentager jeg: Fagsprog eller håndværksmæssige sprog og så religiøse, akademiske og politiske sprog. Nogen vil måske tilføje økonomiske sprog og det er vel også på sin plads. Sådan da, siger jeg, eftersom økonomiske sprog er et blandingsprodukt af de nævnte fire. De fire sprog indgår alle som samfundsmæssigt udviklede opdelinger af den første omstændighed, nemlig sprog som ‘Sprache’, som det hedder på tysk, så vi kan høre, at der er tale om sprækken eller med andre ord kæften på os. Hovedsproget, kendetegnet ved sit landsmæssige navn og dermed landets folkeslag. Sproget er altså først og fremmest forankret i vort liv- og slægtsbårne menneskekød, dernæst udvikler det sig så i forhold til vor praktiske laden og gøren samt den historie og samfundsudvikling, som det afstedkommer. ‘Krig’ kunne også kaldes et sprog. ‘Omsorgsarbejde’ kunne også kaldes et sprog. ‘Læge’ kunne også kaldes et sprog. ‘Elskov’ kunne også kaldes et sprog. På den måde står det forhåbentligt klart, at sprog både kan være handling og ordene eller udtrykkene i forbindelse med dem. Men ligeså klart er det vel dermed også, at betegnelsen ret hurtig er i fare for at blive udvandet, som man siger. Af samme grund må og skal vi derfor af og til huske på, hvordan sproget grundlæggende er forankret, som sagt. Det gælder ikke mindst, når vi taler om den side af sproget, vi kalder: skriftssproget, altså ‘skriften’. Fordi, at skriften henvender sig til synet og derfor meget let kommer til at forflytte eller forføre vor hørelse og den tak og tænkning, der måtte være at finde i den, eens hjertelige eller forstandige krop, hvilket er en udtryksmæssig pointe, mens den indtryksmæssige pointe er, at skriften som før nævnt involverer en distance til sin modtager, læseren. En anden side af sagen, når vi taler om, at udtryk bliver udvandet, er, at de mister deres energi, deres sande ånd. Og her er vi inde på det mellemmenneskelige drama, eftersom vort åndsliv som personer udvikler sig på forskellig vis. Vi kan dog gøre noget for, at det ikke resulterer i yderligheder, eftersom vi nu engang alle er afhængige af vort samfund og sådan set også den derved givne samhørighed. - Det er som bekendt for eksempel ikke altid, at de søde ord til konen eller kæresten virker efter hensigten. Ånd kommer af vort sandselige kød, hver især, per tilskyndelse af forskellig art og kan virke meget kraftigt, altså gøre et stort indtryk på medmennesket endsige fjenden. Kanske også, ganske uforvarende, på vedkommende selv, da der er tale om livskraft, der kommer til udtryk. Endeligt kan vi nu sige, at der er forskel på, hvorvidt livskraften kanaliseres ud i hænderne på os, ud i vor mimik og hvorvidt vi har ord for den, i en given sammenhæng. Og hvorvidt vi gør brug af dem. Tavsheden kan også tale. Forankringen af sproget er imidlertid som sagt, jeg gentager med nye ord for det samme, bundet til hver vor åndskropslige menneskelighed med sin unikke stemme til at udtrykke sig og dermed os. Denne stemme eller livsudviklingen og erfaringen med at høre efter, hvad der bliver sagt, hvordan det siges og så videre i den åndsmæssige opmærksomhed, kan dernæst, ved hænder og skriveredskabets hjælp, føres over på skrift. Man kan beskrive, hvad man har på hjertet, hvad man har oplevet eller være kreativ og finde på noget, altså forestille sig noget nyt og digte det frem. Man kan imidlertid også erindre sine erfaringer eller erkendelser og tænke omkring en genstand eller en ting og dernæst nedfælde sine tanker om den. Da jeg nu har gentaget denne pointe, med hensyn til forankringen, så skyldes det, at vi skal fastholde placeringen af skriften i sit samfundskulturhistoriske, ikke mindst nærhistoriske forhold til vort liv- og slægtsmæssige kød, dermed vort land. Skrivemålet er uløseligt forbundet med tungemålet og tungemålet, evnen til at tale og vel også at høre i den forbindelse, er først. På den måde er sproget, ved sin førsteplads, i al evighed, altså i al eviggyldig sandhed, placeret. Og, dette skulle bekræftes, for at vi kan komme videre, nemlig bevæge os nærmere ind på hørelsen for åndslivet i og med vort kød, som angivet. Og til den ende benytte os af skriften som udtryk af vort åndskød. I nærværende stund er det mit kød, der fører pennen, som man førhen kunne sige, men mit kød, der er dansk, er også slægtsmæssigt givet og således stillet, desuden rundet af liv- og menneskeerfaringer, blandt andet med uddannelse og arbejde, jeg, Jens Haarup Mortensen, har gjort mig i det danske samfund. Jeg har med andre ord mulighed for at høre, hvad sandt er som menneske af det danske, samt at erindre mig mine sandsninger fra turene rundt i det danske landskab med sine mennesker, hvilke jeg så kan se for mig, kanske af og til også giver udtryk for på forskellig vis. Det kan være vendinger, man har hørt på vejen eller måder vi irettesætter hinanden på eller noget helt tredje, jeg har set, oplevet eller været vidne til. Mit mellemværende er imidlertid som sagt, nemlig at få placeret eller i en nærmere grad indkredset, dels bekræftet, dels opdelt den hørelse, eller hørelsen for åndslivet, der er forbundet med skriften som udtryk af vort vikongelige danske menneskekød. G. Nu snød jeg lidt ved at sige: “Vort vikongelige danske menneskekød”. Men det er fordi, at jeg hár været igang med det, dette ærinde, tidligere. Jeg kunne også have sagt: “Vort sande menneskekød”. Da ville jeg imidlertid have forbrudt mig imod den blotlagte indsigt eller rettere sagt undladt at tage højde for det udtryk, jeg fandt naturligt at bruge, intuitivt, på baggrund af den tilvejebragte blotlæggelse. Nærmere bestemt det landsmæssige forhold, det vil sige den liv- og slægtsbårne forankring som værende dansker, dermed sagt medlem af vort danske kød med sine menneskenaturlige sandsninger og sandseligheder. - Man kan med andre ord, på skrift, komme til at virke som om, at man tyvstarter på emnet og således i virkeligheden allerede véd, hvad der skal ske. Og det kan desuden virke overlegent, pædagogisk forførende, endda folkeforførende. Det er imidlertid ikke givet, at det er sådan. Især ikke, når man ved sin skrivemåde søger at gøre brug af intuition eller skal vi sige: Lader skrivningens forførende udtryk, dét, der falder naturligt som at tale af hjertet, tale for sig. Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med. Og det kan være givtigt i den hér, tænksomme og skriftlige udtryksfuldhed af vort kød med sin blotlæggende sammenhæng. Jeg skal da også gerne være ærelig og sige, at mine universitetsstudier ikke har hjulpet mig stort med hensyn til at lade skriften komme som den vil, ud af mine hænder. Skaberkraften kommer med andre ord ikke der fra. Tværtimod opfatter jeg de største skriftlige bedrifter som værende dem, der kommer af personlig stillet, naturlig åndsforstandig hørelse af og for sit samfund eller af og for menneskelivet på jord, når samfundet for eksempel ikke virker omkring det egentlig samfundne. På den anden side sætter de store emner, som jeg har stiftet bekendtskab med, i forbindelse med mine studier, i sin tid og sidenhen, og desuden gennem studierne lært noget om, hvordan man kan tænke sig til og håndtere, mig i stand til at tale om både stort og småt på skrift. Og hvad den indskudte sætning om mine egne præferencer angår, så skal det også lige nævnes, at den naturlige åndsforstandige hørelse, som den kommer op med en personlig stillet krop, der uvilkårligt vil og derfor ønsker at udtrykke sig, således kan slippe afsted med at gøre store bedrifter, ganske ofte har sin pris. Det er med andre ord en anden grund til, at også jeg, Jens Haarup Mortensen, finder det tilrådeligt at lære, af og til at slå koldt vand i blodet ved brug af forstandigheder, såsom sandheden om sprogets, følgeligt også åndslivets forankring i og med vort kød. Dog videre søger en måde at få sikret, at vi også kan gøre os hjertegode eller åndsmæssige dannelseserfaringer i skriftlig henseende, uden at føle, at vi udelukker, overser eller overhører noget, ikke mindst ærelig sandhed, eller for den sags skyld ender med at trykke os selv eller hinanden ud på det grundlag. Med udtrykket: “Vort kød” opstår der meget let en forvirring. Det har jeg, Jens Haarup Mortensen, om ikke andet følt i mit liv. Man kan sige eller påstå, at det skyldes de psykologisk-pædagogiske ‘70-80ere, hvor jeg gik i børnehave og folkeskole, hvilket dog sikkert nok også har sin ret, sin sandhed. På den anden side, så kom 1968, med ungdomsoprøret og så videre, samt 1972 med EF og så videre, i kølvandet på en hel anden, ganske omfattende, desuden brutal omstændighed ved vor type samfund i hele Europa, på trods af diverse, omend dog også vigtige forskelle. 2. Verdenskrig; 1940-45. Den samfundskulturelle arvesynd er tyk, ond og sort som Gudsatans egen, i første ombæring autoritetstrolige myndigheders trykken ned i rækkerne, som man siger, senerehen i kraft af folkeoplysningen, en selvundertrykkende sorg i menneskers liv. Mestendels over at skulle indse, hvordan mennesker har levet og samfund opført sig gennem tiderne. Hvor bliver “Vort liv” med andre ord af? Og nærmere betegnet: Hvorfor gælder “vort kød” ikke ret længere som værende noget, der er værd at tage i betragtning. Og videre: Hvorfor gælder “vort danske kød” heller ikke ret længere på tilsvarende vis? - Hvor meget skal man gøre af godt hjerte, uden at få noget igen, for ikke at sige til den pris, at man ovenikøbet skal skides på? - Er det oratoriet i den autoritetstro samfundsudvikling, som jeg har kaldt det, altså: Dommeren, retssagføreren, lægen, læreren og præsten, der fortsat skal bestemme, hvad der skal foregå i vort liv, vort kød? Vort kød bliver sammesymboliseret af det samfund, vi lever i. Og i det samfund er der så, som jeg har været inde på det, en række historisk funderede traditioner, der i særlig grad forestår denne, en sådan sammensymbolisering. Derfor, tror jeg, at Vort kød røg ud. Det blev moderne at være sig selv og dernæst tage højde for alle de andre - med systemer, titler og falske roller til formålet - så man undslap den sorte Gudsatans indbildske symbolik og ordforråd. Et, der var tyvstjålet fra gamle dage af, for ikke at sige nærmest nedarvet til hudløshed med tab af enhver hjertelig åbenbaren og bramfri dansk forstand tilfølge. Intet nyt vidnesbyrd af livets egen sande grundvold hos det oplysende, naturligt åndsforstandigt hørende, menneske blev hørt og bearbejdet, så det kunne blive til mere og således opnå gode ben at gå på til gavn for både os selv og vore efterkommere. Kort sagt, til gavn for menneskelivet på jord, i vore respektive lande med sine befolkninger. Jeg, Jens Haarup Mortensen, vender således tilbage til Vort, VORT LIV eller vort kød, uden dog, at se stort på de nærmest inkarnerede livsforbrydelser, der har været forbundet med denne betegnelse. Og sorterer således i menneskesorgen, for at få dens gamle blokader af ondskab og undertrykte livsånder forløst eller sat fri. Ud ryger derfor også en række af de, for os, velkendte sammensymboliserende omstændigheder, sproglige grupperinger med sine mennesker i vort samfund. Det vil sige, de pågældende mennesker, der jo også er af dansk herkomst, omend fuldstændig åndfraværende som ligklæder, ryger ikke ud, såfremt de arter sig og lader sig oplyse påny. Ikke mindst, hvis de står i forbindelse med gamle bygninger i samfundet. “Vort” betyder menneskelivet eller menneskets skabning i sin yderste, hele, hellige betegnelse. Som sådan dækker den imidlertid hele menneskelivet på jord. Og derfor ikke nødvendigvis menneskesamfund eller folkestammer, der ikke har det eller opfatter tingene på samme måde. Sagt med andre ord, tror jeg, at netop selv-kultiveringen, der begyndte for allerede 200 år siden set i lyset af vor nærhistoriske kontekst, var et brud med en fejlslagen måde at betragte os på, hver især, som værende underlagt et kæmpe stort hele, blandt andet kaldet: Vort. Alligevel siger jeg altså, at “vort” fortsat betegner menneskelivets skabning og hvad dertil hører af livsførelse og samfund. Men jeg redegør også for det, på grund af tidligere misforståelser. Gud, nærmere betegnet, den oldgræsk-romersk-katolsk-jødiske Gud eller jødePavens Gud, følgeligt også kirken og vort danske kongehus’ Gud gennem århundreder, blev gjort til herre over vort menneskeliv. Og det hjalp ikke stort med Jesus eller Maria, når disse fortsat lå indlejret i gudsmagten, samfundsmæssigt set. Det kan også siges på en anden måde: Gud blev gjort til Alt, nærmere betegnet almagten i hele Universet, hvilket er usandt. Og blandt andet er det af den grund, at det undertrykte, tildels fortsat undertrykker menneskets åbenbarne sindelag i sin opvækst. - Er vi derimod på det rene med dét, kan vi nu bruge “Vort” som betegnelse for, i det mindste den ydre betegnelse for vort menneskeliv på jord. Dog ikke bare eller kun som menneskelivet under ét, men derimod som stillet i og med sine respektive lande og deres befolkninger; og deres sprog, infrastruktur, historie og udvikling som sådan. På den måde får Vort atter ret til at være, hvor vi rent faktisk lever og er, og dermed sagt ret til at blive bestemt og indrømmet i kraft af os selv, ved hver vort navn og vore livsveje med samfundet i vort land, Danmark; i udgangspunktet med agtelse for medmennesket, vore nabolande og øvrige landes tilsvarende. Misforståelserne er ganske vist ikke ude af vort kød, eftersom de gudsmagtliderlige - den teologisk genererede psykopati og sociopatiske folkelighed udi sine fraktioner af akademisk, politisk og religiøs dårligdom - i al uendelighed, er man bekendt med sin samtids almenmenneskeligt set umenneskelige tilstande, fortsat vil dele deres vamle fornøjelser kaldet livsglæde og sandhed eller sjælesorg og dejlig og vældig ud til alt og alle endsige Gud og hver mand. Det er vældig. Ja, de a båre dæjli! Det er vældig som et frugtbart skød, der skal gennempules, førend Guds lemlæstelse af Vort kan trænge ind bag skyklappernes døve øre i hjertets eller livets eget navn! - Ikke desto mindre er det klart, og skulle derfor også meget gerne komme til at stå klart for min læser, at disse, her omtalte misforståelser, der, for nu at gentage, både er givet et historisk afsæt, dog på forskudt vis, og, gentages på genopstanden vis af de utro sataner i deres utålelige systemfascistiske samfundsbygninger, der ikke vil eller endnu værre, ikke længere er i stand til at være ved livet som mennesket, de ellers er født og skabt til, kun kan opløses gennem en grundig oplysningsmæssig indsats. Og den, en sådan indsats skal joså, med mit henhold til sprogets forankring, bestemmes nærmere ud fra vort liv- og slægtsbårne kød, i og med hver vort land og folk. Og endnu nærmere bestemt ud fra vort sande kød, i dette, det pågældende, konkrete land med sin befolkning. Ad den vej når jeg, Jens Haarup Mortensen, altså, sådan rundtenom frem til, at “Vort sande menneskekød” ikke er en tilstrækkelig bestemmelse, når vort i sandhed oplysende, raske og helbredende kød, med sit dertilhørende åndsliv, og derfor også det land-, liv- og slægtsmæssigt bestemte, skriftlige udtryk for det skal bekræftes og fremmes. “Vort”, istedet for Gud og hvad derunder hører af fejltagelser, bliver således indkredset formelt set og dernæst nærmere bestemt af konkretionen: Mig, Jens Haarup Mortensen, menneske af menneskelivets slægter i livet på jord, givet som dansker af dansk slægt, Danmark, med tilstrækkeligt liv, hjerte og forstand i behold til at koncentrere og udtrykke sandheden af “Vort vikongelige danske menneskekød” på skrift. Og det er derfor også min iagttagende, således oplysende og pligttrolige eller forstandige ret som dansk menneske i livet på jord, dansk grund, Danmark samt forhåbentligt, tilmed ad den vej bekræftende denne, en sådan nærmere bestemt ret af navn til gavn for VORT VIKONGELIGT ÅBENBARNE DANSKE MENNESKELIVS SAMFUND MED SKRIFTLIGT ÅNDSUDTRYK. Og på den måde af ordet vort danske kød - der kommer af vort, vore danske slægter og er til for vort forstandigt sande, således hjertegode menneskeliv - ligeledes i og med Danmark. Det er desuden dét, der kan opfattes og forståes som: Omvendelsen. Og ifølge dansk folkemund: Vejen frem! H. Indre og ydre. Det er nærliggende er betragte det, jeg, Jens Haarup Mortensen, ovenfor har kredset om som indbefattende en inde-ydre-bestemmelse. Og det er ikke ligegyldigt, hvis man får sådan en sandsning i forbindelse med læsningen af mit beskrevne ord. “Vort” er ved sin omvendelse hos personen ikke længere stillet i forbindelse med Gud, hans idioter eller de mange universalismer, der sortere under deres ligegyldige, ofte græsk-romersk-katolsk-jødisk-tyske ånd og som sagt, systemfascistiske samfundsbygninger, men derimod konkret stillet med personen, der på ansvarlig vis fatter den videre opgave med at bære sit land-, liv- og slægten derméd videre. Ansvarligheden i den forbindelse fordrer en frihed, det vil sige den frihed, der skal til, for at sortere i gedemarkedet, altså rense sig for synd og skyld med henblik på at lade den hjertegode skyld, den gode forstand med sit klare livs lys, som enhver i udgangspunktet er givet, skinne, funkle og yde sit klart nok. Tilsvarende gælder det imidlertid også, hvad samfundet som et hele, et helt og helligt foretagende, angår, hvorfor at såkaldt etniske udrensninger meget let kan komme på tale. Jeg er ikke tilhænger af sådanne, men der er en grænse for, hvad et land med sin oprindelige befolkning kan bære, eftersom det ikke er meningen, at de, den pågældende befolkning skal bære deres liv og samfund videre i lyset af andre lande og befolkningers lort, indført i landssamfundet med de pågældende af anden etnisk herkomst og deres tilstedeværelse. Ved omvendelsen, der for mig at se, for at gøre det så klart som overhovedet muligt, ikke er religiøst, akademisk, eller politisk funderet, men snarere forbundet med et andet ord, og begreb, nemlig: Nødvendning; alltså nødvendighed. - Ved omvendelsen, som jeg har skitseret den, føres mennesket tilbage til sit oprindelige udgangspunkt. Og i den forbindelse opdager det så måske, eftersom det kan være forskelligt fra person til person, hvor meget råddenskab det tidligere har båret på i den opfattelse, at det havde forstået, hvad det hele gik ud på i livets samfund på jord, i sine respektive lande, ikke mindst i sit hjemland. Det fører også til forargelse eller vrede over, at forældre eller forfædre eller, som ulykkelig projektion grundet afmægtighed, andre og fjernere lande med sine befolkninger, ikke har formået at få gudsvinets mellemmenneskelige og samfundsmæssige dårligdom aflivet. Det er de færreste, der når tilbage til deres oprindelige udgangspunkt, eftersom de i mellemtiden, per latterlig dygtiggørelse og såkaldt livserfaring tror, at de har opdaget, at deres udgangspunkt tidligere i livet, eller samfundsmæssigt set i fortiden, jo alligevel var forkert eller forrykt stillet. Det var det nemlig ikke nødvendigvis, hverken hvad det enkelte menneskes personlige liv eller samfundshistorien angår. Jeg, Jens Haarup Mortensen, siger: Det inderste hjertegode hos det enkelte menneske skal opleves, erfares og udleves, dernæst opfattes, erkendes og indleves i betydningen gives til sit samfund eller sine efterkommere. Tilsvarende gælder det et landssamfund: Den oplysende midte i samfundet skal ved fælles, ægteskabende livskraft opdyrkes, gøres og yde os både glædelig og helbredende bistand, dernæst opfattes, erkendes og videreudvikles i forsyn af vor, nu indrømmede visdom om livets ånd i al evighed på og med vore egne. Den ydre betegnelse for Vort er, ifølge ovennævnte indkredsning, fortsat menneskeskabningen på jord. Efter omvendelsen dækker betegnelsen imidlertid mere begrænset over menneskeskabningen på jord, ud fra sit landssmæssige samfund og ligeledes også personligt set. Hvorvidt den omvendte når tilbage og indser sit sande, oprindelige udgangspunkt, afhænger af om vedkommende tidligere har oplevet, erfaret og sandset sig selv som værende en enestående person, der er givet adgang til dels bare at være sig selv, dels at opfatte sit særlige bud eller sit åndspotentiale, oplysningspotentiale som et gode, der skal leves frem omkring sandheden, således i sigte af og for den rette forstand med sin livsførelse, dermed samfundsudvikling. Har vedkommende været på vej med et sådant ærinde, i ærelighed overfor sig selv som menneske, uden dog dermed sagt at lade samfundets eller tidens normer vinde indpas, så er der håb, eftersom det da er muligt at erindre sig sine sandhedsduelige eller forsynsduelige erfaringer med at være menneskeliv givet åndrig og arbejdsom forstand på, for eksempel, dels at lære sig selv at kende i livet, dels at indrømme, hvad der i sandhed er eviggyldigt sandt samt at omsætte det. Om den ydre betegnelse for Vort gælder hele menneskelivet på jord eller om den kun gælder det landsmæssige er ikke vigtigt, set ud fra det oprindelige udgangspunkt, da det altid også er menneskenaturligt stillet i og med sin slægtsmæssige baggrund, senere personlige udvikling i livet og endnu senere i og med vort samfund som ansvarsfuld voksen, som man for eksempel kan sige det. Det kán imidlertid gå hen og blive meget vigtigt, eftersom det ikke er givet at pågældende person står ved sit oprindelige udgangpunkt eller med andre ord for samme, ikke udvikler sig i og med sin sande, medfødte, personligt stillede ånd eller hørelse og dermed sagt livsoplysende forstand af Vort. I så tilfælde bliver det, før eller siden, ikke mindst samfundsmæssigt set vigtigt at oppebære en indre forstand af vort. Og det er her, at den landsmæssige opfattelse af Vort, der nu skal forståes som en irettesættelse kan komme på tale. Er det oprindelige, menneskenaturlige og således tilforladelige, afbalancerede, også ansvarlige gode givet med den personlige opvækst og udvikling hos størstedelen af samfundets, eller landets beboere, så véd man hvem man er, hvor man kommer fra, hvordan samfundet har ladet sig indrette og hvilke opgaver og gøremål, der måtte være at skulle udbedre i forlængelse af tidligere generationer. Og dermed bliver samfundshistorien i pågældende land også central; dels som oplysende rigdom, dels som materiale, der giver indblik i tidligere tiders fejltagelser, hvorpå vi så kan rette op igen. Vel først og fremmest forhindre deres gentagelse. Men er det ikke tilfældet, så opstår behovet for en hovedrengøring og da bliver vi nødt til at koncentrere os om Vort i en nærmere, både hjertelig og forstandig opklarende grad. Såvel landsmæssigt, og således af agtelse for vort eget, ærelige problem, i forhold til nabolande og deres, som hvad vort raske hjerte, vort indre livs oplysede opvækst, uddannelse og arbejdsliv, angår. Og det involverer hele vort samfund, vort land med sine slægter, hvorfor det også involverer skriften. Dels som kommunikationsmedie mellem os, dels som middel til en udvendig opklaring af vor oprindelige, således sandere hørelse og forstand, det vil sige med henblik på en videre bekræftelse og omsætning af denne, i sandhed opstandne ånd af vort kød, på forskellig vis. Det er et forstandigt stykke arbejde, der skal gøres. I den forbindelse har jeg derfor forelagt den danske offentlighed og myndighederne et forslag, der går på et fællesblad, inddelt i tre sektioner, hvoraf den øverste eller første og den nederste eller sidste, med hver deres overskrifter ligger fast, mens midtersektionen indenfor rimelighedens grænser kan justeres efter behov. Det er navngivet: Danmark. … For god ordens skyld skal jeg, i mellemtiden, og i mangel af bedre, dog i forbindelse med tilvejebringelsen af ovenstående sandfærdige grunde, dermed sagt sandselige sandhed i forhold til “SKRIFTEN - helhedsøvelse”, herunder i særlig grad med agtelse for den oprindelige danske befolknings enestående liv og oplysende retning derméd, det vikongstrolige danske oplysningspotentiale indbefattet, samt af mange flere, både almindelig hjertegode og forstandige grunde, tillige ikke mindst i ære af de mange døde danskeres minde, gøre opmærksom på: DAGSORDENEN I DANMARK 1. Danmark SKAL ud af EU og danske EU-politikere skal dømmes for landsforræderi. Det er indtil videre Helle Thornings (statsministerens) opgave at meddele vore nabolande om beslutningen. Vi er naturligvis fortsat til fred mellem vore respektive lande, men ønsker med andre ord ikke at medvirke til et UNITED national-socialistisk-liberalistisk-katolske StatsDemokratier of EUROPE. 2. Etablér det fællesblad, kaldet: Fællesbladet Danmark, jeg har skitseret og forelagt offentligheden. Etablér samtidig en kontrollérbar dansk internetkultur, eventuelt med en dertilhørende DAN-computer, så vi kan sikre ytringspligten i forlængelse af oplysningspligten, samt meningsudvekslingen, i en dansk kontekst. 3. Afvikl parti-politisk kultur, ikke mindst ungdomspolitiske foreninger. Gør det ved i samme ombæring at flytte Det Nye Folketing til VIborg. Og lad den gamle Jesus-Kristus-borg, Christiansborg, være et folkekulturelt oplysningsorgan for vore dansk-nordiske egne og tilhørsforhold. Afvikl ligeledes religiøse fraktioner; se pkt. 7. 4. Afvikl Staten/Regioner/Kommuner til fordel for vore respektive borgmesterbyer regeret ved en renovering af land- og byrådskulturen. Lokalområdet skal udvælge skikkelige repræsentanter til Det Nye Folketing. Og der skal knyttes en mindre uddannelse til at forestå det repræsentative oplysningsmæssige arbejde for lokalbefolkningen i Det Nye Folketing, der skal fungere som en tinge-kultur på landsplan. Det er forbeholdt danskere at deltage i Det Nye Folketing, hvilket vil sige, at man som minimum enten er gift eller med barn i dansk slægt. 5. Genopbyg Forsvaret. Værnepligten: Indkald danske drenge til vikongstrolig opbyggelighed. Træn dem godt og grundigt op fysisk ved den første indkaldelse som 18-20 årig. Brug flere kropstraditioner til det. Og lær den danske natur og naturlige fødevare-ressource samt dansk lægevisdom bedre at kende. Som 23-25 årig indkaldes de igen til oplæring i millitært forsvar samt med indgående kendskab til erhvervene/folkegrupperinger, sprog og kommunikation. 6. Luk universiteterne og etablér videregående uddannelser på dansk. Livsoplysning af ånd og krop med henblik på at videreudvikle oplysende, almennyttig og helbredende virksomhed i samfundet. Knyt dertil et indgående kendskab til talefærdighed og skriftlighed samt til historie, kategorier, begreber og sprog. Lad en international afdeling opstå for sig, så det danske ikke bliver mere forurenet og sammenrodet end det i forvejen er. 7. Reformér Kirken og vor tro. Smid hele oldtidsarven ud, dvs. Jesus på Korset, Biblen og i det hele taget det forfærdelige åndsvid og den forkastelige hørelse ifølge græsk, latin og hebræisk, henholdsvis det græsk-romersk-katolske jødelem, som man tilforn gennem 1000 år forgæves har praktiseret. Få danske stenhuggere til at lave et hjerte af sten med et stort V for VORT indgraveret, til ophængning over alters. Og lad præsterne dyrke livets indsigter i al evighed, fremfor Guds lemlæstelse og dyrk skriftlig dansk, dansk historie og danske skrifter som nye vidnesbyrd, fremfor at fastholde jer ved den gamle dogmatik, der i sin tid er indført fra udlandet syd fra. 8. Kongehuset bedes ligeledes holde sig velorienteret i Danmarkshistorien og i det dansk-nordiske samfund. Og jeg ser gerne, at Deres Kongelige Højheder sørger for, at der fortsat er dansk kød, blod og ånd i kongehusets slægter fremover. I det mindste nordisk. Det har nemlig betydning for vor hørelse og ægteskabende forstand i forbindelse med vore dansk-nordiske slægters oplysningsmæssige potentiale. Og det skal jo fremmes og opløftes, fremfor indføres i den gamle kristen-katolsk-jødiske vrede, had eller sorg, der alle dage har ødelagt VORT. 9. Udlændinge skal sendes hjem, medmindre de er gift eller med barn i dansk slægt. Undtaget er naturligivs også adoptivbørn i værge af danske slægter. Ikke mindst grundet den forestående reformering af al vort. Undtaget er desuden, på grund af Danmarks tilhørsforhold i Norden, udlændinge af nordisk herkomst. 10. Erhvervslivet i Danmark er forpligtet på at handlen med den danske krone, kongens mønt, foregår i henhold til dagsordenen med vort samlede, danske samfund. Det betyder, at det ikke er lige meget, hvad der handles med, ejheller, hvordan der handles samt hvordan virksomheden tager sig ud i forhold til de lande og befolkninger, der handles med. Og det gælder ligeledes i forhold til den danske nær-omgivelse, eftersom der er eller gerne skulle opstå en åbenbaren og virksom livsudviklingskultur indenfor det offentlige. Der er med andre ord en livsbetonet dagsorden omkring kongens mønt, den danske krone og det bedes I, Jer, der driver virksomhed i Danmark, respektere. Tak for Ordet Vort Vikongelige Danske Kød Hjerterkongstrolig Hilsen Jens Haarup Mortensen BEMÆRK VEL følgende reformerende dagsorden og målsætning for vort land, Danmark: Dette er i al evighed VORT vikongelige-hjertetrolige-oplysningssigtende DANSKE kød, blod og ånd i treenighedens åbenbarne forstand af vort, på og med vore egne, med vort skrivemål i sigte af vort hjertemål, i og med hovedformålet med vor næringsdrivende overlevelse og vort velbefindende: DANMARKs Kirke: Livet-Mennesket-&-Samfundets NAVN DANMARKs Kongehus: Hjertegodset-Slægten-Ansvaret DANMARKs Folketing: Landet-Befolkningen-Virksomheden Ærbødigst Jens af Danmark >>>>>>>>>>>>>>>> VEL BEMÆRKET!
Posted on: Thu, 14 Nov 2013 17:55:31 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015