Så blev jeg 30 år, og det er indtil videre gået bedre end - TopicsExpress



          

Så blev jeg 30 år, og det er indtil videre gået bedre end forventet. Super morgen med søde børn, sang, kys og gaver - flotte tegninger, gummistøvler, Infinity lysestage, Rasmus Seebach-billet og en splinterny iPad ❤️ Lige om lidt besøg af dejlige venner, og i eftermiddag besøg af mor, far, bror, svigerinde (som lige kan vove på at føde i dag!) og nevø til boller og kakao - og sushi. Livet er ok. De sidste par dage har ellers været hårde, for jeg føler mig ikke som en 30-årig endnu, selvom jeg nok har nået mere end de fleste på min alder. Været gift i 9 år. Købt hus. Uddannelse og drømmejob. Fire fantastiske unger. 20erne er fløjet afsted, og jeg har lært meget: At modgang gør én stærk, men også svag, og det er faktisk ok. At nogle mennesker hører til i fortiden, mens nye fantastiske bekendtskaber dukker op, når man mindst venter det. At familie ikke har noget med genetik at gøre. Jeg har fået lært at græde, når jeg er glad og smile, når jeg er ked af det (og den uvane øver jeg mig stadig i at rette op på). Jeg har lært at gå i stiletter. At lade være med at bide negle. At man ikke nødvendigvis først bliver gråhåret, når man er gammel. Og især de sidste to år har lært mig, at ingen har lovet mig i morgen, men at vi er her i dag. At frygten for at miste ikke må begrænse kærligheden. Og at det er på vilde buske, verdens sjældne blomster gror. Af 30erne ønsker jeg mig ro og stabilitet. Knap så meget action som det sidste årti har budt på. Jeg ønsker mig at være sammen med min fantastiske familie, som gør det muligt for mig at holde mig oprejst selv i stormvejr. Jeg ønsker mig mere tid med mine venner. At blive bedre til mit arbejde. Jeg vil øve mig i at være mere spontan. Blive bedre til at slippe kontrollen og facaden. Blive bedre til at sige undskyld. Tillade mig at drømme lidt mere og ignorere den indre realist. Jeg vil øve mig i at sige mere ja til mine børn og mere nej til alle andre. Jeg vil kunne holde en tale eller synge en sang uden at tude. Jeg vil lære at køre med trailer. At logge ind på børnehavens intranet. Og så vil jeg holde alletiders kobberbryllupsfest sammen med min mand og de bedste konfirmationsfester for mine to ældste børn.
Posted on: Tue, 22 Oct 2013 10:27:19 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015