Talte i dag til mindehøjtidelighed for Nelson Mandela. Det største menneske i vores tid. Læs min tale her: Jeg er barn af 80erne. Jeg voksede op i Grønlandskvarteret i Aalborg. Det er sikkert ikke Jer alle, der kender området. Det var et blandet boligområde. Med masser af sociale problemer. Med alt for mange skæbner og knuste drømme. Det var som om, at der var lejligheder, hvor solens stråler aldrig kom hen. I mit barndomskvarter var der enkelte åndehuller. Børnebiblioteket var noget særligt. De voksne hed Hanne og Aase. Det handlede selvfølgelig om bøger. Men også om omsorg. Om medmenneskelig. Om daglig husly til ham, der blev kaldt for Smølfen, som ikke havde andre steder at gå hen. En dag var der en udstilling om Apartheid-regimet i Sydafrika. Jeg kan stadig huske billederne. Sorte og hvide børn, der ikke måtte sidde ved siden af hinanden i skolen, bussen og på bænken. Sorte og hvide mænd, der ikke kunne gå ud af samme port ved fabrikken. Undertrykkelse. Apartheid var racismens højborg. Og et af de mest totalitære og rædselsvækkende regimer mennesket har måttet lide under i nyere tid. Jeg meldte mig dengang ind i ANC. Det blev til et langdistance-medlemskab af ANC Youth League. Og en livsalig beundring for mennesket Madiba. Den gamle mand er død. Men hans sociale aktivisme, tankerne, ideerne, den stædige insisteren på tilgivelse, retfærdighed, solidaritet og lighed - det lever. Det skylder vi ham. Det skylder vi hinanden. Mandelas kamp for frihed, for den sorte del af Sydafrikas befolkning, var en politisk kamp. Han udfordrede magthaverne, han betalte en umenneskelig høj pris, han vandt store dele af det internationale samfunds opbakning. Han fik mobiliseret tusinder og atter tusinder. Hans politiske mål blev fælleseje. Men mere end noget andet er det Mandelas fysiske udlevelse af tilgivelse, forsoning og fredelig sameksistens, der har samlet en hel verden. Der er få, der ikke sørger over hans død. Engang var der mange modstandere. Også i Danmark, hvor der på højrefløjen var stor modvilje mod ANC. De kaldte ham terrorist. De få skal aldrig få os andre til at tro mindre. Mandela gav generationer håbet tilbage. Han udvaskede enhver tro på, at mennesker kan deles op i os og dem. Og selvom det måske kan lyde spøjst fra en politikers mund, så må vi ikke lade Mandelas eftermæle kun handle om politikeren. Det er humanistens eviggyldige ord og handlinger, vi skal have til at leve videre. For sagen er vel den, at vi aldrig kan tillade os at vente på, at andre gør verden til et bedre sted. Det starter og slutter ved os selv. Hver gang vi som mennesker vælger det rigtige - i stedet for det forkerte - forandrer vi verden. Et lille nøk. Et lille skridt. Vi mennesker kan ikke leve uden håb. Vores samfund kan ikke leve uden retfærdighed. Og vi kan ikke leve uden mennesker, der hjælper os til at forstå hinanden og rækkevidden af vores fælles potentiale. Derfor samles vi nu for at mindes Nelson Mandela. De fleste af os ved godt, at det er ganske få mennesker, der efter så mange år i fangenskab, med tabet af sine børns barndom, efterfølgende kun vælger tilgivelsen. Mindre kan også gøre det. En særlig omsorg fra en børnebibliotekar, et dagligt nej til racisme - en vilje til at ville andre mennesker. Det er her, vores fremtid er. Æret være Nelson Mandels minde
Posted on: Sun, 08 Dec 2013 12:37:49 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015