Til urandebattørerne. Af: Kristian Poulsen, “Pablo” Det, man i urandebatten berører meget lidt, er, at der vitter- ligt har været udvundet uran fra Kuannersuit ved Narsaq for mere end 50 år siden. Da danskerne byggede deres atomfor- søgsstation på Risø, kom uranen, der skal bruges dér fra Kuannersuit. Men da nuværende journalister i Sermitsiaq og AG ikke er født eller opvokset hér har de ingen erindring om disse og har meget begrænset viden om det – og er begyndt at tro, at der aldrig har været udvundet uran hér i landet. Såfremt redaktionerne bare kræver en lille smule af sig selv, kan de sagtens få mange informationer om det, men i dag ser det ud til, at det smule krav til sig selv for at undersøge tin- gene fuldstændigt er forduftet – det kræver for meget arbej- de? Hvem har med lukede øjne forkælet jer så meget? Da jeg første gang kom til Narsaq i 1964, var der til min store forbløffelse samlet en masse sten, der minder om stenskred ved fjeldene, lidt norden for fabrikken foran Aqqalutsiaqs nuværende butik. Min erindring siger mig stensamlingen var ca. 50 m lang, ca. 10 m bred og ca. 4-5 m høj. Da jeg spurte om, hvad disse sten er, blev der svaret, at de er uranholdige sten, der skal bruges på Danmarks nye atomforsøgsstation på Risø og skal tranporteres med skib over Atlanten og siden over land. Da min skolesommerferie var slut, hvor jeg arbejdede som matros med hjemsted i Narsaq, tog jeg fra byen, hvor disse stendynger stadigvæk lå på stedet. I løbet af sommeren så vi hver eneste dag, at børn og teenagere legede meget og længe på disse dynger. Dengang var der jo allerede et sygehus i Narsaq, hvor man behandlede syge eller tilskadekomne personer. Jeg har til den dag i dag aldrig hørt om nogen, der var kommet til skade eller var blevet syge af at lege på dyngerne i denne sommer. Det blev mig fortalt, at når arbejderne der borede inde i minen blev tørstige, så tog de vandet fra en vandopsamlings- sted til brug for afkøling af borene, selv om det udtrykkeligt var forbudt – og een af dem, der gjorde det lever i dag i Narsaq i bedste velgående. Da i den nuværende urandebat er en del Narsarmiut, der nær- mest har et religiøst krav om, at mineralerne overhovedet ikke må indeholde noget som helst uran – selv om alle ved, at en hvilken som helst mineral indeholder uran i mindre eller større mængde og deres kontrapart, der går ind for, at mineralerne må indeholde en lille mængde af uran, er det nærliggende at anmode disse og komme med en opfodring til dem at henvende sig til Narsaqs sygehus, Embedslægen over Grønland og til Rigshospitalet om at undersøge følgende, da det ser ud til, at de trykte medier Sermitsiaq og AG ikke engang magter det: Hvor mange arbejdede ved Kuannersuit-uranudvindingen, der skal bruges på Risø forsøgsstation fra den sidste halvdel af 1950’erne? Hvor mange af disse arbejdere pådrog sig syg- domme på grund af deres arbejde og transport med uranen? Hvilke sygdomme har de pådraget sig? Hvor mange døde som følge af dette arbejde? Hvor lang tid gik der, før syg- dommene viste sig og før folk begyndte at dø af det? Da der stadigvæk er nogen levende af de, der har arbejdet dengang, er det også nærliggende at opfordre de levende om at melde ud via et hvilket som helst medium – i tale eller på skrift – og forklare, hvor beskyttet eller hvor ubeskyttet de har arbejdet i uranminen. Det er vigtigt i dag også at inkludere den daværende og uomtvistelige uranudvinding ved Kuannersuit, der jo har fundet sted. Det er meget tvivlsomt, at de nuværende journalister i Sermitsiaq, AG og KNR har nogen erindring om eller har viden om, at der på daværende tidspunkt har uranudvinding vitterligt fundet sted ved Kuannersuit. Eller har de nuværende journalister på de nævnte medier på forhånd besluttet sig helt at fortie, at der vitterligt har fundet en uranholdig udvindig sted ved Kuannersuit? Såfremt dette er tilfældet og der ikke kommer nogen fuldstændig fyldest- gørende dementi af det, så forstår vi endnu eengang, at Sermitsiaq og AG for længe, længe siden har taget et fast og uforanderligt standpunkt på dette område. Og såfremt dette er tilfældet, så er en journalistik med et sådant udgangspunkt og princip en propaganda, der trænger til en meget kraftig påtale.
Posted on: Fri, 27 Sep 2013 01:09:57 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015