Tryghed via finansloven – tak! Danskerne føler sig mindre - TopicsExpress



          

Tryghed via finansloven – tak! Danskerne føler sig mindre trygge, og det er især unge danskere, som frygter at falde igennem på arbejdsmarkedet. Det slår Tryghedsfonden fast i sin netop udkomne tryghedsmåling med navnet ”Danskernes hverdagsproblemer”. Her kan man blandt andet læse, at kun hver femte dansker tror, at den seneste tids reformpolitik vil gavne danskerne på langt sigt. Det er også bemærkelsesværdigt, at utrygheden findes i alle sociale lag og aldersgrupper. Regeringen burde læse undersøgelsen meget grundigt. Og den bør være meget bekymret. Måske især over, at undersøgelsen understreger en klar sammenhæng mellem tillid til de folkevalgte politikere og følelsen af tryghed (side 99). Det aktualiserer debatten om den manglende tillid til statsminister Helle Thorning-Schmidt som ”løftebruddenes moder”, og det faktum, at regeringen den ene gang efter den anden har fejlvurderet den økonomiske udvikling. Økonomisk Ugebrev skriver i dag, at det ”opreklamerede opsving er et fatamorgana” og konkluderer blandt andet, at den seneste måneds nøgletal for dansk økonomi peger i retning af en fortsat opbremsning. Det gør vismændenes anbefaling af en finanspolitisk lempelse mere interessant end nogensinde. Regeringen får sværere og sværere ved troværdigt at påstå, at ”nu kommer væksten”. Efterhånden ender det som den gamle historie om Peter og ulven. Råber man ”ulven kommer” tilstrækkeligt mange gange, så tror ingen længere på det. Den situation er regeringen ved at havne i. Jo flere gange regeringens økonomiske ministre fejlvurderer situationen, jo færre tror på løfterne om et ”stemningsskifte”. Det kan godt være, at man i en kort periode kan bilde befolkningen ind, at ”nu stiger butikkernes omsætning”, eller at ”nu er vi på vej mod stigende boligpriser”. Men det ændrer ikke på det overordnede billede af krisen i befolkningen bevidsthed. Det kan man ikke ”fortælle” sig ud af. Danskerne har uden tvivl også taget til efterretning, at regeringen ikke har i sinde at foretage sig noget som helst for at imødegå den kraftigt stigende velfærdsturisme fra borgere i andre EU-lande, der har EU-Domstolens ord for, at de har krav på danske velfærdsydelser som børnecheck, SU, dagpenge og kontanthjælp. Dansk Folkeparti har foreslået et nationalt kompromis til forsvar for dansk velfærd. Det har regeringen fuldstændig ignoreret. Det kan være meget sjovt at tale om lakridspiber, når absurditeten i EU’s måde at lovgive på skal udstilles. Men den reelle trussel fra EU handler ikke om lakridspiber eller mentolcigaretter. Den handler om fremtiden for det velfærdssamfund, som danskerne har bygget op gennem generationer. Den handler om vores tryghed og velfærd. Økonomisk Ugebrev skriver, at produktionen i industrien er faldende, og at udviklingen i det private forbrug er ”overraskende negativ”, ligesom opsvinget på boligmarkedet er højst tvivlsomt. Det kan regeringen så vælge at forholde sig til, eller den kan fortsætte sin allerede udstukne kurs med skyklapper for øjnene. Men finansloven for 2014 rummer en oplagt chance for at gøre noget ved tingene. Det er ingen skam at erkende egne fejl. Tværtimod! I stedet for at mure sig inde skal regeringen ud til befolkningen og lytte til den. I stedet for at tænke i taktik skal regeringen føre den politik, som skal til for at bringe trygheden og optimismen tilbage til danskerne. Det indebærer et opgør med EU og investeringer i vores velfærdssamfund til gavn for danskerne. Desværre har Dansk Folkeparti siden det såkaldte sættemøde i forbindelse med finanslovsforhandlingerne intet hørt fra regeringen. Den har i stedet lagt det hele i hænderne på Enhedslisten, og jeg gad egentlig nok vide, om det er gået op for Enhedslistens bagland, hvor stor indflydelse de faktisk har lige nu? Det er dem, der bestemmer. For første gang i regeringens levetid har den fuldstændig lagt de politiske beslutninger i hænderne på Enhedslisten. Jeg siger ikke, at det betyder, at hele ”revolutionen” fra Enhedslistens principprogram nu kan blive gennemført. Men Enhedslisten har magten i disse uger til at få langt mere gennemført, end de foreløbige krav fra deres finanslovs-forhandlere rækker til. Et underligt træk ved regeringen er, at den har et meget anstrengt forhold til banale løsninger og det man kan kalde almindelig sund fornuft. Jeg har gentagne gange mindet om, hvordan S og SF langede ud efter Dansk Folkeparti i valgkampen i 2011, fordi vi ønskede en realvækst i det offentlige på beskedne 0,8 procent. Nu forsøger selvsamme partier at fremstille denne politik som økonomisk uansvarlig… Men vi har ikke ændret økonomisk politik. Det har regeringspartierne. Det siger sig selv, at flere ældre medborgere og øgede forventninger til vores offentlige sundhedstilbud kræver flere ressourcer. De såkaldte 0,8 procent er ingen gavebod. Det er blot det, der skønnes nødvendigt, hvis der skal være en uændret offentlig sektor fremover. Men samtidig er det selvsagt en god ide at prioritere de offentlige udgifter. Så vi bruger færre penge på velfærdsturisme, ulandsbistand, asylsøgere og mangelfuld integration. Så vi kan sikre vore ældre en ordentlig pleje, vores syge en hurtig og effektiv behandling. Den nyeste medicin. Pengene kommer fra den aktivitet, som aktive danske virksomheder skaber. Derfor handler det jo også om at skabe ordentlige vilkår for netop disse virksomheder. Derfor har vi foreslået, at de dele af forårets vækstplan, som først skal træde i kraft senere, allerede får virkning fra 1. januar 2014. Hvis vi er enige på Christiansborg om, at det er gode ting, vi har lavet, hvorfor så ikke lade det træde i kraft noget hurtigere end ellers planlagt. Herudover skal der ses på energiomkostningerne, der har vokset sig for store og virker konkurrence-forvridende for danske virksomheder. Vi har ønsker klar. Derfor kommer vi også til forhandlinger, hvis muligheden byder sig. Men vi må ærligt erkende, at muligheden ikke ser ud til at komme dette efterår. Op til lokalvalgene den 19. november har regeringen kastet det hele i armene på Enhedslisten. Så må vi pænt vente så længe! Med venlig hilsen Kristian Thulesen Dahl
Posted on: Mon, 28 Oct 2013 17:03:09 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015