UNDSKYLD Af Hanne Lund Undskyld at jeg græder. Undskyld, undskyld, undskyld. Undskyld, jeg bliver bare så rørt. Undskyld, jeg er bare lidt nervøs. Undskyld, jeg er bare lidt ude af den, du skal ikke tage dig af det. Sådan undskylder vi hele tiden. MEN. Vi er jo mennesker. Vi føler. Vi er ikke kolde over for, hvad der sker omkring os og i os. Hvorfor siger vi altid undskyld, når vi bliver berørt og føler noget? Hvorfor er det så tabuagtigt at være i live og at lade andre mennesker se det? Undskyld, at jeg er her. Undskyld, at jeg er levende. Undskyld. Undskyld. Undskyld. Det er sgu da ikke de mennesker, der har empati og medfølelse, og som lader sig berøre af livet, der skal undskylde. Hvad med at bede om et undskyld fra alle dem, der er kolde i røven, og skide ligeglade med andre mennesker og den verden, de lever i. Dem, der gemmer atomaffald langt nede i et fjeld, så ingen mennesker kan være i nærheden af det de næste hundredetusinde år. Bare de kan tjene penge, så rager det dem en skid, hvad de gør mod andre mennesker. Græd da for fanden. Græd, til der ikke er flere tårer. Det hjælper! Det lindrer! Og det er faktisk helt naturligt. Det er rigtig godt at kunne sige undskyld til andre mennesker, hvis man har sagt noget dumt. Eller er kommet til at såre dem. Eller har glemt sin bedste vens fødselsdag. Det er et udmærket karaktertræk at have. At kunne sige undskyld. Ingen tvivl om det. Men. Der er bare en masse undskyldninger, der er decideret åndssvage. Ajjj du må undskylde, at jeg græder … Det skal man da ikke undskylde. Man græder. Man føler. Man lever. Hvorfor undskylde det? Og uventede gæster. Shit! Ajjj du må altså undskylde rodet … Hvorfor sige undskyld for det. Man har sgu da lov til at rode i sit eget hus. Og helt ærligt! Who cares? Eller det ringer på døren klokken elleve om formiddagen, og man er stadig i nattøj og morgenhår. Det er posten. Og det første man siger er, ajjj, du må altså undskylde, at jeg ikke er i tøjet endnu men … Og så en tåbelig forklaring. Jamen hallo! Posten er sgu da totalt ligeglad. Og man har da for pokker lov til at være i nattøj i sit eget hus. Uanset klokken. Men tænk, hvis posten tror, at man er sådan en, der bare driver den af og sover længe og ikke er effektiv fra klokken seks om morgenen. Ja. Tænk, hvis postbudet tænker det. Jeg er kommet et godt stykke på vejen mod at droppe de tåbelige undskyldninger. Eksempel. Jeg ringede en dag og inviterede min bror på en kop kaffe. Han kunne ikke på det tidspunkt, jeg foreslog. Men jeg ringer lige en dag, når jeg har tid, sagde han. Og det gjorde han. Og gæt selv. Ja. Det var lige præcis en dag, hvor hele huset rodede meget mere, end det plejer. Hvornår kommer du? Om en times tid. En times tid! Shit. Jeg kunne ikke nå, og havde heller ikke energi til, at få det hele til at se blæst ud. Og jeg var lige ved at sige, at det ikke passede så godt i dag. Men det gjorde det egentlig. Jeg ville gerne have besøg af ham. Og sagde, at det var fint, han kunne bare komme. Sejt!!! Jeg gav fanden i rodet. Og det blev en rigtig hyggelig aften. Rigtig hyggelig. Ja ja. Jeg undskyldte … Men jeg lod rod være rod og fik en dejlig aften. Om noget tid er det det, vi husker. Ikke rodet. For det er jo egentlig så inderligt ligegyldigt. Når man engang skal herfra, og det kan jo lige så godt blive i morgen, som det kan blive om tyve år, så vil jeg i hvert fald være glad for, at jeg brugte tid på venner og familie og ikke afholdt mig fra det på grund af rod og nullermænd. Og man tror, at andre altid er mere tjekkede end en selv, fordi de altid gør rent og rydder op, før man kommer. Hvem snyder man? Jeg synes, det er totalt befriende at besøge nogen, der også roder. Det er bare så vidunderligt menneskeligt. (Fra min bog LIVET ER LIGE NU der udkom i 2011)
Posted on: Mon, 25 Nov 2013 07:39:32 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015