VOR TID Der bliver ved dette stykke om Vor Tid i nogen grad tale om repetition. Jeg har tidligere talt om emnet, i forsøget på at slå fast, at det afgørende ved Vor Tid, eller Vor Tidsregning er: VOR, fordi det betegner menneskeskabningen, menneskelivet: VORT liv og samfund, historien delvis indbefattet. Og som sådan gælder det umiddelbart hele menneskelivets skabning på jord. Der er naturligvis forskel på om den vejledende overskrift er Vor Tid eller Vor Tidsregning. Trykket ved den valgte overskrift, Vor Tid, ligger ikke på regningen eller en kronologisk opfattet historie, men derimod på den tid, vi lever og gør os gældende. Trykket ligger med andre ord på det mennneskelige, som vi lykkes med at ære eller udvikle og bekræfte mellem os og i forbindelse med vort vigør i det hele taget. For det er dét, der er mindeværdigt og brugbart, oplysende for vore efterkommere. Det er dét, derved, at vi overtager eller hører sigtet med vort liv - og ligeledes velsagtens også i den forbindelse, at vi så efterfølgende må tage en række kampe op med fortiden eller menneske- og samfundskulturelt forfald i forbindelse med vort livsmod og -måde. Kanske også direkte med personer eller institutioner, der ikke vil lade sigtet med vort liv, som sagt, blive endnu mere klart for os end det tidligere har været. - At forhindre sand som også ærelig livsoplysning i et samfund er en forbrydelse mod menneskeheden, nærmere betegnet det pågældende lands bid af denne. For vort vedkommende, nærværende tungemål og skrivemåls kød, de danske menneskeslægter. Jeg skal prøve at afdække emnet så fuldstændigt som muligt. Og indtil videre er det allerede nævnt, hvad der er involveret, nemlig: Vor eller Vort, Tid, Regning, Samfund og Historie. Da disse jo i forvejen er omfattende begreber er det nødvendigt at gribe fat omkring noget vi kender og arbejde ud fra det. Jeg begynder derfor med udlægninger af begrebet, Tid, nærmere betegnet historien om tidens tilblivelse, sådan som vi kender den i år og dage med videre. TID. Vi skriver 2013, det hedder indeværende år. Og ud fra dét, har vi lært at tælle, kan vi joså nærmest ikke undgå også at opfatte, at tiden må være begyndt i år 0. - Det er naturligvis en misforståelse, at tiden sådan, først, skulle være begyndt i år 0, som om der ingen tid var tidligere. Eller som om, der var minustid, eftersom tallene før 0 jo er minustal. Det vil sige sådan er det, sådan opstår misforståelsen af tid, når matematikkens logiske uendelige og minus-uendelige talrække bliver sindelaget, der tænkes i. I forbindels med læsning af litteratur fra gamle dage af, eller omhandlende oldtidens hændelser, møder man betegnelserne f.v.t og i.v.t eller e.v.t - henholdsvis før vor tidsregning og ifølge vor tidsregning eller efter vor tidsregning, underforstået dens begyndelse. Det er meget praktisk på den måde at kunne identificere litteratur eller fund, arkæologiske fund, fordi man da efterfølgende kan samle ting fra den samme tids periode og derved danne sig et mere indgående kendskab til, hvad der samfundsmæssigt set og dermed med mennesket er foregået det pågældende sted. Måske har man ikke den interesse, men interessen er der og det er den, fordi at vi véd, at det, der er foregået med mennesket - hvad det har oplevet og været udsat for - også går igen. Præger efterkommeres opfattelse af livet og dermed sagt arven i den samfundskulturelle kreds, som eens land eller befolkning tilhører. Og dét, ikke altid til det bedre. Fortiders hændelser nedarves i vort kød og det sker på uhensigtsmæssig vis, som glemsel eller åndeligt undertryk, såfremt vi ikke opnår et bedre kendskab, en større forståelse for, hvad der er gået forud for os, menneskeligt set. Hver især, men også i bredden, som land, folk, samfund eller verdensdel. - Dertil kan man så rigtignok sige, at det måske var på sin plads at beskæftige sig med danskernes fortid, her i Danmark, fremfor f.eks. oldtiden, og dermed sagt de gamle grækere, romere og mellemøstlige folkeslag, nede omkring middelhavsområdet. Eller i hvert fald sørge for at holde de to ting adskilt, hvilket dog er sin sag, eftersom meget af den skole- og universitetskultur, samt embedskultur, der har været i Danmark, bærer præg af oldtidsarven. Og det skyldes først og fremmest kirken og de kristne, eftersom de helst vil leve i det samfund, som Jesus levede i, Israel under den romantiske besættelse med sin militaristiske skatteopkrævningskultur. Og så videre omkring det, der skete i de dage… i julen omkring år 0!!! Det er gak. Dengang, under de romantiske kejsere, holdt man i samfundet styr på tiden ud fra den pågældende kejser. Det kom sig formentlig af, at man også holdt styr på pengene på den måde. Kejserens mønt blev slået, så alle de handlende var klar over, at ham og hans hovedsæde skulle have en beskattet del af handlen. Man handlede naturligvis, mellemmenneskeligt set, men måtte også betale skat for at sikre området mod fremmede, der var på tyvetogt eller måske bare mod konkurrerende handlende. Forretningsforbindelser, handelsinteresser og inkassoforretning. - Man levede under en kejser og sådan blev tiden regnet og ordnet. Vi havde eller har haft, og det gør sig måske stadigvæk gældende hos nogen mere end hos andre, det samme herhjemme: Man levede under sin kongelige regent og dennes embedsførelse, land og husholdning. Det afgørende var nemlig ikke tiden, men de herskende magter og ånder i samfundet. Tiden var og er i en vis forstand fortsat, hvad der sker og skete. Man begyndte imidlertid også at måle. Og det har givet vis også hængt sammen med afvejning. Man begyndte at måle og veje. Dels, som man kan indse, i forbindelse med handel, dels i forbindelse med retfærdighed mellem mennesker. Justitsia er en gammel romersk gudinde, der afbildes med en vægt. Hun er retfærdighedens romantiske gudinde. Og sådan er afvejning af forskellige forhold noget, der sker i kraft af vort indeværende skøn, vurderingsevne, værdsættelse - i det hele taget retfærdighedssøgende dømmekraft i forbindelse med vort vigør, livsførelse og handlen. Tænker vi over det i dag, så er det i det mindste klart, at vi også har arvet noget fra den samfundskulturelle baggrund, den tid af, eftersom vi også afvejer eller afmåler, for eksempel vor arbejdsindsats i tid. Det indgår om ikke andet i vor opfattelse af, hvad noget er værd, vi siger: hvor lang tid tager det eller hvad skal der til, for ikke at bruge al tiden på lige det eller det eller det og kanske dit og dat! Eller for ikke at blive opslugt af den tid, det tager og måske derved, af ængstelighed, fortabe os og således blive bange for at gå glip af noget andet, bedre eller glemme noget andet, bedre, vi tror vi hellere vil og kan eller sådan set skulle! ÅRSTID For ret at placere tidens sted og gang, finder jeg det befordrende at tænke på grundlæggende jordiske forhold. Jeg synes det er den bedste måde, at opnå indsigt og herunder nærmere bestemte begreber for denne. Årstid er noget, der handler om vejret og vejret er noget, der har indflydelse på vor mulighed for at skaffe os mad. Det er ikke mennesket, der bestemmer over årstidernes skiften og det giver os en ekstra god, også mere naturlig forståelse af, hvordan tiden går og hvordan vi må følge med. Et hvilket somhelst samfund af mennesker har alle dage haft mad nødig. Og nu véd vi så i dag, at der er forskellige klima og vejrforhold rundt omkring på jord, hvor disse samfund af mennesker lever og er til. Det vidste vi ikke førhen, ikke på den måde, og dog vidste vi det alligevel på sin egen menneskeåndelige måde, ud fra det klima og de vejrforhold, vi selv måtte begå os med, i pågældende samfund. Førend end agerbrug og dyrehold opstod måtte vi samle bær og gå på jagt. Og det gør man muligvis fortsat visse steder på jord. Men siden agerbrug og dyrehold blev udviklet har vi fulgt nøjere med i årstiderne. Og ad den vej opnået indsigt i, hvordan planter gror og forplanter sig og ligeledes, hvordan dyrene vandrer og hvordan husholdningsdyrene, vi i sin tid tæmmede og underlagde os, også giver os føde forbundet med deres ernærings- og livscyklus. Husholdningsdyrene skal fodres, for at vi kan få en god mælk, godt kød eller et godt avlsdyr at avle videre på. Bestanden af visse former for vildt skal kanske reguleres, eftersom de æder eller ødelægger dét, vi har nødig for vor overlevelse. - Uanset, hvordan vi vender og drejer det, så har mennesket alle dage været afhængig af den brødfødende natur, der nu engang arter sig ud fra klima og vejrforhold, herunder årstiderne; vinter, forår, sommer, efterår. Det er så ganske vist ikke vinter i Afrika og dog har vinterens kolde tid også sin ejendommelige periode i Afrika, måske oftere tænkt som oplevet omkring vand eller regntid. Det fører os, her i teksten, frem til de grundlæggende jordiske forhold med sine elementer. Vejret. Solen står sådan og sådan på himlen på den og den årstid, når de og de dyr eller planter er fremme. Og sådan er vor grundlæggende, overlevelsesduelige forstand og dermed også iagttagelsesevne nært forbundet med livets natur på jord. - Og vi har udviklet et mere og mere omfattende kendskab til os selv, vor menneskelige natur, gennem alle årene. Ikke mindst, hvilket benævner indtil flere langsommelige tiders vandring med os, i form af det kendskab vi kalder: Opdagelsen af Verden. Dels andre lande og befolkninger, hvis områder vi så har kortlagt og beskrevet, dels universets verden; himlen med sine himmellegemer. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at mennesket alle dage har haft et forhold til solen, lyset og varmen og jorden med sine skygger og svale eller kølige steder at gå hen. - Og sådan blev soluret til. Man opdagede ganske enkelt at solen stod op i den ene ende af landskabet, for dernæst at gå ned i den anden ende af landskabet. For atter at gøre så, igen og igen, de efterfølgende dage fremover. Og sidenhen, med livets gang under de skiftende årstider, opdagede man også, at solen ikke stod lige højt på himlen eller rettere sagt, at der var forskel på lysets varighed, de lyse timer, i løbet af året. Det vil sige mellem regntid og regntid eller forår og forår. Solen gik henover himlen i en bue og oplyste følgeligt tingenes skyggeside, uden at den dog forsvandt, førend solen gik ned eller det blev overskyet. Satte man således en pind i jorden, så vil dens skygge flytte sig hele dagen. Og opdelte man så feltet i kagestykker, for eksempel ved at tegne streger med samme mellemrum ud fra pinden og ud efter, hele vejen rundt, så har vi uret med sin tidsinddeling. Det blev til 12 timer, sidenhen underinddelt til 60 minutter og 60 sekunder. Og så gange to, da man havde fået sig en fornemmelse af, hvor lang tid dagen var i forhold til natten. - Problemet i første ombæring var nemlig det, ret at forstå, at jorden var rund og at den både drejede rundt om sig selv og rundt om solen. Det var altså ikke solen, der gik henover himlen, men jorden, der drejede rundt om sig selv. Og det tager 24 timer, et døgn for den, at gøre det. Og et år, for at dreje rundt om solen. Derudover iagttog man, eller det var måske den nærliggende iagttagelse, der hjalp os på vej til den fulde erkendelse, at det tager en måne, fra ny til næ og næ til ny, en måned, for solen at lyse månen op og ned på grund af jordens skygge. Og den bevægelse sker 12 gange om året. I løbet af årstiderne. Man mener at soluret allerede har været kendt i det gamle Egypten, altså for oldtidens egyptere. Og véd man så også lidt om, hvilken ballade de første naturvidenskabelige landvindinger omkring 14-1500tallet skabte - kampen for erkendelsen af jordklodens sande bevægelse i universet, altså i forhold til himmellegemerne og dermed os selv på jord - især en ballade for Pavens kirke og hans hellige svin, hvis verdensbillede dengang bestod af syv himle og ikke strakte sig længere ud end de romerske hærer kunne magte at bane vejen for jødernes, følgeligt den oldgræsk-jødisk-romantiske Gud, og ligeledes derfor ejheller måtte være større eller mægtigere end at man, kirken, fortsat kunne fastholde pøbelen som slaver af Gud. Altså så kirken kunne opkræve aflad, vinde landets gods og fromhellige kvinder, og give dem kyskhedsbælte på, så de ikke blev voldtaget af de grimme, dumme indfødte mænd, der ikke ville adlyde den omskårne Guds levevis og verdensbillede fra det såkaldt hellige lands fremmede egne!!! - Véd man så lidt om dét, så forstår man, hvor grusom Europas og en del af Mellemøstens historie og dermed mennesket er blevet behandlet i kraft af romantiske præstesvin, jøde-kristeligheden, de kristne og oldtidsarvens skoler og embedsførelse. For eksempel latinarven og skatteopkrævningskulturen i Guds KirkeKongelige, sidenhen UniversitærStatsborgerlige og tilmed fortsat GudKirkeKongelige navn. VOR TIDSREGNING Vor Tidsregning er formentlig først blevet indført efter de naturvidenskabelige landvindinger fra og med 14-1500tallet og frem. Det betyder, at det kun er 5-600 år siden, at man begyndte at koordinere og indføje levnene, overleveringerne fra fortiden, og oldtiden. Og vore indsigter. Altså at ordne disse, så vi atter vil kunne ånde frit i eget kød. Jeg véd det dog ikke, sådan helt præcist, eftersom det er umuligt, når man skal medtage…. - derimod véd jeg, at der gennem historiens tider har været ufatteligt meget ballade omkring historien, hændelsernes sted og tidsfæstelserne; hvad der skete og hvad der, ofte folkeligt set, fulgte i kølvandet derpå. Og det skyldes formentlig det forhold, at vi alle dage har været og fortsat er samfund af særegne, respektive befolkninger, og enestående, selvstående personer, og derfor gerne selv vil have lov til at fortælle, hvad der foregår omkring os og hvordan vi har det med det. - Der har naturligvis været former for tidsregning tidligere, men disse, for eksempel i form af kalendere, har ikke mindst båret præg af de kejserlige kristnes afsæt i troen, fremfor i mere objektive forhold, som vi ellers alle er stillet ligeværdigt i forhold til. Den forholdsvis store opdagelse af Det Nye Verdensbillede, at jorden er rund samt opdagelsen af alverdens riger og lande med sine respektive befolkninger, i kraft af de opdagelsesrejsende, den sker mig bekendt først for alvor fra og med 14-1500tallet og fremefter. Det er først da, at vi kommer til en fuldstændig erkendelse af, at vi alle lever på den samme jord og ikke er så forskellige endda. Der er ganske vist samfundskulturelle forskelle mellem os, men de er dog nært forbundet med naturens forskellige landskaber. Negerne er sorte, fordi at de har levet under bagende sol gennem flere hundrede år. Mellemøstens folkeslag er tilsvarende mørkere i huden. Og vi, danskere og nordboere, er så hvide, fordi vi har ikke haft nødig at udvikle en hud, der kunne beskytte os mod solens stråler. Men det er ikke kun hudfarven, der er forskellig, nej, for vi er forskellige på samme måde som landskaberne er forskellige. Vi kan ikke løsrives fra livets natur på jord, på vore egne, da den brødføder os og giver os det fornødne materiale at bygge og handle med. Og således bærer vi tilmed præg af håndelag, sindelag og intuition i den sammenhæng. Menneskelivet på jord er flere tusinde år gammelt. Det vides fra fund af gamle levn, der tydeligt fortæller os, at der fandtes menneskelig aktivitet pågældende sted, på pågældende tidspunkt, hvilket kan dateres ud fra flere forskellige metoder. De sidste 2-3000 år vidner ikke desto mindre om en opdagende og oplysende udvikling i menneskelivets historie på jord. Med mange tilbagefald og trange tider for diverse befolkninger, ligeledes et hav af misforståelser hos mennesket og mellem menneskene og vore forskellige folkeslag. - Men det er dette oplysende karakteristika hos mennesket, der er interessant, altså særegent for mennesket. Særligt menneskeligt til forskel fra dyrene, og tilmed udelukkende givet, altså fremmet, i kraft af personlige skikkelser, der har følt og tænkt på vegne af mennesket ud fra dette særegne, en sådan særlig menneskefølt ånd i livets hele, hellige foretagende. VOR Betegnelsen Vor dækker over dét, der tilkommer os som mennesker. Det, der ikke er dyrenes, men vort, det vil sige kommer fra vort liv og måde med det af. Og i en nærmere forstand, dét gode, der tilhører vort, altså dels er kendt i forvejen, dels bare opleves som særligt menneskeligt, ikke mindst ovenpå eller i forlængelse af den udvikling, vi har været igennem. Mennesket har op gennem historien mødt nye tider, som man siger. Vi har ikke gjort tingene på samme måde alle dage. Vi har opfundet nye måder at gebærde os på og håndtere vort livsvilkår på. Vi har udviklet teknikker og teknologier til at hjælpe os. Og i forbindelse med hele den, mere eller mindre velkendte udvikling, fra gamle dage af og frem til i dag, har vi også gjort nye overvejelser, vundet nye indsigter i menneskeskabningen, menneskeslægten og menneskelighedens vilkår på jord. Derfor gives der i dag en menneskelivets udviklingshistorie, det vil sige vi søger fortsat at få orden på de indsigter, vi gennem tiderne har gjort os, for at kunne lade os oplyse af dem og finde både bæredygtige og fredelige måder at leve på i kraft af dem. Og det er ikke så lige til, som man måske skulle tro, eftersom en række af de gamle indsigter i livets natur på jord, ikke mindst menneskets livsvilkår, fortsat står i vejen for de nyere, mere forstandig klare og åbenbarne menneskeindsigter. Menneskeerkendelsen vil jeg kalde den erkendelse, eller åbenbaring, der går forud for betegnelsen: Vor, der som jeg bruger den er en identifikation hos og af sig selv som menneske, på ligeværdig vis med samtlige øvrige mennesker, uanset herkomst. Og hvornår sker den så, historisk set? Med det spørgsmål er vi inde på, hvornår åbenbarne eller forstandig sande og ærelige og hjertegode menneskeerkendelser første gang finder sted. Og dem er der sådan set mange af, medmindre man, især som befolkning, er døv i hjertets menneskeværdige forstand. - De kristne siger, at det var Jesus, der åbenbarede mennesket for sig selv, altså lod medmennesket mærke og forstå, hvad det i højere grad eller mere inderlig forstand vil sige at være et personligt menneske af slægt og samfund. Derfor knytter de erkendelsen af Vor, nærmere bestemt, Vor Tidsregning sammen med Jesus herkomst og hans forkyndelse på jord, dermed hele kirkekulturen lige siden. Og da bliver historien, menneskelivets udviklingshistorie, med andre ord underlagt en jøde-kristelig optik; det omskårne livssyn. Kristendommen og dermed oldtidsarven kom først for alvor til Danmark engang i 900-1000tallet. - Så jeg finder det temmeligt trættende at vor fortolkningskultur omkring historien og menneskets udvikling på jord, ikke mindst i Danmark, evig og altid skal tilgodese kopist-svinene i kampen for at være en del af flertallet, med deres plagiathørelse og forplantning gennem samme ækle autoritetstro med sin dertilhørende, ældgamle myndighedsgivne samfundsorden; kirkens, lovens, kongens, akademierne, Guds og så videre. Og det samme gælder naturligvis også Allah og Messiahs svin, da noget af det samme gør sig gældende i deres krigeriske, ikke mindst lovreligiøse samfundsmåde, følgeligt urene, uærelige og uåbenbarne kød og menneske-samfundsmæssige opfattelse i sit konkrete, livsførende menneske. Balladen, jeg her berører, er med andre ord, at vi som mennesker har nødig at vokse op i hver vor forstand. Altså som personligt menneske. Vi har med andre ord ikke godt af at vokse op i andres forstand eller, som man også kan sige det, undlade at indrømme det liv, vi per menneskelivets natur er givet at gøre godt med. Ved for eksempel at lade sig indkode af de rette meninger og den tilsyneladende sande viden eller visdom - en potensforlænger - for på den måde at høste agtelse eller anerkendelse og kanske endda vinde kærelighedens status, stilling og rigdom i kraft deraf, en sådan, uærelig selvindbilding og gang med sit liv. Mennesket er følsomt på sin åndsforstandige, dog unge vej op med sit gode liv. Og i vor samfundskulturelle kreds er det i særlig grad følsomt på grund af tidligere tiders grusomme fejltagelser med at oplære børn, dermed mennesker, i en forudskikket, gennemanalyseret eller ønskværdig forstand der ikke holder trit med livets oplysningsmæssige dagsorden i al evighed. Psykologierne og pædagogikkerne, og teologierne, vil ved deres håndlangende menneskestemmer sikkert nok gøre alt så godt for børnene og de unge, men menneskelivets natur er personligt stillet, enestående, og derfor støder de generaliserede indsigter, kanske, uheldigvis også universaliserede indsigter, vi gør os eller har gjort os gennem tiderne og således selv er præget af som halvvoksne, også sammen med vort enestående, nye liv og den forstandige, personlig ansvarlige hørelse for det i vort land. Herunder ikke mindst hørelsen for det nye vidnesbyrd, man som nyt, aldrig før set eller hørt, menneske er og måske også i en nærmere, hjertegod forstand kommer med til sit samfund. Jeg mener: Man har som enestående også noget enestående med sig til Vort, til menneskelivet på jord, dog kanske også konkret til det pågældende slægtssamfund, man er født og rundet af. - Hvem siger med andre ord, at livets nye vidnesbyrd kan høres af de kristne, jeg mener, det kunne jo være, at det kom til fordel for danskernes samfund og livsmæssige åbenbaring og således først og fremmest kunne høres af dem, fremfor til fordel for Paven; jøderne, katolikkerne, de kristne med sine mange gamle døve fraktioner. Og hvordan skal det danske samfund så indrette sig, for at tilgodese det her omtalte? Ved at indkode alle børnene og alle de unge i troen på, at de er lige for Gud, Staten eller Lovens virksomhed fra gamle dage af!!! Det bliver følgeligt, på grund af tidligere tiders fejltagelser, nødvendigt at indkredse vort, altså menneskets skabning og indsigterne og vor kundskab dermed i den forbindelse. Og det bliver ligeledes nødvendigt også at gøre det i hver vort, konkrete samfund. Fordi at udviklingen forud for er forskellig, vore samfund og folkestammer imellem. F.eks. har folkeoplysningen i Danmark på godt og ondt haft indflydelse på vor selvforståelse eller normer i forbindelse med vor adfærd, tænkning og pligtopfattelse. - Men det bliver tilmed, hvilket er det grundlæggende, også nødvendigt af den grund, at vi så at sige meget gerne skulle have sproget med os. Altså skal kunne tale og skrive mere bestemt om disse ting, og derved sortere ud i den gamle dårligdom, fejlagtige erkendelser, så det nye sandgode hjerte i vor eller sin forstand opnår sin ærelige agtelse til gavn for vor videre færd. Med slægterne, ja og vort samfund, Danmark, ja, men ligesåvel til gavn for den personlige, åndforstandige opvækst, sorghåndtering, arvesynd og i forbindelse med helbredelse af sygdom. Man har kort sagt igennem hundredvis af år døjet med universalistiske sindelag og åndslogikker i forbindelse med vort, og de sande menneskeerkendelser derved - både indenfor de religiøse rækker og indenfor de videnskabelige og teknologiske og politiske rækker - døjet så hjerteskærende kraftigt med det, at både pinden og lorten er blevet ødelagt. Vor forstand og dermed vort mellemmennskelige, ikke mindst danske samfund. Og derfor siger jeg som jeg gør: Vi må tage udgangspunkt i vort danske menneskeliv og i den forbindelse være ærelige omkring den almindelige, også kraftige vikongstrolige danske, og normale, også kropslige forstands åndsudvikling, for på den måde igen at kunne se, indfange og nyde gavn af det i sandhed nye og enestående, der videre vil kunne lære os livet på dansk grund bedre at kende. Derigennem videre danne, løfte og oplyse Danmarks enestående mennesker, familier, slægter og samfund til det viderebringende kan komme vore efterkommere til gavn. Efterkommere må altså også lære på selvstændig vis at høste af vore forfædre og så at sige pejle sig ind på det, ikke nødvendigvis deres, sandhedspotentiale, som de gav udtryk for, uagtet om de kunne formulere det eller ej. VOR TID Nu kan trådene samles. Jeg, Jens Haarup Mortensen, er født i 1974 og er følgeligt 39 år. Jeg er født af mine forældre, der begge er af dansk afstamning i indtil flere slægtsled. Og bortset fra udlandsrejser, så har jeg det meste af mit liv befundet mig i og med det danske, danske livsvilkår på indtil flere planer og i flere forskellige, kendte som ukendte, sammenhænge. Også arbejdsmæssigt. - Vor tid bliver følgeligt, her i første bestemmelse af det begreb, til også min oplevelse af livet, herunder det forhold, at man efterhånden gennem sin opvækst før eller siden lærer at forstå, at der ganske vist ikke har været een som mig, Jens Haarup Mortensen, født af Rie Aastrup og Martin Haarup Mortensen, tidligere - nej aldrig nogensinde - men dog slægtninge, herunder min bedstefar, farfar, der også hed Jens Haarup Mortensen. Og forfædre og -mødre, desuden tilkomne, der joså også må være menneskeskabninge født af nogen, et sted og så videre. Jovist, for jeg kan ikke forestille mig et menneske, en menneskelig person, der ikke også skulle være født af en mor, befrugtet af en far, sådan, i sin grundvold og videre, dermed skulle være vokset op og have gjort sig sine oplevelser af sig selv, sin person og det liv, der foregår dér, hvor vedkommende har set og sandset sig selv omkring eller ved. Levet i sit møde med, som man siger, hvadend der er tale om den ene eller anden eller tredje slags, for vedkommende altid også sandselige oplevelse eller erfaringsgivende omstændighed. - Jeg er kulturligvis ganske godt klar over, at der findes medicinalteknologiske lægesvin, der ligesom med køer, forestår inseminering af kvinder, med ukendt sæd fra ornecentralen. Lebber, bøsserrøve og adoptivforældre nyder også gavn af dén videnskabelige og pladderhumanistisk, akademisk-katolsk-kristne og socialdemokratisk statsborgerlige, genererede holdning - fornuftens iscenesatte eller rationelt sammenstykkede menneske af verden af det lave i Guds navn - med sin ureflekterede oldtidsarvs logikker, gammelreligiøse helligdomme og verdensfortabelse mellem ørerne og i hjertet på de småtbegavende, også højt-uddannede mennesker, der ligesom synes at etisk ansvarlighed er et spørgsmål om videnspolitisk argumentation og magt. Også, hvilket ellers ligger i revselsens begreb, som jeg har udtrykt det, hvorfor jeg gentager, den form for magt, der ingen menneskelig forstand på sand agtelse overfor livets sande og raske menneskeskabning er givet, derfor ejheller føler sig forpligtet på at indrømme; herunder de gamle autoritetstro kulturer i samfundet. De medicinalteknologiske lægesvin er nævnt, find selv på flere i samme båd, kære gamle, raske danske menneskehjerte af vikongstrolig forstand på vort, her i Danmark. Og hvad er der mere at tage højde for som Jens Haarup Mortensen af Vor Tid. Jo, der er først og fremmest de mange dagsordner, der er blevet gjort gældende før hans, min tid. Nærmere betragtet dem, der på afgørende vis berører min og mine jævnaldrendes opvækst og vor menneskenaturlige forstands følelse af menneskeværdighed og pligt til at leve og gøre et godt liv, ud fra vore forstandige evner, men altså, ellers i det hele taget, såvidt det lader sig gøre ud fra sine tilskyndelser. I den forbindelse dels alt det gamle, man jo vokser op og må sortere i, herunder hele bataljen omkring de gamle institutioner og deres blinde overtagelse af gammel livsvisdom og følgeligt livsmåde hos en stor del af befolkningen. Dels de dagsordner, der henover dette, som antydet, gamle Danmark, er blevet gjort gældende af en række ældre danske generationer, der intet i sandhed aner om menneskelivet på jord eller rettere sagt agter på i den henseende, når det kommer til oplysende dansk forstand i sin videreførelse. 1920-30’erne, Anden VerdensKrig, Efterkrigstids-generationen, 68-generationen, EU-generationen, Det-Internationale-Samfund-generationen - og fortsat socialismen, socialdemokratismen, liberalismen, konservatismen, tilmed rodet sammen med alle de gamle bygningers forehavende med at hjælpe alt og alle og gøre alt så godt, uden at reformere en dyt. Sådan er mennesket, ja, også danske mennesker, der blev forført af deres tids åndsmagter og blev det så kraftigt, at deres børn og således efterkommere må rydde op efter dem og deres indbildske, nærmest feje livsførelse i forhold til det Danmark, som enhver sand dansker i hjertegod som også vikongstrolig forstand ellers vil føle et både menneskenaturligt ansvar og pligtopfyldende forsvar i forhold til. - Føj, svin, kujoner og krystere! - Tag ud og lev Jeres gamle pensionsdage i Gellerup, Vollsmose, Tingbjerg og Ishøj eller i Brussel, Rom, Israel, USA eller Mekka. Og tal så dernæst frejdigt om Jeres ansvarsfølelse og pligtopfyldende livsførelse som dansk menneske af Danmark - til Jeres i forvejen fortabte, degenererede og afstumpede børn og unge, der jo på ingen måde har lært lektien i kraft af de gamle institutioner eller deres forældre!!? Vor Tid bliver med disse afsluttende ord til agtelsen for vort nuværende, levende menneskekød, hvilket indbefatter ens egen iagttagelse af og følgeligt varetagelse af det i sigte for vort videre færd, indenfor det område vi i det mindste kan opfatte som værende vor skyld tildels. Danmark og danske slægters reformerende og oplysende retsudvikling som forstandigt personligt menneske af kærlighed for vort, ifølge Vor Danske Tid. Herunder revselsen af det, irettesættelsen af det eller tilsvarende opsangen af det. ---- For god ordens skyld skal jeg, i mangel af bedre, dog i forbindelse med tilvejebringelsen af ovenstående sandfærdige grunde, dermed sagt sandselige sandhed i forhold til VOR TID, herunder i særlig grad med agtelse for den oprindelige danske befolknings enestående liv og oplysende retning dermed, det vikongstrolige danske oplysningspotentiale indbefattet, samt af mange flere, både almindelig hjertegode og forstandige grunde, tillige ikke mindst i ære af de mange døde danskeres minde, gøre opmærksom på: DAGSORDENEN I DANMARK 1. Danmark SKAL ud af EU og danske EU-politikere skal dømmes for landsforræderi. Det er Helle Thornings opgave at meddele vore nabolande om beslutningen. Vi er naturligvis fortsat til fred mellem vore respektive lande, men ønsker med andre ord ikke at medvirke til et UNITED socialistisk-liberalistisk-katolsk EUROPE. 2. Etablér det fællesblad, kaldet: Fællesbladet Danmark, jeg har skitseret og forelagt offentligheden. Etablér samtidig en kontrollérbar dansk internetkultur, eventuelt med en dertilhørende DAN-computer, så vi kan sikre ytringspligten i forlængelse af oplysningspligten, samt meningsudvekslingen, i en dansk kontekst. 3. Afvikl parti-politisk kultur, ikke mindst ungdomspolitiske foreninger. Gør det ved i samme ombæring at flytte Det Nye Folketing til Viborg. Og lad den gamle Jesus-Kristus-borg, Christiansborg, være et folkekulturelt oplysningsorgan for vore dansk-nordiske egne og tilhørsforhold. Afvikl ligeledes religiøse fraktioner; se pkt. 7. 4. Afvikl Staten/Regioner/Kommuner til fordel for vore respektive borgmesterbyer regeret ved en renovering af land- og byrådskulturen. Lokalområdet skal udvælge skikkelige repræsentanter til Det Nye Folketing. Og der skal knyttes en mindre uddannelse til at forestå det repræsentative oplysningsmæssige arbejde for lokalbefolkningen i Det Nye Folketing, der skal fungere som en tinge-kultur på landsplan. Det er forbeholdt danskere at deltage i Det Nye Folketing, hvilket vil sige, at man som minimum enten er gift eller med barn i dansk slægt. 5. Genopbyg Forsvaret. Værnepligten: Indkald danske drenge til vikongstrolig opbyggelighed. Træn dem godt og grundigt op fysisk ved den første indkaldelse som 18-20 årig. Brug flere kropstraditioner til det. Og lær den danske natur og naturlige fødevare-ressource samt dansk lægevisdom bedre at kende. Som 23-25 årig indkaldes de igen til oplæring i millitært forsvar samt med indgående kendskab til erhvervene/folkegrupperinger, sprog og kommunikation. 6. Luk universiteterne og etablér videregående uddannelser på dansk. Livsoplysning af ånd og krop med henblik på at videreudvikle oplysende, almennyttig og helbredende virksomhed i samfundet. Knyt dertil et indgående kendskab til talefærdighed og skriftlighed samt til historie, kategorier, begreber og sprog. Lad en international afdeling opstå for sig, så det danske ikke bliver mere forurenet og sammenrodet end det i forvejen er. 7. Reformér Kirken og vor tro. Smid hele oldtidsarven ud, dvs. Jesus på Korset, Biblen og i det hele taget det forfærdelige åndsvid og den forkastelige hørelse ifølge græsk, latin og hebræisk, henholdsvis det græsk-romersk-katolske jødelem, som man tilforn gennem 1000 år forgæves har praktiseret. Få danske stenhuggere til at lave et hjerte af sten med et stort V for VORT indgraveret, til ophængning over alters. Og lad præsterne dyrke livets indsigter i al evighed, fremfor Guds lemlæstelse og dyrk skriftlig dansk, dansk historie og danske skrifter som nye vidnesbyrd, fremfor at fastholde jer ved den gamle dogmatik, der i sin tid er indført fra udlandet syd fra. 8. Kongehuset bedes ligeledes holde sig velorienteret i Danmarkshistorien og i det dansk-nordiske samfund. Og jeg ser gerne, at Deres Kongelige Højheder sørger for, at der fortsat er dansk kød, blod og ånd i kongehusets slægter fremover. I det mindste nordisk. Det har nemlig betydning for vor hørelse og ægteskabende forstand i forbindelse med vore dansk-nordiske slægters oplysningsmæssige potentiale. Og det skal jo fremmes og opløftes, fremfor indføres i den gamle katolsk-kristne sorg, der alle dage har ødelagt VORT. 9. Udlændinge skal sendes hjem, medmindre de er gift eller med barn i dansk slægt. Ikke mindst grundet den forestående reformering af al vort. 10. Erhvervslivet i Danmark er forpligtet på at handlen med den danske krone, kongens mønt, foregår i henhold til dagsordenen med vort samlede, danske samfund. Det betyder, at det ikke er lige meget, hvad der handles med, ejheller, hvordan der handles samt hvordan virksomheden tager sig ud i forhold til de lande og befolkninger, der handles med. Og det gælder ligeledes i forhold til den danske nær-omgivelse, eftersom der er eller gerne skulle opstå en åbenbaren og virksom livsudviklingskultur indenfor det offentlige. Der er med andre ord en livsbetonet dagsorden omkring kongens mønt, den danske krone og det bedes I, Jer der driver virksomhed i Danmark, respektere. Med tak for Ordet Vort Vikongelige Kød Hjerterkongstrolig Hilsen Danske Jens Haarup Mortensen BEMÆRK VEL følgende reformerende dagsorden og målsætning for vort land, Danmark: Dette er i al evighed VORT vikongelige-hjertetrolige-oplysningssigtende DANSKE kød, blod og ånd i treenighedens åbenbarne forstand af vort, på og med vore egne, med vort skrivemål i sigte af vort hjertemål, i og med hovedformålet med vor næringsdrivende overlevelse og vort velbefindende: DANMARKs Kirke: Livet-Mennesket-&-Samfundets NAVN DANMARKs Kongehus: Hjertegodset-Slægten-Ansvaret DANMARKs Folketing: Landet-Befolkningen-Virksomheden Ærbødigst Jens af Danmark >>>>>>>>>>>>>>>> VEL BEMÆRKET!
Posted on: Tue, 03 Sep 2013 00:03:03 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015