Vi har premiere på SPISE SOVE DØ. Læs anmeldelsen fra Weekendavisen og kom i Empire og se filmen. Køb billetter på empirebio.dk Sverige. Årets favoritfilm er det modsatte af en tillidserklæring til velfærdssystemet. Folkehjemmet bløder Af BO GREEN JENSEN Har man stærke og villige hænder, er der altid arbejde at få. Sådan siger fordommen, der med mellemrum genoplives, når liberalister udbreder sig om, hvor forkælet det hele er blevet. I samme ånd siger man, at raske folk gør lykke i verden. Det er bare ikke sådan, at kortene falder for livsstykket Raša (Nermina Lukač), en 21-årig andengenerationssvensker, der er vokset op i det nordvestlige Skåne, hvor hendes far kom til som flygtning fra Montenegro under 90ernes krige på Balkan. Raša er ustandselig som en naturkraft. Hun drikker om kap med de bedste mænd og kan pakke syv bakker salat i sekundet på grøntsagsfabrikken. Hun har ingen tålmodighed med kolleger som den forsigtige Eva, der er ny i faget og ret overvældet. Bagefter går Raša hjem til sin nedslidste far, der har dårlig ryg og stive ben med blå udtrædninger, som får lægen til spørge, hvorfor han bliver ved med at arbejde. »Penge er jo ikke alt,« siger lægen, der hører til filmens velbjærgede karikaturer. Man bor i en by, hvor der ingenting sker. Det vildeste er, hvis et tivoli kommer. Imidlertid er en væsentlig pointe, at Raša faktisk er glad for sit liv, modsat mange af de hverdagsmugne svenskere, som kryber sammen i kulden. Så bekendtgør ledelsen, at man må skære i arbejdsstyrken. Salvelsesfulde floskler fremsiges. Raša mister sit job, gør bogstaveligt alt for at finde et andet og går lidt efter lidt ned med flaget, mens den lokale arbejdsformidling sætter nye rekorder i inkompetance. Det er som DR2-serien om A-klassen. Blot er her ingen satiriske tiltag. Raša har en halvkæreste i den stille Nikki, som holder af dyr, men er nødt til arbejde på et slagteri. For Folkehjemmet bløder som alle de europæiske økonomier – bortset fra den norske. »I Norge er svenskerne gode idioter. Som vi er her,« siger Rašas far. Der er i øvrigt ægte omsorg og varme mellem datter og far. »Jeg ville vise et far-datter forhold af den slags, som jeg aldrig fik at se på film, da jeg var en ung pige,« siger Gabriela Pichler, der selv er barn af et bosnisk-østrigsk ægtepar og forlod sit arbejde på kagefabrikken for at blive filmuddannet i Stockholm. Det gjorde hun ikke forgæves. Spise sove dø er i anslaget dokumentarisk, som de bedste film af fællerne Lukas Moodysson og Ruben Östlund. Pichlers film fik premiere i fjor i Venedig og har siden været på 20 festivaler. Den blev sidste års hit i sit hjemland, er Sveriges kandidat til Nordisk Råds Filmpris og står også på listen til de kommende European Film Awards. Tal om at gøre et tidligt indtryk. Fortjener den opmærksomheden? Det er svært at sige. Filmen er ét med sin hovedperson, og den debuterende Nermina Lukač leverer en helt overvældende kraftpræstation. Tager man Rasa væk, er der bare en film om et skrantende udsted, hvor mennesker venter på døden og kaffen med nogenlunde samme begejstring. Spise sove dø er det modsatte af en tillidserklæring til utopien om en svensk velfærdsstat. Man anfægtes umådeligt og spørger sammen med Rašas kollega, om der ikke findes andet end at spise, sove og dø. Det gør der så bare ikke i Sverige, og det synes Raša er rimeligt nok. Når bare hun må bruge sine hænder. youtube/watch?v=Z-ttMcXnv_Y
Posted on: Thu, 19 Sep 2013 08:31:28 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015