Visdommen bag menneskets skabelse og menneskets mål på - TopicsExpress



          

Visdommen bag menneskets skabelse og menneskets mål på jorden Spørgsmål: Hvad er grunden bag at Gud har skabt menneskene, ifølge islam? Svar: Dette spørgsmål kan og må deles op i to underspørgsmål: 1. Hvad er Allahs (jwa) begrundelse for (visdommen bag eller formålet med) at have skabt skabningerne heriblandt mennesket? 2. Hvad er menneskets mål her på jorden? Hvad er formålet med menneskets liv? Eller hvad forventer Skaberen af skabningen (mennesket), nu hvor det er blevet skabt? Disse to spørgsmål bliver tit forvekslede og man oplever derfor ofte at besvarelserne ikke helt er i overenstemmelse med spørgerens ønske. Vi vil her besvare hvert spørgsmål for sig. 1. Hvad er Allahs (jwa) begrundelse (visdommen bag eller formålet med) for at have skabt skabningerne heriblandt mennesket? Svaret på dette spørgsmål er den sværeste af de to. Dels fordi vi ikke har så mange vers og beretninger der forsøger at svare på denne problematik, dels fordi det i sagens natur er meget svært for os mennesker, som er skabninger der er begrænsede at forstå dét, der ligger ud over vores grænser, såsom Allahs (jwa) egenskaber, Allahs (jwa) vilje og visdommen bag Allahs (jwa) beslutninger. Derfor har svaret på dette spørgsmål præget islamisk filosofi siden dets begyndelse. Og der kan desværre ikke gives et kort og simpelt svar, så den kære læser må bære over med denne uddybende besvarelse. De hellige vers og beretningerne fortæller os at Allah (jwa) uden tvivl har et formål med alt og, at der er en visdom bag skabelsen. Men før vi går videre med denne besvarelse, må vi først redegøre for betydningen af begrebet formål og hvad brugen af dette begreb indebærer. 1. Når et menneske ønsker at udføre en handling af egen fri vilje, starter det med at danne sig en forestilling af selve gerningen og resultatet af denne gerning og de fordele som denne gerning vil resultere i. Derefter dannes der hos mennesket et ønske og en længsel efter de fordele som gerningen vil medføre. Dette medfører et ønske, en længsel efter og en kærlighed til at udføre selve gerningen. Hvis der ikke findes barrierer og problemer, der står i vejen for at udføre gerningen, vil mennesket beslutte sig for at udføre gerningen for at opnå de ønskede fordele. Derfor vil drivkraften bag menneskets handling være ønsket om at opnå de fordele som mennesket længes efter at opnå. Dette kalder vi et formål. Det skal dog ikke forstås således at hvis ikke alle disse dele er repræsenteret ved en handling at det dermed ikke er en frivillig handling, men det skal forstås således, at en hver frivillig handling indebærer for det første et ønske og for det andet en viden eller en forestilling om gerningen selv og dens resultat. I sidste ende hænger begge disse to dele sammen med selvet (menneskets selv) og kærligheden til dette selv og ønsket om at fremskaffe goder og fordele til dette selv, med andre ord at tilføre mennesket noget som det mangler. 2. I den fuldkomne eksistens (Allah (jwa)) kan vi stadig tale om et ønske og om viden og en frivillig handling. Men disse to begreber må defineres på en helt anden måde, hvis det skal give mening for en fuldkommen eksistens. For det første kan der ikke være tale om et ønske om at opnå noget, da Allah (jwa) allerede er fuldkomment, dermed er der ingen mangler som skal dækkes. For det andet er Allahs (jwa) viden også fuldkommen og ubegrænset, så Allah (jwa) ved hvad resultatet af en handling er (i modsætning til mennesket der kun har en forestilling om dette). 3. Derfor må mennesket i sin forståelse af formålet med Allah (jwa) handlinger gå ud over sin egen forståelse for begrebet formål. Filosofferne er kommet med deres bud på hvordan begrebet skal forstås, dog er det en længere sag at forklare deres tanker, så vi vil nøjes med et meget kort resumé. Forholdet mellem Allahs ønske/kærlighed og Allahs viden, hvad angår skabelsen af skabningerne og mennesket kan ifølge nogle filosoffer måske forklares på denne måde. Allahs (jwa) kærlighed til sig selv afspejles i kærligheden til sine skabninger, da Allah (jwa) ikke har et selv, der skal tilfredsstilles. Dermed er formålet med at skabe mennesket at ville det bedste for mennesket. Dvs. fordi Allah (jwa) ikke har et personligt ønske, så skaber han mennesket med ønsket om at gavne mennesket. Mht. skabelsen, da kan de begreber vi før har talt om forstås således: handlingen er selve skabelsen, kærligheden/ønsket er at opnå det bedste for skabningen og videnen er at mennesket vil ende med det bedst mulige resultat, nemlig paradiset. Derfor har Allah (jwa) skabt alt for mennesket for, at det skal leve og have det godt. Og det har fortalt mennesket at det ville kunne leve godt og opnå fuldkommenhed (i dets menneskelige form) ved at adlyde Allah (jwa) og gøre hvad Allah (jwa) fortæller, da det er det bedste for mennesket. Dette vil føre til det endelige formål som er at mennesket fuldkommengøres og placeres i paradiset, hvilket er den ultimative godhed og opnåelsen af det størst mulige gode og de største fordele til mennesket selv. 2. Hvad er menneskets mål her på jorden? Hvad er formålet med menneskets liv? Eller hvad forventer Skaberen af skabningen (mennesket), nu hvor det er blevet skabt? Ifølge den hellige Koran er mennesket tilstedeværelse på jorden opdelt i de følgende to dele: 1. Mennesket er på jorden som arvtager og stedfortræder. 2. Mennesket er blevet betroet jorden i følge en pagt det har taget med Allah. Dermed er mennesket den eneste skabning der indgår i en direkte relation med sin Skaber idet mennesket er placeret på jorden som arvtager og stedfortræder og er blevet betroet jorden i følge en pagt det har taget med sin Skaber. Mennesket som arvtager og stedfortræder Den hellige Koran og beretningerne fra de ufejlbare fortæller om mennesket som arvtager således at vi kan dele menneskets arv i 4 dele. 1. Arver rigdomme Allah (jwa) siger i den hellige Koran: ”Tro på Allah og Hans Sendebud og giv ud af det, Vi har gjort jer til arvinger af. Så vil de af jer, som tror og giver ud, få en stor belønning.” [Koranen 57: 7] Allah (jwa) fortæller mennesket, at Han har gjort at mennesket arver, dvs. får lov til at gøre brug af, jordens rigdomme. De af jer, der vil give ud af disse rigdomme og dele dem med sine medmennesker. Disse vil få en stor belønning. 2. Arver magten og den politiske overlegenhed Allah (jwa) siger i den hellige Koran(om sin Profet David): ”(Så sagde vi til ham): O David, Vi har gjort dig til efterfølger[eller: arving] og hersker på jorden [eller: i landet], døm derfor retfærdigt mellem mennesker og følg ikke det (onde) begær, så det fører dig bort fra Allahs vej...” [Koranen: 38:26] Allah (jwa) har gjort mennesker til magtindehavere på jorden og har givet dem politisk overlegenhed, men kræver af disse magtindehavere at de skal bruge deres magt med rette og ikke følge deres egne onde lyster, men være retfærdige over for folket og bruge deres magt med omhu. 3. Arver ansvaret for at udvikle og forbedre Allah (jwa) siger i den hellige Koran: ”Og til Thamud (sendte vi) deres broder Salih. Han sagde: O mit folk, tjen Allah (alene), thi I har ingen gud undtagen Ham. Han lod jer fremgå af jorden og gav jer en boplads på den. Bed Ham da om tilgivelse og vend jer til Ham, thi min Herre er nær (og) bønhør.” [Koranen: 11:61] Ordet der på dansk oversættes til boplads er på arabisk [esta’marakom], som egentlig betyder lod jer bebygge eller udvikle den. På denne måde fortæller Allah (jwa) mennesket, at det er Ham der har givet mennesket lov til at udvikle jorden, og de skal som tak udvikle den på den måde som Allah (jwa) vil have det. 4. Arver muligheden for at tilbede og komme nærmere sin Skaber samt udvikle sig personligt samtidig med at være god mod sine medmennesker. Allah (jwa) siger i den hellige Koran: ”Og da din Herre sagde til englene: Jeg vil indsætte en arvtager [eller: statholder, efterfølger] på jorden sagde de: Vil Du anbringe folk, der vil anstifte ufred og udgyde blod der? – når vi dog fejrer Din pris og ophøjer Din hellighed. Han svarede: Sandelig, Jeg ved, hvad I ikke ved.” [Koranen: 2:30] I dette vers ser vi, at englene sætter lovprisningen af Allah (jwa) som en betingelse for at være arvtager. De spørger derfor Allah (jwa) om begrundelsen for at indsætte en arvtager på jorden, når de allerede lovpriser Ham og ophøjer Hans hellighed. Allah (jwa) siger også i den hellige Koran: ”Og Han er Den, der har gjort jer til efterfølgere på jorden og har ophøjet nogle af jer over andre i rang for at prøve jer i det, som Han har skænket jer...” [Koranen: 6:165] Allah (jwa) fortæller her, at Han har ophøjet nogle af menneskene (ved at give bedre egenskaber eller bedre levevilkår) for at afprøve dem og se, hvor gode de vil være til at lovprise Ham og være gode mod de der er lavere rangerende, på trods af deres ophøjethed. Mennskets pagt og betroelsen af jorden Allah (jwa) nævner flere steder i den hellige Koran at mennesket har indgået en pagt med Allah (jwa) før deres jorddige tilblivelse og i den pagt har de lovet, at de vil følge Allahs (jwa) befalinger og være tro imod det ansvar de er blevet givet som arvtagere af jorden. Vi vil her opremse nogle af disse vers. ”Og da din Herre frembragte Adams børns afkom, af deres lænder, og lod dem vidne mod sig selv, (idet Han sagde): Er Jeg ikke jeres Herre? Da svarede de: Jo, vi bevidner (det). (Han gjorde dette) for at I ikke på opstandelsens dag skal sige: Vi var visselig uvidende om dette.” [Koranen: 7:172] ”De, som opfylder pagten med Allah, og som ikke bryder overenskomsten.” [Koranen: 13:20] ”Og ihukom Allahs nåde mod jer og Hans pagt, som Han sluttede med jer, da I sagde: Vi hører, og vi adlyder! Og frygt Allah, thi Allah ved, hvad der er i hjerterne.” [Koranen: 5:7] ”Og husk, da Allah oprettede en pagt (med folkene) ved (deres) profeter (og sagde): Hvad Jeg end har skænket jer af skrift eller visdom, og der så kommer til jer et sendebud, som bekræfter, hvad der er hos jer, så skal I visselig tro ham, og ham skal I visselig hjælpe. Han sagde: Modtager I dette, og påtager I jer denne forpligtelse over for Mig? De sagde: Vi modtager. Han sagde: Bevidn da, og Jeg er hos jer, blandt dem, der bevidner (det).” [Koranen: 3:81] ”Sluttede Jeg ikke pagt med jer, I Adams børn, at I ikke skulle tilbede Satan, thi han var jeres åbenbare fjende. Og at I skulle tilbede Mig (alene)? Dette er den rette vej.” [Koranen: 36:60-61] “De, som bryder pagten med Allah efter at have sluttet den, og som opløser, hvad Allah har befalet at sammenslutte, og som stifter ufred på jorden – disse er de tabende.” [Koranen: 2:27] Konklusion Mennesket har arvet jorden og er blevet gjort til stedfortræder for Allah (jwa). Dette indebærer at mennesket er blevet betroet jorden og at dette er sket på baggrund af en pagt mellem mennesket og Allah (jwa). Vi har fået nogle egenskaber og jo bedre man bruger disse egenskaber jo større en gevinst vinder man. Mennesket er blevet født i bestemte forhold. Jo bedre man bruger de gode sider af disse forhold og overvinder de dårlige sider jo større gevinst er der at finde i det hinsides. Fællesnævneren for det hele er troen på skaberen og tilbedelsen af Ham. Denne tro gør at hele ens bestræbelser får et langt større formål og bliver sat i meget større perspektiv. Alle ens bestræbelser uden troen på Skaberen og ens søgen efter Skaberen tilfredshed er intet værd. FEJL? Hvis du finder faktuelle-, sproglige- eller formuleringsfejl, så hjælp os med at rette dem. Lær hvordan ved at trykke her. NYT SPØRGSMÅL? Har du et nyt spørgsmål som ikke optræder på vores oversigt? Stil det her! - See more at: aqida.dk/portal/index.php/besvarelserne/a/allah-jwa/125-visdommen-bag-menneskets-skabelse-og-menneskets-mal-pa-jorden#sthash.pu5K9KKM.dpuf
Posted on: Thu, 05 Sep 2013 06:52:54 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015