angående erhversuddannelserne. I 1880´erne stod Danmark i det dilemma, at landets mange håndværkere var truet af den store industrialisering fra England, Frankrig og Tyskland. Men dengang var politikerne og erhvervslederne kloge. De fandt ud af, at det ikke kunne betale sig for landet at konkurrere på kvantitet, man at man i stedet skulle satse på at udnytte håndværkernes kunnen. Derfor begyndte man at investere i kunsthåndværk, og man satsede massivt på fagskoler, hvor håndværkerne kunne specialisere sig. Man satsede samtidig på at promovere kunsthåndværket, blandt andet gennem en massiv indsats for turismeindustri samt deltagelse i store internationale konkurrencer, hvilket satte Danmark på verdenskortet, somer af de lade, der var kendt for sit håndværk og kvalitet. I dag tænker politikerne og erhvervsfolkene, at hvis landet skal overleve, så skal der tiltrækkes stor international kapitalkraft, der gerne vil investere i landets produktion samt mere indføring af new public manegement, sammenslutning af små virksomheder og institutioner til større enheder, dvs. at man satser massivt på kvantitet. Det er derfor at det faktisk giver mening, når venstrefløjen spørger højrefløjen om der er nogen nedre grænse for rationalisering. Hvad blev der af kvaliteten i rationaliseringsprocessen, og hvorfor tror vi at vi kan konkurrere på kvantitet? Men specielt ideen om, at arbejdløse mennesker ikke er en ressource, som staten skal skabe profit ud af, gennem en strategi, der kan holde økonomisk, men i stedet bliver betragtet som en uduelig byrde, er mig virkelig en gåde. Det virker ikke som en konstuktiv vinkel på problematikken i et lille demokratisk land. Det virker snarere som ressourcespild.
Posted on: Thu, 03 Oct 2013 21:04:45 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015