Forleden var Arnold og jeg ude på den sædvanlige aftenluftetur. Pludselig så Arnold et pindsvin, som sad på stien. Han bliver altid frygtelig arrig, når han ser dem, så jeg holdt ham tæt til mig. Men pindsvinet kunne ikke flygte; det havde svært ved at gå. Jeg fik kigget nærmere på det. Der lå en blodpøl tæt på det og det havde blod i øjnene. Nogen havde åbenbart kørt over den og var cyklet videre. Uh, hvad nu? Vi gik hjem, så jeg kunne komme af med Arnold og så finde en skovl til at slå den ihjel. Det var jo ikke til at holde ud at se den lide. Da jeg kom tilbage, så var der en familie, som også havde set det stakkels pindsvin. De havde ringet efter dyreambulancen. Problemet var, at den først ville komme en time efter. Vi talte om, hvad vi skulle gøre og blev enige om, at det var bedst for den lille fyr, at vi stoppede dens lidelser. Altså sendte jeg familien af sted, og så måtte jeg gøre det forfærdelige for det lille dyr. Det er jo mærkeligt, at vi har den form for empati for et pindsvin, men så godt at vi også ved, at så må vi slutte dens lidelser. Hvordan så ikke med mennesker, som lider af forfærdelige sygsomme? Puh…
Posted on: Mon, 24 Jun 2013 19:12:01 +0000
Recently Viewed Topics
© 2015